Den enkle model er jo, at når der står den enestefødte søn som selv er Gud, så mener teksten det alvorligt, nemlig at Jesus i virkeligheden er Gud og hverken mere eller mindre Gud end Faderen.
Jeg er helt med på at du filosoferer over at teksten betyder noget andet end det der står. Det er din ret. Men topmålet af manipulation er, når du forsøger at få din filosofi til at være det der står, og lige i forbifarten skælder ud på treenighedslæren som jo rent faktisk accepterer stedet nøjagtigt som det står, nemlig at Jesus er Gud ligesom Faderen er Gud.
Steder hvor Johannes Evangeliet siger Jesus er Gud:
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. (1:1)
Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk. (1:18)
Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« (20:28)
Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født.« Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen. (8:58-59)
Jeg og Faderen er ét.« Atter samlede jøderne sten op for at stene ham. Jesus sagde til dem: »Mange gode gerninger fra Faderen har jeg vist jer; hvilken af de gerninger vil I stene mig for?« Jøderne svarede ham: »Det er ikke for nogen god gerning, vi vil stene dig, men for bespottelse, fordi du, der er et menneske, gør dig selv til Gud.«(10:30-33)
Men gør jeg dem, så tro gerningerne, selv om I ikke vil tro mig, for at I kan fatte og forstå, at Faderen er i mig og jeg i Faderen.« Så ville de igen gribe ham, men han slap fra dem. (10:38-39)
Man kunne jo gå hen og få den tanke at skribenten mente det alvorligt: Jesus og Faderen er et, de er lige meget Gud...
Senere reagerede Stefanus således da han stod på bålet:
Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« (Apostlenes Gerninger 7:59)
Jeg ved I har en teori om at "Herren" ikke er Gud, men Stefanus bad altså til ham, ligesom alle de første kristne gjorde (Apostlenes Gerninger
9:14; 22:16; 1. Korintherbrev 1:2). Kristne beder ikke til hvemsomhelst, men til Gud!
Smart af de kristne fortrinsvist at kalde Jesus for Herren og Faderen for Gud (så var det da til at kende forskel), men der er også undtagelser til reglen som bekræfter at Jesus er ligeså meget Gud som Faderen:
vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. (Titusbrevet 2:13)
Til dem, der ved vor Guds og frelsers, Jesu Kristi, retfærdighed har fået den samme dyrebare tro som vi. (2. Petersbrev 1:1)
De første kristne kaldte Jesus deres Gud og frelser. Det minder jo en del om Thomas udbrud (se længere oppe blandt de gengive citater):
"Min Herre og min Gud". Jeg tror de første kristne mente det alvorligt når de sagde den enestefødte selv er Gud. De troede han er Gud!
Du har naturligvis ret til at filosofere over, at den slags steder betyder noget helt andet end det der står (ligesom du filosoferer om at det er en god ide at bilde folk ind der står Jehova i Det Nye Testamente). Men måske ville det være smart af dig også at filosofere lidt over, hvorfor I hele tiden laver om på det der står i Bibelen af filosofiske årsager: Var det ikke lettere bare at melde kulør og indrømme I ikke bryder jer om Bibelen? Måske skulle I hellere, som Jesper Klein i sin tid gjorde, skrive jeres egen Bibel?
Debat 
SUPPORT INFO
