Alle mødre hjælpe mig!!!!!

Alle mødre hjælpe mig!!!!! Tvivleren
Jeg er en pige på 25år, færdiguddannet, godt job, eget hus - bor sammen med kæresten som har godt job og er 27år (snart 28)!

For en uge siden spurgte han mig om vi ikke skulle have børn! Og jeg blev svar skyldig!
Jeg har faktisk aldrig tænkt på om jeg vil have børn og det satte jeg mig ned og tænkte over!
Jeg blev forundret over mine egne følelser og vil nu gerne vide om andre har været igennem de samme følelser som jeg!

Jeg har ikke skænket børn en tanke, fordi jeg ikke føler mig klar endnu! Men samtidig vil jeg også gerne have børn inden jeg bliver 30! Af flere grunde, jeg vil gerne nå og skabe børn mens min krop har størst mulighed for det, men også mens jeg har en alder så jeg kan nå og opleve at jeg får børnebørn!
Men samtidig har jeg en angst for, hvis jeg aldrig kommer til at føle mig klar! Nogle få at mine veninder har børn eller baby, de er søde, vil gerne holde dem eller passe dem! Men jeg oplever ingen længsel når de afleveres igen! Hvorfor ikke?

er der nogle mødre derude der har været igennem samme følelser! Blev I nogensinde klar eller sprang I bare ud i det, fordi det skulle være nu?
Hvordan var følelsen af at holde barnet, da I fik det? Følte I jer så klar!

Måske bekymre jeg mig bare for meget! Men jeg kan også godt forstå hvis min kæreste ikke vil for langt over de 30år inden han får børn!

du er 25 :-) anonym
vent et par år og se om du får lyst...

Jeg havde præcis.. dr100
den følelse. At jeg egentlig ikke følte mig klar til børn - og ikke havde den der overvældende trang til at nusse enhver baby, jeg kom i nærheden af.

Jeg blev gift med en mand, som havde ønsket sig børn i mange år, så det fik vi, for jeg var jo ikke decideret imod tanken om at få børn.

Da jeg blev konstateret gravid første gang kan jeg huske, jeg tænkte "Hvad har jeg nu rodet mig ud i". Jeg gik ikke, som man ellers hører andre fortælle om, rundt med stjerner i øjnene og et saligt udtryk i ansigtet.

I dag har jeg 2 børn, som uden sammenligning er det bedste og vigtigste, der nogensinde er sket mig, og som jeg for alt i verden ikke ville undvære :-)

:-) lula76
Jeg tror der findes 2 typer, dem der hele sit liv har vist at de skulle have børn, og så dem der er i tvivl.... jeg er selv den første, men kender også flere af mine veninder der i hvert fald IKKE skulle have børn. Ja skulle i datid :) for det har de da nu. Jeg kan huske da den ene af mine veninder højt og tydeligt sagde; jeg skal aldrig have børn! nu er hun 25 og har den dejligste dreng på 2 :) og hun sagde dengang, ja der bliver kun ham..... men nu overvejer hun en mere. Så ja jeg tror det gør noget ved en, når først babyen er der. Det med at du ingen følelser har for andres babyer er helt naturligt, bare vent til det er dit eget..... så vil du i hvert fald savne det når den skal passes :) Men mit råd ville da være at i skulle snakke sammen om det, fortæl ham om dine tvivl, han er sikkert også lidt nervøs. :)

Det er meget individuelt.... Hønemor1001
...hvordan man har det med tanken om at få børn. Jeg har aldrig været typen, der kunne falde i svime over andres børn, og det kan jeg stadig ikke, selvom jeg forlængst har fået 3 dejlige børn selv. De er nu voksne.

Inden jeg fandt min mand, skulle jeg "i hvert fald ikke have børn". Da vi så havde kendt hinanden i ca. 4 år, sprang jeg egentlig bare ud i det uden de helt store tanker om hvorfor.

Da jeg så fik ham i armene - vores førstefødte, var min første tanke, at han da ikke var særlig køn. Jeg tror kun, at jeg har set 2 babyer i mit liv, som jeg har villet betegne som kønne.
Jeg fik den vejledning, som alle de andre nye mødre også fik, og dengang lå man almindeligvis på sygehuset de første 6 dage.

Men den helt store forkromede moderfølelse???!!! Jeg kan ikke længere huske det, men det forekommer mig, at den langsomt voksede frem i løbet af en 14 dages tid. Det var i hvert fald ikke noget, som bare var der, da barnet var blevet født.

Når jeg nu ser tilbage: Så er fødslen af mine 3 børn de suverænt mest skelsættende begivenheder i mit liv. Jeg elsker dem over alt på jorden. Jeg har i perioder prioriteret dem højest i mit liv, så både mand og karriere har fået lov at vente. Uanset hvad de finder på at gøre, så vil jeg altid have moderfølelsen, og hvis jeg blev sat til at vælge, ville jeg til enhver tid vælge dem frem for manden. Det kan lyde hårdt for "de stakkels mænd", men det er muligt at få en ny mand, men ens børn vil altid være ens børn, og jeg tror, at min mand har det på samme måde.

Håber det kaster lidt lys på emnet for dig.

mvh Hønemor1001

Klar til yngelpleje... kcv
Har selv haft samme tanker.. Kunne absolut ikke forestille mig at få børn... Om overhovedet nogensinde. Vidste godt, at jeg skulle have nogen på ét eller andet tidspunkt, men kune ej heller se mig selv i rollen som mor, husmor m.m.
Blev gravid som 22-årig og fortsatte med det i ni måneder, og det blev mindsandten en baby.. Havde hverken moderfølelsen (som jeg havde hørt så meget om) eller nogen speciel trang til at ændre min rolle og få husmor-pemanentet hår og læse Ude & Hjemme.
Da følelsen udeblev, besluttede jeg mig på barselsgangen for at tage ansvar for det lille væsen, jeg nogle måneder forinden havde set som eneste rigtige beslutning at give liv..
Der kom så småt en rørstrømskhed over og omkring oplevelserne og udfordringerne sammen med det lille væsen. Han var jo så afhængig af mig - og selvfølgelig også af sin far, men nu er det jo mig, der skriver :o)

Uden at give for mange råd, som de fleste vordende mødre skælver af præstations-angst,når de hører.. Synes jeg, at min oplevelse, med ikke at have moderfølelsen fra første dag, giver mening.. Ét eller andet sted giver det mening. Jeg forcerede den ikke. Jeg frustreredes til at begynde med over, at jeg ikke havde dén.
Da den udeblev (den moderfølelse, jeg havde et billede af), selv efter jeg var begyndt at give bryst, syntes jeg ikke at have andet valg end at tage mig ansvarligt af det lille væsen. I det mindste sørge for at opfostre "det" på en fornuftig facon. Og uden at forcere en moderlig elskelighed..

Pudsigt, pudsigt.. Moderfølelsen kom stille og roligt i takt med mine gøremål med den lille purk. Den store og nærmest euforiserende lykke-følelse kom søreme også til mig.

Har vist aldrig været nogen traditionel mor.. Nu er han 15 år. Fornuftig ung mand :o)
Sjovt, at du tager det emne op. Tror virkelig, der er mange kvinder, der har det ligesom du.

Det er nok vigtigt i en situation som din at stole på dine omsorgsfulde evner. Du kan måske forestille dig din egen mor i den alder, hun fik børn..
Hvor meget tror du, hun vidste...
Tiden taget i betragtning, ved du sikkert langt mere end hun gjorde.

Men det er fedt at få børn, livet får en anden drejning.
Held og lykke...

spring ud i det anom
du bliver alligevel aldrig klar før du står med din dejlige bebs i armene... såååå kom i gang
held og lykke

det rigtige tidspunkt mor til 3
en klog mand sagde engang til mig "det rigtige tidspunkt til at få et barn kommer aldrig" - og det er rigtigt, der er altid lige et eller andet i vejen - nogle gange skal man måske ikke overveje alt alt formeget, men kaste sig ud i det
desuden er min erfaring at man ikke kan "tænke" sig ind i mor-rollen, det opbygges stille og roligt undervejs i graviditeten, og for mig var det først klart og rigtigt godt da jeg havde født.
Tror det vigtigste du skal overveje er om der er nogle ting du gerne nå og opleve som man ikke rigtigt kan have børn med til (og igen siger min erfaring mig at man kan rigtigt meget med børn) men hvis du foreksempel ikke er helt færdig med at gå i byen hver weekend, så er det måske ikke lige nu du skal have børn

forskelligt rod
HEj. Jeg tror, det er meget forskelligt, hvornår man er klar til at stifte familie og få børn. Jeg ved ikke om jeg var klar til at få børn - men jeg ønskede mig stærkt at skabe et barn i fællesskab med min kæreste. Syntes det var så fantastisk, at os to kunne skabe liv - og på en måde smelte sammen. Det var nok det der drev mig. Mellemgravid passer jeg så min svigerindes baby. Jeg bliver helt forfærdes over, at jeg ånder lettet op, når hun bliver hentet om eftermiddagen. Syntes faktisk det var anstrengende at passe hende flere dage i træk - og begynder at frygte når vores eget kommer....
Og da det sker, er det en total usammenlignelig oplevelse. Pragtfuldt, drømmeagtigt og uvirkeligt. Smadderhårdt og fortrydeligt. Væk er de skønne alenetimer med bad, lækker aftensmad, aftershave og restaurantbesøg. Nu ligner stuen jeg ved ikke hvad, opvasken lugter i køkkenet, hovedet værker af træthed og ungen er fuldstændig umulig. Det har jeg ikke glemt. Samtigdig ligger der i skuffen bunker af film med de første smil, de første skridt osv. Dejlige skønne minder om en tid der var skøn - og som jeg ikke ville bytte væk for noget andet. Nej jeg var nok ikke klar. Men jeg tænker ofte på, om vi i den vestlige verden er så meget kontrolfreaks, at vi dælem duleme skal være klar og forberedt på alting. At føde og få børn er en naturlig del af livet, som snart har fået sin egen retning indenfor psykologien. Vær kvinde - og tur at leve livet.

man er aldrig klar, man modnes Anonym
Hej. Jeg har ikek haft de samme følelser for jeg blev kastet ud i det med at være mor, fordi jeg blev gravid ved et uheld. Jeg tog så konsekvensen og har nu en dejlig datter jeg ikke kan leve uden.

Jeg tror aldrig man bliver 'klar'. Vær ikke bange for at du ikke bliver god nok eller har nok følelser for barnet. I løbet af graviditeten udvikles nogle ubeskrivelige moderfølelser og en stærk beskyttertrang.
Hvis du ikke når det i løbet af graviditeten kommer det hurtigt når barnet er født. Man modnes til at blive mor.