Anorexi

Anorexi Sleipner
Jeg har en datter på 14, som netop har afsluttet et behandlingsforløb for Anorexi.

Det har taget 8 måneder inden hun "tilsyneladende" er kommet ud af sin sygdom.

Konsekvensen er at det er utroligt svært at slippe opmærksomheden på hvor meget hun spiser, hvor meget hun motionerer osv.

Hvad kan man gøre - skal man bare slappe af og "tage chancen" eller skal man holde øje med hende og tale åbent om det?

Hjælp ?

Giv det en chance!! Nyc-Angel
Hej!!
Jeg synes at du skal tage det roligt og lade hende få ro til at komme sig over de ting hun har oplevet. Har selv været indlagt på en lukket afdeling i Kolding for samme problem i 1½ år og jeg havde det rigtig skidt efter jeg kom hjem. Min forældre holdte konstant øje med hvad jeg spiste og jeg begyndte at blive meget nervøs over det. Ikke at jeg ikke ville spise for det ville jeg skam gerne, men jeg begyndte at ryste og svede hver gang det var spisetid. Selv om det ikke lyder af meget var al den opmærksomhed nok til at jeg fik et tilbageanfald og lukkede helt ned. Jeg blev ikke indlagt igen, men har modtagt hjælp fra en støttegruppe og gør det stadig. Jeg har stadig store problemer med det, fx når jeg er ude at spise, føler jeg at alle holder øje med mig. jeg kan begynde at ryste på hænderne, så maden ligefrem falder af gaflen. Så pas på med ikke at være få streng over for din datter og hendes 'nye' spisevaner, det kan gå galt.

Venlig hilsen Nyc-Angel

Det er svært Louise B.
Hej,

det er meget nemt at få et tilbagefald som anoretiker. Jeg fik anoreksi som 14-årig. Jeg kom ud af det på ½ år, men der gik 1½ år så fik jeg et tilbage fald.
Jeg synes du skal gøre det som der falder dig bedste ind, men jeg vil ikke råde dig til at sidde på nakken af hende hele tiden, men snak om tingene, lad være med at blive sur over det, men vær forstående, og søg hjælp hvis der er brug for det.

Måske... Noct
Det er en svær situation. Du skriver: "Det har taget 8 måneder inden hun "tilsyneladende" er kommet ud af sin sygdom."

Det tyder på at du ikke er helt sikker på om hun er kommet ud af sin sygdom.
Jeg tror det er vigtigt at holde fast i at det ikke er noget man kommer ud af, underforstået at så er det så et afsluttet kapitel der aldrig dukker op igen. Jeg ville ønske det var sådan.
Jeg siger ikke at det ikke er muligt, men sandsynligheden for at sygdommen på et senere igen viser sit ansigt er der stadig.

Jeg tror det er væsentligt ikke at sygeliggøre din datter ved at bringe det på banen gang på gang. Selvfølgelig kan og må du ikke være ligeglad. Så det er en svær balancegang mellem at være interesseret og bekymret. Mellem på den ene side at være involveret /overinvolveret og på den anden side at være distanceret/tabuiserende. Ingen af de to poler bidrager med noget positivt.
En over involvering vil medføre en oplevelse af handlingslammelse/magtesløshed hos dig selv resultatet kan blive en krampagtig fastholdelse af din datter, samt en overbeskyttende rolle der kan skabe konflikter hvori du risikere at tabe fortroligheden og tilliden mellem jer.
Omvendt kan distancen gøre at sygdommen bliver til "- det vi aldrig taler om". Dette er mindst ligeså slemt, og konsekvenserne er de samme.

Du må spørge dig selv er det mit behov for at tale om sygdommen?
Samtidigt må du bruge dig selv som konstant referencepunkt for hvad der er normalt og hvad der ikke er. Det vil sige at du skal føle efter på dig selv hvad der er normaladfærd. Begynder din datter en adfærd som ikke stemmer overens med den adfærd du selv ville vælge, så skal du stole på at du er udgangspunktet for hvad der er normalt.
Når det er sagt skal det ikke misforstås for du kan jo tage fejl og din tilgang til at undersøge om der er tale om normal eller ikke normal adfærd må være at du spørg hende uden at mistænkeliggøre din datter. Her skal du stille dine spørgsmål på en måde der ikke angriber hende, men søger forståelse.
Det handler om at finde mening frem for ikke-mening, men også at være åben for at din datters mening måske ikke er i overensstemmelse med din egen og måske er skadelig. I såfald bør du sætte grænser for denne adfærd, med det samme.
(Med mening forstås den subjektive mening der er knyttet til den enkeltes adfærd.)

Alt dette lyder som om det skal forvandle din familie til et psykoterapeutisk studie, hvilket ikke er hensigten. Mine råd kan koges ned til; lyt til dig selv, lyt til din datter, følg dit indre referencepunkt. Søg mening og forståelse såfremt der er noget der virker unormalt og oprethold en alliance og en tillidsfuld relation/fortrolighed til din datter, uden den kan intet lade sig gøre.

Alt godt til jer!

Handler ikke om mad..... Leonora
Hej!

Det er vigtigt at hun ikke føler sig "kontroleret" det er det værste man kan udsætte en anorektiker for.Så er det netop der går sport og magtkamp i det for hende.

Det bedste råd er, at du fortæller hende at du altid er der for hende, uanset hvad, giv hende troen på at du ved at hun nok skal komme ud af det ved sin egen hjælp! Og tro på det selv. Fortæl hende at hun en dag i fremtiden, vil se tilbage på en tid, hvor hun ikke selv kan forstå hvor tynd hun har været! Fortæl, du elsker hende, selv om hun godt ved det, så kan man aldrig sige det nok!

Ikke noget med at kontrol veje hende, og nævn intet om mad! For derved giver du hende ro på og tillid til at hun kan overvinde det!

Selv om du måske føler trang til at vide(hvilket er naturligt) om hun har spist noget, så lad hende ALDRIG vide det!

Jeg taler om erfaring, og har for 10-12 år siden, været tæt på at bukke under for den her snigende og dødsensfarlige sygdom. I dag er jeg ude af det, har et godt liv, dejlig kæreste, og fået et dejlig tæt forhold til mine forældre.Og jeg er ikke bange for mad længere. Jeg ved at jeg har "slidt" på familien, men det var også deres opbakning der fik mig ud af det, samt individuel terpi.
Deres tro på at jeg kom ud af det, samt de indså at det ikke handlede om mad, og de droppede at kontrolere mig, var det vigtigste.

Jeg ønsker held og lykke! Din datter skal nok komme ud af det, og også få et godt liv, tro på det.

Folk der har anoreksi, eller pårørende er velkommen til at spørge om råd på min private mail adr.

sprutti@sol.dk

ønsker alt godt for din datter. anonym
Det er en rigtig god ide at holde øje med hvor meget din datter spiser, da anorexi er en alvorlig sygdom.
Du fortæller at hun lige netop har afsluttet et behandlings forløb, problemet er så at det er meget nemt at falde tilbage igen. Du skal også huske at snakke med hende om hendes problemer, men prøv ikke at snakke med hende om hendes vægt da det kan give tilbage fald.
Jeg har selv haft anorexi og det tog mig næsten 5 år at få mit liv tilbage. Jeg havde mange tilbage fald, men i dag har jeg fået det godt igen og er kommet op i vægten.

håber at din datter får det helt godt igen.
held og lykke.

husk dig selv Sus G
Jeg tror det er vigtigt at du også finder en person du kan snakke med i denne proces. En voksen som godt kan rumme at høre på din usikkerhed omkring alt dette her. Så alle dine følelser og al din usikkerhed også blir taget hånd om, så det ikke blir din datter der skal "sørge for" at du ikke blir nervøs.. eller hvordan du nu reagerer.
Hun kunne måske komme til at fokusere på at hun nu skal vise dig at hun har tjek på det hele, selv om det er en "bambi på fast jord igen" - periode.
Og så find veje til at bygge mere tillid op sammen, det gælder også hele familien. Skab nogle gode hyggestunder, hvor I slapper af og bare nyder hinandens selskab eller gør små ting for hinanden for at glæde hinanden...
På den måde bygges der et konkret åbent og sikkert rum op hos jer, hvor der er plads til at dele sig selv med hinanden, eller hvordan du nu selv vil formulere det.
Kh Sus G

P.S. Sus G
Jeg ser ikke bare anorexi som en sygdom. Jeg ser det også som et følelsesmæssigt livs tema, altså at der ligger en bestemt følelsesmæssig kodning inde i en person, som så skaber modreaktionen at man ikke vil gi sig selv næring. Hvis det også er noget du selv har tænkt over, så gør det uden skyld og bebrejdelse, for det er ikke det det handler om. Det handler om at se hvad er muligheden for at få øje på hvad det er for et kald, eller beslutning, hvor det kommer fra.
Det er slet ikke sikkert der er noget entydigt svar. Er der f.eks noget i dette "mønster" du kender fra dig selv? Eller kender du også at ha en bestemt selv destruktiv måde at reagere på?
Jeg forestiller mig at hvis du vælger at kigge på tingene fra denne vinkel, at du vil finde ud af noget mere omkring dig selv og din datter, som kan gavne din forståelse af hendes situation og styrke dig i hvordan I skal komme videre mod et liv i balance, eller hvad man nu skal sige.