At binde sig

At binde sig Blåviol
Jeg er en pige på 29 (snart 30) år, som har en dejlig kæreste. Nogle gange tænker jeg på, hvad jeg dog har gjort for at fortjene ham. Jeg kan slet ikke forestille mig en hverdag uden ham.

Alle snakker om, om vi ikke snart skal giftes og have børn. Vi har huset og rammerne til det. Men jeg føler mig ikke klar. Jeg føler, det er en stor beslutning, som jeg rent faktisk binder os sammen resten af livet (og indtil videre har vi kun kendt hinanden i 3 år). Jeg er bange for den beslutning - den synes så overvældende stor. Jeg er stadig ung, og det er NU jeg skal vælge den sti, jeg vil følge resten af livet. Jeg kan sagtens forestille mig at få børn med min kæreste - men men men.... der er bare ikke plads til fortrydelser, hvis man først binder sig så meget.

Det har ikke noget at gøre med, jeg ikke elsker ham. Det hele skræmmer mig bare lidt.

Nogle der kan følge mig i det?[:$]

nej mor til to
Nej, desværre kan jeg ikke følge dig i det, men ved, du er ikke alene. Min veninde blev 35, inden hun tog den beslutning, og nu kæmper de for at få et barn, fordi der er problemer med frugtbarheden. Hvad venter folk dog på? Er din frihed mere værd end en dejlig mand og børn? Da jeg var på din alder, fik jeg født mit sidste barn, og godt for det! Tænker aldrig, hvad jeg har mistet, men hvad jeg har vundet og er dybt lykkelig for det.
Håber du beslutter dig snart, du elsker ham jo, så hvad er problemet.

Ork ja.. trunte1970
supernormalt.
Ikke for at være kynisk, men det er jo ikke point of no return at vælge en mand - selvom man selvfølgelig håber det, når man vælger!
Børnene derimod er point of no return. Livets største. Men bare rolig: Dem kommer du nok IKKE til at fortryde
Hvis du er så glad for ham, så slå da til, gammelmor! Uret tikker[:D]
Jeg fik mine to, da jeg var 36 og 38. Og de skal i hvert fald ikke byttes. Men det er jo ikke alle, der holder sig lige så godt som mig[:D]

Mjaeh.. lars-sommer
Nu binder I jer jo kun til I evt. bliver skildt igen..
Så gift I er da! - Det lyder som om I har det dejligt sammen :)

Ingen hast kap21
syntes du skal vente til du føler dig klar. Men hva er forskellen ... ? har jeg lidt svært ved at se.

Måske gør du beslutningen større end den er.

Jeg kender dog alt til det med at andre "blander" sig ... sådan er mennesker bare. Tror det er flok metaliteten der kommer til udtryk. Men der er jo mange måder at leve på og man skal gøre som man selv vil.... det er jo dit liv.

Man skal ikke vente til alt er perfekt trunte1970
og man er KLAR til børn. Selvfølgelig skal de praktiske ting gerne være nogenlunde i orden, men den følelse af at være klar kommer jo først langsomt, når barnet er på vej, eller når det er født. Husker godt følelsen, da jeg opdagede at jeg var gravid:
Så for s[:O] Nu er det alvor[:O] En kæmpe revolution i ens liv, som man ikke har styr på. Tja.. Men det får man vel, ligesom de andre fædre og mødre[:)]
Til dig, der er glad for din kæreste og 30, kan jeg næsten kun sige GO!

det er da også lidt skræmmende på sin vis. nordjydepigen
Hej :)
Jeg kan godt følge dig, det er vist meget normalt at tænke eller føle ådan, det ER nok det største i livet at få børn, på mange måder :)

Jeg har ikke selv børn og er kun 28, men jeg tænker at det nok bare er at gøre det... hvis lysten er der, vel er der ting man ikke kan overskue, og vel er det hårdt, men mon ikke det er det hele værd - det siges jo :)
Og man vokser vel også med opgaven.

Jeg ved ikke hvad jeg skal råde dig til, udover at prøve at præcisere hvad der skræmmer dig?

Hehe Blåviol
Jeg trøster mig nu også med, at Mary og Kronprinsen var nogle halvgamle røvhuller, da de blev forældre første gang.
Jeg tænker selvfølgelig også på, at uret tikker, og det er jo heller ikke sjovt at få at vide, at man pludselig er for gammel.

Jeg hørte engang nogen sige - man fortryder ikke de børn man får - man fortryder kun dem man IKKE får...[;)]

Taknemlig Blåviol
Jeg er utrolig glad for alle jeres svar [:)]

Det der skræmmer mig er nok at skulle se så langt ud i fremtiden....tænk at binde sig så mange år til den samme mand. Tænk hvis nu, han ikke er så glad for mig eller jeg ikke er så glad for ham 1 år efter vi har fået vores første barn? Jeg har ikke lyst til at være alenemor. Og hvordan ved man, at ens forhold er stærkt nok til det? Er han den rette RESTEN AF MIT LIV? Som en af jer nævnte, tror jeg psyken spiller en alt for stor rolle her...man skal nok passe på ikek at bestige bjerget på en gang men tage det i etaper..aner det ikke? Vil gerne have opskriften[;)]

Du beder om nogle garantier dulkis
- som ingen magter i verden kan give dig, men hvis du mener, det kun er forelskelsesfølelser, der skal være bindemiddel i forholdet, så skal du nok ikke satse på lange forhold.

- Det er altid en god ide at lade være, hvis man er i tvivl.

Hej Dulkis Blåviol
Jeg mener ikke, at forelskelsesfølelser skal være bindemidlet i et forhold. Tværtimod er jeg mere til den stille dybe kærlighed (ingen rutsjeture og sus), eller hvordan jeg nu skal definere det...

Jeg ved godt, det er godt at lade være, hvis man er i tvivl - det er derrfor jeg ikke har børn enndu[:$] Men jeg er bange for jeg tænker for meget over noget, jeg burde kaste mig ud i og som mange tilsyneladende bare tager for givet, at det skal være sådan

Jamen er det, dét du har nu? dulkis
- den stille dybe kærlighed?

Kære Blåviol trunte1970
er manden i dit liv den rette resten af dit liv? Du kan ikke vide det nu! Og sådan er det bare. Får du et nemt barn, der trives godt? Du kan heller ikke vide det nu!
Men for begge dele gælder det sgu, at du har en kæmpe indflydelse på, hvordan det går.

Er du lige så glad for din mand om et år? Kan du heller ikke vide!
Men en ting er sikker, det at få barn er en enorm oplevelse og en stor kærlighed og på den måde prøven på, om ens kærlighedsforhold tåler at blive skubbet til side i en periode.

Jeg har erfaret, at efter jeg er blevet mor, bestiger jeg nye udfordringer med meget større ro i sindet og større selvtillid. Så jeg tror, at når du først har dit barn, vil du undre dig over, at du ventede.

Selvfølgelig vil jeg ikke skubbe på dig, hvis du er meget usikker på dit forhold. Men det er du jo ikke, vel?

Der er en masse ting, du ikke kan vide nu, men noget, du nok kan være ret sikker på er, at hvis du venter og og venter så længe, at du ikke når at få børn, vil du sørge over, at du ikke vovede springet[:)]

Ganske rigtigt. trunte1970
Jeg ku da godt snuppe et mere om nogle år, hvis jeg stadig er frisk og fin, og forholdene er til det. Nu hvor jeg har børn, kan jeg jo bedre tillade mig at vente på, at ydre forhold går i orden.. så vigtigt er det jo heller ikke

Skal man ikke? dulkis
- hmmm, nej det mener jeg heller ikke, men er det ikke årsagen til de 1,8 vi producere i snit? Jeg har nu altid haft en ide om vi fik børn "på trods af" og ikke "fordi" Allerede da jeg havde små børn (i fattigfirserne) talte man om trængte småbørnsfamilier og det e kun gået ned af bakke. De familie-set-ups jeg ser idag....gud fader... jeg ville da aldrig kunne leve sådan.

- Aller "reformerne" har været en uendelig række af forringelser.

Hmm trunte1970
jeg ved i hvert fald, at hvis jeg havde ventet på at blive klar, havde jeg ventet endnu, og sikkert også, til det var for sent. Det havde da været meget ærgerligt[:O]

Ja.. Blåviol
[:)][:)]

Trunte1970 :) Blåviol
Jeg er ikke usikker på mit forhold - kun når jeg får disse uoverskuelige tanker, så forvirrer jeg mig selv endnu mere, om han er den rette. Når jeg ikke spekulerer fremtid og garantier trives jeg meget vel[;)] Det er som om, jeg bare vil have den følelse og garanti indeni mig selv, at den her kærlighed varer resten af livet?? Som man ser på film hehe[:$]

Præcis det jeg frygter! Blåviol
You nailed it [:)]

Nogle gange tænker jeg inde i mig selv, at jeg burde blive gravid ved et tilfælde, for jeg ville være parat i selve situationen....og jeg ville blive glad. Så behøver jeg ikke længere måle og vende og dreje, om det er det rigtige for netop mig og min kæreste at stifte familie.[:$]