Baronens mand 2

Baronens mand 2 Hannibal Svalekvist
En uge var gået uden de store begivenheder. Men netop som Jonathan var ved at tømme trillebøren for hestemøg ned i møddingen, kom komtesse Josefine humpende hen over marken i retning mod ham: - Hvad er der sket? Hvor er din hest?
Komtessen kiggede forbavset op på Jonathan: - Åh hej. Den blev bange for et eller andet dyr og stejlede, så jeg røg af.
Jonathan stillede trillebøren fra sig og gik ned over plankerne til hende: - Stak den af bagefter?
Josefine lagde sig ned: - Ja. Av for pokker. Nu får jeg krampe i foden.
Praktikanten sprang straks til: - Nu skal jeg. Han greb fat om foden og bukkede den ind mod skinnebenet, og samtidig løftede han op i foden, så knæledet bukkede sammen, som han så ofte havde set de gøre det i fodboldkampene på TV.
Josefine lagde hovedet tilbage og kiggede op i de lette skyer, der drev forbi på den blå himmel: - Bliv ved.
I denne stilling tænkte hun slet ikke over, at midi-kjolen gled ned af hendes lår, og Jonathan kunne se, at hun havde en G-strengs-trusse på. Det gjorde den unge mand til gengæld. Han lagde nu venstre hånd et stykke op af hendes skinneben og pressede det løftede ben let hen over det udstrukne, således at hendes venstre balle løftede sig lidt, så han kunne se endnu mere af den.
Kjolen dækkede oversiden af trusserne, og Jonathan spekulerede ivrigt på, hvorledes han på galant vis kunne få den verfet til side, og hvor meget det så kunne føre til: - Måske er trusserne halvgennemsigtige, tænkte han.
Men så langt kom det aldrig, for pludselig bekendtgjorde Josefine: - Det er ovre, tusind tak. Hun rullede omkring, rejste sig og børstede kjolen nydeligt på plads.
Jonathan rejste sig også og svarede: - Det var så lidt. Skulle det være en anden gang.
Hun smilede tvivlrådigt: - Måske du hellere skulle se at få samlet nogle mænd, så I kan få fanget Blinka ind igen og bragt hende hjem.
Jonathan nikkede ærbødigt: - Naturligvis. Skal straks ske nådige frøken.
Den unge, nydelige kvinde bevægede sig i retning mod stuehuset, mens den nyest ansatte trippede tilbage mod staldbygningen med sin trillebør, samtidig med at han skulede lækkersulten efter hende.
Ved ladeporten stod baronen, der spurgte bistert: - Hvad var det, du lavede ved min datter?
Jonathan blev ganske forskrækket og svarede underdanigt: - Hun havde fået kram ... krampe i foden.
Det beroligede ikke chefen: - Jo tak. Her i huset skal vi nok selv ordne vores kramper. Lad mig ikke se det igen.
Praktikanten rystede enigt på hovedet: - Nej. Men hendes hest var stukket af. Hun ville gerne, om vi fangede den.
Baron Florian Ryttenstein dunkede ham over skulderen: - Det skal jeg nok tage mig af. Fortsæt du dit arbejde her.
Landmandseleven greb atter fat i sin skovl og løftede hestepærer med mere op i trillebøren, mens adelsmanden spændte rideudstyret på en hest længere henne. Lidt efter kom han trækkende med to heste: - Du må for resten hellere følge med, så jeg kan holde øje med dig.
Jonathan smilede ambivalent. Endelig fik han lov at ride på de skønne heste, men det var selvfølgelig også irriterende med den høje herres spydigheder eller misforståede mistanke: - Hun sagde, det var et dyr, der havde skræmt hesten væk.
- Aha. Det er garanteret grævlingen nede ved søen. Den har før gjort andre af vores heste nervøse.
De nåede ud til søen, hvor knægten på førstedagen havde set Henriette bade. Men hun var desværre ikke at øjne nu. Det var hesten heller ikke, og ej heller grævlingen.
Baronen tog en beslutning: - Da vi ikke kan se Blinka herfra, må den være inde i skoven, der kranser omkring det meste af søen, bortset fra denne side. Der er ikke andet for, end du rider den vej, og jeg tager øst om. Så mødes vi over ved jagthytten med det grønne tag. Den kan du ikke tage fejl af, når du kommer ud af skoven cirka derovre.
Jonathan nikkede og var glad for, at komme lidt på afstand af arbejdsgiveren: - Helt i orden. Men han nåede kun lige hen til det nordvestlige hjørne af søen og lidt ind i skoven, så så han pludselig en bar mølle 300 meter fremme mellem træerne. Han sænkede straks hastigheden på hesten, så vedkommende havde svære ved at høre deres kommen nærmere.
Lidt tættere på blev han forvisset om, at der var tale om en kvinde på grund af bagdelens facon, og snart blev det bekræftet, da hun drejede sig omkring fra sit underlige forehavende med armene over hovedet fumlende med en gren.
En blond trekant blev ham til skue i cirka 10 sekunder, så hev hun kondibukserne op, og først derefter opfattede hun lydene fra hestehovene, hvorpå hun kiggede op på Jonathan, der atter satte hastigheden op og snart var fremme ved hende. Med hænderne grebet godt fast i bukserne sagde hun: - Hej, og smilede forlegent.
Jonathan gengældte hilsenen, stoppede op og steg af hesten: - Hvad laver en enlig pige et sådant skummelt sted?
- Jeg kommer fra Egtved Orienteringsklub og er ved at sætte nogle poster op. Vi har fået at låne denne skov til formålet den kommende weekend, svarede hun selvsikkert i den formening, at Jonathan havde tænkt sig at forbyde det.
Mugelærlingen kiggede op på den post over hendes hoved, som hun netop havde hængt op: - Nåh, så skal løberne ved hjælp af et kompas forsøge at finde frem til den seddel der?
- Akkurat. Og mange andre poster, som jeg har hængt op, og de 3 her i min hånd, som jeg mangler. Jeg er blot kommet i en lidt pinlig situation, for elastikken i mine kondibukser er sprunget. Så bukserne glider hele tiden ned.
Jonathan havde svært ved at virke bedrøvet men forsøgte alligevel at være lidt medfølende: - Det var dog trist. Ja jeg har desværre ikke nål og tråd med, så vi havde kunne fået det repareret. Men jeg kan tilbyde dig, at sætte dig op på Skimmellate, så skal jeg trække dig rundt til de 3 sidste steder.
- Du er en flink dreng, svarede hun og tog mod tilbudet. Med lidt besvær fik hun kæmpet sig op på hesten, uden at bukserne gled alt for meget ned. Men dog lidt, så Jonathan fik set halvdelen af ballerne på nært hold.
Trækken dyret i tøjret kunne han ikke undlade at stille sin nysgerrighed, selvom man egentlig ikke burde stille en fremmed dame et sådant spørgsmål: - Hvordan kan det være, at du ikke har nogen underbenklæder på?
Men det var hun såmænd kæk nok til at svare på: - Det er alt for varmt at løbe med så meget tøj omkring livet på denne årstid. Og hvis du så undrer dig over, hvorfor jeg så har lange bukser på, så er det for at begrænse antallet af myggestik.
- Jamen det forklarer jo alt. Måske jeg skulle melde mig ind i en sådan klub. Det ser spændende ud.
Dette og forskellige andre ting fik de snakket om, mens han fik trukket hende omkring i skoven ifølge hendes rutekort, og til sidst fik han sat hende af ved hendes bil ved skovbrynet ud mod en landevej, med atter et lille glimt af numsen.
Først da hun var kørt af sted, kom Jonathan i tanke om, hvad han egentlig var i færd med i denne skov: - For pokker. Nu står Florian garanteret ovre ved den jagthytte og kan ikke forstå, hvor jeg bliver af.
Op på hesten og tilbage til den oprindelige sti og så ellers i galop i retning mod jagthytten. Men inden han nåede så langt kom baronen ham i møde: - Hvor pokker bliver du af menneske?
Jonathan tænkte hurtigt: - Jeg fik øje på noget, der kunne minde om en hest, og så måtte jeg følge op på sporet.
Florian rynkede panden endnu mere: - Vil det sige, at du har fundet Blinka?
- Øh næh. Da jeg kom tættere ind på dyret viste det sig at være en kronhjort.
Godsejeren gryntede: - En kronhjort. Hmmm! Hvor langt forfulgte du så den kronhjort?
Jonathan kryb endnu mere sammen på Skimmellates ryg: - Vi nåede helt ud af skoven og over landevejen, inden det gik op for mig, at det ikke var Blinka.
Baronen så, at hans medarbejder var kommet ud på en skråforklaring og beroligede ham med følgende beretning: - Godt nok lyder det besynderligt, men det var sådant set meget heldigt. Da du ikke dukkede op ved jagthytten, tvang det mig til at ride ind i denne del af skoven, og da opdagede jeg, at et par mænd, var ved at trække Blinka ind i en hestevogn.
Jonathans skræk forvandlede sig pludselig en del medfølelse: - Var de ved at stjæle hesten?
- Unægtelig. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at de havde en polsk nummerplade.
Knægten blev lutre øre, men ville gerne kommentere det: - Det var ikke godt, om den var blev ført ud af landet.
- Nej. Men heldigvis fik jeg forpurret det. På min mobil ringede jeg straks til politiet. De bør være her ganske snart, og så skal de nok få indhentet dem, hvis de i det hele når at komme herfra.