Baronens mand 4

Baronens mand 4 Hannibal Svalekvist
Dagens efter blev Jonathan sat til at klippe hækken omkring lysthuset, der lå et stykke fra de øvrige bygninger. Bedst som han stod med saksen og det svære øjemål, kom komtesse Yvonne ind i den lille have og sagde spagt: - Jeg har et lille pinligt problem, som jeg ikke rigtig ved hvem ellers, jeg skal få til at hjælpe mig med at løse?
Drengen lod armene falde ned og betragtede den nydelige, unge dame: - Ja så. Sig frem.
- Jo forstår du, begyndte hun: - ... i går kom jeg til at sætte mig ned i en tjørnebusk. Og nu kan jeg simpelthen ikke holde ud og sidde ned nogen steder på grund af alle tornene.
Jonathan tænkte straks lumske tanker, men var også noget forundret: - Hvorfor får du ikke en af dine søstre til at hjælpe dig ud af kniben?
Komtessen smilede betuttet: - Meget kan jeg dele med dem, men at lade en af dem tage på mine baller, det er jeg nu ikke så meget for. Havde jeg bare haft en kæreste, så kunne jeg have fået ham til det.
Praktikanten slap saksen helt og kløede sig i nakken: - Men du vil ikke have noget imod, at jeg gør det?
- Jovist. Jeg ville bedst af alt ønske, at det aldrig var sket. Men af alle onder foretrækker jeg den mindste. Du skal trods alt kun være her på godset i begrænset tid.
Jonathan nikkede anerkendende: - Det er også rigtigt. Men det kræver jo nok en synål, hvis jeg skal løse problemet.
Hun trak ham med ind i lysthuset: - Sådan nogle er der ovre i skuffen der. Tidligere syede og strikkede mine søstre og jeg samt vores mor en hel del herude.
- Ser man det, svarede Jonathan ligegyldigt, fandt nålen og var ellers klar til den spændende opgave.
Yvonne gik rundt om bordet og lagde sig hen over det på maven: - Sådan. Herfra kan jeg sagtens se, hvis nogen er på vej, så vi ikke bliver opdaget i forehavendet. Nu skal så bare løfte min kjole op og se, hvor tornene er.
Han gjorde som befalet og så endnu en dejlig numse, som ligesom for søsterens vedkommende kun var beklædt med en g-strengs-trusse: - Uha da da, der er rigtig mange. En 15 stykker vil jeg tro.
- Jamen så er det bare at komme i gang, tilbad pigen og skulede vågent ud over hækkene.
Det lykkedes ham hurtigt at få de første 8-10 stykker ud, hvorpå han blev enig med sig selv om at sætte tempoet ned, så det skønne arbejde ikke blev alt for hurtigt overstået. Men efterhånden kunne han ikke trække den længere: - Slut!
- Og du er helt sikker på, at der ikke er flere?
- Ja. Der er ikke flere på de dele jeg kan se herfra. Men hvis du lod mig komme ind mellem dine ben, så jeg kunne se lidt mere, var det muligt, at jeg kunne få øje på en mere der. Men det tillader du vel ikke?
Det var hun sådan set ikke meget for, men valgte så alligevel at skille lårene, der hidtil havde været klemt godt sammen, ad, idet hun tænkte, at trusserne trods alt dækkede for det, som han absolut ikke måtte se.
Jonathan bevægede sig omkring hendes venstre ben og spejdede lystigt ind i skridtet. Til hans store glæde, sad der endnu en torn allerøverst på det højre inderlår. Da han havde udtænkt en plan for, hvorledes han med den ene lillefinger kunne trække ud i trussen, mens han arbejdede med tornen, blev det hele pludselig forpurret.
- Min far kommer! udbrød Yvonne.
Jonathan måtte straks trække sig tilbage og lade hende rejse sig. Mens hun sneg sig bagud gennem et snævert hul i hækken, fik praktikanten hurtigt bragt sig ned til sit oprindelige arbejde. Heldigvis havde han masser af sved på panden, da arbejdsgiveren nåede hen til ham: - Puha, det er godt nok varmt i dag.
Baronen betragtede det hidtil udrettede med skepsis: - Sandt nok. Men det skal jo ikke hindre dig i at komme videre med klipningen. Det er ikke meget, du har fået udført. Husk, vi får gæster klokken 16.
Knægten kiggede på sit ur: - Det skal jeg nok nå, bedyrede han.
Det var Florian ikke så overbevist om: - Husk du skal også have revet det hele væk efterfølgende, og derefter skal vore tjenestepiger dække op her. Og det hele skulle også gerne se noget mere lige ud, ind du har fået gjort det her.
- Er det skævt? spurgte Jonathan tvivlrådigt og lagde øjet til: - Det afhænger vist af øjet, der ser.
Godsejeren tog en hurtig beslutning: - Jeg må hellere sende Bettina herud og hjælpe dig. Hun er ganske ferm til at klippe hæk. Så må vi blot i stedet indkalde en anden ind til at forestå madlavningen.
Da baronen var på vej tilbage med godset, skyndte Jonathan sig om bag lysthuset og igennem hullet i hækken, som man måtte presse igennem. Men Yvonne var da allerede fuldstændig ude af syne: - Pokkers også!
Et kvarter gik, så kom tjenestepigen til stede med endnu en hækkeklipper: - Hej. Det er et større arbejde, du er kommet i krig med her.
Jonathan, der i mellemtiden havde indset, det var håbløs ene mand, smilede, men var lidt irriteret over, at det var en kvinde, som skulle redde kastanjerne ud af ilden for ham. Han havde håbet på, at det var hende fra værelset, hvor han skjulte sig den første dag, men hende her så bestemt heller ikke værst ud.
Et par timer gik, Jonathan var kommet et par metre videre, mens Bettina havde klaret hele den modsatte langside: - Det er vist tid til et lille hvil, mente hun trods alt og drejede sig omkring: - Det var vist godt for dig, at jeg kom til hjælp?
- Jo, men det er også unægtelig noget nemmere, når du har en elektrisk klipper. Jeg må nøjes med denne her, mente drengen og opdagede, at hun trods de mindre anstrengelser også svedte kraftigt. Så meget at blusen var blevet nærmest gennemsigtig: - Det er vel bedst, at jeg går ned og henter din madpakke?
Hun så, hvor hans øjne var fokuseret og kiggede ned: - Jeg burde nok have taget en bh på i dag. Men jeg kunne ikke vide, at jeg blev sendt ud på et sådant arbejde. I køkkenet har vi trods alt aircondition.
Jonathan fik hentet både hendes og sin egen madpakke. Mens de spiste kunne han oplyse, at baronen var kørt væk i et ærinde, så han ville ikke komme og forstyrre dem mere inden klokken 15.
Bettina gjorde intet for at skjule sine brysters synlighed. Om hun ligefrem nød det, kunne Jonathan ikke rigtig blive klog på, eller hun blot mente, at der ikke var nogen grund til at skjule noget, som allerede var blevet åbenbaret.
Kvarter i tre var de færdige med at rive det hele væk, hvilket især Jonathan stod for, og så kunne de vende tilbage til slottet. Jonathan gik foran og sikrede, at deres valgte omvej om til en bagindgang var fri for mennesker. Således slap hun op til sit værelse ubeset af andre end Jonathan, der selv efterfølgende sprang op på sin cykel og drog hjemover til en, synes han selv, velfortjent weekend.