Baronens mand 6

Baronens mand 6 Hannibal Svalekvist
Næste morgen var Jonathan netop begyndt på sin primære opgave, at muge ud i hestestaldene, som han egentlig ikke havde fået tid til så meget endnu, da Florian pludselig kom ind og afbrød ham i det nok engang: - Der er vældet en reol inde i vores bibliotek. Vil du ikke nok gå over og få det bragt i orden med det samme? Der kommer en antikvar i eftermiddag.
- En hvad for en? spurgte drengen forundret: - Jovist. Det skal jeg nok.
Baronen klappede ham på skulderen: - Godt min ven ... øh, det er en mand med forstand på gamle bøger.
Jonathan fandt frem til biblioteket ved at spørge komtesse Josephine om vej: - Øj! Det ser godt nok slemt ud.
- Er det dig, der har lavet ulykker? spurgte komtessen spøgefuldt.
Jonathan kiggede fornærmet på hende: - Nej, aldeles ikke. Denne gang er det ikke min skyld.
Hun klappede ham beroligende på skuldrene: - Nu skal jeg hjælpe dig med at rejse reolen op igen, tilbød hun og tog fat i det ene hjørne, og snart havde de i fællesskab fået møblet op og stå: - Når du har fået bøgerne på plads, vil du så ikke godt gå ned og tilse døren ind til vores sauna? Den binder så meget, at jeg ikke kan få den op.
Praktikanten nikkede: - Jo, det skal jeg nok, men hvordan skal bøgerne placeres på hylderne?
- Det betyder vist ikke så galt. Dem, der er røget længst over i krogen, skal op på den øverste hylde, og så videre.
Uden interesse for klenodiernes titler fik han dem hurtigt bragt tilbage, hvor de hørte hjemme, nogenlunde i samme orden, som de hidtil havde stået i. Derefter gik han ud i korridoren og spurgte butleren om vej til saunaen. Denne fik ham vist vej ned i kælderen og ud i et omklædningsrum med et par brusekabiner. Begge prøvede at tage i håndtaget ind til selve saunaen, som ganske rigtigt bandt overordentlig meget. Herefter forsvandt butleren.
I et nærliggende kosteskab fandt Jonathan en værktøjskasse, hvorfra han fremdrog et stemmejern, som han satte ind i dørkarmen og gav sig til at vride frem og tilbage. Efter et par minutter gik døren op, men karmen fik en del skrammer af behandlingen. Han trådte ind i rummet for at se, hvor stort det kunne være.
Men det var nu ikke størrelsen, der kom til at betage ham, for på en af bænkene lå komtesse Amanda splitter nøgen. Han sagde straks: - Undskyld, og var godt på vej til at bakke ud igen, da han fornemmede, at noget var helt galt.
Hun rørte slet ikke på sig, så han gik nærmere. Et kort øjeblik kunne han ikke dy sig for at kigge lige lukt ned i hendes tissekone, men hurtigt blev han klar over, at der måtte gøres noget. Han løftede hendes hånd og mærkede at pulsen var meget lav. Derpå tjekkede han hendes åndedræt, som ligeledes var under det normale.
Han gik straks i gang med mund til mund og mund til næse metoderne, og efter cirka et halvt minut begyndte hendes brystkasse at bevæge sig op og ned på normal vis, og snart kom hun også til bevidsthed.
Da hun fik munden fri af hans pusteri, fik hun lov til at protestere: - Hvad er det du gør?
Jonathan rejste sig helt op og kiggede lettet på hende: - Åh gudskelov jeg fik liv i dig igen.
Amanda fik sundet sig og satte sig op: - Nu husker jeg det pludseligt. Jeg kunne ikke længere få vejret. Du har reddet mit liv. Tusind mange tak. Så opdagede hun sin nøgenhed og blev helt blufærdig. Hun satte en underarm henover brysterne og den anden hånd for skridtet, mens hun bakkede ud af rummet: - Lov mig, at du ikke siger til nogen, at du har set mig sådant. Jeg skal nok finde en passende gave til dig for indsatsen, men ingen må vide noget.
Den unge mand kiggede forbavset på hende: - Som du vil. Jeg skal nok holde det for mig selv, lovede han og så hendes dejlige numse, da hun drejede omkring og forsvandt ud i omklædningsrummet. Her tog hun en badekåbe over sig og var snart uset sluppet op fra kælderetagen til sit eget værelse.
Jonathan mærkede pludselig heden omkring sig, kom hurtigt ud af rummet og fik lukket ned for blusset. Han åbnede for bruseren og stak hovedet ind under det kolde vand. Så lukkede han igen og listede tilbage til stalden.
Niels Åge så forundret på ham: - Er det blevet regnvejr?
Knægten rystede på hovedet og gik i gang med sit mugearbejde, mens han dagdrømte om Amandas underliv. En ganske stor kontrast til hans balancegang med trillebøren på de smalle brædder hen over møddingen.
Lidt ud på eftermiddagen kom baronen ind i stalden og råbte: - Hvor er bogen ’Skyttegravsrenderne’ af Emanuel Trulleskov blevet af?
I første omgang opfattede Jonathan slet ikke, at hentydningen var møntet på ham og han fortsatte blot sit arbejde, indtil Florian kom helt hen til ham: - Hvor har du gjort af den?
Han tabte kosten og mælet et kort overgang: - Øh hvad? ... gjort af hvad?
- Mit klenodie af en roman om Første Verdenskrig. Den har altid stået på den reol, som væltede i nat.
Jonathan rystede på hovedet: - Alle de bøger, jeg fandt på gulvet, kom op på hylderne igen.
Adelsmanden greb fat om ham: - Vil du straks følge med. Det kan umuligt passe.
De kom tilbage til biblioteket, hvor en nydelig, ung dame stod og ventede: - Det er Pernille Roegaard, som skal vurdere den bog, som du ikke har fået tilbage på hylden.
Jonathan kiggede interesseret på hende, ikke mindst bulerne i den tynde bluse: - Jeg aner det ikke. Men jeg kan da hjælpe til med at lede. Hvad farve har bogen, og hvad var det, den hed?
Hr. Ryttenstein sukkede: - Den er grøn, og den hedder ’Skyttegravsrenderne’. Mens I finder ud af, hvor den er blevet af, så ordner jeg lige et andet ærinde. Hvis det er i orden med dig?
Pigen nikkede: - Helt fjong. Jeg har ikke noget andet for resten af dagen.
Jonathan gav sig til at kigge hylderne igennem, først læste han titlerne på alle de grønne bøger, men fandt ingen med det omtalte navn: - Så er den måske forsvundet ind under et eller andet under faldet, mente han, lagde sig på knæ og kiggede ind under skrivebordet, som var den eneste mulighed ud over den tilhørende stol.
Pernille var i mellemtiden gået i gang med at kigge de øvrige hylder igennem, måske også i håbet om at finde noget andet spændende. Hvilket pludselig skete: - Nej for pokker da ’Violernes Triumf’ af Konrad Michaelsen fra 1861, en bog man simpelthen troede var gået tabt. Det er jo ganske enkelt en sensation.
I sin overstadige begejstring begyndte mælken pludselig at stå ud af hendes bryster. Hun styrtede straks hen til den nærmeste papirkurv og trak blusen ned, så babyføden kunne løbe derned i og undgå at væde hendes bh og bluse.
Jonathan kiggede mere måbende end lidenskabeligt på fænomenet, indtil han fik en nærmere forklaring: - Ja, jeg har lige født en søn for 16 dage siden, forklarede hun roligt og uden blufærdighed: - Jeg må nok hellere se at komme hjem og amme ham, inden alt for meget af hans livskraft går til spilde på denne måde.
Mindre end et minut senere havde hun atter fået styr på afsondringen, og heldigt for det, for øjeblikket efter trådte baronen atter ind i lokalet: - Nå unge mand. Har du fundet bogen?
Jonathan rystede på hovedet: - Desværre ikke. Men Pernille har vist fundet noget, der er endnu mere værd.
Florian kiggede mistroisk på hende: - Ja så. Og hvad skulle det så være?
Hun smilede bredt: - En bog fra det 19. hundrede, som man troede ikke længere eksisterede noget eksemplar af. Men jeg bliver desværre nød til at gå nu, så det må vi vende tilbage til en anden dag.
Godsejeren rømmede sig: - Jeg synes ellers, du sagde, at du havde masser af tid.
Pigen var næsten ude af døren, da hun svarede: - Det var dengang, nu gælder noget andet. Din unge mand kan forklare det for dig?
Snart var hun over alle bjerge, og Florian kiggede på sin arbejdstager: - Pyt med, hvad hun skulle. Hun var en bedrager. Jeg ringede lige til Thyge Klovtofte, som var den, jeg havde forventet besøg af. Han kendte ikke noget til denne unge dame, endsige nogen aftale om at være her i dag. Jeg må have ringet forkert den anden dag, og så må hun have grebet chancen, da jeg forklarede Thyges sekretær om min bog. Eller det jeg troede, var hans sekretær.
Jonathan smilede betuttet: - Men jeg er ked af, at din kostbare bog er blevet væk.
Baronen klappede ham på skulderen: - Den er ikke væk, jeg nåede at gemme den af vejen, og så lavede jeg dette skuespil. Du må meget undskylde, hvis det kom til at stille dig i forlegenhed.
- Pyt med det. Hende ser vi jo nok ikke igen, svarede den unge mand og beklagede det indvendigt.

Baronens mand 6 Rasmus K.
Den novelle forstod jeg ikke lige. [?]
Forklar vënligst. [:)]