Baronens mand 8

Baronens mand 8 Hannibal Svalekvist
Næste uge startede med at baronen kom ind i stalden og bad Jonathan om at følge med ud i gården, hvor han blev præsenteret for en ung mand: - Det er min søn, Øjvind, der kom hjem i går aftes efter en længere sejltur med skoleskibet Danmark. Og dette er vores nye praktikant, Jonathan Persson, som hjælper Niels Åge med staldarbejdet, og mig med alverdens forefaldende jobs hist og pist.
De to drenge gav hinanden hånden, om end de så mistroisk på hinanden, ikke mindst Øjvind.
Florian fortsatte: - Jeg har desuden endnu en datter, som du endnu ikke har mødt. Hun har ferieret i Frankrig i over en måned. Men hun har netop anmeldt sin hjemkomst i dag. Hun ankommer til Kolding station klokken 9.24, og da Konrad er bebyrdet med en anden opgave, vil jeg gerne forespørge dig, om du vil hente hende i Mercedesen? ... du har vel et kørekort?
Jonathan nikkede lettere betænkeligt: - Jo, det har jeg netop fået for halvanden måned siden.
Øjvind brød ind: - Er det ikke lidt risikabelt så? Skal jeg ikke hellere gøre det?
- Visse vasse. Har Jonathan kørekort, skal han nok klare det. Værsgo her er nøglen, sagde godsejeren og overdrog den til den unge mand, hvorefter han trak sønnen med i en anden retning: - Vi to skal i gang med at stille et stillads op.
Øjvind fulgte modvilligt med, men skævede usikkert bagud, idet han følte sig overbevist om, at det ville gå galt: - Bare nu ikke, at vores flotte vogn for alt for mange skrammer.
Hans far tyssede ham ned: - Du vil snart opdage, hvor snedig en mand han er. Han har allerede på cirka 14 dage sparet mig for adskillige tusinde kroner, sørget for at et føl overlevede en kompliceret fødsel, med mere.
Disse smigrende lovprisninger forbigik Jonathans øre, da han i mellemtiden allerede var kommet ind i garagen, hvor han med yderst forsigtighed og besvær fik bakket køretøjet ud af den snævre port. Han undgik akkurat at støde på noget og listede derefter ligeså gelinde henover vindebroen.
Halvvejs mod Kolding kom han igennem en lille landsby, hvor han pludselig hørte et besynderligt bump ved det højre forhjul og øjeblikket efter en kvinde skrige: - Åh nej. Så gik det alligevel galt.
Han steg ud og startede med at besigtige bilen, der var heldigvis ikke en ridse at se. Derpå gik han hen til den unge pige, der havde lagt sig ned på fortovet i smerte: - Hvad skete der?
- Du skød denne store sten efter mig, svarede hun, samlede den op og viste ham den: - Den ramte mig her, forklarede hun og tog sig på yderlåret øverst oppe. Da hun atter tog hånden op, var der blod på fingrene: - For satan da!
Jonathan kiggede medfølende på hende: - Det må du meget undskylde. Jeg havde slet ikke set den sten. Er der noget, jeg kan gøre, for at gøre det godt igen? ... måske køre dig hjem i bilen her.
Den unge pige nikkede: - Jo tak. Men jeg bor altså lige derinde. Hun rejste sig op og kunne mærke, at det gjorde ondt, når hun støttede på højre ben: - Måske du kunne låne mig din skulder og læne mig op ad?
- Selvfølgelig, svarede han behjælpeligt og fik hende hjulpet ind i bryggerset og videre ud i badeværelset. Hun trak cowboybukserne ned, og Jonathan vente ryggen til for at gå ud: - Nej, nu skal du blive her og se, hvilke ulykker, du har bedrevet.
Mercedeschaufføren drejede sig omkring og kiggede på hullet i hoften: - Uha, det ser godt nok noget blodigt ud. Det er jeg altså meget, meget ked af.
Hun tog brusehovedet ned og begyndte at spule på såret, så alt det røde forsvandt: - Det ser heldigvis ikke så slemt ud endda. Og det er vist også allerede holdt op med at bløde.
- Hvilken lettelse, udbrød Jonathan og lagde hånden på sin pande: - Jeg håber, at smerterne også forsvinder snart.
Kvinden lukkede for vandet, hængte bruserne op igen og trak derefter de blodige og efterhånden gennemvåde trusser af: - Der skal vist blot en ispose på et kvarters tid, så er det over.
Vor unge mand flyttede blikket fra beskadigelsen til de kridhvide baller: - Ja, lad os håbe, det er nok. Men så kan jeg sådan set godt køre videre. Jeg har faktisk et ærinde, jeg skal nå inden et vist klokkeslæt.
- Går du? svarede hun ærgerligt: - Jeg ville ellers have budt dig på en kop te.
Jonathan trak på skuldrene: - Beklager. Men jeg kan desværre ikke tillade mig at efterlade komtessen på perronen. Han bakkede beslutsomt tilbage i bryggerset og mod udgangen, og den eneste grund til, at han ikke vendte sig omkring og benede af sted, var, at han håbede på at få et glimt af hendes skridt også, hvis hun drejede sig omkring.
Da hun formodede, at han var ude af huset, roterede hun 180° og så, at det var han knap: - Øv din luskebusk! udbrød hun og kylede de våde trusser efter ham, og de ramte ham lige i ansigtet.
Men det benyttede Jonathan blot til endnu et påskud for at stoppe sin baglæns bevægelse. Han trak hendes fugtige underbenklæder væk og trådte atter lidt frem for at lægge dem på vaskekurven. Derved kom hans øjne ganske nær den nydelige mis, med kun en streg hår oppe over.
Fremme ved stationen havde toget allerede forladt perronen igen, og praktikanten gav sig til at lede efter komtesse Juliette. Men da han ikke anede, hvorledes hun så ud, måtte han spørge sig for. Ingen vidste dog noget om hende.
Han gik ind i venteværelset og sagde hendes navn højt. Ingen reagerede. Så fortsatte han ud på vejen foran bygningen, men heller ikke her var nogen, der lignede en komtesse: - Hvad pokker gør jeg nu? Jeg kan ikke vende tilbage til Perleborg uden hende. Det ville kun gøre ham Øjvind tilfreds. Forhåbentlig rejser han snart bort igen.
En ung betaget mand dukkede pludselig op bag Jonathan: - Hvorfor ser du så betuttet ud, når du kører rundt i sådan en fin Mercedes? ... for det er vel din?
Chaufførdebutanten drejede sig forskrækket omkring: - Årh. Hvad nej, det er baronen på Perleborgses. Jeg er bare sendt ad sted i den for at hente komtessen, men kom desværre for sent til toget.
- Komtesse Juliette måske? Hende har jeg lige set, hun gik ind i den første tøjbutik derovre i gågaden.
Jonathan lyste op: - Virkelig. Det er jo storartet. Så er dagen reddet. Jeg må straks over og finde hende. Hej og tak.
Butikken var lige åbnet, så der var ingen kunder: - Hvad kan jeg hjælpe med? spurgte en ekspeditrice.
- Øh, ja undskyld, men jeg skal altså ikke købe noget. Jeg fik blot fortalt, at komtesse Juliette var herinde.
Pigen kiggede forbavset på ham: - Jah, det er vist også rigtig nok. Jeg syntes nok, der var noget bekendt ved hende. Hun er lige i øjeblikket ovre i prøverummet for at prøve en bluse. Nu skal jeg meddele din tilstedeværelse. Hvad var navn...?
I det samme ringede telefonen, og pigen blev forhindret i dette gøremål. Så valgte Jonathan selv at bevæge sig over mod hjørnet. I de ikke benyttede rum var forhænget trukket fra, så han kunne nemt gætte i hvilken, hun var inden i.
Til hans store held var gardinet heller ikke ordentlig tiltrukket der, og via den smalle sprække samt spejlet på væggen derinde, kunne han se, at hun netop i det øjeblik var topløs og tænkte: - Waw, sikken nogle gevaldige patter.
Da der ikke længere var noget guf at se på, bakkede praktikanten enkelte skridt og afventede at hun kom ud: - Juliette?
Den unge dame kiggede overrasket på ham: - Det udtales nu Juliette ... men ellers er det rigtig nok. Hvem er du?
- Jeg er i praktik på dit slot og er netop blevet sendt ind for at hente dig på banegården i Mercedesen.
- Ja så. Men så kom du godt nok for sent unge mand. Men pyt med det, var du kommet til tiden, havde jeg aldrig fundet denne underskønne bluse, forklarede hun og betragtede hans udseende indgående og fandt det ikke allerværst.
Jonathans bekymringer forsvandt næsten, der var kun en lille bagatel tilbage: - Har du ringet hjem efter hjælp?
Den ældste af komtesserne pustede ud: - Nej. Min mobil er løbet tør for strøm, og jeg har ikke flere rene bh’er. Så det er vist godt, at ferien er slut nu. Jeg ville have spurgt, om jeg kunne have lånt en telefon her i butikken, når jeg havde betalt for denne vare henne ved kassen.
- Det var vel nok godt ... øh jeg mener, så slipper du jo for det.