Claus Hjort - og så ANKER ...

Claus Hjort - og så ANKER ... Louis Bülow
Claus Hjort Frederiksen har været med til at skabe et kynisk menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar og angriber værdier knyttet til respekt for medmennesket. Et menneskesyn, der krænker og forhåner de svageste og forringer velfærdssamfundet og retten til velfærd for alle og sætter et almissesamfund i stedet.

De meningsløse beskyldninger mod arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere og de skingre krav om stramninger passer ind i billedet og danner klangbund for et angreb på hele dagpenge- og kontanthjælpssystemet.

Ikke siden 1960´erne har uligheden mellem rig og fattig i Danmark været så stor som nu. Landet har aldrig været rigere med højkonjunktur, velstandsstigning og fremgang - mens de udsatte og svageste grupper kynisk fattiggøres. Tusinder henvises til væresteder, kaffestuer, herberger, Frelsens Hær og de frivillige organisationer.

Og måske det allerværste: mellem 50.000 og 100.000 børn er henvist til en opvækst i direkte fattigdom. Kriminalitet og misbrug lurer lige om hjørnet, mens de økonomisk gode tider med skattelettelser, lav rente og afdragsfrie lån sætter turbo på forbrugsfesten.

Men Claus Hjort og regeringen har ikke sendt nogen invitation til de svageste i vort samfund ..

I stedet er politiske skandalesager nu blevet hverdagskost. De har kastet lys helt ned i bunden af den politiske jungle og vist os et plumråddent miljø, hvor folkevalgte spidser og samfundsstøtter, ivrigt bistået af en endeløs stab af spindoktorer, har travlt med at finde på fikse bortforklaringer på snart dette, snart hint. Smart iscenesættelse og manipulation står øverst på dagsordenen - man udviser en helt virtuos kreativitet ved håndvasken og håber så på, at sagerne klinger ud uden at nå formiddagsbladenes forsider.

For ikke så mange år siden var det engagement, værdier og holdninger, der styrede de politiske budskaber – ikke medieeksperter, fokusgrupper og meningsundersøgelser.

Derfor fristes jeg til uden ydre anledning at tage hatten af og kippe ganske upolitisk med flaget for Anker Jørgensen. Han fylder ikke rundt, fejrer ikke jubilæum og trives i bedste velgående. Alligevel føler jeg trang til at hylde den gamle statsminister – den almindelige dansker kom til at elske dette ærlige og prunkløse menneske, der i dèn grad repræsenterede danskerens idealer, drømme og forhåbninger. Han var folkets mand med rødder dybt i den danske arbejderklasse og som ingen anden politiker en del af den danske folkesjæl.

Ak, de skønne svundne tider, vil hylekoret af liberale spindoktorer indvende. Ren stokroseromantik, hvor vi med drivende våde øjne til tonerne af savmusik hylder den dårligste statsmand siden Erik Af Pommern.

Javist, politisk forkætret af liberale prædikanter som et yndet hadeobjekt, forhånet og nedgjort af andet godtfolk, men ellers var Anker omgærdet med dybfølt sympati og beundret for sine standpunkters mod. Han var kompromisløs i sin holdning til, hvad der var rigtigt og forkert og gik uden frygt i klammeri med magthavere som Saddam Hussein, USA’s præsident, de rige oliesheiker, Mærsk Mc-Kinney Møller og flere med dem.

Anker Jørgensen adskilte aldrig moral og politik og topper alle tiders politiske troværdighedsbarometer:

- arbejdsmanden, der var på fornavn med nationen
- statsministeren, der stod i telefonbogen uden hemmeligt nummer
- mennesket, der aldrig glemte sin ungdoms idealer og blev dansk folkeeje.

Livet igennem har Anker været trofast mod sin opvækst med ægte følelser for de svageste i samfundet - man hører hjertet banke, når han taler om solidaritet, om de handicappede, de syge og gamle. Han forener uden at lefle stort socialt engagement med menneskelighed og tolerance – egenskaber, der i en sjælden grad har gjort ham til dansk folkeeje og landsfader.

Anker Jørgensen er Vajsenhusbarnet, som arbejdede sig op til samfundets top fra den fattige barndom som forældreløs på Amagergade på Christianshavn, hvor fire lejligheder deltes om en rusten køkkenvask på gangen og lokum i gården. I 1960 rykkede Anker sammen med Ingrid og de 4 unger ind i en 3-værelses lejlighed i det almene boligbyggeri AKB på Borgbjergvej 1 med udsigt til baneterrænet. Uden vaklen sagde han nej til al statsminister-luksus på Marienborg - som han selv forklarede det: "Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus."

Nu en menneskealder senere bor Anker stadig i nummer 1 på Borgbjergvej, hvor alle passer på ham.

Som statsminister i 1970'erne - meget vanskelige år med international lavkonjunktur, global oliekrise hvor benzinprisen blev firedoblet på 2 år og massearbejdsløshed overalt - forblev Anker Jørgensen trofast mod sine idealer om retten til velfærd for alle og afviste alle borgerlige krav om et almissesamfund, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar. Overalt i verden blev der skåret drastisk ned på velfærden – men Anker Jørgensen forsvarede indædt de svage, de udstødte, de arbejdsløse, de syge, de gamle og fik minimeret skaderne på den danske velfærdsmodel.

Han fik gennemført reformer som efterlønsordningen, garanti-lønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og en omfattende socialreform med Bistandsloven som vigtigste element. Også et endegyldigt nej til Atom-kraft blev det til, ligesom fundamentet til vindmølleeventyr og Nordsøolie blev lagt.

Kofoeds Skole kunne i marts 2008 fejre sin 80-års fødselsdag for medarbejdere, nuværende og tidligere elever – blandt andre Anker Jørgensen og Kim Larsen. Da Anker i sine unge år var arbejdsløs i en periode, gik han på Kofoeds Skole og lærte engelsk. Som forstander Jens Aage Bjørkøe sagde det: ”Vores fornemste ’resultat’ er uden tvivl, at man efter at have været elev på Kofoeds Skole kan blive Danmarks statsminister …”

Til gengæld får spindoktorerne lys i øjnene og falder næsten over hinanden, når det gælder om at få skubbet ansvaret for 1970′ernes økonomiske uføre over på netop Anker Jørgensen.

Lad mig da stilfærdigt citere datidens overvismand, professor Anders Ølgaard, der i Jyllands-Posten kunne fortælle, at de voldsomme stigninger i oliepriserne var forklaringen på, at landet endte på afgrundens rand. Citat:”.. Tilbageslaget kommer først med den første oliekrise og dernæst med den anden oliekrise. Det er først efter den anden oliekrise, som kom i 1978-79, at vi stod ved afgrunden.”

I Weekendavisen nr. 48, 1. - 7. december 2006 kunne fhv. finansminister Knud Heinesen – der til stadighed tages til indtægt for det borgerlige karaktermord på Ankers økonomiske politik – stilfærdigt konstatere i forbindelse med udgivelsen af første bind af sine erindringer “Min Krønike”: “Det er, som om dé ulykker, vi var ude for i 70erne, skyldes Anker Jørgensen indstilling til den økonomiske situation. Og det er helt ved siden af. I 1973 og 10 år frem fik vi den værste økonomiske krise efter Anden Verdenskrig … vi blev særligt hårdt ramt, fordi vi ikke havde nogen egen energiproduktion overhovedet.”

Lad mig slutte med et citat af Anker selv - i et interview med Ninka sagde han om solidaritet:

"Meget enkelt kan man sige, at begrebet solidaritet ikke er så populært mere. Folk forbinder det næsten alene med sociale tabere og strid på arbejdsmarkedet. Vi må lægge noget andet og bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed."

Anker en stor statsmand Kurt P.
Der skabte ligeværd i samfundet.

VKO har ikke bestilt andet end at sætte alle op mod hinanden.

Slanke mod fede. Ikkerygere mod rygere. Rige mod fattige. Kristne mod muslimer. Raske mod syge. Gode forældre mod dårlige forældre osv.

Landets borgere er blevet fjendtlige og hævngerrige . Alle dårlige karaktertræk er blevet typisk.

Tror nu ikke Claus Hjorth er alene om det Anonym
http://www.youtube.com/watch?v=EHHEF2IwqTs

Vi kunne nok alle gøre tingene anerledes, hvis vi tænkte lidt over det.

Enfoldigheden Selv! socrates
Selvfølgelig var Anker en lille hædersmand, men han vidste jo ikke bedre, og derfor kan vi alle tilgive HAM, -MEN vi kan ikke tilgive alle de idioter som stemte på ham og hans galninge, som til slut kørte landet i sænk, -da Heinesen, som finansminister måtte slippe tøjlerne, -da det selv for ham blev for meget!

Og så måtte unikummet selv kaste håndklædet i ringen, -UDEN valg -og Schlüter samlede stumperne op og reddede landet fra fallit!

jooh, ære være Ankers minde.

realisten.

Realist ... tja Louis B
Realistens kommentar - jeg er ked af at skulle skrive det - passer ind i hylekoret af liberale spindoktorer, VU prædikanter i puberteten og andet godtfolk, når facts kommer på bordet.

Jeg gentager gerne om Anker:

Fakta er, at mens Anker Jørgensen kæmpede for at bevare og udbygge velfærdssamfundet i en tid med international lavkonjunktur, globale oliekriser og massearbejdsløshed overalt, skar hans efterfølger, den konservative Poul Schlüter, kynisk ned på alle områder af velfærden, mere end fordoblede statsgælden samtidigt med, at underskuddet på betalingsbalancen satte Danmarksrekord under netop Schlüter.

Senere måtte Nyrup rette skuden op. Fakta om den borgerlige regering under Poul Schlüter ctr Nyrup:

Under den konservative Poul Schlüter steg arbejdsløsheden fra 220.000 til 350.000

Nyrup reducerede dette tal til 140.000

Under den konservative Poul Schlüter udgjorde den offentlige gæld 81 % af BNP - Bruttonationalproduktet

Nyrup nedbragte denne gæld til 49 % af BNP

Under den konservative Poul Schlüter blev Danmark flere gange flyttet ned i de officielle kreditvurderingsklasser

Nyrup fik Danmark flyttet op i den fineste vurderingsklasse