Den eneste ene

Den eneste ene Anonym
hej alle sammen, jeg er en ung pige der endelig er blevet forelsket og det bedste er at han også er forelsket i mig, hvilket kun gør det bedre...

dog er der et minus og det er at jeg er psykisk ude af balance... hvilket betyder jeg er i gruppen af suicider. min kæreste vidste det før vi begyndte at ses og han hjælper mig meget...
men nu er der bare det problem at alt spiller ind her, hvilket vil sige at min hjerne pludselig reagere underligt, i starten, de første 14 dage ca. jamen der var alt fint nok, der var ingen problemer, nu har min hjerne så valgt at blive sur over når han køre en tur eller hænger ud med vennerne, Jeg stoler 100% på min kæreste, ved at han ikke kunne finde på at være mig utro, og hvis det skete ved han at han ryger ud med det samme. Jeg har en lille angst for at være alene, jeg har altid kun vidst hvordan man får smerten til at forsvinde (ved at drikke den væk) hvilket gør så jeg ikke har nogen hobby, venner eller noget, samt fordi jeg ikke har fået den rette hjælp fra starten er det ud af kontrol og ja har nogen holdninger når man er i forhold (så som at man ikke har, lysten til at drikke hjernen ud, især når man snart er 28) han går i en klub og ja alle deres stævner er nærmest druk og hor hvilket jeg syntes er forkert og ikke hvad det betyder når man går i klub... ja nogen gange lyder det som om jeg er på en klar sidste plads og er ved at være træt af at jeg bliver sur når han er ude og køre eller ligne og det er så gået over til at jeg bliver sur på mig selv... har selv valgt at starte til samme sport bare i en anden klub, men jeg ved at noget af det her er jalousie samt skræk for at miste ham...
jeg ved godt ingen af jer er professionelle men har virkelig brug for hjælp hurtigt og ja jeg tænkte jeg nok ikke er den eneste der har haft det sådan her, og måske nogen kunne give råd til hvordan man kan ja komme ud af det... dog syntes jeg da at når man vælger en partner jamen så syntes jeg at man godt kan være sammen til mange ting (mener ikke klistre op af hinanden) men at han ikke behøver at skal være alene med en af gutterne at man ligesom kan lave noget sammen engang imellem...
kan dog sige med det samme at hvis han går over stregen med det her (med f.eks, være sammen med gutterne hverdag) har jeg valgt at selvom at det ville gøre ondt, så ville jeg ende forholdet, for vil ikke være sammen med en jeg har hverdag i en time inden man skal i seng og enlig så syntes jeg ikke at man skal være i forhold hvis man kun vil være sammen med vennerne, hvorfor så overhoved være i forhold...

når men selvom jeg har meget at sige endnu så vil jeg stoppe her... og kan lige sige til sidst, hvis nogen af jer der læser det her, kun vil sige onde eller negative ting om det her lad venlig hver med det, jeg vi har jo alle vores holdinger, og ja jeg prøver jo bare at få et forhold med en jeg elsker til at fungere (dog kan det kun, hvis han også er villig til at ofre sig lidt, så det ikke kun er mig)

når men håber nogen kan hjælpe lidt med råd...

Hmm... elway
For det første, så er ALLE dine essues en del af dit eget syn på dig selv! OG det virker som om du har en hel del af dem. Hvad gør du på nuværende tidspunkt for at bearbejde dem ? Får du professionel hjælp ? Har du opgivet at lære dig selv at kende ?

Man kan ALDRIG få et forhold til at fungere, hvis man ikke lide, eller kender sig selv. Det er super vigtigt, at man får styr på forholdet til sig selv, og man kan være alene, og man har styr på sit EGET liv! Du kan aldrig leve livet igennem en kæreste, og det kan da heller ikke passe at i et nyt forhold, hvor alt burde være latterlig perfekt, at du allerede skal til at stille ultimatum op!?

Hvis du var snedig, så ville du finde ud af dine egne behov (Meget samvær, rolig type, masser af opmærksomhed, omsorg, forståelse osv) også burde du finde en som matcher DINE behov, det er jo tydeligt du har et problem med din nuværende kæreste´s behov for at være social med drengene, og der er INTET i vejen med han har de behov, men der er noget i vejen med hans behov i forhold til DINE behov, og derfor virker det ikke som om i er de rette for hinanden.. Giver det mening ?

Men i første omgang, så burde du tage en KÆMPE kamp med dig selv, og få styr på dine "problemer" jeg tror sgu ikke på din hjerne PLUDSELIG reagere mærkeligt, eller du fejler noget særligt... Jeg tror på du ikke kender dig selv, og jeg tror på du har et KÆMPE behov for opmærksomhed af den årsag.. Og jeg tror på du er super jaloux på baggrund af ovenstående.. Og ved det hvad ? Det er HELT normalt! Og det er aldrig for sent at lære sig selv at kende, og det er DET som er dit største behov, men du skjuler det for sig selv ved at have de andre behov jeg har nævnt, og ved at leve livet igennem en kæreste.. Og det er ikke vejen frem..

Du kan sige hvad du vil.. Men dit indlæg SKRIGER af behov behov behov.... og det er ikke fra dig selv...