det der er tilbage er gode venner

det der er tilbage er gode venner venner
Pyha jeg synes tanker kværner rundt for tiden - så nu prøver jeg at skrive....
Min mand og jeg har kendt hinanden i 15 år og har været gift de sidste 4 år. Vi har sammen 3 små børn som er kommet rimeligt tæt på hinanden. Mig og min mand er rigtig gode venner og "arbejdskollegaer" men jeg elsker ham ikke mere - hvis jeg tænker på ham er det med ord som fantastisk far, faglig dygtig eller omsorgsfuld - men jeg kan ikke tænke dejlig mand eller det er ham jeg elsker. Jeg har tænkt tanken hvad ville jeg sige hvis han fortalte at han havde fundet en anden, og det eneste jeg kan komme frem til er, at det vil bare være helt fint.
Vi har i vores forhold altid haft problemer med sex - jeg har aldrig haft lyst til at gå i seng med ham, men har gjort det fordi der gør man jo og også fordi jeg altid har håbet at det ville komme - men det modsatte er faktisk sket. Efterhånden er jeg kommet dertil at jeg ikke kan li' han rører ved mig og det kan faktisk være så lidt som en hånd på skulderen - til tider kan det faktisk føles lidt som et overgreb - hvilket det bestemt ikke er.
Jeg har aldrig rigtigt sagt det til min mand før. Men for et halvt år siden fortalte jeg ham det og sød og forstående som han er, har han accepteret (eller næsten) at jeg lige skal have lidt tid til at finde mig igen. Og siden dengang har vi ikke sovet i samme værelse, og lysten til at genoptage dette er endnu ikke kommet til mig.
Ud over dette har jeg i mange år været alt for flink for at glæde andre. (sikkert også det der har været gældende med vores sexliv) Jeg har altid accepteret tingenes tilstand hvis det bare har gjort andre glade og dette har specielt være gældende for min mand der på den anden side altid har været rigtig god til at argumentere og dermed få sin vilje igennem - han har domineret vores forhold og jeg har givet ham lov til det - Dette er vi ved at ændre og det er han helt med på selvom det er svært. Jeg synes det er meget svært at nå helt ned i maven og finde ud af hvad JEG egentlig gerne vil - jeg har egentlig stadigvæk mest lyst til at gøre det jeg ved andre gerne vil.
Det "ulykkelige" er nu sket at jeg har forelsket mig i en anden mand og sjovt nok er rollerne her helt anderledes end hjemme. Her er det på mange områder mig der er den udadvendte - her kan jeg føle mig sexet og jeg har bestemt lyst til at gå i seng med ham - han gør mig rigtig glad, men hele situationen gør mig ekstrem ked af det - Det at han gør mig glad gør jo at jeg gør min mand og mine 3 unger kede af det - og det går jo så fundamentalt imod det jeg altid har stået for - at gøre andre glade.
Jeg er godt klar over det er uholdbart at fortsætte som vi gør alt for længe, men hvor længe er for længe - og vil jeg overhovedet kunne blive glad alene, når jeg ved at jeg har gjort så mange tæt på mig kede af det

terapeut m34
Jeres forhold er gået i en hårdknude, som I ikke rigtig selv kan løse, sådan som jeg ser det.

Jeg tror det vil være en rigtig god idé for jer, at I går til en parterapeut. Terapi er en god ting, men sørg nu for ikke at opstøve de selvbestaltede terapeuter, det er penge lige ud af vinduet. Terapeuten kan dog kun guide jer, I slipper ikke for selv at gøre det egentlige arbejde.

Al held & lykke med at få dit forhold op at stå igen.

hilsen m34