det er slut

det er slut endelig fri
Så blev det endelig slut.

Endnu et år sad jeg alene nytårsaften, fordi jeg ikke var god nok til selskabet.
Til trods for at jeg hele året havde opført mig "ordentligt". Ja, altså bidt mig i læben, ikke krævet noget, bidt mine skuffelser i mig etc.

Forskellen er bare at jeg i år ikke savner ham. Fordi de sidste par år er det gået voldsomt ned med alt det rare. Alt det man savner i et forhold.

Jo da. Vi havde det såmænd fint nok. Lidt ligesom to fremmede der sidder på en bænk og venter på bussen. De holder også hinanden ud uden de store armbevægelser.

Det gør ikke ondt når jeg tænker tilbage på de sidste par år. Men når jeg tænker tilbage på dengang der var liv imellem os. Dengang det hele sprudlede, så gør det ondt helt ind i maven. Dengang elskede jeg med hele min krop og sjæl. Jeg fortalte når jeg synes han var forkert på den. Jeg blev sur til tider. Måske også for tit. Men vi var også gode sammen. Han viste mig en helt ny verden, som jeg slubrede til mig af tørst.
Men selvom jeg elskede så meget, var jeg ikke god nok. Jeg blev ikke lukket ind i hans verden. Han jonglerede med boldene i hans verden, så de ikke mødtes. Han gav en masse forklaringer om hvorfor. Der var hele tiden noget i vejen med mig. Jeg var måske for sur. Men jeg var jo sur fordi jeg ikke blev lukket ind...slangen der bider sig selv.

Til sidst lærte jeg at sådan var det bare. Jeg elskede ham jo, og tog så de bidder han gav mig. Til jeg til sidst var en hund der logrede med halen. Der blev fred. Helt fred. Jeg tænkte at hvis det bare fortsætter sådan her, så bliver døren vel åbnet.
Men han havde slugt nøglen. Gemt den godt. Ville ikke på nogen måde være med til at omfavne boldene samtidig.

Sidste år til nytår ventede jeg på en sen indbydelse. Den kom ikke. Jeg ventede på en opringning med ønsket om et godt nytår før han tog til fest. Den kom ikke. Jeg ventede på en opringning efter kl. 12...den kom heller ikke (han havde ikke mobil, så jeg kunne ikke ringe til ham) Jeg var sønderknust.
Men der skulle åbenbart gå et helt år, før jeg var stærkt nok til at sige pænt farvel.
Jeg havde da håbet. Vi har haft et godt år. Et roligt år.
Men kort før nytårsaften stod det mig klart at historien ville gentage sig selv. Jeg var, og vil aldrig blive, god nok til hans venner.

Det er nu over en uge siden at jeg havde sidste kontakt med ham. Og som sagt gør det egentlig ikke så ondt, når jeg bare holder det til de sidste års historie. Jeg frygter ikke mere fremtiden uden ham. Men jeg tror aldrig jeg finder en der kan nå ham til sokkeholderne...altså når det var godt.
Måske jeg finder en uden sokkeholdere på. Og så er det jo svært at måle. Forhåbentlig jeg finder en der får mig til igen at føle noget helt nyt. Og forhåbentlig føler han det samme for mig. Forhåbentlig har han ikke smidt nøglen væk, og forhåbentlig vil ham mig med hud hår og sjæl, ligesom jeg vil ham.

Men aldrig kommer mit stakkels trætte hoved til at lægge sig i den dejlige bløde armhule som han havde. Der findes ikke noget bedre. Noget mere trygt eller kærligt. Jeg vil til hver en tid savne hans armhule. Jeg kan ikke forestille mig mit hoved i en andens armhule.

Det kommer du til. IKW
Jeg kan love sig at du helt sikkert har bedre muligheder nu, for at finde den rigtige armhule. Det var han jo en hindring for.

God nytår og må det være lykkebringen og fyldt med latter.

Respekt herfra. herete
Synes du skriver godt, og du har været 100% trofast overfor dine egne følelser, og måske længere end jeg ville have kunnet, men det var så DIN vej, så respekt for det og ikke mindst din kloge reflektion her [:)]

Du skriver:"Sidste år til nytår ventede jeg på en sen indbydelse. Den kom ikke. Jeg ventede på en opringning med ønsket om et godt nytår før han tog til fest. Den kom ikke. Jeg ventede på en opringning efter kl. 12...den kom heller ikke (han havde ikke mobil, så jeg kunne ikke ringe til ham) Jeg var sønderknust.
Men der skulle åbenbart gå et helt år, før jeg var stærkt nok til at sige pænt farvel."

Du har elsket med sjæl og krop og de følelser er aldrig forkerte at udleve, og det uanset om modtageren kan rumme dem eller ej!

Og du skulle igennem processen her for at forstå, at du nok har kastet dine frø på gold jord - eller som et andet ordsprog siger har du "kastet perler for svin" [:|]

Der kan være mange årsager til han ikke turde åbne sig helt for dig. Han har så¨valgt side så at sige, og det må du tage til indtægt, også selvom han måske inderst inde ville dig, men kan han ikke stå ved det officielt, ja så må du tage det for pålydende. Og så ville han skade dig på længere sigt, så godt du nu endelig har trukket dig. Må sige jeg undrer mig lidt over du efter sidste nytår overhovedet ville/kunne fortsætte med ham, så du må virkelig være tro overfor de følelser, som kun du ved I har haft sammen i enrum. Og mere tro end godt er - for dig selv på længere sigt.

Det du her skriver, det er simpelthen SÅ godt skrevet: "Jo da. Vi havde det såmænd fint nok. Lidt ligesom to fremmede der sidder på en bænk og venter på bussen. De holder også hinanden ud uden de store armbevægelser. "

Hold da op - hvad med at blive forfatter [;)]

Knus
Pus

Takker endelig fri
Tak for dit rosende svar.
Ja, jeg elsker ham. Og ville give hvad som helst for at få ham. Altså rent faktisk at FÅ ham. Ikke bare resterne af hans tid.
Jeg er langt om længe kommet frem til at prisen er for høj. Jeg vil en mand som vil det hele. Jeg kunne såmænd godt gå på kompromis med ham, men han flyttede sig ikke en centimeter, til trods for at jeg flyttede mig flere meter. Og til sidst var vores forhold blevet så skævt.

Det der med forfatterstatus, det arbejder jeg lidt på. Desværre bare ikke nok. Men det kan være der kommer mere tid nu :o) Men det varmer at læse din ros. Takker endnu engang.

Du fortjener det bedste :-) anonym
Føler med dig og vil lige ønske dig en masse held og lykke på din vej. Du skriver virkelig smukt og gribende. støttende tanker herfra