Det gør så ondt

Det gør så ondt clawman
Dette er helt sikkert ikke livsglæde der er emnet... Jeg er blevet alene... Vi havde tre gode år, men jeg blev skiftet ud, og her kommer det uforståelige: Med en gut, der hverken har liv eller job.

Jeg har fast arbejde, jeg var klar til at få børn og vi havde købt hus med dertilhørende planer. Jeg snart 30, og hun over 25 og begge med store ønsker om familie. Men inden for det sidste halve år kunne jeg dog mærke en forskel. Jeg fik en periode med svær depression, og brugte alt for lidt tid på hende. Jeg fik hjælp fra venner og familie, og derefter var vi (læs; jeg) på sporet igen, men kun i en måneds tid, så var det hendes tur... Jeg havde åbenbart ikke været så rar, og siden mine problemer startede for ca. 3 mdr. siden, var det gået galt for vores forhold. Ingen støtte og ingen omsorg overhovedet har ledt mig til at tro at vores/mit liv har været en løgn i et par mdr., men nu har det vist sig, at nogle af mine venner er begyndt at nedvurdere mit behov for hjælp.

Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg næsten altid har klaret problemer bedst med en form for vold. Tag ikke fejl, jeg har aldrig lagt hånd på hende, men bruger altid en dørkarm eller gipsvæg til at afreagere på (mest av i hånden). Det virker for mig, jeg får afreageret, og næsten ingen kommer til skade(jeg gør af og til). Jeg har svært ved at forstå baggrunden for bruddet, og jeg har ikke fået svar når jeg har spurgt. Jeg har fuldstændig mistet troen på en lykkelig famile, og mistet evnen til at tro på det gode i andre mennesker. Burde jeg overhovedet tro på mig selv og mit liv? Lige nu er det en fjern tanke at jeg skulle være i stand til at stole på nogen. Jeg hader mit liv for tiden, men nu er det snart jul, og det skulle være "hjerternes fest"...?

Hvorfor er det lige, at det skal være så svært at elske andre?

Frygt Lysfé
Kære Du,

jeg tror at du og din kæreste har haft en dejlig tid sammen, og at din drøm er at stifte familie og få børn.

Når du oplever at blive forladt så pludseligt, som du gør, så forstår jeg også at du er chokeret og skuffet og må tvivle stærkt på kærligheden.

Men jeg kan også forestille mig tankerne og følelserne hos hende, du levede sammen med. Jeg har som barn haft en bror, der reagerede som du: med stærk og voldsom vrede. Og jeg husker frygten for, hvornår han pludselig slog om, og afmagten imens han 'gik bersærk' - og ærgrelsen og de mange spor, vi skulle leve med efter hans ødelæggelser af ting omkring os. De mindede os hele tiden om de følelser, af tillid og ubekymrethed, han havde ødelagt i os andre (vi var 4 søskende, en far og mor) under sine raserianfald. For ikke at tale om frygten for, at hen en dag skulle blive så vred at han kom til at akade en anden.

Der er een ting som er vigtig for en kvinde i valg af livspartner, og det er at manden kan beskytte hende og deres barn. En kvinde - i det mindste mig - kunne komme til at tvivle på, om hun (og et barn) altid kunne have den tryghed sammen med dig. Og hvis der så også kan støde depression til, hvor langt kunne en mand så ikke komme ud?

Det kan være - jeg siger ikke at det er det, for jeg kender intet til dit liv - en vægtig grund til, at din kæreste har valgt at forlade dig nu; ikke (alligevel) ville have børn med dig.

For dig, der står tilbage med tabet og sorgen ser jeg den vej at du taler med et klogt menneske, der kan hjælpe dig med indsigt i de stærke følelser du har inde i dig. Så du kan leve med dem og måske forvandle dem, i stedet for at lade dem overmande dig - og derved skræmme andre bort fra dig.

For du er naturligvis som ethvert menneske værd at elske; du skal blot selv tage skridt til at vise, at du ønsker at udvikle dig - ligesom hver evige eneste af os skal gøre det, hele tiden!

Varme ønsker om forståelse og varme og lykke på din vej

Fra en Lys-fé

Dette er ikke hån eller andet Anonym
Og jeg har også stor forståelse for dig og dit problem og, at du selvfølgelige er ked af det hele lige nu.
Men jeg ville helt klart også forsvinde fra en kæreste, som ikke kunne styrer sit tempament. En voksen mand skal da ikke slå, hverken i væggen eller andre steder, så skal han søge hjælp. Der findes mange steder, hvor man kan snakke om sådanne problemer.

Men ellers ønsker jeg dig god vind.

Du giver selv svaret Aplus
Hej Du,
Jeg mener, at du selv giver svaret på årsagen til bruddet, i dit i øvrigt meget flotte indlæg. Jeg kan kun anbefale dig at søge hjælp for dit problem, får du ikke den hjælp, og lærer at styre dig selv, er jeg overbevist om, at dine fremtidige forhold lever på kort tid. Jeg ønsker dig alt godt fremover.
MVH: René

Hej hej miss-maple
Hej du.
Når du mærker at dit humør bliver agresivt, så prøv at skynde dig ud og gå en rigtig lang tur. Og inden du kommer hjem igen er du helt sikkert afklaret og mere rolig, kan nok også snakke om det der får dig til at blive så gal. Sport er en af de bedste aktiviteter til at komme i godt humør igen...hel og lykke til dig.

Svar fra den anden side lgp
Min eksmand reagerede som du, når han blev vred eller såret. Det gik ikke fysisk ud over mig, men min tillid til ham forsvandt med tiden, fordi jeg ikke vidste hvad det gik ud over næste gang.

Han skabte så stor en angst i mig, at jeg næsten (i hvertfald på et desperat plan) havde fortrukket at jeg fik en flad istedet for at jeg skulle se mine døre, vægge, karme og paneler blive slået i stykker og knækket for Gud ved hvilken gang. Alle de fucking latterlige forklaringer, om hvad der nu var sket med inventaret i vort hjem osv.
Jeg kan stadig tage mig selv i at tænke "stopnustopnustopnu", men kommer heldigvis hurtigt til at tænke på at jeg ikke længere skal leve med den følelse igen.

Kan du huske da du var lille og en af dine forældre begyndte at skælde heeelt vildt ud? Kan du huske følelsen af afmagt, når du udmærket godt vidste at du ikke kunne stoppe deres vrede? Kan du huske det rasende, vilde blik de fik i øjnene? Kan du huske panikken og hvordan den fik hele din krop til at ryste????

Hvis du har oplevet det, så har det med garanti bidt sig fast og det har det fordi, det var de mennesker du lænede dig op ad og som du stolede ubetinget på. Når vi bliver svigtet (ligegyldigt hvordan) af dem som vi giver vores ubetingede tillid, så slår det tredobbelt så hårdt.

Og jeg er ked af at skulle sige det til dig, men så er det altså lige før man (jeg) hellere ville foretrække en mand uden job, penge og fremtid. - Alt bare for at få trygheden tilbage i sit liv.

Du er nødt til som alle de andre skriver at få fat i noget hjælp. hvis du lige har haft en depression, må du kunne få noget hjælp fra din læge til en psykolog eller en kontakt til en form for en gruppe. - Ligegyldigt hvad, så skal du se at komme igang. Du kommer til at lægge dit liv øde på den måde.

Håber du kan bruge dette til et eller andet...

Jeg ønsker dig held og lykke og en trods alt glædelig jul. Lene

vold og trusler om vold om vold i familien
hej du

din måde at vælge at afreagere på er voldelig, også selv om du (indtil nu?) kun har ladet det gå ud over ting.

Du skaber frygt hos den du er sammen med i situationen for at det næste gang rammer hende. Og det at ødelægge ting, er også vold.

HVis du gør dig forhåbninger om at få børn, vil jeg stærkt, MEget meget STÆRKT håbe, at du venter indtil du har lært angermanagement og dialog og andre måder at tøjle dine følelser med.

børn har ret til et trygt liv.
Og det kan du IKKE byde dem med den opførsel du beskriver, uanset om du elsker din partner!

Børn har ret til at leve uden angsten for hvornåe eller hvordan far næste gang får afløb for sin vrede/ frustration.

Du må altså blive voksen, og lære at håndtere frustration og vrede på måder der ok for andre at opleve FØR DU TÆNKER PÅ AT få børn.

du kan læse mere om at den vold du udøver er vold, på f.eks.
www.voldifamilien.dk
www.kvinderikrise.dk
www.stopvolden.dk


der venter dig et STORT stykke arbejde for at blive en ok forælder, der kan skabe en tryg ramme for børn at vokse op i. Men til lykke med at du har turdet sende det i æteren - det er første skridt på vej mod en proces til at blive ikke-voldelig.

PS den vold du beskriver, kaldes "materiel vold".