Det kan virkelig ikke passe!!

Det kan virkelig ikke passe!! Misimi
Min mor er død, væk og borte. Hun kommer ikke tilbage og jeg fik ikke sagt farvel. Jeg er en pige på 19 år, og jeg har begravet et menneske for første gang. Det var desværre min mor der skulle være den første. Hun blev kun sølle 41 år, og der var ingen der rigtig vidste at hun var syg. Jeg har så svært ved at komme videre for hun var min bedste ven og mit holdepunkt.
Jeg har alt respekt i verden for min mor, men hun forlod mig alt for tidligt.

det jeg ked af at høre annanym
Hej. Hvordan skete det? Hvis du har brug for det vil jeg, og sikkert mange andre gerne høre om det. Jeg håber du også har støtte omkring dig.

Kondolerer.... hr.bajer
Du står i en svær og hård situation som mange af os frygter - at miste en vi har kær uden chancen for at sige farvel...
Jeg sender dig de bedste tanker - og håber du har nogen ved din side som kan støtte dig her og nu...
Knus....

Hvordan.. Misimi
Min mor var alkoholiker og havde været det i mange år. Hun var et dejligt menneske med et meget svært problem. Så her den sidste tid flyttede hun til Nyborg med mine søskende på 7 og 13 år, for at starte på en frisk. Så den 13. august 2006 gik hun bort pga. skrumpelever, som havde dannet åreknuder i hendes spiserør, og så fredag nat bristede en af disse, og hun besvimmede på sofa'en om natten, og forblødte. Ingen af os børn var til stede. Hun led ikke, sagde lægerne. Hun var stadig alene, som godt kan gøre ondt i mig tit.
Med hensyn til støtte, så har jeg min far tæt på mig og min mormor og morfar tjekker tit op på mig, og min onkel har også hjulpet meget til med bisættelse mm. Jeg har også lige søgt psykolog, for at få snakket om det, for jeg er stadig meget ked af det inden i.

Morten N R zmail
Ej hvor er jeg ked af det på dine vejne - Underligt nok gik min far bort i en alder af 52 af PRÆCIS samme grund og samme måde - Det gik alt for hurtigt og anede jo ik at det faktisk var så slemt - havde jeg vist det havde jeg for alt i verden gjort en masse sammen med ham inden han døede. man står med et kæmpe tomrum ... det er nu 3 år siden. Add mig på msn : zmail@sol.dk hvis du vil snakke om det med én der har været det samme igennem (underligt nok)

Hvor underligt. Misimi
Jeg har desværre ikke msn. Hvor pudsigt, og du har helt ret, der er bare et stort tomrum fordi man ikke havde nogen ide om at det ville ske. Jeg sidder også tit og tænker på alle de ting jeg ville have sagt og gjort, hvis jeg bare havde vidst at tiden var knap. Jeg har det også dårligt med at sige "hvis" i forhold til min mors død, for jeg kunne ikke have forudsagt det eller have vidst det på nogen måde, og jeg må leve med at livet har taget sin gang på den måde. Men jeg ville stadig have gjort alt for bare at sige til hende en sidste gang, at jeg elsker hende så utrolig højt for altid og vil gøre mit bedste for at gøre hende stolt resten af mit liv.

Føler med dig zmail
Har det på samme måde. Min far lå så i ca 20 timer og var erklæret hjernedød hvor vi havde tid til at sige farvel, men som de sagde var han jo død. det var underligt at se ham trække vejret, men ikke at kunne svare. Får tåre i øjnene af at skrive dette og selvom det nu er ca 3 år siden tænker jeg på ham rundt regnet 100 gange om dagen. Føler virkelig med dig. Men som de sagde lider man ikke ved den slags død

Tomhed.............. amco
Først vil jeg lige kondolere.

Min far døede i feb. 2004. Pludseligt - uden varsel. Han var 72 år...men ingen alder for MIN far.

Tilbage var så min mor... Hun døede i sept. 2004. Altså et halvt år efter. Jeg var alene hos hende da hun døede - så da hun trak vejret for sidste gang - så hvordan hun endelig slappede af efter mange dage med smerter. Jeg kyssede hende og bad hende hilse min far.

Ikke noget gys eller gru - i bund og grund en stille og rolig død. Og det var til at forstå. Jeg så jo med mine egne øjne, at hun gik bort. I modsætning til min far. Sidst jeg så min far, var han i levende live (så ham ikke efter han var død), vi talte sammen aftenen før han døede....... Den dag idag kan jeg nogle dage gå rundt og tænke ved mig selv - "nu varer det ikke længe før far ringer og fortæller, hvad han har lavet idag".....BOM!!!! Og sandheden rammer mig...min far ringer ikke. Jeg har stadig svært ved at fatte det.

Jeg savner dem, og forstår dit savn, men gennem savnet bliver de døde også husket.

Jeg har selv børn, og det har været med til at jeg ikke har "glemt" at sørge.Alle spørgsmålene (store og små) har været godt for mig også. Mine børns sorg og savn er blevet meget "bedre" efter at vi er begyndt at tale om morfar og mormor. For børn er døden ikke noget tabu, men det tror jeg til tider det er for os voksne. Desværre.

Find nogle at tale med. Nogen du stoler på. Gerne nogen der kendte din mor. Tænk på tiden du trods alt fik med hende, og ikke over den tid der er blevet taget fra dig ved hendes død.