mistede mit lille barn

mistede mit lille barn ikke mor alligevel
Efter 14 dejlige uger med troen på et lille foster i maven, endte det brat tirsdag aften. Havde en underlig fornemmelse om, at der var noget galt, men efter flere henvendelser til egen læge om plet blødninger, var der ikke andre muligheder end at kontakte fødegangen og fortælle situationen. Skulle komme derind med det samme og blive scannet. Efter både ud og indvendig scanning, fik vi så den bratte og næsten ventede melding,- jeres lille barn er desværre gået til ! Py ha det var en hård melding at få, selv om fornemmelsen var der. Overlægen der scannede undrede sig over, min egen læge ikke havde sendt mig derind, trods mine henvendelser gennem 3 uger. Så vil anbefale andre med samme bange anelser at kontakte fødestedet, hvis egen læge bliver ved at afvise....
Havde min egen læge nu troet på mine ord, havde jeg undgået at skulle i fuld narkose, og havde fjernet vores længe ventede ønskebarn.......

Dyb medfølelse viktor01
Hejsa

Du har min dybeste medfølelse. Det er næsten umuligt at finde de rette ord i en sådan sammenhæng. Men jeg ønsker dig og din mand alt alt godt fremover.

Venligst Victor

føler med dig sulejma
jeg føler med dig og din mand ved godt hvordan du har det, mistede selv mit ønskebarn i 13 uge og det gør stadig ondt at tænke på det, det er nu syv år siden. De bedste ønsker for fremtiden.

måske ikke det du vil høre... why.king
men i den næste tid vil du højst sandsynligt se din mand begravet i arbejde, dig selv vil blive mere og mere indelukket. i vil gå med det hver for sig, ved ikke hvordan i skal få snakket det hele igennem.

jeg har selv gennemgået det 2 gange med ekskæresten, mine råd er at melde jer ind i den forening : http://www.spaedbarnsdoed.dk/ og kom ud og snak med ligesindede. vi gjorde den fejl begge gange at vi holdte det for os selv, med de følger at vi gled længere og længere fra hinanden. tro mig det tager hårdere på jer begge end i vil give udtryk for.

det er en svær byld at få hul på... i skal være mere end velkomne til at skrive en mail, hvis i føler i har brug for det. lad være med at tro i bliver for påtrængende, det kan man ikke i den situation.

Mine dybeste medfølelser til jer.

Why.King

Kære du... ullala1
...I har været udsat for det værste, man som menneske kan blive udsat for. Ord er ikke nok her - Sorgen er ganske enkelt ubærlig.
Jeg håber i engang kan se lyst på livet igen..
Mine tanker går til jer.

Ullala.

tak marianne
Tak for de medfølende ord.. Ved godt det bliver en svær tid, men vi ser sådan på det, at der desværre måtte ha været noget galt med den lille. Så når det nu skulle være, så hellere miste nu end i 20 uge. Vi har nu fået bevis på, at vi kan få børn sammen. ( lille trøst ) Så når vi er ovenpå igen, håber vi lykken tilbringer os næste gang.. Dejligt at man kan få lettet hjertet herinde. Endnu engang tak !!!!!!!!

jeg er ikke religiøs.. why.king
men vil alligevel bede for jer!!!!!!!!!

Min dybeste medfølelse The Ultimate Q
Jeg har også været i dine sko....og ved, at når læger og omverden ser på din "abort", så ser du lige præcis det lille barn du mistede!

Jeg mistede (hold nu fast) 8 fostre, inden det lykkedes mig at holde på det sidste. Derfor er der 10 år mellem mine 2 guldklumper :-)

Min allerdybeste medfølelse....og husk at give dig tid til at fordøje dit tab, inden du kaster dig ud i at prøve igen :-)

Knus og tanker
TUQ

hvor er det synd kvinde40
for jer. Min medfølelse til jer og jeres første lille.
Og jeg håber sådan I får støtte og omsorg i de kommende måneder, for det tager tid for den sorg at sætte sig.

Og så ønsker jeg jer alt mulig held og lykke fremover.

Det gør mig ondt.. all_me
Det værste er en ufrivillig abort, specielt når det er et ønskebarn.

Men der er håb. Et hold af min mors venner er lige blevet lykkelige forældre til en lille skøn pige. De havde prøvet i 12 år... det første barn mistede hun og fik derefter at vide at det ikke ville være muligt for hende at få børn igen, men det fik hun, og de er begge ovenud lykkelige.

håber du kan komme dig vel over denne abort og se frem ad, det skal nok komme.

held og lykke i fremtiden!

Føler meget med dig.. misssunshin1977
Hejsa med dig..

Ja jeg vil soige jeg føler virkelig med dig..Jeg har selv prøvet det et par gange med min ex..Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig men jeg vil sige dig snak meget med din mand om det eller skriv til en side der hedder spedbarns fonden det ville hjælpe jer begge to..Min fejl var at jeg sagde nej til det dengang da jeg ikke havde lyst til at blande andre ind i min sorg men det havde min ex derfor lukkede han sig meget inde og fik aldrig snakket om det jeg fik aldrig snakket med nogen om det derfor lukkede jeg mig også inde og desværre gik det ud over vores forhold og vi er ikke sammen den dag i dag..Det knuser mit hjerte da han var mit et og alt ja han var hele mit lv..Derfor sørg for at snakke med ham om det få hjælp begge to så skal i nok få det bearbejdet man glemmer det aldrig men det kan lægges lidt væk..Du er meget velkomen til at skrive til min email hvis du får brug for at snakke om det ..

Den store sorg, bodilvase
Det er en stor sorg at midste sit lille ufødte barn som man allerrede elsker meget højt, Jeg har prøvet det 2 gange og havde også en dårlig læge som du( se at få skiftet). jeg vil også anbefale dig at snakke om det for det er ok at være ked af det og sur, og besøge http://www.spaedbarnsdoed.dk/ Jeg har brugt foreningen meget da jeg midstede min sidste søn
Du har min dybeste medfølse, sender dig et lille knus og håb for fremtiden.

Mistede selv en lille.. Heidi 32
Hej, jeg har først set dit indlæg nu.. Sidste sommer, blev jeg gravid planlagt, og min mave voksede sig pludselig ufattelig stor, og jeg var kun i 13. uge. Så kom dagen hvor min kæreste og jeg skulle se den lille på scanningen. Hun smurte gelèen på og kørte rundt hvor hun meget ligegyldig sagde; "Ja, du har en gravid livmoder, men der er intet foster". Jeg fattede ikke en meter, og spurgte forhåbnings fuldt; "Er det bare fordi at den er for lille til at du kan se den endnu (selvom jeg jo godt ved man kan se det fra 6.-7. uge.) "Nej, der er ikke noget barn, jeg henter lige en overlæge".. Og væk var hun..
Min verden blev knust på et split sekund, og vi fik afvide at jeg havde udhviklet en sygdom under graviditeten (MOLA), og fosteret var gået til grunde..
Jeg føler med dig, mange forstår det ikke. "Du nåede jo heldigvis ikke så langt", "Godt du har en i forvejen", og "du kan jo altså få igen" . De ting ved jeg da godt, men det gør ikke mindre ondt.. Selv idag mange måneder efter tænker jeg på det, og har nu været igennem 3 udskrabninger, og har skulle vente et år med at må blive gravid igen (pga sygdommen).. Men man må bare håbe at næste gang er lykkens gang.. Jeg ønsker dig held og lykke
Mvh Heidi, mor til Patrick 3 år