En hund er også et familimedlem, som det gør ondt at miste

En hund er også et familimedlem, som det gør ondt at miste liwu
Jeg har haft den store sorg at miste min lille hund, som jeg havde haft i 5 år, det halve af hans liv. Det var den sværeste dag i mit liv, da jeg gik den sidste tur med ham, og de næste dage, var næsten ikke til at komme igennem. Alt virker tomt og trist, han var der altid, vi havde vores vaner i døgnets 24 timer, gik kun fra ham, når der skulle købes ind, og han tog glad imod mig, når jeg vendte hjem, og væltede sig så over poserne, for det kunne jo være, der var en godbid i.
Han kom ind i min tilværelse ved en tilfældighed, havde jeg ikke været der, var han blevet aflivet, den forrige ejer kunne ikke gå med ham mere.
Om jeg skal have hund igen, ved jeg ikke, men står der en med en lille hund, vil jeg nok ikke kunne sige nej. Nogen der skal af med en lille rolig hund, der kan lide/tåle bilture, så lad mig det vide.
Sommerferien nærmer sig, måske er der en lille hund, der mangler god og kærlig pleje - hvis så hører jeg gerne her, bor i Københavns Amt - wuli@wanadoo.dk

Jeg føler med dig Anonym
Hej ja det er altid frygteligt at skulle af med sine kæledyr. Jeg har måtte aflive to hunde indenfor 3 år, men har nu, og har haft det i snart 2 en dejlig hund. Man glemmer ikke sine andre hunde, men heldigvis har de alle deres egen form for personlighed så selv om man får en ny hund vil det aldrig blive det samme.
Så vent lidt, og anskaf dig så en ny hund hvis du har mod på at starte forfra.
Mange tanker og hilsner fra Lotte

Værre at miste end familie DDD
En hund er menneskets bedste ven og det er ikke kun en floskel. Jeg føler mig tættere på min hund end nogen anden i verden, da jeg har tilbragt langt mere tid med den hver dag, end jeg gør med noget menneske. En hund lytter altid og siger dig ikke imod. En hund mærker instinktivt når du er ked af det eller er syg. En hund er som en sjæleven. Den tilgiver dig når du har haft en dårlig dag og skælder ud uden grund. Den elsker dig ubetinget. Jeg gruer selv for den dag jeg skal sige farvel til min. Jeg fik min på samme måde som du, og havde egentligt ikke i tankerne at få en hund, men kunne ikke klare tanken om at de aflivede en sund og rask og kærlig hund. Min hund er 11 år, og jeg ved hver dag er lånt tid, så jeg forsøger at nyde den sidste tid vi har sammen i fulde drag. JEg føler ueneligt meget med dit tab, og kan kun sige de ord som er en ringe trøst : " tiden heler alle sår". At anskaffe sig en ny hund er en god ide, når du er klar til det, men giv dig selv tiden til at sørge over den du har mistet. Ellers bliver den nye bare en substitut, og du vil konstant sammenligne den, med den du har mistet. Tiden vil gøre smerten mindre, og det er ikke det samme som at man glemmer. Jeg er sikker på at du vil huske din hund resten af livet, specielt fordi den har fulgt dig igennem så stor en del af dit liv. Bevar dens minde, og tænk på at den har fået fred...
Mange medfølende tanker
DDD

Jeg sørger stadig liwu
Tak til DDD for de trøstende ord. Nu her en måned efter, gør det stadig meget ondt. Den værste måned i hele mit liv, synes ikke der er nogen lyspunkter, og dog. På søndag skal jeg præsenteres for en lille hund, som skal bo her som pensionær sidste halvdel af juli. Det var en familie, som skrev til mig efter mit indlæg her.
Da jeg gik til dyrlægen, anede jeg ikke, at det var den sidste tur jeg gik, men der havde måske bare været 2-3 dage tilbage for ham. Jeg blev hos ham til det sidste, og det er jeg glad for i dag, så ved jeg det gik fredeligt og roligt til. Jeg fik så lov til at blive hos ham, så længe jeg ville. Har heldigvis en flink nabo, som jeg ringede til, så jeg kunne komme hjem, for jeg var ikke til hverken taxa eller bus.
Siden har jeg lukket mig inde, men er så småt begyndt at deltage i forskellig aktiviteter, steder hvor jeg altid kunne have hunden med. Var han ikke velkommen, så kom jeg heller ikke.
Føler mig som i et stort sort hul, og så snart "plejehunden" er rejst, vil jeg køre alt for at finde en ny hund, som sikkert vil have nogle andre egenskaber end den første. Mennesker er forskellige, og det er hunde også, og med en ny hund vil der nok ikke være tid til sammenligninger i større stil.

På vej videre DDD
Hej Liwu.
Jeg er glad for at høre at du er på vej videre. Du kæmper med det afsavn som er i din verden, og jeg synes at det var rigtigt pænt af den familie der "låner" deres hund til dig. Det udfylder i hvertfald midlertidigt dit tomrum, og gør måske overgangen lidt blidere. Jeg er glad for at du er begyndt at gå ud igen. Din hund ville jo ikke ønske for dig at dit liv går i stå. Det lyder som om at det var meget pludseligt for dig, men glæd dig over at din hund ikke har måttet lide længe og unødigt. jeg er sikker på at du nok skal komme oven på, og held og lykke med at finde en ny hund.
Mang Kærlige tanker
DDD

Der er så mange hunde, der trænger til folk som dig.. Maia
lige så sørgeligt, det er at sige farvel til sin allerbedste ven, lige så sørgeligt er det, at der sidder så mange hunde og hyler efter en "ven". Jeg købte for mange år siden en hund på et internat. En stakkel, der havde kennel-hoste og var bange for alt.
Jeg fik en kammerat for livet, der snart så verden med helt nye og tillidsfulde øjne. Det svigt hun havde lidt, fik min familie rådet bod på og hun levede 9 lykkelige år i vores varetægt. Din sorg er forståelig, men hvis du har energien og modet, så er det masser af hunde, der trænger til en som dig. Også selvom de er vanskelige eller frygtsomme. Tro mig en hund bliver aldrig for gammel til at lære nye tricks, nye mønstre. I min tid har jeg erhvervet to "brugte" hunde. Og jeg har ikke fortrudt et øjeblik. Heller ikke selvom jeg troede at der aldrig kom en som den første, så har jeg indset, at det er sandt, men de har hver deres charme, hver deres personlighed og det får en hjerte til at svulme af lykke, hver gang en ny gør fremskridt, viser tillid og kærlighed. De er nogle fantastiske dyr. Marion Dampier-Jeans fortalte mig at hunde rent faktisk kommer til det samme sted, som mennesker, og at de mødes hvis forbindelsen har været stærk. Det trøster mig noget - især fordi jeg troede jeg var vanvittig, da min gamle hund blev ved med at gå op ad trapperne óg den varme plet i sengen kunne mærkes om natten (altså der hvor hun plejede at ligge). Gør noget godt, for de der savner- internaterne bugner af uønskede kræ, som folk oftest af skilt sig af med på grund af manglnende tid eller overskud. www.dyrenes-beskyttelse.dk se under "internater" der kan du finde et udvalg af dejlige hunde...som bare mangler dig. Der bliver ingen, som den du har mistet, men så mange, der har deres egne særpræg, føelser og behov. Go on....gør noget godt, for dig selv og for hundene

Benito venter på dig! mt@direkte.org
Jeg har en lille hund - en rigtig skøde-puttehund af racen "Powder-puff" (den pelsklædte udgave af chinese crested dog), som jeg har "reddet" fra et liv i tvivlsomme slovakiske hænder.
Han er SÅ sød, meget lille (ca. 2-3 kg)med karamelfarvet halvlang pels ( der IKKE fælder!)og søde pjsuketotter ved ørerne. Han er en kærlig og genert hund, og grunden til at jeg ikke selv synes jeg vil beholde ham er, at vi i vores familie har livlige små børn, som jeg tror vil forskrække benito. Jeg drømmer om at han kan få et godt og roligt liv hos en stille og rolig person. Jeg har ikke prøvet at køre i bil med ham, men kan ikke forestille mig at det ville være et problem. -Han kræver næsten intet, men fortjener en hel masse, så hvis di vil give ham det, kan han blive din, bare kontakt mig! Jeg bor i Gentofte.

Kender det godt Anonym
jeg ved hvordan det føles, mine forældre aflivede min hund for et år siden, jeg havde haft den hund siden jeg var 2 år og jeg er nu 16...det var meget hårdt for mig at miste den, specielt fordi den var faktisk den eneste jeg stolte på, pga af at mine familie er ikke ligefrem den bedste familie, jeg kan stadig græde over at den blev aflivet, jeg sanver den virkelig....

Jeg er ovenpå - tror jeg liwu
Hejsa!

Hvior jeg forstår den unge pige, som stadig sørger et år efter.
Nu er det mere end et halvt år siden jeg var det igennem, men jeg savner ham stadig.
Har imellemtiden haft hund i pleje 14 dage, og efter tre måneder fik jeg en "ny" hund fra internat.
En 4 år gammel langhåret gravhund, som var meget krybende og gøende og meget bange for mænd.
Nu har jeg haft hende lidt over tre måneder, hun er fuldstændig forandret, hendes tidligere ejere ville ikke kunne kende hende igen.
Hun er blevet mere modig overfor mænd, gøer ikke meget mere, hun kan høre, hvem der kommer på trappen, og er det naboen er det piv og vuf.
Hun var bange for aktivitetsbolde - leger ikke - bider ikke noget i stykker - er sjældent mere end to meter væk fra mig i lejligheden, kan være alene et par timer eller mere - har hele tiden været glsd for børn og andre hunde.
Hun var ikke helt renlig om morgenen, hvor hun satte sig foran altandøren og tissede, men det var kun en ugestid, så var det ovre. Vi går altid sent aften og igen ved 8-tiden om morgenen, og det har hun fundet ud af. Fra sit tidligere hjem var hun ofte alene to timer eller mere.

Jeg har bare været heldig med to hunde, med vidt forskelligt sind, men vi har næsten lært at leve sammen. Hun forstår ikke mange ord, men det kommer nok, derimod er hun god til at finde ud af, hvad der skal foregå.

I februar skal jeg have plejehunden i 4 dage, det ser jeg frem til, så har jeg nok n hund på hver side i sofaen.

Til den unge pige: Få dig en hund så snart du kan, den vil aldrig svigte dig!