Er der håb? Eller...

Er der håb? Eller... Støtten
Hej Allesammen.

Min kone lider af depression. I snart 3 år har vores liv været "på hovedet". Efter at vi fik vores søn for 2 1/2 år siden har jeg lavet det meste i hjemmet. Hun har droppet job mm og har brugt det meste af sin tid i sengen. Hun prøver nu med et nyt job men .....Hun er stadig nede.

Hun råber en del og behandler mig som om at jeg er luft!
Jeg ved at det er en del af sygdomen men....Snart 3 år og jeg er ved at være slidt ned. Jeg gør alt for at gøre hende liv nemt, rent praktisk. Giver hende omsorg og støtte.

Hun siger at hun elsker mig men jeg ser ikke nogen gnist i vores forhold.
Vi har ikke haft sex i denne tid og jeg har svært ved at forblive optimistisk.

Hun får en masse medicin. Hvor længe bliver det ved ?

det er der vel musen
Det lyder som om din kone har fået depressionen i forbindelse med graviditeten og fødslen, er det rigtigt? Går hun i terapi?
Jeg kan forstå at det er et barsk liv for jer begge, hver på sin måde, og så endda med et lille barn. I har virkelig brug for noget hjælp.

Svar Støtten
Det er rigtigt! Vi indså tideligt at der skulle behandling til. Hun har været i behandling i omkring 1 1/2 år. Resultatet blev en masse piller som gør hende sløv og uoplagt.
Dog er det bedre end agressivitet og selvmordstanker. Og dog! hun har da tilbagefundet 40-50 % af sit "gamle"jeg.
Jeg er bange for at parterapi eller noget lignende ville give min kone tilbagefald.

Hun truer med selvmord hvis jeg nogensinde finder en anden eller forlader hende!

Er det noget vi bare må leve med?

Mon.. Musen
Mon ikke hun er fastlåst i sin "rolle". Hun har gjort sig afhængig af dig og alle de "goder" der følger med når man er deprimeret. Her tænker jeg på omsorg, og retfærdiggørelse af at hun kan være som hun har det bedst med, uden at tage hensyn ( for som du selv sige hører det med til sygdommen) Dem mister hun jo når hun bliver rask... Du må få hende til at indse at hun har brug for hjælp- eller at I har det, for at kunne fungere som en familie. 3 år er meget lang tid. I har nok talt med lægen ang. alt det medicin hun får, og hun går vel også til psykriater, når hun får medicin?
Det med selvmordstruslen, er du jo nødt til at tage alvorligt ( kender selv éen der begik selvmord da hun havde fødselsdepression). Men... det er uholdbart for dig, men også for hende at det fortsætter sådan. Det en god ide at i starter i terapi, men måske skal hun starte alene. Jeg ved ikke hvor i landet i bor, men jeg kan godt henvise til en terapeut, som jeg selv har stor tillid til. Du skriver at du er bange for at hun får det langt værre igen, hvis hun går i terapi, og det er også muligt at hun gør det en overgang.
Derfor er det så vigtigt, at i opsøger en der har stort kendskab til depressioner.
Jeg syntes du har vist så stor tålmodighed, at selv om hun er depressiv, så har du også behov og krav på at få en normal tilværelse.

Jamen! Støtten
Det er enormt svært!
Da hun har været til behandling og har fået "værktøjer" til at arbejde med, føler hun sig som "næsten rask".
Der kommer problemet! Det har været så slemt at det i dag virker som småproblemer. Så når jeg forsigtigt nævner de problemer der er ved vores forhold så får jeg historien om hvor slemt det har været og om jeg ønsker at rode op i det igen.
Så kort fortalt så får hun det værre når jeg kommer med mine ønsker og meninger - og samtidig føler hun ikke at der skal mere behandling til. (det var meget hårdt at gennemgå terapien sidst).
Det skal også lige siges at hun i denne periode fik kræft - måtte abortere (vores ellers sunde barn) og gå igennem flere operationer.
Så lykken har ikke smilet ned til os!
Selvmords truslerne tager jeg meget alvorligt. Hun har tidligere flere gange spist en masse piller som jeg måtte få hende til at kaste op.
Det er år siden men det lurer i baggrunden og jeg tror ikke at hun har talt så meget omkring dette i sin terapi!
Jeg føler nok at det eneste som kan gøre for at få hende op af stolen er hvis jeg siger at jeg må gå til Psykolog. Måske først der ser hun at jeg også eksisterer..... og på den anden side er der nok nogle ting som jeg har fortrænkt som ville være godt at få ud?
Ved det ikke?

JA... musen
Det tror jeg helt sikkert er en god ide. Det samme jeg gør, selv om mine problemer er "pebernødder" i forhold til dine. Jeg forstår at hun/I har været en svær tid igennem, og det er nok så forskelligt hvordan man takler det, og kommer igennem det. Ved at fortælle hende, at du selv har brug for hjælp, kunne det være at hun pludselig blev klar over at du også har været igennem en svær tid, og måske får hun øjnene op for ( det lyder nok lidt barskt ) at der er andre end hende der lider. Og du vil helt sikkert få gavn af det..

Tak! Støtten
Tak Musen!

Dine ledetråde og komentar har fortalt mig at jeg ikke er helt gået fra forstanden!!!
Fra at tanken med at jeg skulle til behandling blev startet, Er jeg blevet mere og mere sikker på at jeg SKAL tale med nogen om dette! Jeg har stort set ikke talt med nogen om dette i alle årene. Had, fortvivlelse, skuffelser og fustrationer har bygget sig op.
Jeg er så ikke helt sikke på hvor jeg er på vej til.
Men denne beslutning burde få mig til at se igennem tidligere problemer og komme videre, med eller uden min kone!

Jeg har for nogle år siden talt med en "åndelig" kvinde som var utrolig sød og forstående. Hun er der desværre ikke mere så hvad er bedst?
Psykiater, psykolog eller en anden?

til støtten Musen
Hej.
Jeg ville vælge en alternativ terapeut. Du har tidligere talt med en "åndelig" kvinde, og der findes jo et utal af terapeuter, så det er med at finde én du kan have tillid til. Det mærker man ofte ved første møde. Jeg fik anbefalet en, og gik ind på nettet på hendes hjemmeside, og på den måde fandt jeg én som jeg mener netop kan hjælpe mig- og jeg har det lidt som dig, bare i langt mildere grad. Jeg genkender når du taler om frustration og fortvivelse, og så har jeg en snert af vrede over at blive svigtet og såret (også selvom jeg forstår årsagen). Det en den slags følelser jeg tror det er vigtigt at få talt igennem, før det ødelægger én selv.
Jeg kan jo godt anbefale dig nogle, der er i Jylland???

Anbefalinger? Støtten
Hej
Det er rigtigt, man bliver ædt op indefra...Jeg bor på Sjælland, så hvis du skulle kende nogen der kender nogen der...
Elers finder nok en via nettet.

Tak!

ja, gør det... musen
Jeg kender desværre ikke nogen terapeuter på Sjælland. Jeg tror det er en fordel at finde én som ikke bare har kendskab til depressioner, men som måske også har prøvet det på sin egen krop. For at kunne hjælpe dig, tror jeg han/hun har en mere dyb forståelse for dine problemer, sådan har jeg oplevet det. I sidste uge stødte jeg tilfældigt på en links til én terapeut på Sjælland. Desværre kan jeg ikke huske hvad hun hedder. På hendes hjemmeside var der et billede af hende på stranden. Måske kommer jeg i tanke om hendes navn, ellers findes der jo så mange, men hun var én jeg selv ville have opsøgt, hvis hun boede her i nærheden.

her er det... musen
Jeg stødte igen på det link jeg skrev om sidst, måske er det noget for dig. Det er jo en tillidssag når man vil indvie en fremmed i sit følelsesliv... web adr.: www.nordstjernen.nu