Er dette for gammeldags?

Er dette for gammeldags? sostrata
Jeg har mødt en pige der ikke længere er helt ny.
Det er et årstid år siden nu.
Der gik lang tid før jeg forstod betydningen og rækkevidden af vores møde. Der var ingen særlig eksplosiv kraft der fik mig til at tabe mælet på noget tidspunkt.
Der var denne afstandsfremmende interesseløshed over hendes væsen, den langsommelige form for aktiv handlekraft, begge dele personlighedstræk der ikke gjorde det store indtryk på mig. Hun gav endvidere udtryk for en grundlæggende utilnærmelighed og et lidt sky væsen.
Til trods for disse negative sider, blev jeg langsomt mere optaget af hendes væremåde. På et tidspunkt gik det op for mig at hun på sin egen rolige facon havde fået sneget sig ind under huden, og videre til mit hjerte. I min bevidsthed fik hendes tilstedeværelse en stadigt voksende betydning.
Dette forløb udviklede sig over en periode, hvor det langsomt gik op for mig at jeg var faldet for hende, og det fik mig til at sande at kærligheden var den kraft, der lukkede op for en udviddet oplevelse af altings enhed og orden, som var planeterne sat i universet i en helt forudsigelig orden af en omsorgsfuld og alvidende hånd.
Hun var brudt igennem mit panser, på et tidspunkt hvor det ikke var indstillet på at hun gennemtrænge det.
Hvordan skal jeg få hende overtalt til at indgå i handlingsforløb der sker efter mine udkast og ideer. Jeg mener det skal være dette min energi retter sig mod at finde ud af, da hun som sagt ikke selv er særlig handlingsorienteret. Det kan virke lidt gammeldags med denne passive holdning fra hendes side. Kan det mon være på grund af hendes forelskelse i mig, eller er det et personlighedstræk hos hende? Ja, jeg ved det ikke endnu.
Men nu må det snart være, ellers går jeg til i en følelse af ikke at være min egen mandigheds foretagsomme formidler.
Hun har forblændet mit udsyn og mit overblik.
Der skal handles nu snart, for ikke at få begivenhedernes gang fastnaglet af ligegyldige forstyrrelser.
Jeg oplever det er mig der giver hende motivationen og ønsket om, at få lov til at gengælde min kærlighed.
Når/hvis hun dukker op, skyldes det alene, at hun ikke længere kan udsætte vores første nære møde.

Kære sostrate taenksomq
Jeg aner det virkelig ikke. Måske er hun forelsket i dig, måske ikke. Der synes ikke at være noget konkret tegn på hverken det ene eller det andet i din beskrivelse af hendes opførsel.

Du må selv finde ud af det ved at handle. Prøv eks. at inviter hende ud. Hvis hun ikke vil, så vil hun ikke, og så er den jo ikke længere.

Stop skyggespillet og grubleriet og bag lidt på hende, så finder du ud af, om hun er interesseret i dig. Hvis du ikke vover pelsen, finder du jo ikke ud af det. ;-) Kom bare igang, du!

stille overtalelse h.olsen
Jeg Kunne godt passe på din beskrivelse. Jeg har oplevet at blive meget forelsket og den følelses oplevelse kan være temmelig skræmmende, det var den ihvertfald for mig. Jeg kunne ikke finde hoved eller hale i mig selv, eller min ønsker, så jeg stak halene mellem benene og komme med nogle, nok for andre temmelig tåbelig undskyldninger og kom i processen vist nok til at såre den unge mand, hvilket ikke var min hensigt. Så hvis den unge dame minder om mig er mit råd til dig en stille overtalelse og overbevisning, store armbevægelser kan virke temmelig skræmmende når man allerede har mistet balancen og bare håber på en redningskrans.

Held og lykke

Helene

Min søde veninde sostrata
Tak for svarene!
Jeg er ikke så meget i tvivl om hendes kærlighed, den har hun bevist.
Jeg tror også tingene skal gå deres gang i et stille og roligt tempo, og jeg har også givet udtryk for min kærlighed til hende.
Det var alligevel rart at få en bekræftelse på, at jeg ikke er på det helt forkerte spor i mit forsøg på at komme tættere på hende.

Jamen.. Den stygge forfører af usel...
så se da at komme i omdrejninger, hvad venter du på?