første dag

første dag Anonym
Første dag. Nedturen er begyndt. Der har været opsejling et stykke tid, men nu er den der sgu. Som så mange gange før isner det koldt ned af ryggen. Halvandet år i helvede. Det er frygteligt. Bliver nødt til at fortælle det til nogen.
Handlingslammelse, sure tanker, ensomhed og angst. Panik. Præstationen idag har været at holde mig vågen i stedet for at gå i seng og sove hele dagen, og så natteravne hele natten. Men intet holder. Dæmonen sætter sin fede røv på ens sind og man kommer ikke ud af stedet med nogetsomhelst. Det er levende død. Skal snakke med psykiateren igen. Men han er hård. Han er ligeglad med om jeg vralter rundt som rystende stenet vrag af bivirkninger, hvor hele ideen med piller kommer ud på eet, det er lige hæsligt. Han er faktisk ligeglad. Hvis man vil have den hjælp der tilbydes, så må man berede sig på at sælge sin sjæl og sin egen selvopholdelse, ens krop bliver psykiaterens egendom og han hælder de kemikalier i han har lyst til. Ellers kan man jo bare skride. Jeg håber på at denne gang bliver lidt mere samarbejde en tidligere.
Første dag. Skulle vaske cykel, så jeg kan få den repareret, men orker ingenting. Det er noget lort for jeg elsker at cykle. Men jeg orker ingenting. Fjerneren kører konstant, betragtet af angste øjne, der savner verden, men ikke kan være med. Dagen er ved at være gået, lyset falmer og panikken breder sig med jævne mellemrum på huden, tanken om i morgen, hvor dæmonen griner sit hæslige grin i al sin grelhed og tygger een i struben. Igen har jeg haft en foregående periode med hidsighed og surhed, så omverden holder sig væk fra mig og jeg fra den. Nu skruer knappen over på overlevelse og dermed er der ikke plads til fine fornemmelser. Dem jeg før rakkede ned i mit raseri, må jeg nu krybe tilbage til og bede om hjælp. Og selv om jeg bor på et dertil indrettet pensionat, så er de alligevel ret uforstående. Hvem fatter en depression, der ikke selv har prøvet det?. Ingen. Selvmedlidenheden skyller ind over, som svalende brise og dækker lidt af udsigten til den grufulde sorg nedenunder, over tabet af sig selv og sit liv. Sikke noget lort. Tilbage står nu at finde nogen der kan assistere lidt i overlevelsen, sparke een i bad og hjælpe med vasketøjet. Man må afvikle alle igangværende projekter så hurtigt som muligt, inden handlingslammelsen for alvor slukker for strømmen. Tilbage i møllen. Tilbage i møllen af forsøgskanin for kemikalier der ikke virker og psykiaterens stigende irritation over samme. Helvede på jord er oprinden.
Første dag. Halvandet år tilbage.
Tak for nu.

Anden dag Psykiateren (igen)
Det var et lamt indlæg, som var designet til at få medlidenhed.

Så er man jo idiot - hvis man gør sådan noget
Det behøver da ikke forklares nærmere...

Føj for helvede ./Soulwox
Jeg syntes du skulle forlade dette forum, du har tydeligvis ingen forståelser for andre menneskers følelser.

Han er istand til at give en dyb og malerisk beskrivelse af hvordan hans depression langsomt ødelægger ham - og så tillader du dig at kalde ham idiot? Føj for fanden du skulle skamme dig!

./Soulwox

aldrig prøvet det bare mig
Du skriver : Hvem fatter depression, der ikke selv har prøvet det. Nej du har ret... det er svært at fatte, men alligevel forståeligt. Jeg, som aldrig har haft en rigtig depression, blot prøvet at være dybt nedtrykt, også uden påviselig grund, kan jo ikke sætte mig ind i selve følelsen af at alt der før var væsentligt nu er fuldstændigt ligegyldigt, at smerten er lettere at rumme end lykken.

Men som du ikke kan sætte dig ind i hvordan nogen der fek.s har mistet et barn - uden selv at have prøvet det - så kan du vel godt forstå hvor forfærdelig en følelse det må være.

Jeg har selv en søn med depression - jeg føler med ham - jeg forstår ham - men nej, jeg fatter ikke... jeg fatter ikke hvorfor han skal have det sådan.

Og så ? ? ? Den erfarne
Hvis du ikke vil krænge dig ud til en psykiater eller lign. Hvorfor gør du det så ?
Du har en menining? og holdning ? Brug den da...!!!

Ingen læge beder om, at du skal fortælle dit eller dat, ingen læge skriver ej heller kemikalier ud..... medmindre du selv har bedt om, at der må en læge til, for at løse dine problemer.
Hvorfor er du kommet i den situation ?

Hvis du nu er stærk nok ? Så gør da noget ved det ... Ta dit eget liv i hånden og lev det som du mener det skal leves.

Ta` det ikke så tungt ´Den erfarne´
Hvis du ikke har lyst til at tale med psykiatere...så lad vær`du har selv ret til, at til - eller fravælge læger eller piller.

Som jeg læser dit brev har du selv valgt at få hjælp via disse tidligere ? Men hvis du atter føler dig stærk nok til at klare dige selv ...så syntes jeg du skulle prøve ?
Hvis det kan trøste dig så føler du sort set helt normalt og ligesådan som de fleste af os...At vaskle cykel og sørge for at den bliver repareret...er den første store slemme ting. Men det fortsætter...

Så kommer chefens kvav.... om dine kunskaber er nok ? Konens krav til dig som partner , børn,skattevæsnets breve, rentesatser, hvordan er din pension forvaltet, ejer du dit hus eller overvejer du ?
Du ser et gråt hår,sønnen er taget med hash,i den indiske told, din datter chatter på internet med nogen ,du mistænker for mafiavirksomhed, du bliver fyret , din kone ser en anden...du må bevise for hende at det er hos dig hun skal bo, du får en rørskade i dit ellers ny badeværelse...30.000, kommunen siger at din grund er olieforurenet...= faldet i vcærdi...

For at få et nyt job skal du atter på skolebænken ???? ...du går ned i indtjening, Faktisk føles det som om at du i en alder af 40-55 ikke kan klare EN SKID....
Så vælg bare livet fra allerede nu ..........håber du klare skærene som os andre ?

Første dag reply Anonym
Jo, jo, jo. Det handler jo ikke om hvem der er gået mest på røven i sit liv, hvem der har ,,opnået,, mest smerte. Det handler måske mere om håbløsheden og bitterheden. Og hvad skal man så med den?. Jeg havde bare brug for at lukke den ud. Jeg er selv omkring 40 og har været indlagt talrige gange. Prøvet talrigt medicin, først med håb, siden tvunget igennem af psykiatere, med trussel om udskrivning til gaden, hvis ikke. Efter 30 slags piller gav de op og endeligt indrømmede at de sgu nok ikke kunne gøre så meget for mig!. Jeg har ingen hus og børn eller noget at leve op til, ingen uddannelse, kun denne handlingslammelse som har smadret mit liv totalt. Der skal en hvis overlevelsesevne, evnen til at klare sig selv, til at sige nej til behandling. Det er ikke så nemt i praksis. Ny psykiater- dermed ny forsøgskanin. Hele tiden umyndiggjort, hele tiden denne forestilling om at dette er hvad jeg ville vælge hvis jeg havde mulighed for frie valg. Men jeg har ikke frie valg. Men jeg har da overlevet. Uslet mig igennem, hørt om andre menneskers liv, jeg gerne ville have levet lidt ligesom. Jeg er ikke ualmindelig overhovedet, det ved jeg. Det hjælper bare ikke en skid. Sidder fast i psykiatriens bund. Har prøvet alt hvad fikse mennesker kan forestille sig. Er for svag. Har ingen nosser, kald det hvad du vil. Jeg fatter bare ikke hvorfor det skal være sådan. Det er som om det sted hvor viljestyrke kommer fra, er ude af drift. Man kan ikke diskutere med en depression, den har ubetinget magten. De sidste par dage har jeg været stolt af at jeg overhovedet stod op af sengen.

Jeg vil sige tak for indlægene her, jeg takker også den danske befolkning for at gide betale for tag over mit hoved og mad i munden. Dog mener jeg at indsatsen i psykiatrien er dårlig. Aldrig har skatteyderne betalt så meget for så lidt. Gammeldags pillefikseret, formyndende og nedladende psykiatri, er hvad vi har. Jeg har fulgt talrige medpatienter om hvis behandling jeg kunne sige at nogle piller hjælper kortvarigt, men mest er det tiden der læger. At psykiatrien selv har så travlt med at reklamere med dens landvindinger, hånd i hånd med medicinalindustriens griske ansigt, men reelt er det en meget ung videnskab og man kan faktisk ikke ret meget og ikke særligt godt. Jeg ved det vil støde nogen, men det er min oplevelse. Tilbage står at kravle gennem dette liv, usselt om det må være. Skuffe alle dem omkring een, der ikke fatter en dyt og ender med at klandre een for eens sygdom. At stå på sidelinien og næsten ikke kunne holde ud af se glæden i andres øjne. Jeg kan blive misundelig på folk der har virkelige problemer. Tænk at kunne kæmpe sig gennem modstand. At fighte og at vinde. At bløde, men blive stædig. Jeg har forsøgt hele mit liv, men indtil nu er det generelt gået tilbage. Fortsætter det sådan, så ender jeg langsomt som grøntsag.
Så hvad er det jeg vil sige??. Sur røv?
Jeg ville vel bare ud med det...

vend bøtten indoory
hejsa,
Jeg kender en der led af uhelbredelig arvelig depression.

Hendes søster og alle andre i familien begik selvmord, da de ikke mere kunne klare det.
MEN ikke hende her !
Hun valgte at leve i den tid hun gjorde det. Hun tog hver dag uden depression som en gave, hvor hun satte alle mulige sjove/sære ting igang. Hun havde en kæmpe vennekreds, for hun var en dejlig pige, når hun ikke var "nede", og de venner hjalp så så meget de orkede når hun gik ned.
Hun valgte psykiatere fra, og klarede sig igennem de svære perioder med piller, velvidende at hun kom "op" igen.

Jeg tror at prøver at sige, LEV dog dit liv - brug tid på at gøre de ting du vil/kan/har lyst til, i de perioder du kan det. Det gør det lidt lettere at finde nogen, der har energien til at hjælpe i de svære perioder, så du kommer lettere igennem.

Kvinden her tog sit eget liv efter 48 år, så havde sygdommen taget for meget over, og hun orkede ikke mere at kæmpe - men hvis hun ikke havde kæmpet, så havde hendes liv været nytteløst!

knus....... håber du klarer dig igennem med lidt lysere tanker *s*

indoory

Debatindlæg skal overholde SOL.dk's regler for SOL debat. cstine
chikane eller mobning af enkeltpersoner er ikke tilladt og vil blive slettet.
Lad os holde debatten i en ordentlig tone. :-)