Farvel til min bedste ven

Farvel til min bedste ven SAT
Jeg fik det afvide for halvanden uge siden, samme dag som dit liv endte. Jeg troede ikke på det. Jeg så dig for en uge siden, du så så fredfyldt ud, som om du sov. Jeg kunne stadig ikke tro det. jeg var med til at begrave dig i onsdags. Så kisten, blomsterne, billederne, og alle de mange sørgende mennesker. Jeg ville gerne have sagt mit farvel mens jeg kunne, jeg havde muligheden i kappellet og jeg havde muligheden ved din begravelse, men min mund var tør og jeg kunne ikke komme på ord.

Du er væk og det er bare så mærkeligt. Du er den jeg mindst i verden havde regnet med at miste. Som du husker mistede jeg Morten for 3 år siden, og jeg håbede at jeg aldrig mere skulle opleve den smerte man oplever når man mister en nær ven. Men livet havde andre planer, og nu har jeg mistet dig, den aller bedste ven en pige kunne ønske sig. Du var der altid for mig uanset hvad, og du ville have givet mig, og alle andre du holdt af, din bare røv hvis vi havde spurgt.

Du var det bedste menneske jeg kendte og jeg vil altid mindes dig med et smil på læben, for ingen var eller er som dig. Du var skøn en ægte diva!

Jeg vil savne dig hver eneste dag resten af mit lange liv, men der vil komme begivenheder hvor savnet vil være størst, som når feks. den dag jeg skal giftes kommer, du skulle jo have klaret alle detaljerne for mig. Du skulle have valgt invitationer, fest lokale, mad, kjole, det hele. Jeg kommer aldrig igennem det uden dig. Eller når jeg engang får mit første barn og du stolt ville fortælle alle at nu var du blevet onkel. Jeg havde regnet med at du var der til de ting!

Din mor fortalte mig at dit navn betyder "længe leve" hvorefter at hun konstaterede med tåre i øjnene at det gjorde du ikke. Du blev kun 22, en fuldstændig urimelig ung alder. Men de bedste rejser fra os først, og du vil leve længe, i mit, og i alle andres der kendte dig, hjerte.

Husk at se ned til os engang i mellem, specielt ved store begivenheder hvor du vil blive savnet lige det mere.

Og husk alle de gode stunder vi havde sammen og alle de mærkelige ting vi har lavet sammen.

Jeg husker.

Jeg elsker dig skat hvorend du er!

Medfølelse Anonym
Jeg kunne ikke undgå at blive rørt, da jeg læste dit indlæg. Jeg vil undlade at begynde på noget med, at jeg ved, hvordan du har det. Selvfølgelig gør jeg ikke det.
Jeg håber dog, du klarer skærene og kommer videre, selvom det ser sort ud lige nu.

Kærlig hilsen Ace

livets gang anonym
mere er der vel ikke at sige?

jeg føler virkelig med dig. Anonym
Jeg føler virkelig med dig for jeg kender godt smerten har selv midstet begge mine forældre, min mor for 10 år siden (som 15 årig) og imorgen er det et år siden min far døede af kræft. Jeg indrømmer gerne at jeg græd da jeg læste dit indlæg! jeg håber at du har en god omgangskreds som støtter dig og som du kan tale med, græde ud hos og som bare lytter når du har brug for det.

Håber du klare dig igennem dit tab.

knuz

Det er forkert..! mette.skov
At skrive at jeg ved hvordan du har det, ville være forkert.. Jeg ved det ikk, men jeg ved hvordan det er at miste en ven.. Jeg begravede min x-kæreste i november sidste år, kun 18 år gammel.. De mente at det var selvmord, men det blev aldrig opklaret..
Selvom jeg ved at det er den vej vi alle ska på et eller andet tidspunkt, så forstår jeg ikk meningen med at nogen ska dø i så ung en alder.. De har hele livet foran sig, men det bliver taget fra dem..

Jeg håber at du på et tidspunkt kommer ovenpå igen.. Der er altid sol efter regnen og lys for enden af tunnelen.. Du har hermed min dybeste medfølelse.. Stort kram til dig..

Knuz Mette

Smukt! maia
Sikke dog et smukt og dejligt brev til en kær afdød. Jeg er sikker på, at din ven har læst med over skulderen og har smilet over minderne og de smukke ord.

Hvem ville ikke gerne huskes sådan?

Livet må gå videre nfha
Ligeså dejlig og smuk en fødsel kan være, ligeså så frygtelig og rædselsfuld kan Død være. Specielt når den indtræder alt, alt for tidligt. Men det er det eneste Vi mennesker er 100% sikre på at opleve.
Man må videre med Livet.
Døden kommer til Os alle.
Vi må lære at leve med Døden ligesom med Livet.

Føler med dig! Decibell
Mistede selv min far for knap en måned siden og har desuden stået i din situation, da en kammerat begik selvmord for år tilbage, fordi han var uhelbredeligt syg og ikke kunne holde smerterne og forfaldet ud længere.

Der er ikke nogen retfærdighed til, tænker man, for det var slet ikke deres tid og hvordan skal man dog undvære dem i sit liv? Men måske er der en mening med tingene alligevel? For når vi i en ung alder mister nogen, så påvirker det os måske endda dybere, end hvis vi var midaldrende eller gamle, og det omformer på en måde vores karakter og måde at se livet på, så vi bliver til andre - og forhåbentlig bedre mennesker - der værdsætter livet mere, nu vi har set, hvor let det kan forgå.

Måske vrøvler jeg, men jeg har af åbenlyse grunde tænkt meget over liv og død den sidste tid, og filosoferet en hel del over hvordan jeg mon var blevet, hvis jeg ikke havde prøvet at miste nogen dengang (og nu).

På en eller anden mærkelig facon føler jeg, at min far våger over mig, så mon ikke også din bedste ven stadig er der hos dig og oplever alt, du tænker, siger og skriver. Det håber jeg, for så er skellet mellem de døde og os efterlevende i sorg måske ikke så stort og uoverskueligt endda?

Mange tanker og knus

Decibell

Mange tak SAT
Egentlig var mit brev bare for at få det ud af systemet lige der, jeg havde ikke regnet med at der ville komme "svar".

Så jeg takker af hele mit hjerte Jer der har skrevet.

Til Jer der ikke ville sige at I vidste hvordan jeg har det, men skrev alligevel, tak. I ved måske ikke hvordan jeg har da fordi I ikke har prøvet at miste, men alligevel følte i min sorg og sendte varme tanker, verden er måske ikke så ondt et sted?

Til alle Jer der selv har mistet, tak for Jeres tanker og Jeres "råd". I har mine varmeste tanker hos Jer, og jeg håber at tiden vil hele nogle af de sår I har fået. Jeg ved godt at det aldrig går helt væk, for det er som sagt tidligere ikke første gang jeg mister.

Jeg håber det bedste for Jer alle fremover.

Igen tak.

Fik AT VIDE, "dumpap"! Anonym
Der er udmærkede dansk-kurser for begyndere på de forskellige VUC'er har jeg hørt :o/

DIN UFØLSOMME TANKELØSE IDIOT!!! Life Reversed
Når man skriver noget så smukt er det sgu da klart at det er svært at gå op i noget i den situation så UVÆSENTLIGT, UVIGTIGT, OG ALDELES BETYDNINGSLØST SOM KORREKT SYNTAX.

Følelserne sidder jo helt uden på huden...

Det er helheden der betyder noget, fatter du det???

Hvis ikke synes jeg du skulle ta et sensitivitets kursus

Hej SAT SSi
Hej Sat.

Jeg arbejder på ungdomsprogrammet "Rundfunk" på TV2. Jeg skriver til dig, fordi jeg har læst dit brev. Jeg er meget interesseret i at tale med dig, da jeg ønsker at sætte fokus på de pårørende. Jeg vil gerne høre lidt om. hvordan det er at stå tilbage, når ens ven er død.

Jeg håber MEGET at hre fra dig, hurtigst muligt.

Mange hilsner

Stine / Rundfunk

Tlf: 40 92 46 44
Mail: ssi@koncern.dk

mistet en ven Idi
Hvorfor er livet så uretfærdigt? Jeg mistede en rigtig god ven gennem hele mit liv for 3 måneder siden. Jeg har siden da fundet ud af hvor skrøbeligt livet er. I dag kan jeg slet ikke holde ud at se en motorcykel, prøve noget vildt osv. Jeg fandt hurtigt ud af hvor meget han betød for mig og næsten hver aften ligger jeg og græder mig i søvn. Jeg kan ikke finde en måde at komme videre på. Heldigvis har jeg en masse skønne veninder der hjælper mig. Ville ikke have klaret det uden dem. Hvordan kommer du videre?