fik ikke sagt farvel

fik ikke sagt farvel kamillatoftwiborg
for næste 5 år siden mistede jeg min far, han døde af kræft efter et meget kort sygdomsforløb.
min forældre havde været skilt siden jeg var ganske lille. jeg så min far 2-4 gange om året da han var fisker og ikke var så tit hjemme. han forkælede min storebror og mig voldsomt når vi enlig var sammen. han var en fantastik far som virkelig ville gå igennem ild og vand for min bror og jeg.
i de sidste 3 år inden at min far døde så jeg ham ikke så meget da jeg var på efterskole.

jeg kan stadig huske den dag hvor min mor kaldte på min bror og mig for at fortælle hvad der var sket. min mor bedte os om at sætte os ned , min mor var på randen til gråd så vi viste at der var noget meget alvorligt i vejen for min mor er normalt en iskold kvinde som ikke viser hendes følelser.
jeg husker at alt omkring mig blev sløret og ordene der kom ud af min mors mund var ikke til at tyde. verden gik simpelhen i stå i det minut selv min krop gik i stå , kunne ikke få den til at reagere. sådan var det i ca 10 minutter før tårene strømmede ud .
mine følelser var blandet fuldstændig sammen jeg havde en masser had men også sorg. men det eneste jeg kunne tænke hvorfor tage af sted uden at sige farvel.....?
sådan havde jeg det lige ind til at en af min mors gamle kollegaer fortalte at min far havde bedt om at se os da han godt vidste at han ikke havde langt igen. men min faster havde forbudt ham at ringe til os. og da min far på det tidspunkt var så svag at han ikke selv kunne ring blev det jo aldrig gjordt.
jeg står nu her 5år efter og har en følelse af at være forladt fordi jeg ikke fik sagt farvel.
jeg vil gerne høre fra andre der måske har været udsat for noget af det samme.
knus kamilla

sagt farvel Anonym
Føler med dig Patter.Jeg skal kun 2 år tilbage da jeg mistede min far, jeg egentlig ikke havde et godt forhold til.Det var vi begge lige gode om,men nok om det,jeg hader hospitaler,og det var der han var den sidste uge.Jeg gik fuldstændig op i limningen; synet af Min far der,med slanger skidt og lort.Desværre, kan jeg sige idag,jeg fik ikke "rigtig" sagt farvel til ham.Men idag og af andre årsager,prøver jeg at arbejde med det og tilgive mig selv,..og når vi kan tilgive os selv,tror jeg også min far vil,og du får også få sagt farvel!
Held & lykke !!!

man føler sig nok altid forladt susannenif
Hej Patter. Jeg føler med dig og ved af erfaring, at disse oplevelser kan være svære at komme over.
For 9 måneder siden mistede jeg selv min mor. Hun var meget syg af cancer igennem 1 1/2 år. Det var meget hårdt at se hende sygne hen og skrumpe ind.Min mor boede alene i københavn og jeg selv bor ca 70 km derfra. Hver anden dag tog jeg ind til hende efter arbejde, for jeg kunne ikke klare tanken om at hun lå der alene og vidste at hun skulle dø. Da jeg samtidig er alene med mine børn, var det meget belastende at skulle ind til hende flere gange om ugen, men jeg valgte at satse alt den tid jeg kunne sammen med hende, da vi begge vidste at hun skulle dø. Mine børn måtte jeg så samle op på senere.
Igennem hele min mors sygdom, talte vi meget åbent om hendes forestående død, - hvordan det mon var når det nåede så vidt. Hvad vi hver i sær troede på i forbindelse med døden og bagefter. Min mor og jeg planlagde hendes begravelse i detaljer, hun bestemte selv hvad der skulle spilles og hvad hun skulle have på.
Et par dage før hun døde ( på et hospies på frederiksberg), sagde hun til mig, at hvis der var noget jeg synes hun skulle have gjort anderledes, så skulle jeg sige det nu. Det var meget følelsesladet og vi græd begge to. Vi aftalte, at hvis hun på nogen måde ville være i stand til at opsøge mig bagefter, så skulle hun gøre det.
Jeg sad hos hende da hun døde, og det var så anderledes end jeg havde regnet med. Jeg kunne tale med hende hele den dag hun døde. Hun sov meget men vågnede jævnligt op og vi talte om hvad hun drømte.
Sidst på aftenen var jeg gået ud for at ryge en smøg, da en sygeplejerske kaldte på mig og sagde at jeg skulle komme ind til min mor nu. Hun sad op i sengen og sagde til mig at hun var bange for at jeg var kørt hjem. Jeg forsikrede hende om at jeg ville blive der, - kyssede hende og strøg hende over håret, mens ejg sagde til hende, at det var ok at lukke øjnene nu. Hun begyndte at hive efter vejret og jeg glemmer det aldrig. Hun døde indenfor de næste 10 min.
Jeg fik taget alt den afsked jeg overhovedet kunne med min mor, - og havde egentlig også været godt forberedt og aligevel er der noget jeg synes jeg skulle have gjordt anderledes.
Hver dag der er gået har jeg ventet på et tegn fra hende på at hun er tilstede for mig, men der er ikke noget - og jeg føler mig også forladt.
Jeg gav mig til at skrive breve til min mor her på min pc, og det hjalp mig rigtigt meget. Jeg fik luft for alle mine tanker om hende og hendes død - og hvorfor hun ikke kommer som vi aftalte.
Jeg kan anbefale dig at skrive breve til din far, det er en rigtig god måde at få bearbejdet sine følelser på.
Jeg håber for dig, at du vil tage imod mit råd og afprøve det, - og jeg vil meget gerne høre fra dig igen.
Varme tanker til dig fra mig

www.ungeogsorg.dk anonym
Prøv at tage kontakt til www.ungeogsorg.dk. Der er rigtig mange derude som har det præcis som dig! incl mig selv.. og hvis man ikke selv gør noget for at få bare lidt orden på det følelseskaos du taler om, så vil det forfølge én resten af livet.. Det var nær ved at koste mig mit studium og mit forhold fordi jeg intet kunne få til at fungere. Sorgen og smerten havde efter 5 år indhentet mig og FORLANGTE at jeg tog stilling i stedet for at undertrykke alle de følelser jeg havde i forbindelse med min fars død.

Knus fra lille-pigen

Gisp .. Jasmin
Dit indlæg gjorde virkelig indtryk på mig ..
D er så fyldt med følelser og sorg ..
Jeg bliver helt ked af d, når jeg læser d ..
Men alligevel lidt glad, for når du har sagt forvel til din mor på den måde - så må du virkelig være stærk !
Jeg tror ikke at jeg kunne se min mor dø ..
Og da slet ikke tale med hende om d ..
Jeg holder så meget af hende, at jeg frygter at jeg bryder fuldstændig sammen, når hendes tid er kommet ..
Jeg synes at du har gjort hvad der stod i din magt, i forhold til din mors død - og d beundrer jeg meget ..
Held og lykke fremover :)

Til "patter" liwu
Jeg synes, du skal bruge det gode råd, der kom med at skrive til din far. Jeg ved det har hjulpet mange, at skrive sig ud af problemerne.

Til Jasmin susannenif
Kære Jasmin.
Tak for dit søde svar.
Jeg forstår godt det du siger med at kunne se sin mor dø.- og jeg vil nu fortælle dig noget som måske kan berolige dig en lille smule. :
Jeg har hele mit liv været utrolig bange for døden, - så bange at jeg i mine meget unge år led voldsomt af angstanfald.
som de fleste andre mennesker, har jeg også altid været bange for at jeg en dag skulle få cancer og dø af dette, - og jeg havde slet ikke forestillet mig at jeg nogensinde skulle komme til at tale med et andet menneske om deres egen død, og da slet ikke min egen mor.
For 3 år siden døde min moster af æggestok cancer ( den mest snigende kræftform vi har, da den ingen symtomer giver før det er for sent). Året efter døde min far af levercancer og nogenlunde samtidig blev min anden mosters datter oppereret for bryst kraft ( som er nært beslægtet med æggestok cancer).
Da min mor så bliver syg og vi får af vide, at det er æggestok cancer, ved vi jo begge to godt, at min mor nok også dør af det, - og vi kender oven i købet hele sygdomsforløbet.
Min mor havde behov for at tale med nogen om sin sygdom og smerter og kemobehandlinger. Ingen ville tilsyneladende høre på det, for de fleste mennesker er bange for at tale om det, og ved heller ikke hvad de skal sige til den syge. De er bange for at sige sandheden og føler at de skal prøve at få den syge til at tro på at det nok går væk.
Min mor var ikke bange for at dø, - jeg tror nærmest hun ønskede at dø efter at hun blev alene. Hun var kun bange for smerter.
Jeg besluttede at hun ikke skulle bære denne angst inde i sig selv, og derfor sagde jeg til hende, at jeg ikke kunne helbrede hende, men at jeg kunne være der for hende og dele angsten og usikkerheden sammen med hende. Hun kunne tale med mig om det, alt hvad hun ville og det gjorde hun så.
Hurtigt fandt jeg ud af, at det også hjalp mig at tale åbent om det. Jeg vidste med mig selv, at det var vigtigt for mig, at min mors begravelse blev som hun selv ønskede den, sådan at jeg ikke skulle plages af disse tanker bagefter. Det var også vigtigt for mig at få styr på hvad min mor troede på i forbindelse med død og evt. opstandelse - og jeg tror at jeg på denne måde fik bearbejdet en meget stor del af min egen angst for døden.
Samtidig blev jeg rådet til at lade mig genetisk teste, fordi æggestok canser er meget arveligt - og derved blev jeg tvunget til at forholde mig til min egen død.
Efter at have fulgt min mors sygdom og død, er cancer og døden ikke mere noget svævende og ukendt for mig, og det har gjordt at jeg ikke mere er så bange for det. Jeg er nu i gang med gen-testen og har ikke fået svaret endnu. Jeg er dog ikke ved at dø af skræk over det, da jeg tror jeg har indstillet mig på, at jeg nok bærer genet og dermed også kommer til at dø af dette. Det kan jeg godt leve med, når blot jeg må blive så gammel, at mine børn er blevet voksne før jeg dør.
Skulle det vise sig, at jeg har genet, må jeg tage imod den forebyggende behandling som de tilbyder mig, - nemlig at få fjernet begge æggestokke og bryster, og så ellers alle de undersøgelser som jeg kan få.
Der skete noget fantastisk med mig, nemlig at jeg mistede min angst for døden, ved at blive tvunget til at forholde mig til den, - og det siger mig, at vi skal tale meget mere om den, for at den kan blive gjort til noget naturligt i livet.
Held og lykke med livet til dig.