Flytte eller ej???

Flytte eller ej??? tiguaren
Min mor har fortalt mig, at hun har set på en (ganske fantastisk) lejlighed i samme by, hvor jeg bor nu. Det er anden gang i mine teenage-år, vi skal flytte, men denne gang forlader vi mit barndomsområde fuldstændigt, og vi forlader min stedfar (der ikke er spor ond).

Hun vil MEGET gerne flytte, men bliver sammen med min stedfar for os børns skyld. Jeg fik det at vide pr. SMS, da jeg ikke ser min mor meget for tiden.

Min mor forstår ikke, at det er pga. OMRÅDET, jeg ikke vil flytte... ikke min stedfar. Jeg vil savne den fantastiske vej, jeg har boet på hele min barndom, og jeg må indrømme, jeg med dirrende stemme spurgte min søster: "Hvad så med julen?" Da vi flyttede sidst, hvilket jeg også var 100% imod, var min mors første røbelse: "Ku' I ikk' tænke jer at holde jul i et større hus næste gang?"

Jeg hadede mit nye hus, og jeg husker INTET fra de første to-tre måneder, vi boede her. Ikke engang jul eller nytår. Jeg sad i min egen drømmende verden og tænkte på mit gamle barndomshjem, der var blevet opkøbt og under fuldstændig renovering. Det nye hus var tomt, moderne og følelskoldt, og i går var faktisk første gang i mit liv, at jeg tænkte: "Hvor er det egentlig et dejligt hus!" Og i dag fik jeg at vide, at vi måske skulle flytte.

Hun siger, det er op til mig, da hun stadig tror, det er pga. min stedfar. Jeg tror dog ikke helt på hende, da hun sagde det samme for to år siden, da vi skulle flytte til mit nuværende hjem.

Vi får større værelser, det ligger centralt, der er endda en park lige i nærheden! Men... hvad med mine barndomsminder? Jeg vil aldrig nogensinde slippe dem, og mindst af alt har jeg lyst til at forlade området.

Så skal jeg sige jatak og gøre min mor rigtig glad, eller skal jeg sige nejtak, beholde mit nuværende hjem i mit barndomskvarter, men samtidig forhindre min mor i at få sit ønske opfyldt?

Min barndom er nok forbi inden længe, og jeg bor jo ikke i mit barndomshjem længere alligevel... så min fornuft siger mig, og jeg må forlade mit "hood" til fordel for min egen fremtid og min mors lykke.

Jeg er stadig ikke kommet mig over, at vi flyttede fra mit barndomshjem, og jeg ønsker hver eneste dag at få min tid dér tilbage. Så det vil vel være sundt for mig at flytte og indse, at man ikke kan gøre noget ved forandringerne, ikke?[:|]

Hilsen Tiguaren... der allerede savner min daglige løbetur mellem mine to hjem.

Jeg er nok ikke den rette carmenfreya
til at råde, men jeg kan da berette lidt ud fra egne oplevelser og erfaring.

Som barn flyttede vi meget. Jeg tror jeg i min barndom, frem til jeg blev 14 hvor vi flyttede for sidste gang ( ind til jeg som 18 årig flyttede hjemmefra ) havde flyttet 6-7 gange. Dog hovedsagligt inden for samme by/område, ihvertfald fra jeg begyndte i skolen. Jeg kunne således gå i samme skole og samme klasse lige til vi som sagt flyttede for sidste gang da jeg var 14, og lige fik lov at gøre 8. klasse færdig før jeg så også flyttede skole, hvilket dog kun var en positiv oplevelse.

Jeg husker ikke at flytningerne gik mig på. Tvært imod husker jeg dem som spændende, men ville sikkert have haft det som dig, hvis vi så igen skulle have været flyttet fra huset igen når jeg var 16. Mine forældre bor stadig i det hus som vi flyttede ind i da jeg var 14.

Min mand og jeg boede samme sted i 20 år, og solgte for at flytte, da vores søn var på din alder. Vores datter var flyttet hjemmefra. At vores søn var meget frustreret over det, er der ingen tvivl om, men jeg er ikke sikker på at det alene så meget var fordi vi havde solgt huset. Der var mange frustrerende faktorer der spillede ind der, ikke kun for ham, men for hele familien. Vi flyttede ikke kun til et andet sted i byen, men over 100 km væk.

Jeg kan som sagt ikke råde, men hvis det går dig så meget på, ville det så være helt umuligt om din mor ventede til du alligevel flytter hjemmefra ? Hvordan med skolen ? vil du kunne følge samme skole som hidtil, eller skal den også skiftes ud ?

Kærlige tanker fra
Carmen, der bestemt ikke selv har lyst til at flytte mere i mit liv.

Ret tarveligt flaks
Jeg synes det er ret tarveligt af din mor at sige det er op til dig. For reelt er det jo ikke det. Ellers ville hun ikke have sat tankerne og planer i gang.

Men om ikke andet så har du nogen gode minder, være glad for det. Jeg har ikke ret mange gode minder fra mit barndomshjem, når jeg sidder og tænker efter.
Jeg hadede det, og jeg hadede min skole af hele mit hjerte.[:|]
Så det eneste jeg kan sige, vær glad for minderne er gode. Dem har du jo altid. Så har du noget godt at bygge på hvor og hvornår du end kommer frem. [l][l][l][l][l][l]

Tak for dine erfaringer... tiguaren
Jeg forlangte nu ikke, at du skulle skrive et svar, men tak alligevel[:)]

Jeg skal ikke skifte skole, venner eller noget andet. Kun hjemegn. Og jeg har altid boet i denne del af byen, eller nærmere udenfor, da vi bor på en gård. Nu skal vi bo midt inde i byen, og begge mine "hjem" bliver solgt til nogen, som jeg formentlig ikke kender, og så vil jeg aldrig mere se området, der er en stor del af næsten hele mit liv. Jeg tror nu, følelsen bliver værre af, at jeg har oplevet dette før, hvor jeg var langt mere oprevet... men skulle forandre mindre i mit liv som følge af flytningen.

Tak for dine tanker[:)]

Ja, minder er gode... tiguaren
...men nuet skulle gerne være bedre bare en gang i mellem, og det er det sjældent hos mig[:)]

Desuden... tiguaren
...er jeg glad for, at du har fået det bedre efter din mislykkede barndom[:)]

Ikke helt mislykket flaks
Jeg er ikke endt som en masse morder. Selv om jeg nok kunne have tænkt mig det den gang.
[f][f][f][f][f][f][f][f]

Hvad er der med dig og tiden? :) krampen
Hvorfor jeg spørger er grundet, at jeg har læst flere indlæg fra dig og at minder, som dit nuværende indlæg bl.a. handler om, indgår i tiden, ligeså forandring.

Minder ville ikke eksistere hvis ikke tiden gik...

Hvis tiden ikke gik, ville du ikke have en forandring/udvikling, der ville skabe minder...

Ville du undvære dem/den?

:) Krampen

Ikke en unik følelse... ;o) piglet45
Da mit barndomshjem skulle sælges, græd jeg som pisket[:*(]......Jeg var 47 år. [:D]

Jeg havde boet i Danmark i 26 år, men havde stadig rod i villaen jeg boede i fra det jeg var 13 til jeg var 21. Jeg følte at jeg mistede min eneste forbindelse til Sverige, hvilket jo selvfølgelig ikke var rigtigt, da min familie stadig boede og bor deroppe. [:)]

Jeg kan ikke så godt huske lejligheden jeg boede i fra da jeg blev født, til jeg var 6 og far og mor købte deres første hus. Men huset vi flyttede til, har jeg beholdt i mit hjerte, og var skidesur på mor og far da de købte de nye hus. [:(] Alligevel var det det sidste hus som fik mig til at knække sammen da far, gammel som han var, flyttede til en lejlighed inde i byen.

Pointen i det hele.....tja....tag den nye udfordring for hvad den er. En udfordring. [:)]
Det er altid det sidste man savner alligevel. [;)] Du når at flytte mange flere gange i dit liv, så kridt bare skoene. [;)]

:-) tiguaren
Jeg TÆNKTE nok, der var nogen, der havde det på samme måde! [:D]

Selvfølgelig skal jeg nok komme over det... Det værste er jo ovre (mit barndomshjem ER blevet solgt), og det gør nok ikke den store forskel, hvis jeg bor et andet sted... Jeg får jo alligevel ikke noget ud af at bo her...[:)]

Ja, jeg når sikkert at flytte et par gange endnu[:)]

Sådan.... piglet45
..skal det lyde. [:)] (forestil dig her at jeg roder rundt i håret på dig) [:D] På en moderlig måde selvføgelig. [:D]

altså... latina-der-elsker-solen
har er i virkelig på din alder. Han narrer mig ikke.

Jamen jamen jamen.... ;-)) sjoveren
Forandring, udviklig, nye muligheder [:O]

Intet er lukket for den der evner at åbne, vi savner alle vores minder,,,godt vi har dem,,ellers havde vi intet at savne....

[;)] Jeg fornemmer du har evnen til at tilpasse dig og få noget godt ud af det,,,, det er udviklig! Der er noget godt i alt, det handler om at finde det!

Pøj pøj! [;)]

Du har nok ret... tiguaren
Forandring ER det, der gør livet spændende.

Selvfølgelig ikke... tiguaren
Jeg vil bare gerne opleve nogle af dem igen[:)]

Til dels..... sjoveren
Forandring er også nye udfordringer, nye muligheder.....

Man kan jo, bo dejligt i et barndomshjem,,,med legeplads lige i baghaven,,,men tiden forandrer en..når man bliver ældre er det ikke lige en legeplads i baghaven der tiltrækker.... Med alderen ændres behov og krav...minder er da rare,,,men hvad skal en gammel hankat med minder om er trehjulet cykel,,,med rødt lad [:O] Hvis der er 2 Km til købmanden? [:D]

Forstå mig ret...minder er skønne, men at leve hele sit liv...på gamle minder og uden lyst til forandring,,,det begrænser, fastlåser og hindrer enhver udvikling!

Kender du til kaos-teorien....mht. firmaledelse?

Lars.

Ja, selfølgelig:-) tiguaren
...men min barndom skiller sig lidt ud fra de flestes: Den svarer måske til puberteten hos de fleste, hvor jeg blev modnet meget tidligt. Jeg var allerede "teenager" som 10-årig. Det er måske derfor, folk har svært ved at tro på min alder i dag... fordi jeg er et stykke foran i modenhed[:)]

Så jeg længes i virkeligheden ikke efter den trehjulede cykel, men efter dengang, hvor jeg var langt foran alle mine jævnaldrende[:D] Jeg ved godt, det er pral...

Hmmmmm.... sjoveren
Uanset alder,,, modenhed om du vil, så ændrer en person sine krav og ønsker...behov mm. Disse ønsker, krav eller behov....er ikke lige aldersbestemt, men en udvilkling....

Jeg synes man skal opfatte det positivt, søge sin udvikling,,sine behov og stille sine krav,,,selvfølgelig arbejde på at opfylde disse ønsker,,,men ikke arbejde på at hindre dem..hindre nye ønsker,,nye behov eller nye krav...

At du helt sikkert er forud,,skal du ikke bruge som en sovepude eller undskyldning for ikke at søge vidre frem....

Bare hæng i ...[;)]

Nej... tiguaren
...du har ret i det med "sovepuden"[:)]

Jeg forsøger også at se positivt på det hele, men det er nu alligevel lidt sørgeligt. Min mor har selv udtalt (siger min søster, for jeg har ikke set min mor, siden i søndags), at huset er "noget gammelt lort" men kan blive hyggeligt...så, jeg ved ikke helt, hvade jeg skal tænke. Den forrige ejer, en 80-årig kvinde, døde i lejligheden, og jeg har aldrig før boet i en lejlighed, hvor nogen er døde[:O] Men jeg overdriver nok[:)]

Jeg er mest bekymret for jul og om flytningen vil påvirke min skole. Så er jeg også ked af, at min mor bliver skilt fra min stedfar et par måneder før deres kobberbryllup, men sådan er det[:)]

Jeg skal nok følge jeres råd af erfaring og se positivt på det. Huset ER da også flot, og belligenheden er fantastisk. Det bliver nok ikke så svært igen[:)]

Så jeg har sagt ja min mor, og nu venter jeg spændt på, at hun fortæller det til min lillesøster og min stedfar...[:|]

Tro mig... tiguaren
...jeg ER 16, og jeg ER besat af tiden (kigger på mit ur hvert andet minut[:O]), men jeg vil ikke til at skrive alt det, som er blevet slettet.

Jeg har dog valgt at ignorere det indlæg om thai-pigen, da det selvfølgelig ikke var tilegnet en dreng på 16 år...[;)]

Hvordan skal jeg bevise det overfor dig? KAN jeg det??? Kan JEG måske vide, at du IKKE er en eller anden 13-årig pige?

Hvis jeg kan bevise det på nogen måder... så lad mig bevise det!

Jeg er sikker på, du ville have det ret dårligt, hvis du en dag fik bevist, at jeg ER 16[:)]

Jeg er ligeglad med, hvor gammel du tror, jeg er, men jeg vil helst ikke have flere thai-pige kommentarer[:D][:D][:D]

Men jeg respekterer dig stadig, og jeg forstår din tvivl fuldt ud[:)]

Med venlig hilsen Tiguaren[f]

Hvis nu.. krampen
jeg konkluderer at drømme hører til fremtiden.
Drømmer du så? – og om hvilket, hvis det bliver et ja?

Jeg må ærlig indrømme, at jeg selv har et eller andet med tiden, den er bare mere fremadrettet, der er et eller andet der skal nåes - hvilket???

Jeg tror tit at mine egne forventninger kan spænde ben, for den puslende tankegang? - og tænker det samme, som hvis man/du havde et ønske om fortiden, at det ligeledes kunne være en hindring?

Hvis du kunne vælge, frit at opleve, nogle af dem igen – ville du så have samme tanke, hvorhen du nu end blev ført hen?

Hvor lang tid kan du huske tilbage af dit liv?

:) Krampen