Forbandet forelsket.

Forbandet forelsket. Ude-i-hampen
Jeg er forelsket. Ikke FORDI at ham jeg er forelsket er en hel masse, for selvfølgelig er han det, ellers ville jeg ikke være så tiltrukket af ham, men man elsker jo ikke nogen af en bestemt grund. Sådan er det der "elektricitet" ikke indrettet. Jeg har slet ikke spor kontrol over det. Deler 100% hans holdninger, drømme, mål, smag, humor, og tiltrækkes af en uimodståelig, usynlig tiltrækningskraft igennem hans udseende, stemme, bevægelser og hans duft gør mig fuldstændig rundtosset. Han er simpelthen svaret på alle mine behov.

Gennem de to - tre år jeg har kendt ham er mine følelser bare vokset støt. En gang da vi var alt for fulde gik der hul på vores facade og moral, og vi kom til at gå i seng sammen. Det gjorde det hele meget værre. Han er SÅ lækker. Jeg savner ham vildt, og kan slet ikke komme forbi den oplevelse og videre med mit liv. For det her går ikke.

Jeg har grædt mange, mange tårer uden at kunne finde svaret på: "Hvorfor?"

Hvorfor har jeg først mødt ham nu? Jeg har aldrig elsket nogen så højt som ham, og ikke før nu mødt nogen jeg ville ofre alt for.

Jeg har både børn og et par exmænd i min historie og er slet ikke nybegynder på området. Jeg har skam stiftet bekendtskab med kærlighedens mange sider. Han er 23 jeg er 43.

Først troede, eller håbede jeg at det ville gå over igen for man har jo hørt om det før, at modne kvinder og unge mænd tiltrækkes af hinanden. Men efter så lang tid, er det ligesom blevet noget andet. Det er da muligt, nogen vil kalde det en besættelse, og fra dem, vil jeg inderligt gerne have råd, hvad skal jeg dog stille op med det?

Han befinder sig i bekendtskabskredsen på flere ledder, så jeg kan ikke "bare lade være at se ham mere". Det kan nok ikke undgås. Jeg tør simpelthen ikke snakke med ham om det. Jeg føler det så pinligt at jeg næsten ikke kan tale med ham.

Min hjerne kan godt tænke alle de fornuftige tanker, selvom kærlighed ikke ligefrem lader sig styre af rationalitet, så kan jeg ikke lade være med at pine mig selv med tanker som at: Der er ingen fremtid for os. Fra hans side kan der ikke være tale om kærlighed, det er han alt for umoden til. At deltage i mit liv som mand, vil kræve noget af ham, jeg slet ikke kan tillade mig at forlange etc.

Men når nu de argumenter ikke kan få mig til at holde op med at elske ham er der så ikke nogen kloge, fantasifulde, forstående, og/eller erfarne mennesker her i debatten, der kan fortælle mig, hvad jeg bør gøre? Er der andre, der har det ligesom mig?

tja... Anonym
Jeg og min kaereste har lige slaaet op. Hun er 33 jeg er 20 og hun har to dejlige boern. Jeg elsker hende og hun elsker mig men alderen er et problem. Jeg ville have haft boern af mine egne og det var hun ikke sikker paa at hun kunne. Derudover fandt hun ud af at hun blev noedt til at tilbringe mere tid med sine boern og familie. Vi troede vi kunne klare alt i starten men adlersforskelln blev for stor en faktor. Proev at abstrahere fra dine foelelser og taenk praktisk. Ville det virkeligt kunne gaa? Ville det vaere smerten vaerd hvis i skulle bryde op?

oensker dig alt godt!

Hvad er problemet? maia
Er problemet at han ikke gengælder dine følelser?

Eller hvad er der galt? Ja, der er en aldersforskel, men hvis i nu forsøgte jer, så kunne det jo være, at forelskelsen gik over af sig selv, da ingen er fuldkomne hele tiden - og det kunne også være at i var svaret på hinandens drømme. Men hvad forhindrer dig i at finde ud af det?

Jeg går ud fra at du er fraskilt og har børn, men er det et problem?

Jeres svar Ude-i-hampen
Tusind tak for begge jeres svar og fordi I gad at tage jeg tid til at læse alle mine mange ord. Jeg er sørme glad for det var seriøse svar, for der er meget snavs i mellem indlæggene i dette debatforum. Anonym: hvor er det synd at alderen kan divergere så meget mellem to, der elsker hinanden. Hvor er det trist, at kærligheden må fordeles imellem jer. Det er der ingen, der kan være tilfredse med, så jeg forstår godt hvor svært det end må være, at I er nødt til at slutte jeres forhold. Jeg kan ikke andet end sige, at jeg godt forstår hvor svært det er for dig, og at det er det, der får dig til at skrive til mig om at tænke mig om og tage hensyn til den unge mand i "min sag". Og det tager jeg til mig. Der er intet i verden jeg hellere vil, men min hjerne kan ikke styre mit hjerte. Hvis den kunne det, var situationen aldrig opstået, og den havde aldrig holdt sig levende i gennem så lang tid.

Og til Maia, jeg kan godt se, at der måske må lidt mere forklaring til, for det jeg synes er så indlysende, har jeg jo slet ikke beskrevet. Dumt af mig, folk kan jo ikke se ind bag disse ord og vide andet end det, jeg har beskrevet. Problemet er, at jeg fornemmer, at han ikke gider lege med mig mere. Jeg fornemmer også, at det er begyndt at gå op for ham, at det kræver noget ansvar at stå front mod verden og stå ved, at man har en kæreste der er 20 år ældre (både han og jeg er frie af andre forhold).

Det er ikke et problem at jeg har børn. De accepterer hinanden, og mine børn har da været der med hentydninger, så de ved det jo godt. Det gør børn. Det er ikke det, der er negativt, det er uvisheden som er ubehagelig for alle.

Det er også et slemt problem, at jeg ikke tør snakke med ham om det. Jeg bliver helt mundlam og kan ikke sige en lyd, for jeg bliver så flov. Jeg har prøvet at skrive et brev til ham som han reagerede meget positivt på, men han har ikke nævnt det med et ord siden, så jeg ved ikke hvad der foregår indeni ham. Jeg vil jo gerne tage hensyn til ham og give ham tid, hvis det er det, han har brug for, men jeg har altså selv hårdt brug for at komme ud af den her situation. Eller bare få mere vished. Og hvordan får man sådan noget, når man ikke kan snakke, ikke kan skrive, bare se hinanden.

jeg forstår dig godt pumlj
Jeg kan sagtens forstå dig jeg har selv et lignede problem.Jeg er bar forelsket i min mands elev som er 22år og jeg selv er 37 år.Det hele startede til en julefrokost sidste år-vi hyggede os sammen-ikke noget kys kun kram og kærlige ord-hvis det ikke var fordi at vi hele tiden blev afbrudt så tror jeg at det kunne have udviklet sig til noget-nu har vi lige holdt sommerfest men der skete ikke noget.Jeg fik kun et kys på munden og et stort kram af ham.Jeg tror ikke at han ved at jeg er forelsket i ham.Jeg har fortalt det til min mand-men han er lidt ligeglad og det kan jeg godt forstå,da det hellere ikke er nemt at få at vide at ens kone er forelsket en ens elev.Så jeg kan sagtens følge dig-men man vente og se hvad der må ske.
Hilsen Mullemor

Kan de mon ikke se ilden? Ude-i-hampen
Det er meget interessant det du siger at du ikke tror han ved du er forelsket i ham og din mand er ligeglad, men hvis du har det ligesom mig, og det lyder det jo lidt som om, så nærmest brænder du op indeni. Det er forfærdeligt.

Det er ikke sjovt, men egentlig rart at vide, man ikke er alene i verden med alle de umulige følelser.

Hvad skal de egentlig gøre godt for og hvor fører de hen?

Hvis du skal være helt ærlig og sige, hvad du fornemmer, tror du så at ham den 22-årige ikke ved det? Hvorfor skulle han give dig et kys på munden? Det gør man da ikke med en gift kvinde, hvis ikke man kan mærke man er blevet inviteret til det. Det er et frygteligt spil, du er lige så lost som jeg er, tror jeg.

Hvad skal man gøre, når de råd man får: skynd dig væk el. lign. at det absolut ikke matcher med det indeni, og så er de råd helt ubrugelige. Har man så selv givet en slags svar på hvad man skal gøre eller hvad?

Sig noget.. maia
Hej Ude-i-hampen

Så forstår jeg bedre. Jeg kan ikke se, at du har noget valg end at tvinge dig selv til at åbne munden og tale med ham om det. At han ikke har gjort mere ud af dit brev er ikke så mærkeligt, for lige så svært det er for sig at åbne munden, så er det sikkert heller ikke let for ham. Du har så skrevet til ham, men det sparker jo også bolden over på hans banehalvdel - og han har omtalt det en gang. Han skal vel ikke blive ved??

Du er den "mest voksne" er jer to, og du er den med de helt store følelser og ønsker om commitment. Hvis du nu var en virksomhed, så havde du undersøgt markedet nøje inden du investerede mere i "projektet" og det er nok ikke en dum strategi at lægge.

Selvom du er bange for at måske blive afvist, eller at hans ønsker ikke er så stærke/omfatende som dine, så er du NØDT til at finde ud af, om der er noget at bygge på eller ej. Ellers spilder du bare dit krudt, dine følelser og din tid....

Held og lykke

Det var kloge ord! Ude-i-hampen
Kære Maia
Hvor var det et klogt svar du gav mig der. Jeg fik åbnet øjnene lidt bedre. Ved ikke lige om jeg fik mere mod, men det var en god sammenligning det med investeringen, og at jeg jo egentlig som den "mest voksne" også er den der har mest ansvar for at få det her til at rulle. Jeg er meget glad for dit svar, og at jeg turde skrive om alle de her følelser. Det letter altså meget.