Græder meget stille

Græder meget stille Anonym
Har 2 børn, 1 søn på 25 og en Datter på 22 år:

Min søn har 2 børn og min Datter har 2 børn.

Det er sådan at jeg holder meget af mine børnebørn og da også af mine børn, men det sidste år har jeg nok lavet de første 100 aftaler med min søn, men han overholder dem aldrig, han ringer ikke og lader os sidde og vendte med maden, men vi høre intet fra ham:

Nu er det sådan at min Datter også indenfor de sidste 3-4 mdr: gør det samme, lover at komme-lover at passe vores hunde-lover meget, men bliver så bare væk, nogle gange ringer hun og melder afbud, men først flere timer efter hun skulle været kommet.

Har prøvet at ringe til hende men intet svar, har prøvet at skrive at jeg gerne vil se mine børnebørn, men intet svar, ved ikke hvorfor mine børn er sådan, har talt med min hustru om det, men hun ved det heller ikke:
Mine børn har nøglen til vores hus og har fået at vide at de bare kan betragte det som deres andet hjem, de kan komme og gå som de har lyst, så det der er skedt nu gør ondt.

Kald dem over til jer Rose
og sig I har noget ret vigtigt at tale med dem om. Hvis de så møder op, så fortæl dem det og sig præcis hvordan I har det. Måske har I ikke været konsekvente nok de første gange de har gjort det, jeg ved det ikke. Men det er stadig ingen undskyldning. Det lyder jo umiddelbart som om I er meget fredelige og gæstfri.

Hvis ikke de møder op, så synes jeg I bør skrive dem et brev om hvordan I føler.

Jeg synes det er meget tarveligt af dem og jeg forstår godt I er rigtig kede af det.

Hvis det er dem der har et eller andet problem, så synes jeg simpelthen det er for lavt, at man så ikke siger det så problemerne kan blive løst.

Ønsker al det bedste for jer og ungerne :0)

Lad os vide om der sker noget nyt i sagen :0)

Kan godt forstå dig Anonym
og jeg føler med dig. Sådan var jeg også engang. overholdt ikke mine aftaler med familien og blev væk fra familiemiddage. ikke noget jeg er stolt af i dag det kan jeg godt fortælle dig. Det gik min mor så meget på at hun følte hun var ved at miste mig. I dag snakker jeg med familien hver dag og lige ringer og fortæller hvordan min dag har været og at jeg har det godt. jeg har lært at værdsætte min familie og holder meget af dem. jeg tror du skal se det som en frigørelsesproces hvor din søn og din datter lærer at klare sig selv. En skønne dag vil de indse hvor meget i betyder for dem. Den proces vil tage noget tid men det vil ændre sig før eller siden. hav tålmodighed....

Har prøvet, for Anonym
3 uger siden, fik jeg fat på min Datter, hvor jeg fortalte, at jeg var ked af det og at jeg savnede hende og hendes børn, fortalte også at det var for dårligt at vi ikke hørte noget fra dem.
Og hun sagde så: Far jeg kommer på Lørdag kl 1300, der blev jeg glad, men hun kom ikke, sendte bare en sms, da klokken var 2 hvor hun skrev kommer ikke har dårlig mave.

Ja der stod min hustru og jeg med Frokost til 4 og havde købt ind til aftensmad.
Det kan godt være at jeg er gammel 48 år, men det er sku hårdt.

Tage skeen i den anden hånd Veninden
I er blevet en selvfølgelighed. Det gør fælt ondt og det eneste at gøre at holde op med at være en selvfølgelighed.

Bed dem aflevere deres nøgler. I skal da ikke stille et "andet hjem" til rådighed for dem. De har deres eget.

Send hundene i pension eller lad naboen passe dem - eller hvad der nu kan lade sig gøre og behøves.

Lad dem vide I ikke er afhængige og nyd så Jeres "børnefrie2 sone. Den er da guld værd.

Tror mig de kommer rendende.

jeg kan blive miglucky
noget så rasende når jeg læser jeres indlæg.. jeg kunne komme med en lang historie om mit for hold til min egen mor.. som har valgt mig fra da min ex er mere værd for hende,til trods for at han har truet mig på livet..hvis jeres børn ikke kommer hjem er der nok en grund til det.de synes måske at i blander jer for meget og hvis de har børn har i vel også svigerbørn.. hvad er jeres for hold til dem..vend blikket mod jer selv og se lidt på hvordan i er over for jeres børn..

Skift låsen JAG
Skift låsen så behøver i ikke at bede om nøglerne tilbage.
Kan børnene ikke overholde aftaler, så er der ingen grund til at i gør noget for dem.

Skriv et brev og sæt tanker på skrift, det hjælper. I kan derefter overveje om det skal sendes.

Har selv gjort det og det hjælper, jeg fortryder bare at jeg ikke sendte det den dag idag også selv om det var hårde ord.
Men det er måske hvad børnene har brug for.

Stop din arrogance Ikke logget ind
og barnlige vrede. Sigt hellere imod at nå ind til kernen i stedet for at angribe skallen :0)

For det første Anonym
Er jeg ligeglad hvad mine børn laver, for de er jo voksne, for det andet har jeg en svigersøn, som jeg holder meget af, han kom sidste år og hjalp mig da jeg var syg, har desværre ikke en svigerdatter mere, da min søn og hende er gået fra hinanden.
Så jeg blander mig ikke i deres liv, men mener bare at hvis man laver aftaler: ja så holder man dem, Sådan er jeg opdraget.

Ja helt klart laddyladdy
Selvfølgelig holder man en aftale hvis man har lavet den. Jeg mener, der kan jo opstå noget en gang i mellem der gør, at man er forhindret i at møde op, men det skal ikke være flertallet af gangene. Man må gerne vise lidt respekt for dem man omgås og især for ens forældre.

Jeg kan ikke rigtig regne ud hvad I kan gøre andet end at tale med dem om det, men kan forstå at det har I allerede gjort. Har I spurgt HVORFOR de gør som de gør ? Det kunne jo være lettere at forholde sig til situationen hvis man vidste hvad grunden var til, at de bare gør som det passer dem ?!

Personligt ville jeg aldrig svigte en aftale med mine forældre. Børnene betyder jo alt for dem og jeg synes lidt man har et ansvar i, at respektere denne ubetingede kærlighed man får fra dem.

Det var et Anonym
Sødt svar, ja har spurt hvorfor og har fået denne besked vi har ikke haft tid, min søn kan finde på at køre næsten lige forbi vores hus med sin søn, uden at ringe eller at kikke ind, min datter har flere gange været i Jylland og vi bor kun 10 km fra motorvejen.

Ved godt at unge mennesker kan havde travlt, det kan jeg også, men hvis jeg laver en aftale holder jeg den og kunne aldrig finde på at ringe eller skrive en sms over 1 time efter jeg skulle havde været der.

Der kan godt komme noget imellem, bilen vil ikke starte og sådan noget, men hver gang nææ:
må nok se at det bliver en lidt kedelig jul, men også billig, da jeg ikke kan få kontakt til mine børnebørn

Lad være med at give dem gaver Elma
og lad være med at invitere dem. Synes der skal sættes trumf på nu.
Det gjorde min mor med mig engang. Det var egentlig ikke at ubetænksomhed, jeg havde bare lige tankerne alle mulige andre steder. Min mor skrev en laaaang mail til mig og dét virkede :0)

Kunne være I skulle gøre det også måske :0)

Jeg ønsker meget held og lykke

misbrug? Anonym
Har du mistanke om at de skjuler noget for jer? evt. et misbrug eller noget, som i ikke skal vide fordi det kunne gøre jer bekymrede og der er ikke noget værre end bekymrede forældre! Man skal hele tiden forsvare og undskylde osv.
Havde selv et misbrug og i den forbindelse svigtede jeg ofte min gamle mor. Det sker ikke mere og jeg ringer til hende næsten hver dag.

Find ud af om det er der skoen trykker

Håber det bedste for dig og god jul

Det handler om... qqq
...at jeres børn er så unge at de stadig har en opfattelse af at forældre er nogle der kan klare alt.
De forstår nok slet ikke at I bare er mennesker, men har en opfattelse af at I altid vil være der uanset, om de skider på jer.

Og så kan der selvfølgelig være en masse andre ting der spiller ind omkring deres opvækst osv.

kald mig miglucky
hvad du vil.. jeg gik til kerne og har det fint med det.. men hvorfor er det altid børnene den er gal med.. hører aldrig forældre sige herinde.. jeg har jokket i det over for min børn hvordan gør jeg det godt igen.. og helt ærlig mon ikke der kunne være nogen der kendte det billed i stiller op herinde.. stakkels børn.. altid den samme klage sang,vore børn kommer ikke hjem,vore børn er helt umulige osv..jeg kan godt forstå at de børn ikke kommer i jeres hjem,når de kun skal bebrejdes alt det de gør mod deres forældre det gør sku da kun lysten til at komme hjem endnu mindre.. det lyser da langt ud af det at noget er sket over for de børn siden de ikke længer kommer hjem,man vælger sku ikke bare sådan lige sine forældre fra..

min historie miglucky
min far er død for mange år siden,så jeg har kun min mor tilbage.. hún fandt en ny mand og jeg blev smidt ud hjemmefra så i en alder af 18år stod jeg alene.min søster måtte dengang hjælpe mig med at komme ind i en bolig.min mor beskyldte mig for at jeg ikke betalte de 1500 der var aftalt i hver måned selvom det kørte over banken,de samme beskyldninger hun år forinden havde smidt i hovedet at min stor bror der gik et halvt år så stod hun i min dør og oki jeg tog hende ind igen og lod det være glemt,godt et år sener fortæller hun at hun skulle giftes igen,som den ensete af 5 ønskede jeg tillykke,og ønskede hende og min kommede stedfar alt mulig lykke og held.2 måneder sener bliver jeg beskyldt for til en familie fest at jeg var imod deres bryllup og at jeg haved været ved en advokat for at få min arv,alle mine søakende haved været den vej forbi og det vidste jeg godt men jeg så ingen grund til at afkræve min mor penge,hvorfor skulle jeg dog det.gode miner til slet spil jeg ville ikke ødelægge festen for værten.dagen efter spurte jeg min mor om ikke de syntes de skyldte mig en undskylning..det mente hun ikke.jeg sagde da til hende at vi kunne snakke sammen når hun var rede til at sige undskyld.der gik 2 år inden den kom og endnu engang sagde jeg oki og lod det gå i glemme bogen,haved da i nogen år et godt forhold til hende. for 5 år siden blev jeg skilt en nem skilsmisse,vi delte osv.på samme tid skulle mine "forældre"flytte jeg sagde til min mor som det var at jeg ikke kunne overskue lige nu at skulle hjælpe hende med at pakke osv men at jeg ville sørge for maden til flytte folk hele dagen på min egen regning.ved havd takken var.. jeg fik en skide balle og fik at vide at sådan kunne man ikke være bekendt at være over for sine forældre.. jeg lod hende rase.og lod som ingen ting.. hvad andet kunne jeg gøre syntes måske at jeg haved nok at tænke på.11/2 sener blive min stedfar beskyldt for at være pædofil og også den gang var jeg synde buk og fik skylden for det hele.jeg kan jo ligesom ikke gøre for at han har forgrebet sig på en 10 årig dreng.endnu engang lod jeg hende rase,jeg haved i mellem tiden fundet en kæreste som haved 2 drenge.der gik 3 måneder inden hun ville snakke med mig igen og jeg tog endnu engang mig af hende mens min stedfar sad inde selv om det han haved gjort er noget af det værste man kan gøre.jeg tænkte ok hun er min mor og jeg vil ikke svigte hende selv om hun tit har svigtet mig.hver dag haved vi hende hos os.. hun valgte at bliv hos manden. mit forhold revnede et år sener.jeg blev truet på livet min mor sagde da at det var godt at jeg var kommet ud af det og at jeg måtte vidre.få månder sener erfarer jeg at han stadig kommer hos minr "forældre"jeg spørger ad om det er rigtig.ja siger min mor og så begynder hun ellers med alle mulige beskyldninger,jeg har aldrig gjort noget for hende,jeg er børnemishandler,dyrplager osv. på et tidspunkt for jeg nok da hun står og råber og skriger ad mig og gør hende klat at hun får et valg mig eller min x og vælger hun min x er der ingen vej tilbage.hun vælger mig fra.nogen måneder sener er vi til familie tam tam og gud hjælpe mig om ikke hun sidder lige over for mig og sviner mig til.. om hvor dårlig en datter jeg er og hvilken kælling jeg er overfor hende..undskyld jeg spørger er det mig der er gal på den..mine "forældre" fremstiller dem selv som de perfekte forældre.. men de fortæller ikke sandheden om hvirdan de er over for os.. vi er fem søskende jeg betragter min mor som død,2 søstre har meget begrænset kontakt..

Lad dem være. Anonym
Tag på ferie, og send dem et postkort. Det vil formentlig få dem til at ringe - men så har I for travlt til at sludre. Bed dem ringe en anden dag.

Spørg ikke til børnebørnene - send dem gaver til jul og fødselsdag... Så skal børnebørnene nok spørge til jer.

Voksne børn der føler sig presset til besøg og samvær, stritter imod - og det er nok det dine børn gør.

Lad dem være, så skal de nok komme tilbage.

Hmmm rimtursen
Naturligvis skal man overholde en aftale, men først og fremmest synes jeg I skal sætte jer ned og prøve at finde en grund til hvorfor jeres børn opfører sig som de gør. Vær fuldstændig ærlige overfor jer selv og hinanden. Min egen mor kan for eksempel drive mig til vanvid med hendes evindelige kritik, men jeg tvivler på at hun selv er klar over hvad hun gør.

Kan I ikke finde en grund og er jeres børn ingen hjælp, så kan det være så såre simpelt, at de simpelthen tager jer for givet. Det skal de naturligvis holde op med. Hold en pause med invitationerne og telefonsamtalerne, lav noget sjovt og hyggeligt bare jer to. Næste gang I taler med jeres børn kan I jo så fortælle om hvad I har oplevet. Begræns invitationerne til måske 2 gange om året. Det er meget sværere ikke at overholde en sjælden aftale end det er at aflyse 2-3 aftaler om måneden.

Jeg synes dine børn skal lære at I ikke kun er til for at hoppe og springe for dem, at I har jeres eget liv og har ret til at blive behandlet med respekt. Husk også at behandle jeres børn med respekt og ikke som børn, forvent det samme af dem, som I vil forvente af alle andre voksne mennesker.

Forhåbentlig falder det hele i hak, sådan at I kommer til at se børn og børnebørn regelmæssigt. Hvordan er det i øvrigt med at besøge dem?

Høre intet nu Anonym
Har skrevet at jeg gerne vil se mine børnebørn og at hvis min datter ikke vil se os mere er det hendes problem, men at jeg gerne vil være noget for mine børnebørn- men høre stadig intet, så nu har vi besluttet at tænke på os selv, har fjernet alle fotos af dem og mine børn og disse fotos sender jeg til dem i julegave, med et brev hvor vi selv beder dem om at holde sig væk.

WHAT! anonymoa
Er det ikke lidt overilet?
Hvad med FØRST at afprøve det med at få nøglerne tilbage og invitere dem lidt sjældnere!
Seriøst... 4 måneder er da ikke det værste!
Hvis i er forældre der er egoistiske nok til at ødelægge jeres børns jul, pågrund af det. Så begynder jeg måske at fatte grunden til at de vil have en lille pause.
Stakkels børn. Sikke et pres der må ligge på dem!

mvh

Min mening er kålroe
st du åbenbart lader det gå ud over børnebørnene ved at sige at du ikke vil se dem igen. Du lyder lidt som et fornærmet barn. Så vidt jeg forstod på nogle af de andre indlæg, så bor du i jylland, men det gør hun ikke. Korrekt?
I sø tilfælde vil jeg fortælle om min datter der bor på sjælland og jeg i jylland. Der kan sagtens gå 4 måneder, hvor kontakten er næsten væk, men det er ikke noget jeg bliver sur over. Man driver den anden part til vanvid, hvis man konstant vil have kontakt.
Selvfølgelig kan jeg godt forstå det, hvis din søn tit kører forbi. Hvad med at besøge dem tænkte jeg bare på!?
Og det med billederne er altså meget dårlig stil på en juleaften. Gør det ikke! Hvilken forældre ville ødelægge en juleaften..!

......... ..........
Man kan godt tænke på sig selv, uden at droppe kontakten fuldstændigt.
Det er ikke enten/eller.

forkælelse? anonym
Jeres børn har nogenlunde den samme alder som mine har - og jeg kan da godt genkende en del af jeres problematik 's*

Jeg har også grublet over, hvordan mine elskelige drenge dog kan holde ud ikke at have den kontakt og de tætte relationer, som altid har været imellem os 's*
MEN børnene er kun til låns - og desværre er vores børnebørn endnu mindre til låns *s* (savner også mit barnebarn)

Jeg kan se, at den aldersgruppe af børn, tit har været meget forkælede (beskyttede) - vi har gjort meget for dem og passet på dem i hoved og røv - og derfor skal de først i en meget sen alder til at finde sig selv, deres plads i parforholdet og i forholdet til deres egne børn.
Måske sidder de og tænker "mine børn skal godtnok ikke vokse op på samme måde som jeg"....og her tænker jeg - på samme BESKYTTEDE måde.
i gjorde vores bedste, men tiderne har ændret sig, og heldigvis også vores børns tankegang om opdragelse af deres børn - OG alt dette giver OS resultatet af den opdragelse VI har givet vores børn 's*

Lad være at julestraffe dem eller slet dem af familien - men fortæl dem hvad i kan gøre for jeres børnebørn, og hvor meget i har af erfaring, der kun kan gives videre fra jeres side, og fortæl dem så iøvrigt at de nu er blevet voksne og skal overholde jeres aftaler, hvilket der forventes af en voksen person.
(Jeg bor 250 km fra mit barnebarn og ser hende ikke så tit som jeg gerne vil - men jeg er startet på at skrive en bog om hendes tip/olde/farforældre og forældres opvækst *s* Bare så jeg ved hun får sin "bagage" med - så er det jo op til hende om hun har lyst at læse den når hun bliver konfirmeret.

nu har jeg aldrig..... anonym jyde
Så i vil altså ikke se jeres børn og børnebørn fordi de har andet i deres liv end lige at skulle rende jer på dørene?

Det værste man kan gøre ved sine børn, er at lægge sig som en stor fed "forpligtigelse" ovenpå dem! Så ender det med at de kun kommer på pligtbesøg, og det er aldrig hyggeligt.

Jeg tror i skal se på jer selv, lette røven og besøge dem - og eventuelt tage en hovedrengøring og børnebørnene med i zoo eller noget, så jeres børn kan se i GØR noget for dem - andet end at brokke jeg over manglende besøg/kontakt.

Har i arbejde, og hvor længe pr dag?
Har de arbejde og hvor længe pr dag, når i lægger tid til børnepasning oveni?
Hvor tit har i besøgt dem?
Hvor tit har de besøgt jer?

Det er alt andet lettere at komme 2 voksne på besøg/overnatning, end at skulle slæbe små børn andre steder hen, hvor man ikke har puslebord, egen babyseng osv......har i tænkt over det?