Gud giver andre et ansvar - og lytter

Gud giver andre et ansvar - og lytter traellen
Et opmunterned bevis på at Gud er ydmyg, er hans villighed til at lade andre få et ansvar og til at lytte. Det er bemærkelsesværdigt når man tænker på at han jo slet ikke har brug for andres hjælp eller vejledning. (Esajas 40:13-14; Romerne 11:34-35) Alligevel beretter Bibelen gentagne gange om at Jehova har vist ydmyghed på disse områder.

Det fremgår for eksempel af en usædvanlig hændelse i Abrahams liv. Abraham fik besøg af tre personer, og han tiltalte den ene af dem "Jehova". De besøgende var i virkeligheden engle, men den ene af dem kom i Jehovas navn og handlede på hans vegne. Når denne engel sagde og gjorde noget, var det i virkeligheden Jehova selv der gjorde det. Gennem dette sendebud lod Jehova Abraham forstå at Han havde hørt et stort klageskrig "over Sodoma og Gomorra". Han sagde: "Jeg vil nu gå ned og se om de handler helt sådan som skriget der er kommet til mig over den fortæller, og hvis ikke, kan jeg få det at vide." (1 Mosebog 18:3, 20-21) Det betød selvfølgelig ikke at den Almægtige selv ville "gå ned" til byerne. Han lod sig igen repræsentere ved engle. (1 Mosebog 19:1) Hvorfor? Kunne Jehova, der ser alt, ikke have fået nærmere kendkab til forholdene i området uden andres hjælp? Jo, naturligvis. Men i stedet gav han ydmygt disse engle til opgave at undersøge forholdene og besøgte Lot og hans familie i Sodoma.

Jehova er også en Gud der lytter til andre. Ved en lejlighed bad han sine engle om at komme med forslag til hvordan den onde kong Akab kunne bringes til fald. Det var ikke fordi Jehova havde brug for en sådan hjælp. Alligevel lyttede han til englenes forslag, godtog et af dem og gav den pågældende engel lov til selv at føre sit forslag ud i livet.
(1 Kongebog 22:19-22) Er det ikke et godt eksempel på ydmyghed?

Jehova er endda villig til at lytte til ufuldkomne mennesker der giver udtryk for deres bekymringer. Da Jehova for eksempel fortalte at han ville ødelægge Sodoma og Gomorra, kom det helt bag på den trofaste Abraham. "Det er utænkeligt for dig!" sagde han og tilføjede: "Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?" Han spurgte om ikke Jehova ville skåne byerne hvis der var 50 retfærdige tilbage, og det forsikrede Jehova ham om at han ville. Men Abraham spurgte igen og ændrede tallet til 45, derefter til 40 og så videre. Selv om Jehova hver gang forsikrede Abraham om at han ville skåne byerne, fortsatte han med at spørge indtil han havde nået ned til tallet 10. Måske forstod han endnu ikke helt hvor barmhjertei Jehova er. Under alle omstændigheder lod Jehova tålmodigt og ydmygt sin ven og tjener Abraham give udtryk for det der bekymrede ham. (1 Mosebog 18:23-33)

Hvor mange dygtige og højtuddannede mennesker ville mon have lyttet så tålmodigt til en der var langt mindre begavet end han selv? Det viser noget om Guds ydmygehd. Denne samtale lærte også Abraham at Jehova er "sen til vrede". (2 Mosebog 34:6) Det var måske fordi han var klar over at han ikke havde ret til at drage den Højestes handlemåde i tvivl, at han to gange bønfaldt ham: "Måtte Jehova nu ikke blive optændt af vrede." (1 Mosebog 18:30, 32) Det blev Jehova naturligvis heller ikke, for han ejer 'den mildhed der hører visdom til'.

Hav en god dag!
________________

"Da trådte Abraham nærmere og sagde: „Vil du virkelig rive de retfærdige bort sammen med de ugudelige? Sæt der er halvtreds retfærdige inde i byen. Vil du virkelig rive dem bort og ikke tilgive stedet for de halvtreds retfærdiges skyld som er derinde? Det er utænkeligt at du skulle handle på denne måde: at lade den retfærdige dø sammen med den ugudelige, så det må gå den retfærdige som den ugudelige! Det er utænkeligt for dig! Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“ Da sagde Jehova: „Hvis jeg i So′doma finder halvtreds retfærdige inde i byen vil jeg tilgive hele stedet for deres skyld.“ Men Abraham svarede da og sagde: „Hør engang! Jeg har dristet mig til at tale til Jehova skønt jeg er støv og aske. Sæt der mangler fem i at være halvtreds retfærdige. Vil du ødelægge hele byen på grund af de fem?“ Hertil sagde han: „Jeg vil ikke ødelægge den hvis jeg finder femogfyrre dér.“
Men så talte han igen til ham, yderligere, og sagde: „Sæt der findes fyrre dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke gøre det for de fyrres skyld.“ Men han fortsatte: „Måtte Jehova nu ikke blive optændt af vrede, men lad mig fortsat tale: Sæt der findes tredive dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke gøre det hvis jeg finder tredive dér.“ Men han fortsatte: „Hør engang! Jeg har dristet mig til at tale til Jehova: Sæt der findes tyve dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke ødelægge den for de tyves skyld.“ Til sidst sagde han: „Måtte Jehova nu ikke blive optændt af vrede, men lad mig tale kun denne ene gang til: Sæt der findes ti dér.“ Så sagde han: „Jeg vil ikke ødelægge den for de ti’s skyld.“ Så gik Jehova da han var færdig med at tale til Abraham, og Abraham vendte tilbage til sit sted."
(1 Mosebog 18:23-33) --------------------------> http://www.watchtower.org/bible/index.htm