Hævn

Hævn sanessa
Et svigt kan være at han ikke holder aftalen...at han tænker mere på noget andet, end det DU forventer at han tænker på...det kan være mange ting...og naturligvis utroskab.

Når du så STÅR der og er blevet svigtet, hvad gør du så, for at rette op på tingene?

Er hævn en god kompensation for din smerte? Er det overhovedet en kompensation?

Ville gerne...prøve HÆ HÆ ;) krampen
Hej Half
Ved ikke om det er mig, som læser? du henvender dig til?
Men jeg kom til, at tænke på, om jeg nogensinde havde udført en hævn? – nej ikke hvad jeg kan huske.
For at rette op på tingene pga. svigt har jeg konfronteret, kommunikeret eller bare skodet, denne person. – alt afhængig af hvor meget personen har haft/har betydning for mig.

Men inderst inde ville jeg nok ønske, at jeg havde lidt mere af denne energi, at kunne hævne...for de ”grimme” tanker er der……men det er bare aldrig blevet til handling...hvilket sikkert kunne have været sundt, en gang imellem bare, at få ”sparket igen”??

Hvad med dig...har du prøvet, at planlægge en hævn, for derefter at udføre den? Hvis ”ja” bliver man/du ikke lettet af det?

Hygge :) Krampen

Ikke hævnagter sanessa
Nej, jeg har ikke planlagt hævnakter...jeg har aldrig følt at det var igennem det, at jeg fik plaster på mit sår...men man ER meget modbydelig når man er såret...så på en måde kan ens måde at reagere på overfor andre godt virke hævngerrige.

En gang svigtede mit livs store kærlighed mig. Han gik i seng med min på det tidspunkt bedste veninde, og de fortlate mig det først efter et helt år. Det år fornemmede jeg meget tydeligt, at der var noget ruskravende galt, men det faldt mig overhovedet ikke ind at de havde været sammen.... Og tænk i tiden efter deres lille sengekantspolka, der fortsatte de med at være henholdsvis kæreste og hjerteveninde med mig. Altså personligt ville jeg have svært ved at køre det spil videre, efter sådan en omgang...men det endte jo også med at de gik til bekendelse begge to.

Jeg kunne slet ikke tænke klart, slet ikke finde ud af hvad jeg skulle tænke da min kæreste havde fortalt mig det i telefonen....Det gjorde bare ondt helt ind sjælen...og jeg tror faktsik ikke jeg nogensinde helt kommer mig over det. Han VAR mit livs eneste ene....Men idag har han helt mistet livsgnisten. Er blevet uendeligt kedelig...fatter ikke hvad der er sket med ham...som ikke er sket med mig....eller hvorfor

Jeg skrev et langt og modbydeligt brev til hende min ex-veninde...et eller andet sted måtte jeg gøre af mit raseri og forsmåethed...Det snørrede simpelthen sammen i maven på mig, hvor naiv jeg havde været. Men da jeg så havde sendt det afsted, så fik jeg dårlig samvittighed...tænk hvis nu hun blev helt nedbrudt af det? Det var egentlig ikke meningen.... men hun skulle vode hvor ondt hun havde gjort mig....

Jeg hørte ikke fra hende i et halvt år...pludselig en dag ringede hun...Hun kunne godt forstå hvorfor jeg havde skrevet brevet, og hun savnede mig. Men DÉR satte jeg sgu grænsen....der var ingeting der kunne blive som før. Jeg sagde til hende at jeg var glad for at hun forstod mig...det kunne jo have været hende selv, det var gået ud over, så derfor skulle hun lige tænke sig om næste gang hun var sammen med en fyr, men at jeg ikke ville se hende mere.

Det var min hævn...et modbydeligt brev, og afvisning af hendes venskab....når jeg ser på det i dag, virker det acceptabelt...men der er vel ingen nedre eller øvre grænser...Hævn er hævn og ikke acceptabelt eller hvad?

Jeg tænker ikke i hævnbaner...men jeg tror jeg har fået pillet det ud af min rygmarv i forhold til min religiøse opdragelse....dunno...håber nogen kan fortælle noget om det her i debatten.

;o)

Hævn er som at .... Gråskæg
...tisse i bukserne: Det varmer her og nu, men på længere sigt bliver det koldt, og det stinker!!

USA's angreb på Afghanistan og Irak var en slags hævn for 11. september. Der er "koldt" i Irak nu, og hele sagen "stinker".

Hævn er en forståelig, men langt fra altid hensigtsmæssig menneskelig reaktion.

Vi kan opspare hævn, eller hævnfølelsen kan blive hængende i lang tid, som den gjorde hos dig, du Halvonde, da du nægtede at se din såkaldte veninde, da hun ringede og bad om godt vejr.
Nu var det vel en "veninde", du ikke på nuværende tidspunkt er afhængig af. Derfor kunne du tillade dig at skrotte hende.
Men er du stolt af dig selv, Halvonde? Og vil du også være det om 10 år?
Det kan kun du selv afgøre!

Der er mennesker, der oplever, at deres hævn hævner sig på anden måde. Og således lærer de, at hævnen skal man være varsom med. Kan man evt. finde andre udveje end hævn? Dialog f.eks?
Måske kan man endda overveje helt at droppe hævnen, idet man ved, at den, der har forulempet én, selv må leve med skammen. Så bliver dét hævnen!

Er man meget kristen (det er jeg ikke!), kan man endda hengive sig til at tilgive forulemperen.
Men det er en konstruktion, der skal forsøge at bryde med det eskalerende hævn-over-hævn princip, som f.eks. den sicilianske og korsikanske blodhævn. Og blodhævnen kender vi også fra den hedenske vikingetid.
Det er jo et spørgsmål om ære!!!

Og når en kvinde hævner sig på sin veninde, fordi veninden har forført éns kæreste/mand, så er det jo fordi kvinden føler sin ære som fuldgyldig kæreste/ægtefælle krænket.

Har jeg ret???


Knus & kram
Gråskæg

Gangbar krampen
Fy for pokker en historie...tja hvem fortjener sådan en omgang!?
Kan heller ikke lade være med, at blive forarget over, at du fik beskeden over telefonen.
Ser endnu mere rødt...når du, får dårlig samvittighed over, at du har sendt hende, din x-veninde et brev. Det er da en konfrontation...så det batter! – og den er da fuldstændig gangbar.

I forhold til om hævn er acceptabelt eller hvad?
Så tror jeg, som du også selv var inde omkring, med din opdragelse?...at de negative følelser, så som vrede, grådighed, jalousi, had, frygt, angst, hævn osv. Er blot et udtryk for den begrænsning, der ligger i os alle på grund af opdragelse og socialiseringsprocesser. ”Negative” følelser er samfundsbestemte, fordi der i samfundet er visse følelser, der bliver normbestemte – acceptable og omvendt?

Men alt om alt....så håber jeg historien er fortid og langt væk fra fremtiden og du er glad igen?

:) Krampen

Hævnen er sød. nellike
Hvis jeg har ( og det har jeg!) været udsat for et slemt svigt, altså noget der svarer til utroskab...... Kan jeg bruge timevis, ja endda dagevis, på at planlægge en voldsom og ondskabsfuld hævn.

I mine tanker er intet for meget når det glæder om at få hævn..

Men jeg fører aldrig hævnen ud i livet, for mig er der mere værdighed i at vende ham ryggen, så han ikke ser min sårbarhed. Jeg tager hatten af for dem der virkelig sørger for at få hævn, den metode er bare ikke det rigtige for mig!!!!

jo tak... juks
Jeg må indrømme at jeg ofte har hævnet mig på folk der har behandlet mig uretfærdigt... og faktisk fået det bedre af det! Det er lidt somom at det tager det værste af følelsen af at blive pisset på... Jeg kan godt se det forkerte, og måske endda latterlige (!) i hele hævntanken, men på den anden side kan det altså hjælpe enormt meget... bare min holdning:) andre der også hævner sig?

Stolt? sanessa
Nej, jeg kan ikke prale af, at jeg er STOLT over det brev jeg skrev til hende. Det VAR faktisk temmelig ondt...men meget direkte. Det jeg GODT kan leve med er, at jeg ikke ville være veninde med hende mere. Hun var ikke en veninde jeg var afhængig af....men det er igen et meget svært begreb at definere...for i virkeligheden kan man godt OVERLEVE med tab af forskellige slags relatione...men derfor kan de godt være svære at undvære.

Jeg var dybt afhængig af min kæreste...jeg elskede ham virkelig overalt på jorden, og jeg MISTEDE ham på det tidspunkt...ikke fysisk, men kærligheden var væk. Jeg VAR ikke i stand til at tilgive...og det kostede mig den eneste ene som man siger.

Jeg synes ikke man for enhver pris SKAL ses, men jeg var ikke i stand til at tilgive hverken hende eller min kæreste....det har jeg prøvet at lære af lige siden. Episoden er 14 år gammel...Jeg skrev det, fordi Krampen spurgte mig om jeg nogensinde SELV havde hævnet mig....og det synes jeg jo på en måde jeg har.

Men jeg mener også at man skal prøve at lære af det. Jeg vil give dig ret langt hen ad vejen...men i forhold til mine personlige erfaringer hjælper det ikke så meget som en millimeter at hævne sig. Ikke en gang på kort sigt. Man får det ualmindelig dårligt med sig selv....og har meget svært ved at rette sin opmærksomhed positivt på andre.

Nysgerrig sanessa
Når du ved med dig selv at det er forkert, hvad gør det så ved dig, at den "forkerte bunke" erfaringer inde i dig vokser?

Der må være et eller andet godt i det siden du ikke holder op....giver det dig selvtilfredshed eller hvad er det for en slags hævn du taler om?

Jeg er oprigtig nysgerrig

Hej Gråskæg krampen
Jeg synes det er vigtigt, at vi forstår, at vores indre struktur – ambivalensen – er en del af livet…altså bare dét, at være et menneske samt, at kunne rumme følelserne som kærlighed/had, glæde/vrede m.m.
Mener det er betydningsfuldt for vores egen tilblivelse, at de mennesker vi omgås, forstår disse modstridende følelser og tilkendegiver, at vi nødvendigvis ikke er onde, fordi vi føler vrede mod en anden.

Men jo giver dig ret, med hensyn til, at dialog må være det primære...men hvornår er grænsen nået? – og hvis grænsen er nået...hvad har man så tilbage, at handle på??
Kan også tænke i forhold til det, at overveje helt, at droppe hævnen...er det lig med, at stilheden bliver undertrykkende? - eller hvad nu hvis personen, som har forulempet én ikke føler skam? Hvad så?

:) Krampen

Kan følge dig noget ad vejen sanessa
Man kan godt blive indædt rasende og tænke de mest forfærdelige tanker...og der er vist ikke noget der befordrer modbydeligheder bedre end forsmåethed.

Og ve den der åbenbarer en forsmået kvindes sårbarhed...vedkommende dør gerne og taknemmeligt af forgiftning....til sidst!!!! (Well....melodrama is my favorite) Men for at sige, at jeg godt FORSTÅR hvilken tilstand det er du taler om, hvor alle disse tanker får frit løb.

Men at du beundrer dem der fører hæven ud i virkeligheden....har jeg lidt svært ved at sætte mig ind i....det er faktisk, som om jeg har en blind plet...kan ikke forholde mig til hævn sådan rigtigt! Måske er det fortrængt...dunno....kan ihvertfald ikke helt forstå, hvilken gavn hævn gør ude i virkeligheden, og min holdning er...at den kun avler negativitet....og at det aldrig kan være målet med noget. Svært at forklare...

håber du kan følge mig....

tja juks
Når jeg har taget hævn, har det som regel været på den luskede måde... altså ikke noget med store scener og smadring af ting! Men jeg har ofte "ødelagt" nogle ting i deres tilværelse som de var glade for... .f.eks. fået lavet ravage i deres arbjedssituation eller i et forhold... lyder ondskabsfuldt, og det er det måske også, men følelsen af at have fået noget af sin værdighed tilbage kan ofte være det værd! Det hjælper i hvert fald mig til at give slip på en kedelig situation om komme videre...

Interessant svar! sanessa
Ja, jeg er også af den overbevisning at vores følelsesmæssige adfærd er bestemt af omgivelserne... visse følelser anerkendes andre gør ikke...det er ENORMT kulturafhængigt. At arbejdes ig frem til at kunne være stolt af noget er et begreb der betegner selvstændighed og dermed fremgang og succes hos indianerne...i den vestlige verden er det nærmest negativt at være stolt.....

Så handler det om at jo flere der begår hævnakter, og på overfladen får en tilfredshedsfølelse, jo mere dannes der kodex for hævn som acceptabel følelsesmæssig reaktion?

Vi er midt i en udvikling....det er vi jo altid....men hævn synes jeg faktisk på lang sigt virkelig er en af de elementer, der for alvor bringer os ud på et skråplan.

Ja, det er længe siden med min xveninde og min xkæreste...og egentlig skar det så dybt i mig, så jeg ikke rigtig har kunne komme op igen siden....Det er ikke andres skyld end min egen...men jeg er lidt lost på det punkt...

Hævnen? krampen
Kan være lille, som stor?
Så du tema aften på DR2 i lørdags om singler?

Én kvinde havde brudt med hendes kæreste.

Til en tilfældig fest, langt væk fra den tidligere kæreste, fortryder hun bruddet. Hun vælger, at ringe til ham for, at fortælle, at hun havde fortrudt...men men men....en anden kvinde tager røret.
Hun blev skuffet, forvirret osv. over, at der allerede var en ny kvinde i x´ens liv.

Grinende sidder hun og fortælle, at hun godt ved, at det måske ikke er så smart, det hun har gjort....men hun besluttede sig for, at chikanere dem i 2 timer, ved at ringe op hvert 10. minut, for derefter, at smække røret på...og hun havde det godt med sig selv bagefter.

Den er da i orden, lille og måske ligefrem en sjov hævn.....ja måske først om 1 år, med et glas rødvin svingende i hånden, i mens man fortælle hvor dum, man har været?

Men kan sagtens følge, at hævn kan bringe én ud på et skråplan.....samt det med, at man kan lære fra situationen....bare en p.... træls måde, at lære på!!

Håber dig alt vel, tanker herfra :) Krampen

Splittet følelse sanessa
Tak for din lille historie...ja, jeg ser jo ikke sådan noget, for jeg ser næsten ikke fjernsyn... og i lørdags var jeg til en ualmindelig hyggelig og SKØN fest...uden fis og jalousi og sådan noget ;o)

Jeg kan faktisk på en måde godt forstå hende der følte sig forsmået over kæresten havde forladt hende...men hun må sgu bare vide, at verden fortsætter, også uden hende! Men tænk at hun GJORDE det....og så sidde at snakke om det? Det må virkelig være en fuldstændig opsplittet følelse indeni...

"Det her...det er dumt, jeg ved det godt, men jeg gør det alligevel"
"Jeg elsker ham"
"Jeg vil have at han elsker mig."
"Det sårer mig at han allerede har fundet en anden"
"Han fortjener ikke at være lykkelig, når jeg ikke er det"
"Han skal forhindres i at blive lykkelig, og hvis ikke der er andre der forhindrer ham i det, så må jeg jo gøre det. Derfor gør jeg dette meget dumme lort, at ringe og forstyrre dem hele tiden."
"Men jeg ved godt jeg ikke opnår at få ham tilbage på denne måde, derfor er det utrolig dumt det, jeg gør, og det er endnu dummere, fordi jeg godt ved at det er dumt. Men når man først er nået ud til kanten og over grænsen, så ændrer det sgu ikke noget, at man går endnu længere. Skaden er sket."

Er det ikke sådanne tanker hun havde?

Othello ville tænke om sin Desdemona : "If I can't have her for myself, then no one can" Og så slog han hende ihjel! Totalt klassisk setup

Hvordan ville en eskimo mon tænke? Det er virkelig enormt kulturafhængigt, hvor vi har vores grænser...det bliver meget tydeligt med den historie der ;o)

(Og massevis af farverige og glade tanker til dig fra mig ;o))

Bare lige for at slå fast, ... Gråskæg
.... så vil jeg på ingen måde moralisere på begrebet hævn eller ikke-hævn!

Det eneste, der interesserer mig er, om udførelsen af hævnen er hensigtsmæssig, formålstjenlig for den enkelte på længere sigt.
Enhver er sig selv nærmest, og vi skal selv leve videre med erindringen om, hvad vi har gjort.
Og er man et nogenlunde tænkende menneske, vil man også, efter et par hævntogters erfaring, kunne forudse, om en evt. hævn hjælper én videre på lang sigt.

En ydmygelse er en streg i regningen. Hævn er en udligning af ubalancen. Sådan opfattes hævnbegrebet af den enkelte.
Men det har vist sig, at samlet set, er ydmygelse/hævn en slags stafet, der bliver kastet frem og tilbage og måske endda givet videre.

Eks.:
Manden er sin kone utro. Han føler ikke, det er noget særligt. Bare et lille uskyldigt sidespring! Han elsker jo stadig sin kone!
Da konen opdager det, hævner hun sig ved at smadre hans sportsvogn, hans stereoanlæg, hans arbejdsplads, hans vennekreds eller "whatever".
Han ser det som en total overreaktion og "hævner" sig ved at ..... osv. osv.

Det er svært i vredens stund at erkende, at vi ikke kan "opdrage" på hinanden ved hævn. For hvis du hævner dig på "stolte" mennesker, vil de aldrig erkende, at regnskabet er udlignet og gjort op. Hævnen bliver bare til en ny ydmygelse.

Men jeg forstår da så udmærket, at kvinder føler deres stolthed som hengiven hustru/kæreste såret, hvis manden har udenoms.
Det beviser vel bare, at kvinden har en stærk selvfølelse. Og det er kun ønskeligt! Især i disse tider!

Knus & kram
Gråskæg

har aldrig oplevet... juks
at hævn-stafetten kom tilbage til mig... men det er da tænkeligt at det kunne ske! Men når man hævner på den måde som jeg en gang imellem gør, altså hævner sig på folk som man aldrig har tænkt sig at indlede et forhold til igen, tror jeg at det er usandsynligt. At hævne sig på folk man har tænkt sig at fortsætte sit forhold til er meningsløst! for så vil man nok aldrig få et velfungerende forhold til hinanden.

Giver du virkelig slip? sanessa
Tænker du ikke over det mere, når historien er spillet igennem?

Jeg tror jeg ville tænke meget over det...ville tænke meget på dem, min hævn gik ud over....spørge mig selv om det nu var rimeligt...om hævnens effekt stod mål med smertens dybde.... Men hvilken målestok man kan anvende har jeg ingen idé om....effekt er jo dybt individuelt....

Gad vide om du er en mindre såret person end jeg er...om hævn VIRKELIG kompenserer for smerten....

Det kan jo også være et problem, når nogen kommer til at såre en, men fordi de ville noget andet...fortjener de HÆVN?

mindre såret... juks
jeg ved ikke om jeg er en mindre såret person end du er, men jeg tror bestemt at hævn hjælper mig videre. Det er somom at det er nemmere at slippe en dårlig situation hvis du føler at du har gjort et eller andet ved den, og ikke bare ladet det stå til. Det er selvfølgelig tvivlsomt at personen man hævner sig på lærer noget som helst! Men så føler man i det mindste, at man har "fået det ud"! og gjort det klart at man ikke lader folk behandle sig dårligt.

Jeg tror at det er meget individuelt om hævn virker for én. Måske er min reaktion mere vred end den er såret!? og derfor er hævn måske godt for mig? Det kommer vel helt an på hvordan man reagerer på den slags.. om man bliver ked af det eller vred.... og om man føler anger når man har udført hævnen... for hvis man gør det er det nok bedst at lade være!

Det skal også lige understreges at jeg ikke hævner mig på alt og alle der går mig imod eller behandler mig uretfærdigt. Jeg foretrækker selvfølgelig at tale om tingene og løse konflikterne. Det er kun i yderste instans, hvor der ikke er nogen vej tilbage, at jeg tror på hævn som en "løsning" eller i det mindste en lindring.