Har jeg nu liiiiiige valgt den rigtige?

Har jeg nu liiiiiige valgt den rigtige? Evigkærlighed
Hej Piger (og drenge),

Mine veninder og jeg sad og hyggesnakkede om parforhold, ægteskab og des lige i går aftes. Vi blev enige om, at dette emne faktisk er tabu, men hvor er det næsten uundgåeligt i et forhold ikke at tænke: Har jeg nu valgt mit livs store kærlighed. Er han Mr Right? Vi har det godt nu, men er det lige dét, der holder resten af livet.

Det skal ikke forstås sådan at man ikke elsker sin kæreste/ægtemand, men mere end spekulation - som jeg tror fremkommer mest hos piger (ret mig, hvis jeg tager fejl)

Bare en lille indlæg, for jeg vil også lege med[:)]

ikke kun piger/kvinder Anonym
Drenge tænker nok slet ikke på om det er den eneste ene for dem--de har meget travlt med at sprede deres gener i alle retninger--MEN, når drengen er blevet en mand, tænker han da lige så meget over om hans kæreste er den der skal føde HANS børn og om de skal blive gamle sammen--og tro mig tvivl vil der altid være, fordi man tror græsset er grønnere på den anden side hegnet[:)]-måske med rette, når det viser sig at den dejlige sexkilling forvandler sig til en kontrollerende og manipulerende bitch når børn og hverdag afløser forelskelse, fest og farver. Ingen ved om de vandt, eller fik børn med en nitte. Så jo bedre man kender hinanden og jo mere respekt/tillid man giver/får-jo længere vil forholdet vare

GIV og vær lige realist tomoe unlogg
for den der tilbagelænede holdning: er han/hun den heeelt rigtige liiiige for MIG.

MOI!

mig mig mig
...vil ha!

ikk'!

Hvad gør du i løbet af et ægteskab for at kærligheden skal vokse og BLIVE "helt" rigtig (læs: blive hel og dermed rigtig)

vh tomoe

70% af alle ægteskaber dusti.
ophører på grund af kvindens utilfredshed.

idag er det normalt, at et par bliver skilt efter 4 år.
for få år siden kunne sygeplejersker og telefondamer ikke gifte sig.
man kunne heller ikke få en lejlighed, hvis man ikke var gift.

ingen grund til straks at blive sur på hende Miatsje
Jeg tror hun spørger af ren og skær nysgerrighed!!!

Har da også siddet med spørgsmålet selv og jeg giver meget i forholdet. Tror dog han er den rette for mig :-)

Du har haft nogle dårlige erfaringer Miatsje
kan jeg læse[;)] Håber ikke du lader det gå ud over nuværende eller kommende kæreste[:$]


Min kæreste havde også sådan nogle kærester, så han var irriterende skeptisk overfor mig og det var ret ødelæggende for mig. Men nu har han set at jeg ikke er sådan og slapper af. Så bare et godt råd, lad tvivlen kommende nuværende eller kommende kæreste til gode[:)]

Den ene ka være li så god som den anden! herete
hvis man lever som mainstream. Så jeg kan godt sætte mig ind i problemet. Der ER jo potentielt en masse andre fyre/piger som ville kunne passe som ens livspartner, passe til ens livsværdier og ens person i det hele taget, hvis man lever sådan som de fleste nu lever deres liv.

Arbejde på hverdage - hente børn efterpå - daglige trummerum med familiegøremål - se det samme i tossekassen som alle andre ser - samme kulturelle værdier/ underholdning - samme trang til familiehalløj i weekenderne - osv.

Der er masser af personer at vælge mellem som vil kunne passe til de fleste, så forståeligt man her godt kan komme i tvivl om "den eneste ene" - for vedkommende ligner jo alle de andre på væsentlige punkter at det kan være hip som hap hvem man vælger.

Lidt retfærdighed er der nu alligevel her i livet. For alle de der føler sig "anderledes" (som enspændere i forhold til mainstream) de har fået denne gave KUN at passe til "den eneste ene" - der som de selv stikker ud blandt den kedsommelige almindelige dansker [:$]

Pusser

Pusser

Tabu ...
Når spørgsmålet "har jeg nu liiiige valgt den rigtige" kan være tabubelagt, kan det blandt andet skyldes, at sådan et valg også siger noget om een selv - har man nu formået at stille sig de fornødne spørgsmål inden man lissom takker helt ja til Manden/Kvinden (og da taler jeg ikke nødvendigvis om at takke ja ved et giftermål..). Og det kan jo nogle gange være lidt nasty at skulle stå ansigt til ansigt med eens egne valg på den måde. Ikke dermed sagt, at jeg går ind for almindelig fornægtelse af ens eget ansvar her i livet.
Det er jo ofte et meget vigtigt valg at tage, når man vælger sin partner. Og hvis du selv skal gå ind og fyre dét forhold, du selv har godkendt og gået ind for, så kræver det eddermame boller!! Så jeg tror mange vælger IKKE at stille sig spørgsmålet fuldt ud - og derved gør det til tabu.

Jeg har egentlig altid troet, at når jeg giftede mig ville jeg rende rundt som en skoldet skid, fordi jeg ville skulle lure, om det nu også var det rigtige.. måske fordi, det ser man ofte i film, og når man hører historier fra det virkelige liv, så er historierne mere interessante at fortælle, når den ene bliver forladt lige før vielse. Man hører jo ikke i samme grad og med samme skræmmefaktor, når brud og gom virkelig elsker hinanden og er hinandens bedste kærester. Jo, man hører det, men det er jo ikke noget, man snakker om i timevis - det er super dejligt, men så er prutten nok desværre slået. Derimod når den stakkels mand står ensomt tilbage, fordi hun troede, hun havde fat i den Rigtige, så er der straks mere historie over det.

Men da jeg så endelig stod for at skulle giftes, så gik jeg og ventede lidt på, at jeg skulle overbevise mig selv om, at det var det rigtige, jeg var igang med. Men det kom sgu aldrig! [:D] Jeg kunne med glæde meddele mig selv, at selv efter dybe ransagelser, at jeg sgu har valgt rigtig. Så nu er der ikke andet tilbage end at huske at blive ved med at have et forhold, som jeg kan gå ligeså 100% ind for i fremtiden [:)]... som også en anden her i tråden har skrevet.

Fint indlæg Nannananna
Tror du har lidt ret