har vi opdraget en "svag" generation?

har vi opdraget en "svag" generation? indoory
Hejsa,

Jeg sidder her og læser og det ene unge menneske efter det andet, der pludselig ud af den blå luft, ikke kan klare deres problemer (læs hverdag)

Det får mig til at tænke over, om vi, som opdragere, har været for svage eller angste, til at give vores børn den psykiske modstandskraft, der skal til for at klare livet på egne ben ?

For mig lyder det somom, at de ikke kan klare at skulle tage stilling til den sårbare side af deres sind.

Når jeg griber i egen barm, så tror jeg ikke jeg er bedre selv, jeg har prøvet at beskytte mine børn mod alverdens dårligdomme, passet på dem i hoved og rø...! og sommetider nu, må jeg erkende, at der er ting de ikke kan tackle selv. Heldigvis, snakker vi om alt hos os (de er begge voksne) og jeg ved de kommer for at få råd - inden det går galt.

Dette er bare en strøtanke - har vi virkelig - i vores forsøg på at ruste dem til den store verden - opdraget dem FOR omsorgsfuldt?

knus indoory

ps. ved at denne streng måske er placeret forkert, men det er strengene på denne side, der giver stof til eftertanke.

skilsmissekulturens ansvar maby
Det kan have mange årsager på sig. Men idag har alle børn og unge eget fjernsyn, video og computer på værelset. Og deres verden og syn på samme, formes derforn nok idag i langt højere grad derfra. De tror at verden er, som den fremstilles i Hollywood film.
Vi lever også i en tidsalder, kaldet "jeg, jeg jeg".
Det er ikke længere "os" men "jeg alene". Og det får børn banket ind i hovedet af deres karrierefikserede forældre. Så sker det nu og da, at en barn oplever en skilsmisse, og hvad dertil hører af problemer og ståsted.

Så når børn både indoktrineres visuelt af video og fjernsyn, opdrages til ego-kultur og samtidig skal forholde sig til forældre, der end ikke formår at holde sammen på familien, men vil skilles, ja så går det stødt nedad. Lad os kalde det den sociale arv. Det kommer vi til at se meget - meget mere til i fremtiden. Desværre

Næppe Isd
Jeg tror næppe at det har noget med hvad generation at gøre..
Jeg tror bare nu har de unge et sted at komme ud med det.
Jeg er ret sikker på at depersion hos unge har være der altid, I gamle dage var det mere tys tys og blev kaldt ting some ung sløv sind, den gang var man bare dovn.
Jeg har selv fået depersion og jeg har langt fra haft tv og video på værelset..
Syntes det er bizard at sige "Du har fået video og tv og derfor for du depersion"

Vi hjælper ikke de unge nok, mange (ikke alle) ældre mennesker brokker sig konstant over de unge mennesker..

Jeg tror hvis vi snakker og lytter mere til hinanden kunne vi sku hjælpes ad med at komme det til lives.

Bud på det... sanessa
Jeg tror, det bliver sværere at forberede ens børn på de problemer de skal slås med, fordi, de ikke ligner dem, man selv sloges med som ung. Og pga. den hastige udvikling kommer der større og større afstand i mellem generationerne. Det har noget at gøre, især med den teknologiske udvikling som bla. fører en overvældende bunke informationer med sig, som følelsemæssigt kan være uoverskuelige og overvældende for de unge at forholde sig til.

Tror det kunne være sundt med en seriøs og åben debat om, hvilke behov de unge egentlig har for fortåelse og støtte, for at undgå alle de følelsesmæssige tragedier man hører om. Måske har de brug for noget, der slet ikke findes ord for endnu....

De såkaldte "stærke unge" Q23
Det tog mig flere besøg herinde før jeg fik mod på at læse dit indlæg. Jeg synes det var provokerende, og jeg gad ærlig talt ikke læse endnu et surt opstød fra en bedrevidende 50-årig kvinde, som synes at ungdommen bør tage sig sammen. Men jeg blev positivt overrasket, der var ikke tale om et surt opstød, men et kvalificeret nuanceret indlæg til debatten. Tak for at du skiller dig ud og ikke tog den letteste vej til en omgang brok!

Nå men når det er sagt, så læste jeg idag i Urban (Som fattig studerende er det ud over internettet kilden til nyheder) en artikel om den oversete gruppe unge. Gruppen var opdaget, da den blev brugt som kontrolgruppe for en gruppe socialt belastede unge og deres problemer. Kontrolgruppen bestod af "de pæne unge". Dem der har haft en god barndom, kærlige forældre, gode vilkår, god uddannelse osv. Her var der en usædvanlig stor del med store problemer, som de prøvede at skjule. Problemer usynlige udadtil, men de skar sig selv, fik anoreksi, prøvede selvmord osv.

Artiklen påpegede at det kunne være en for stor omsorg og bekymring fra forældrenes side, der var årsagen. De forventede at deres børn var glade, dygtige og velfungerende. Der blev ikke gjort plads til deres problemer, de fik ikke lov til at være kede af det. Lige meget hvor godt forældrene vil gøre det og mener det, så kan det gå galt. Der skal også være plads til at vise følelser og erkende at man har en dårlig dag. Det skal ikke blot fejes bort som noget, der går over, selvom det for en voksen måske synes som en bagatel. For den følelsesmæssige udvikling er bestemt også vigtig. Men skal lære hele registret at kende og derigennem lære, hvordan man håndterer de forskellige følelser.

Jeg tror, det er vigtigt, at der bliver sat fokus på den gruppe af "såkaldte velfungerende" unge. Lære dem (os) at det er okay at have problemer, at det handler om at turde tage kontakten og tage hul på problemerne.

Man kunne måske frygte at en fokus på denne gruppe vil skabe problemer, der ikke var der. Men jeg tror ikke denne gruppe af unge vil blive påvirket, hvis de reelt ikke har problemer. For den del, der fungerer helt normalt kører livet derudaf, og der er ikke tid til at sætte sig ned og køre sig selv ned og med på bølgen.

Jeg tror nærmere at denne gruppe mangler nogen, de kan identificere sig med. De kender ikke til vold, druk eller svigt i en sådan grad, at de kan høre til i den gruppe af socialt belastede unge. Og de vil ofte føle, hvis de tager kontakt til en voksen og prøver at forklare deres problemer, at de bliver mødt med en skepsis, og en "det-kommer-du-over", "det-er-bare-en-fase", "det-har-vi-alle-prøvet"-holdning. OG den er mildest talt ubrugelig, hvis man føler, man har problemer.

Det var mit indlæg til debatten for nu.

Men det kunne være spændende at høre/undersøge, hvilke tilbud der er til disse unge, hvor de kan henvende sig, og hvor de henvender sig.

Ja det tror jeg Garfield_dk
Ja jeg tror faktisk du har fat i noget, nu har man i en hel del år, opdraget efter pædagoisk korrekte principper. Og samtidig fuldstændig lukket øjnene for virkeligheden, at samfundet bestemt ikke er særlig pædagoisk korrekt indrettet. Jeg har selv med unge mennesker at gøre, i uddannelses sammenhæng. Og det største problem vi har, er faktisk når de kommer fra folkeskolens pusse nusse tilværelse. Så er der godt nok et stykke vej, til de begynder at fungere normalt, og kan være på en arbejdsplads. I pædagoisk korrekthed, indgår jo ikke begreber som at forholde sig til praktiske problem stillinger, endsige selv at stå med et ansvar. Så jo, det er noget af et kulturchock, for mange af de unge mennesker. Dem der fungerer bedst, er faktisk fra de hjem, hvor man har skidt højt og flot på alle "pylrepædagogerne" og i øvrigt lært at klare og begå sig.

Der er noget om snakken :( Anonym
Jeg er selv en dreng paa 17 der pludselig fik en masse problemer, umiddelbart ud i den blaa luft, men det er bestemt ikke ud i den blaa luft.

Jeg vil ikke komme naermere ind paa hvilke problemer, men det er nogle af de saedvanlige ungdomsproblemer, depressioner, osv.

Jeg opfatter somme tider mig selv som pylret, somme tider goer jeg ikke, og jeg stoeder paa mange problemer som jeg kan identificere mig selv med.
Jeg tror at problemerne ofte bliver stoerre naar man snakker/taenker om/paa dem, og det er den daarlige side af at leve i et informationssamfund. Jeg har ikke oplevet ungdommen i den sidste generation og den forrige, men jeg tror at der havde de unge det lige saa daarligt som vi har det nu, omtrent, men dengang snakkede man ikke saa meget om problemerne. Det havde nogle fordele, og nogle ulemper. Fordelen var nok at mange af problemerne gik i sig selv, og ulempen var at nogle mere alvorlige problemer kunne vokse sig stoerre nede under bylden.

Ja, "staerke unge"... jeg kan tage mig selv som eksempel paa problemstillingen: Er selv ofte meget i tvivl om, om jeg er staerk eller ej, somme tider kommer jeg frem til at problemerne bare er noget jeg finder paa, ingen har sat navn paa mine problemer, saa jeg kommer tit med nogle forkerte diagnoser paa mig selv, fordi jeg er pisse irriteret over ikke vide hvad det er jeg fejler.
At der saa haenger en sky i min bevidsthed der siger at jeg bare er pylret giver mig daarligere selvtillid.

Det handler ogsaa om hvem man sammenligner sig selv med, hvis en paa 16 sammenligner sin karaktersvaghed med en paa 60, saa vil det noedvendigvis medfoere et daarligt selvvaerd, og en lidt forkert selvopfattelse, hvilket forvaerrer det omtalte problem.

Jeg tror at en meget stor del af problemet er den meget blandede kultur der er i samfundet, og saa britney spears(o. lign), og saa informationssamfundet der medfoerer at unge i hoejere grad stiller deres egne diagnoser, pga. en stor, men ogsaa mangelfuld indsigt.

Og saa er der den side af sagen at man kan oprette et indlaeg paa et debatforum, og faa 10 forskellige diagnoser paa sit problem.