Hjælp, er der nogle andre der har det sådan.???

Hjælp, er der nogle andre der har det sådan.??? Anonym
Jeg har en rigtig sød kæreste, som jeg længe har ventet på... Men her forleden, fortalte han mig, at han overvejer a tage tilbage til militæret... Nu har jeg endelig fået ham, og nu vil han til irak og kæmpe.... Hjælp... er der nogle der har nogle gode råd..??? Jeg elsker ham virkelig meget...

desværre baiz
Jeg kan ikke sige så meget andet end.. Lev med det...

Min kæreste har det også sådan.. og det samme med en god ven.. de vil ud og gøre noget godt. Og det er der ikke så meget andet end positivt at sige til...

Men det er hårdt at være den venten del.. regner jeg da med... Men... hvis nu han gerne vil.. ville det ikke bare være bedst at støtte ham?

Ønsk ham held og lykke Vera
Spørg dig delv hvorfor du elsker ham, tror du ikke det var fordi han tog ud for at hjælpe andre rundt om i verden.
Nogle mænd tænker på andre før sig selv. Det er dem man bliver forelsket i.

Du har ret Anonym
Du har selvf ret vera... Har tit tæmkt over det... Jeg elsker ham virkelig højt... Han er sjov og sød... jeg synes virkelig bare han er så dejlig... jeg kan da godt forstå hvis han vil gøre noget for landet... men som jeg har forstået det på ham, så vil han bare gøre det for sjov... det har bare taget mig så længe og få ham, og så vil har rejse... selv om vi er vidt forskellige så synes jeg vi er så perfekte for hinanden... tak for dit svar..!!!

tja... Anonym
I medgang og i modgang.... vil selvf støtte ham i alt hvad han fortager sig.... men det vil bare stadig knuse mig....

savner ham Vera.
Forstår dig godt, selv har jeg haft meget svært ved at acceptere, at jeg har måttet slippe min ven hver gang han rejste ud for at kæmpe et nyt sted. Her sidst var det Irak. Jeg var nødt til at skjule for ham hvor ked af det jeg var,og hvor bange jeg var for, at der skulle ske ham noget.
Han ved at jeg elsker ham højt, og for at berolige mig, sagde han også til mig, at han gjorde sit arbejde fordi han fandt det sjovt og spændende, og at jeg ikke behøvede at være bange for noget.
Men jeg kunne ikke holde spændingen ud,- var altid bange for at miste ham, og gjorde det til sidst forbi.
Jeg ved ikke om det lykkes mig at komme over ham, men jeg tror ikke meget på det efterhånden..
Men når han engang står herhjemme igen....hvis???.....så vil jeg selvfølgelig være her uanset hvad.
Jeg beundrer meget hans mod, og ved at han gør det uden at forvente at jeg skal gå herhjemme og være nervøs hele tiden.
Men jeg savner ham, og frygter for hans liv.
Elsker ham meget.