Hjælp, min nye kæreste har børn

Hjælp, min nye kæreste har børn Anonym
Hej Alle I erfarne bonusmødre!
Jeg har for nyligt (endelig) fundet en god og dejlig kæreste som jeg godt kunne tænke mig at blive gammel sammen med. Han har 2 børn på 6 og 9 fra tidl. ægteskab, og de er hos ham halvdelen af tiden. Jeg har ingen børn selv, men er ikke umiddelbart skræmt ved tanken om at vi står til at skulle flytte sammen, men jeg vil gerne spørge jer
Hvad er det egentligt jeg går ind til?? Gode råd modtages gerne.

...... anonym
Du går ind til et liv på børnenes præmisser, hvilket kan være svært, når det ikke er ens egne.
Jeg kunne ikke gøre det, og smuttede.
Håber du er parat til, at sætte dig selv til side.

Alt for tidligt at flytte sammen. anonym
Hvorfor allerede flytte sammen??Lad der gå mindst 1 år,inden i gør noget.
Du ved jo selv hvad du går ind til.Han har 2 børn,som kommer i første række,og så kommer du bagefter,husk det.Tro mig,det er ikke nemt at flytte ind hos en med børn.Det kan give meget misundelse fra børnenes side,og du vil nok føle at han giver sine børn mere opmærksomhed end du for,sådan er det bare,og det skal du leve med,hvis du tør det.Husk endelig ikke at blande dig i deres opdragelse,for det vedkommer ikke dig hvordan han opdrager sine børn.Hvis du mener det er et dilemma for dig med børn,har du valgt den forkerte mand,så er han bedre tjent uden dig.Hvis du vil have manden,må du tage børnene med,sådan er det bare.

Jeg valgte at vente Laila H
til børnene kendte mig, til den største var konfirmeret, til exen var tryg ved jeg havde hendes børn, til den yngste var konfirmeret, til exen var kommet over bruddet med sin nye mand - da kysten endelig var klar, indså jeg at det ALDRIG ville fungere, for nu kendte jeg nemlig manden.

Puhaa.....den er svær aleth
.....og kan kun svare for mig selv. Det gik ikke - efter 8 år gav jeg op. Og i dag fortryder jeg at jeg tilsidesætte mig selv i 8 år.

Men man hører da gudskelov om lykkelige forhold med "papbørn", så det må jo komme an på en prøve. Men vent lidt med at flytte ind - du skal være 110 % sikker inden du tager skridtet.

Har gjort det og har overlevet Pappen
Men jeg gør det ikke igen, hverken i dette eller i næste liv.

De har ikke være weekendbørn de sidste par år, men den store lettelse var at blive fri for planlægningsaftalerne med deres mor. Ungerne er såmænd søde nok, men det kører nogle (du er ikke en ordentlig far-spil) mellem ham og ekskonen. Han ved godt med sit intellekt at han burde lade være, men gør det jo alligevel. Resultatet var, at jeg gang på gang på gang havde følelsen af, at skulle flytte mig for hende. Børnene var en ting men HENDE. Da ferie og helligdage skal aftales med HENDE kan det ikke undgås. Jeg var ofte klar til at kvæle hende, men det var ham og mig der skændtes, hun var der jo ikke.

De var der ikke halvdelen af tiden (det var ikke blevet moderne) men hveranden weekend, 14 dages sommerferie, efterårsferien, 3 dage jul og nytår. Det var den faste aftale. Jeg har valgt ikke selv at få børn, da jeg slet ikke kunne overskue at vi også skulle til DET. Så dine, mine og vores har jeg dog været forskånet for.

Vi har det godt nu, men der sidder ting i mig fra episoder, som jeg gerne ville have været foruden.

kors i hytten thecaveman
for et negativt indlæg.[:/]

Hun spørger om gode råd......[:)]

Hos nogen der har prøvet en tilsvarende situation.[:O]

Du skal gøre op med dig selv, hvad du kan magte. Forventninger til dig selv og din patner i forskellige situationer, der kan tænkes at opstå.

Dernæst skal du spørge til din partnes forventninger i de samme situationer.

De forvendtninger skulle gerne være de samme, eller i hvert fald kunne snakkes hen til at være de samme. De behøver ikke være de samme konklusioner som andre par, men I skal være enige. Helt enige.

Så mit råd er, at du først og fremmest gør dig klart, hvad du kan holde til, og så tage den derfra.

venlig hilsen

Grøn

Opdragelse. anonym
Det med at hun skal holde sig fra opdragelsen af hans børn, giver jeg dig ikke ret i.
Jeg så engang en udsendelse med sammenførte familier, hvor der var nogle psykologer der gav gode råd.
De nævnte at stedmoren/faren skal være med til at opdrage børnene, for bla. ikke at føle at de var gæster i deres eget hjem, og ikke kunne tillade sig noget.
Og for at hele familien var med i fællesskabet.
Det synes jeg giver god mening.

Tak for svar Anonym - trådstarter
Tak for jeres svar.
Jeg er glad for at høre både de positive og negative ting.
Når man elsker hinanden så meget som han og jeg gør samt at både han og ekskonen er fornuftige mennesker, ja så tror jeg sgu på at det bliver godt for os alle sammen. Også svært selvfølgelig, men det ville da være tåbeligt ikke at give det en chance...

Tag det roligt Meette
Hvis du har mod på det syns jeg ikke du skal holde dig tilbage - uanset andres erfaringer. To situationer og to mennekser er ikke ens, og du skal ikke lade dig af skræmme af dårlige erfaringer.

Men jeg syns også du skal være forberedt på, at det desværre ikke er nok, at manden, ex'en og du selv er fornuftige mennesker. Det er desværre heller ikke nok, at I elsker hinanden. Men det er eg godt udgangspunkt.

En ting der undrer mig lidt - du nævner ikke rigtig børnene. Lad dem lære dig at kende stille og roligt. Hvis det er deres fars første kæreste siden skilsmissen ved de ikke hvilket ben de skal stå på. De synes det er underligt, og måske også forkert, at deres far er kæreste med en anden end deres mor. Hvis du skal have en reel chance hos børnene og dermed sammen med manden, er det vigtigt, at de dels lærer dig at kende frivilligt, og ikke fordi du flytter ind med kam og spejl dels ikke føler, at du tager deres far fra dem. Du og manden kan have masser af følelser, skønne stunder og tackle situationen voksent. Hvis børnene ikke giver dig en reel chance, har jeres forhold heller ingen chance - på sigt.

Nu ved jeg ikek vor længe I har kendt hinanden, men tag det roligt. Nyd hinanden fuldt ud når børnene er os deres mor og vær så sammen med både mand og børn i de andre uger i små portioner ad gangen. De har også brug for at være sammen med deres far alene. I hvertilfald i starten.

Håber I får det til at fungere :-)

Tak for svar Anonym - trådstarter
Hej Meette, tak for svaret :-)
Vi har kendt hinanden et års tid efterhånden (så helt ny kæreste er han ikke), og jeg har skam mødt børnene som er søde og dejlige. Jeg forstår selvfølgelig at det er alfa og omega at børnene og jeg har et godt forhold. Baggrunden for at oprette indlægget var at jeg tænker at selvom børnene og jeg har det fint sammen nu, er det jo noget helt andet når jeg flytter ind og vi skal være sammen det meste af tiden. Og det var ligesom erfaringer med det at bo sammen jeg gerne ville høre mere om.

Bare min datter Mormor
ville være lige så fornuftig for dig.
Det ønsker jeg for mit lille barnebarn, der er ved at komme i klemme.
Knus