hvad er sandhed?

hvad er sandhed? præsten
For snart to tusinde år siden spurgte den romerske statholder Pontius Pilatus: ”Hvad er sandhed?” (Joh.18:38) Vi har også i dag god grund til at tænke alvorligt over dette spørgsmål. Vi lever i en tid hvor vantroen, evolutionslæren og bibelkritikken tilintetgør troen på sandhedens Gud. Når vi betragter verden i dag, så ser vi overalt på jorden at vold, lovløshed, sult og sygdom tager til. Hvorfor er verden så fyldt med vanskeligheder? Hvad betyder det alt sammen? Er der nogen fornuftig grund til at tro at forholdene vil ændre sig til det bedre i fremtiden?

Ja, der er grund til at nære et sådant håb. Håbet er klart fremholdt i Guds ord, Bibelen. Oprigtige mænd og kvinder der søger sandheden i Bibelen, får mere og mere øjnene op for, at hele verden befinder sig i religiøs forvirring, og at religionens ledende mænd, der siger et og gør noget andet, er inkonsekvente. Mange ærlige mennesker tror, at de religiøse ledere repræsenterer Gud og taler på hans vegne; de begynder derfor at tvivle på, om der overhovedet findes nogen sandhed på jorden. De får samme indstilling som en af fortidens hellige mænd, der i sin skuffelse udbrød: ”Jeg sagde i min angst: Alle mennesker er løgnere.” (Sl.116:11)

Det uendelige univers, som vi kan skue ud i, er grundlagt på sandheden; derfor arbejder det harmonisk og uforstyrret af menneskenes egensindighed. Dets skaber er sandhedens store Gud. Det er ham, alle mennesker i ”kristenheden” påstår, at de tilbeder; men deres århundredgamle religioner, og deres stridigheder og vildfarelser har kastet forsmædelse både på ham og hans optegnede ord, som han har givet til menneskene. De forvildede mennesker har tit og ofte sagt i deres håbløshed: ”Bibelen er jo bare en gammel bog, og den er fuld af selvmodsigelser.” Hvis det er rigtigt, så betyder det, at Bibelens ophavsmand selv er forvirret og i modstrid med sig selv. Men det kan ikke være tilfældet med den Gud, hvis synlige skaberværk, hele det store univers, er vidunderligt harmonisk og usplittet. Naturligvis kan hans egen bog, Bibelen, derfor heller ikke være en forvirret sammenblanding, så at enhver tænkelig fortolkning kan passe ind i den. Forvirringen er at finde hos de selvbestaltede fortolkere, den såkaldte ”kristenheds” religiøse ledere, der er i stadig strid med hinanden, til tider endogså rent voldeligt. Hvis læseren ønsker at tage fat på et studium af Bibelen med denne webside som hjælp, så opfordres han eller hun derfor ikke til at studere Guds hellige ord på grundlag af ”kristenhedens” forvirrede og mystiske trosbekendelser. Han eller hun opfordres udelukkende til at mærke sig, hvad Gud selv siger i sit ord, ”for Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.” (1 Kor.14:33)

For at komme til forståelse af sandheden må vi fjerne alle religiøse fordomme fra vort hjerte og sind. Vi må lade Gud tale for sig selv. Enhver anden fremgangsmåde ville blot lede til endnu mere forvirring. Hvad gør det, om religiøse og ikke-religiøse mennesker har bragt Bibelen i vanry, gjort dens ord til intet og sat deres egne eller andre menneskers meninger og traditioner højere end den? Hvad betyder det, om religionens ledende mænd har forkastet Bibelens klare ord? Hvad gør det vel, at ”kristenhedens” biskopper og præster har vildledt menneskene? Kan disse chokerende og skuffende forhold på nogen måde ændre noget ved Bibelen selv eller ved dens sandhedsbudskab? Vor fornuft siger os, at den sande og levende Gud må have givet søgende mennesker en eller anden inspireret åbenbaring vedrørende ham selv. Når dette er en kendsgerning, så lad os stille os på samme standpunkt som en af Bibelens skribenter, der sagde: ”Hvad så, når nogle af dem var troløse? Vil deres troløshed så ophæve Guds trofasthed? Aldeles ikke! Gud må være sanddru og hvert menneske en løgner – som der står skrevet: Så du skal kendes retfærdig, når du anklager, og vinde, når du dømmer.” (Rom.3:3-4) Hvis vi erkender at Gud er sanddru, vil han lede os til forståelsen af sandheden ud fra sit skrevne ord.

At erkende, at Gud er sanddru, vil sige at lade Gud få det afgørende ord med hensyn til hvad der er sandhed, og ikke kirkens trosbekendelser. kun sandheden kan frigøre menneskene. Jesus sagde: ”...Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” (Joh.8:31-32) Og videre i Joh.17:17 læser vi Jesu bøn til Gud: ”Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed”, og Jesus siger i Joh.14:6: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”. At indrømme, at Gud er sanddru, betyder at anerkende, at hans ord, Bibelen, og hans søn Jesus Kristus, er Sandheden. Derfor vil vi på websiden SandhedenOmSandheden.dk vende os til Bibelen for at finde Sandheden. Det er vor pligt at bevise, hvad vi siger, med citater fra Bibelen. Denne fremgangsmåde fulgte Bibelens inspirerede forfattere og de trofaste mennesker den omtaler, og de anbefalede andre at gøre ligeså. Esajas, der var en fremstående profet, skriver således: ”Siger de til jer: Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler! – skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? Nej! Til loven og til vidnesbyrdet. Hvis de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, så er det fordi der intet lys er i dem.” (Es.8:19-20 gengivet efter den hebraiske grundtekst). Der er ikke meget lys eller sandhed i de lærdomme som kundgøres af menneskene i denne verden, der er under indflydelse af overmenneskelige, usynlige dæmoner, onde ånder, som bærer hovedskylden for det mørke der dækker hele verden. Hvis vi ikke søger direkte til Guds skrevne ords lov og vidnesbyrd, vil vi aldrig kunne nå frem til lyset, hvis stråler viser, at nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor, er nær.

Malakias, den sidste af de hebraiske profeter fra fortiden, pegede i samme retning som Esajas, nemlig hen til Guds skrevne ord. Som Guds inspirerede talerør skrev han: ”Husk min tjener Moses’ lov, som jeg gav ham på Horeb, lovbudene og retsreglerne for hele Israel.” (Mal.3:22) Moses’ skrifter udgør de første fem bøger i Bibelen, som vi har den i dag. Den sidste af de hebraiske profeter har således erklæret, at han er i fuld overensstemmelse med den første af Bibelens skribenter, der levede mere end tusinde år før ham. Alle de hellige skribenter fra tidsrummet mellem Moses og Malakias indtager samme standpunkt, og profeten Moses har i sin beretning skrevet om de patriarkalske fædre, som talte før ham.

Ingen af Bibelens forfattere fra Malakias tilbage til Moses har nogen sinde nævnt noget om en mundtlig overleveret lov ved siden af Guds skrevne ord. Ingen steder siger de, at religiøse menneskers mundtlige overleveringer eller trosbekendelser har samme betydning som Guds skrevne ord, eller at hans skrevne ord skulle være ufuldstændigt uden disse mundtlige traditioner. Profeten Moses har derimod talt om, hvor alvorlig en forseelse det er at føje uinspirerede menneskers mundtlige overleveringer til Guds lov og vidnesbyrd. Han siger herom: ”I må ikke føje noget til det, jeg befaler jer, og heller ikke trække noget fra, men I skal holde Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer.” (5 Mos.4:2) Guds skrevne ord er rent og fuldstændigt; det behøver ikke at suppleres med traditioner, der er dannet af mennesker. De, som lærer og holder fast ved disse traditioner, og som sætter dem lige så højt som eller højere end Guds skrevne ord, gør sig selv til løgnere. ”Ethvert ord fra Gud er lutret, han er skjold for dem, der søger tilflugt hos ham. Føj intet til hans ord, for at han ikke skal irettesætte dig, så du står som løgner.” (Ord.30:5-6)

Gud lod sin profet Esajas udtale stærke ord imod dem, der kalder sig Guds folk, men som gør sig skyldige i hykleri, idet de retter sig efter menneskers forskrifter og overleveringer i stedet for at følge Guds inspirerede skrifter. ”Herren siger: Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud; derfor vil jeg stadig behandle dette folk på underlig og sælsom måde, de vises visdom skal ødelægges, de kloges klogskab tilintetgøres.” (Es.29:13-14)
Den store lærer fra Nazaret var en afgjort modstander af religionsledernes traditioner og forskrifter, og derfor kom han i strid med rabbinerne i det første århundrede af vor tidsregning. Herom er der skrevet følgende beretning:

”Da kom der nogle farisæere og skriftkloge fra Jerusalem til Jesus og spurgte: Hvorfor overtræder dine disciple de gamles overlevering? De vasker ikke deres hænder, før de spiser. Men han svarede dem: Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? For Gud har sagt: Ær din far og din mor! og: Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden. Men I siger: Hvis nogen siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være tempelgave! så behøver han ikke at ære sin far. I har sat Guds ord ud af kraft af hensyn til jeres overlevering. Hyklere! Esajas profeterede rigtigt om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.” (Matt.15:1-9)

Således fastslog Jesus, at religionslederne med deres traditioner var hyklere, der overtrådte Guds skrevne lov. Men den oprigtige lærer fra Nazaret anerkendte, at Gud er sanddru, idet han henviste til Guds skrevne ord og rettede sig efter det.

Et er sikkert: De gamle hebraiske skrifter lærer os ikke at stole på religionsledernes mundtlige overleveringer og trosbekendelser, som senere er blevet nedskrevet og offentliggjort, og hvis tilhængere påstår, at de har lige så stor værdi som Bibelen, ja at de endog har større betydning og derfor skal gælde, også når de ikke stemmer overens med Guds ord. Det er lige så sikkert, at de inspirerede skrifter, der blev nedskrevet på græsk i løbet af det første århundrede efter Kristi fødsel, heller ikke lærer os at stole på eller anerkende de traditioner og trosbekendelser, som fremsættes af dem der kalder sig kristne præster. Hundreder af gange har de græske skrifter citeret eller henvist til Guds ord, således som det er optegnet i de hebraiske skrifter. Disse skrifter var det eneste af Bibelen, der fandtes på Jesu tid. Da han blev fristet af den store modstander under sit ophold i ørkenen i de fyrretyve dage, slog han fjendens angreb tilbage ved at bruge Guds ord. Ud fra Guds ord beviste han, at modstanderen var en løgner. Ved den første fristelse sagde han: ”Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” Som svar på den næste fristelse sagde han: ”Der står også skrevet: Du må ikke udæske Herren din Gud.” Den tredje fristelse slog han tilbage med disse ord: ”Vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.” I hvert af disse tilfælde citerede han Guds ord, som det var blevet nedskrevet af profeten Moses. (Matt.4:4,7,10. 5 Mos.8:3, 6:16, 6:13.)

Da Jesus i synagogen i Nazaret ville forklare hvad hans gerning her på jorden var, bad han om bogrullen med Esajas’ profeti og han læste kapitel 61, versene 1-2. (Lukas 4:16-21) Senere hen sagde han: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.” (Matt.5:17-18)

Jøderne som ikke ville tro på ham, gav han det råd at studere Guds ord. ”I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig... Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?” (Joh.5:39,46-47)

Ved hjælp af en forræder fik hans religiøse fjender til sidst held til imod loven at arrestere ham. Hvorfor ville han ikke sætte sig til modværge imod dem? Fordi han anerkendte, at Guds ord var sandhed. Han havde forud sagt til sine disciple for at forberede dem på denne begivenhed: ”For jeg siger jer: På mig skal det skriftord opfyldes: Og han blev regnet blandt lovbrydere. Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig.” (Lukas 22:37)

Nogle dage senere, da han forklarede sine disciple hvad der var sket med ham, fremhævede han igen sandheden i Guds ord, idet han pegede på, hvordan det var blevet opfyldt på ham selv. Om hans samtale med to af disciplene læser vi: ”Så sagde han til dem: Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne. Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag.” (Lukas 24:44-46)

Ikke en eneste gang brugte han citater fra rabbinernes lærdomme eller fra deres overleveringer og menneskelige forskrifter. Trofast henviste han sine disciple til Guds eget ord. Derved ærede han Gud og bekendte, at han er sanddru, og samtidig beviste han, at de alment agtede religionsledere var løgnere.

Apostel Paulus vidste forud, at mennesker, der kalder sig kristne præster, ville udvikle et helt system af religiøse forskrifter og traditioner og derved skjule sandheden for de religiøse organisationers medlemmer. Han skrev derfor: ”Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus.” (Kol.2:8) Paulus vidste, at disse traditioner ville være ”filosofi og tomt bedrag”, at disse traditioner ville være i strid med sandheden; de ville byde på en anden vej til frelse end den, der omtales i Guds inspirerede ord. Vor tids religiøse mennesker, der af religionens overleveringer er blevet ført bort fra det gode budskab, som findes i Bibelen, ville gøre vel i at agte på Paulus’ råd, det ”er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.” (Gal.1:7-9)

Paulus holdt sig derfor nøje til Guds skrevne ord, når han lærte og prædikede. Han havde heller ikke noget imod at hans tilhørere kontrollerede ham ved dagligt at ransage Skrifterne. Ja, for sådan en fremgangsmåde blev brødrene endda rost. Vi læser i Apostlenes Gerninger, kapitel 17, versene 10-11: ”Straks samme nat sendte brødrene Paulus og Silas til Berøa, og da de var ankommet, gik de hen i jødernes synagoge. Disse jøder var mere imødekommende end jøderne i Thessalonika, de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan.” Når en kirke eller en religiøs organisation forlanger, at sine medlemmer skal acceptere dens lærdomme uden at de er i overensstemmelse med De hellige Skrifter, så lyver en sådan kirke eller organisation, når den hævder at være Guds kirke eller organisation. Vi må som oprigtige kristne altid sammenligne en religiøs organisations lærdomme med Guds ord, og hvis disse lærdomme ikke stemmer overens med Guds ord, så må vi helt klart forkaste sådanne lærdomme!

Paulus’ medapostel, Peter, havde samme indstilling, idet han ligeledes gav den hellige skrift forrangen. Ingen steder i sine breve gør Peter krav på at være ufejlbarlig eller tillægger sig selv pralende religiøse titler; han forlanger heller ikke, at andre skal dyrke ham eller vise ham ære. Altid henviser han sine tilhørere eller læsere til Guds uforanderlige ord og erklærer, at det er i stand til at vejlede dem, indtil Guds rige kommer. Han skriver:

”Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter. Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud. Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv... I skal huske de ord, som tidligere er talt af de hellige profeter, og vor Herre og frelsers bud, som I har fået gennem jeres apostle.” (2 Pet.1:19-21. 2:1. 3:2)

Vi har på websiden SandhedenOmSandheden.dk valgt at følge apostlenes fremgangsmåde. Vi vil hævde, at Gud må være sanddru, og vi henviser vore læsere til hans uforgængelige ord. Vi tror som Skriften selv siger, at Gud ved sin hellige ånd har inspireret De Hellige Skrifter (2 Tim.3:16), således at den er fuldt ud pålidelig og nyttig til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed. Derfor vil man opdage, at websiden er fuld af citater fra Bibelen; vi opfordrer læseren til at slå alle disse skrifthenvisninger op i sin Bibel og læse dem der. Når ikke andet er anført, er skriftstederne hentet fra den danske autoriserede Bibel af 1992. Men læseren vil opdage, at der også citeres fra forskellige andre oversættelser, bl.a. fra den hebraiske og græske grundtekst.

Må Gud velsigne dig i din søgen efter Sandheden!

Er det ... Jehovas retsbetjent
...endnu en copy ’n’ paste fra Jehovas Vidners hjemmeside?

Debatregler:
Undgå indlæg der indeholder kopieret materiale

Sandhedskærlig. Tarzan f.eks.
sandhed er en ytring el. tanke som er i overensstemmelse med virkeligheden el. med en persons opfattelse af virkeligheden.

Altså det modsatte af en løgn!

Ja, det er JV nimbuto
De bruger igen løgnen som våben og prøver at skjule deres intensioner. Men retorikken kan man altid genkende.

http://www.sandhedenomsandheden.dk/artikler/hvad_er_sandheden.asp

Indlægget er en lang cut and paste fra JVs hjemmeside

Det er nemlig korrekt dulkis
Problemet med at diskutere, hvad der er sandhed er at nogle fortsat fastholder, der kun er én og dette er absolut ikke tilfældet. Din sandhed laver ikke min sandhed til en løgn.

De fire evangelier er et godt eksempel.

To slags sandhed ftg
Du skriver: "sandhed er en ytring el. tanke som er i overensstemmelse med virkeligheden el. med en persons opfattelse af virkeligheden."

Ordet sandhed betyder sådan som det er. Når vi taler om sandhed i relativ forstand, altså en persons opfattelse af virkeligheden, så taler vi om noget der kan ændre sig og som også vil gøre det efterhånden som vi bliver ældre. Vor opfattelse af virkeligheden kan godt være forskellig, selvom virkeligheden er én og den samme. Et menneske der tror på det han siger kan ikke siges at lyve, uanset om andre mener noget andet. Han taler i overensstemmelse med sin egen overbevisning.
Med venlig hilsen, ftg.

ftg - men hvad nu hvis den ........................... jalmar
.................overbevisning er en løgn i sig selv?


Med venlig hilsen

jalmar

Vil du gerne have svar? ftg
Svaret står i 2 Korinther 4:4.
Med venlig hilsen, ftg.

Næste gang Anonym
bliver det måske lidt bedre, hvis du kun skriver resume.

sandheden erik m nielsen
Jeg er meget enig i det du skriver, jeg vil gerne lære mere om sandheden.
jeg har fornyligt læst artikler fra sandhedenomsandheden.Jeg har imidlertid et par spørgsmål til dig
1tror i på en treenig gud?
2. tror du at alle syndere skal lide evigt i helvede.
På forhånd tak for svarene
venlig hilsen
erik møller nielsen
sørenmøllersgade 5b
8900 randers