Hvor bliver følelserne af

Hvor bliver følelserne af alone
Jeg kunne godt tænke mig nogle bud på, hvad der sker følelsesmæssigt hos dem der bliver deprimeret. Her kunne det være rart at få udsagn fra dig som er deprimeret eller har været det. Jeg har kendt to der havde depresioner. Den ene kunne slet ikke udtrykke følelser verbalt. Den anden overøsede mig med kærlighedserklæringer, virkede ægte og oprigtig, hvorefter han stoppede forholdet fra den ene dag til den anden. Bliver man følelseskold, eller bange for følelserne? hvad sker der?

depression tom
Det er forskelligt fra person til person hvordan man nu reagerer. Jeg selv blev utrolig hidsig kunne ikke styre mit temperament og det resulterede i div. slagsmål også videre og ja det skabte da respect i de kredse som jeg nu kom i og det er både godt og skidt, det er da altid rart at folk respecterede mig men det er sku´ ikke så heldig når mine venner ikke rigtig vidste hvor de havde mig og ja jeg vil sige er jeg nok blev lidt følelses kold i visse situationer men jeg tror mest det var for at beskytte mig selv mod at blive såret det har jeg efterhånden prøvet så mange gange og jeg synes det var den eneste måde jeg sådan lige kunne ligge lidt afstand til mine med mennesker for jeg er i bund og grund meget følsom og det synes jeg ikke at andre folk måtte se at jeg måske ikke var så stærk...

Mvh tom

De skjulte følelser Askepot
Kære Alone!

Ved en depression falder selvværdet. Den depressive er fanget i sine egne følelser af ikke at være god nok og har derfor en tilbøjelighed til at isolere sig.

Depressioner har ført til mange menneskelige tragedier; idet selvmordstanken ofte kommer indenfor rækkevidde.

Hjertelig hilsen
Askepot

er du blevet rask alone
Tak for dit svar Tom. Mine erfaringer var nærmest at de skjulte deres varme følelser, eller slet ikke kunne mærke dem. Hvordan har man det så når man ser tilbage på sin måde at være på over for omgivelserne?
Er du blevet rask?

hvad gør man så? alone
Hvad gør man så når vedkommende isolerer sig, eller ikke vil snakke med nogen. Jeg er selv meget positiv, og det er måske ikke rart at blive konfronteret med når man selv har det ikke har det for godt? Har du selv haft en depression?

sådan da tom
Ja om jeg er blevet rask er så meget sagt, jeg tager stadig noget anti-depresiv middel som jeg nok skal blive ved med et pænt stykke tid men jeg er da meget nemmere at være sammen med, mere rolig og fattet men det har da haft visse omkostninger. Jeg snakker sådan set ikke med mine gamle venner og har lidt svært med at være sammen med mange mennesker så man kan vel godt sige at jeg er begyndt at lukke mig selv inde, har svært ved at stole på folk osv...

Mvh Tom

svært at sige Maja
Ja jeg vil sige, at der er jo forskellige stadier i en depresion, så derfor forskelligt fra person til person, for nogle så ja, så er det svært for dem at sætte ord på og tale om det, og andre har måske mere kontakt til deres følelser..!
Jeg vil sige jeg tvivler på at de fleste bliver følelskolde, ja nok det modsatte som du skriver, man bliver bange, bange for mange ting, som man normalt måske ikke tænkte så meget over, det gjorde jeg i hvert fald.
Din eks går jeg så ud fra du ik taler mere med, men hva med den anden ven/ veninde taler du stadig med vedkommende?

muligt svar til hva gør man så? Girl
Hej Alone!
Det kan være en enorm svær situation, ja både at være ven men selvfølgelig oz for personen med depresionen.
Det bedste jeg tror man kan gøre, når personen begynder at isolere sig er, at fortælle personen at man er der for dem, og holder af vedkommende, tage nogle snakke, og prøve at få ham/hende til at forstå hvad det er der sker, har du prøvet det?
Det er desværre nok meget muligt, at der skal mere til når man først er begyndt at isolere sige.
har selv lidt af en depresion, og der var nok mange der gerne ville hjælpe mig, men det var mig selv og mine øjne der skulle åbnes, før jeg overhovdet kunne se og forstå hvad der foregik, jeg tror man til dels lever lidt i sin egen verden, og kan have svært ved at se tingene..!
det aldrig sjovt at blive konfronteret med det nej, men nogle skal måske også bare se det i øjne, og måske have et lille spark i rø...!
jeg tror at du ville kunne støtte personen meget,ved at fortælle, at du gerne ville være ved deres side, hvis vedkommende ville henvende sig til en læge/psykolog???

Ja, det er svært alone
Min ven.. ekskæreste går i terapi og har gennem længere tid fået medicin. Han gjorde det forbi pludseligt, og droppede helt kontakten til mig. Jeg skrev at jeg ville give ham fred og ro, og det er det jeg nu gør. Har direkte spurgt ham om han ønsker at jeg ikke kontakter ham... og det gør han. Det gør jo ondt. der har aldrig været et ondt ord mellem os, og vi planlagde at flytte sammen. Det hele er meget uvirkligt. Jeg ved jo ikke om han bliver "sig selv" igen?

ingen kontakt Alone
Den ene er en kæreste jeg havde for et par år siden. Han havde mistet sin kone pludseligt... deraf depressionen, som han ikke ville indrømme han havde, og ikke fik behandling for. Den anden var min største kærlighed. Han
vedgik sin depression, også at de små ting der kunne være en forhindring i vores forhold, voksede og blev kæmpestore for ham. Han var vildt forelsket i mig, men jeg kunne da godt mærke at han trak sig ind i sig selv. Det kom alligevel som et chok da han gjorde det forbi. Hvis han ikke havde det så skidt, tror jeg faktisk godt at vi kunne have en god kontakt med hinanden, men han vil ikke. Jeg tænker meget på om jeg helt skal glemme ham?

min egen maltese
Hej...

Jeg lider selv af depression...eller flere...
det har jeg sku gjort i en del år efterhånden...og når jeg kigger tilbage kan jeg godt se på mine valg og mine tanker at jeg var meget usikker på mig selv...og til tider også bare ligeglad med det hele...
jeg troede det hele ændrede sig da jeg mødte min eks...som jeg var samme med i 2.5 år...men jeg indser nu at det forværrede hele min situation...ikke nok med jeg selv var klar over jeg ikke havde styr på mit liv blev jeg dagligt mindet om det af hende, selvom hun ikke var meget bedre selv...hun trak mig længere ned og gjorde mig derefter opmærksom på min tilstand...
og ikke nok med det var der også en masse tillidssvigt fra hendes side...og jeg blev ofte tilsidesat og nærmest glemt i baggrunden når hun skulle feste med veninder og venner...så blev jeg nærmest bare brugt som pitstop når hun skulle sove den ud...
det er ikke fedt at blive konfronteret med ens depression...og selvom jeg nu er klar over jeg har en depression aner jeg ikke hvad jeg skal gøre...har sku fucket så mange ting up i mit liv...startet og droppet ud af så mange skoler og hf fag at det halve ville ha været nok...jeg starter altid med følelsen af at nu kan jeg klare det...men når ca en måned eller halvanden inde i forløbet og så daler stemningen...blir måske liggende lidt for længe den ene dag, blir hjemme dagen efter og lover migselv at jeg tager i skole på tredje dagen,...det sker bare ikke...så måske mandag næste uge...og sådan køre møllen til fraværet er så stort jeg blir smidt ud...
det har stået på i nogle år...jeg ved godt jeg har problemer...og tit tænker jeg bare på at det ville være nemmere hvis jeg ikke eksisterede...altså bare sov stille ind - ikke at jeg har overvejet at begå selvmord...slet ikke...men jeg mangler bare lysten til at tage mig sammen til noget som helst...
da jeg mødte min eks droppede jeg basketball som jeg havde spillet i 6 år...så jeg kunne være sammen med hende...jeg fik en del problemer hjemme fordi jeg ville bruge tid med hende...jeg var næsten 19 på det tidspunkt, hun var min første kæreste...og min mor/stedfar ville ikke lade mig sove hos hende...det endte med efter en del diskussioner at jeg flyttede ud til min kæreste, boede der i 3 måneder og sammen flyttede vi hen i min 1 værelses ungdomslejlighed...vi boede sammen i 2 år...med op og nedture...til hun var mig utro og flyttede hjem igen...så gik det ligesom ikke længere...og depressionerne(der er en del forskellige...) blev bare værre...
det er nu lykkedes mig endnu engang at blive smidt ud af skolen pga fravær....så min SU er stoppet per 1/4 og jeg skal altså til at finde på noget for at få råd til husleje/mad...men har ligesom givet op på forhånd da jeg i sidste ende kender udfaldet...det er jo ikke første gang det er sket...

måske skriver jeg lidt roddet og uforståeligt...men det er sådan mine tanker køre rundt....ja, jeg har problemer, ja jeg har givet op, ja jeg kender godt løsningen på samtlige problemer....men jeg har ikke energien til at tackle dem...

som sagt...det ville være nemmere hvis jeg ikke var til stede..så ville jeg ikka ha de problemer....men aktivt at fjerne min egen eksistens...nej tak...det tør jeg nok ikke alligevel... :)

får du hjælp? alone
Jeg kan genkende nogle af de ting du fortæller hos min eks. Han beskrev også kaos i sine tanker. Men jeg har aldrig bebrejdet ham, kun støttet ham så godt jeg kunne. Jeg ved han har haft det svært i et tidligere forhold, og nu syntes han ikke at han var "go nok" til mig. Han kunne ikke overskue konsevenserne ved at skulle fortsætte forholdet (nok de forventninger der følger med, som han selv stillede alt for højt). Men han er i behandling, er du det? Du mangler måske nogle der kan støtte dig.
Skriv igen

hjælp...støtte?? maltese
nej jeg er ikke i behandling...
jeg har den her angst med at jeg ikke vil stemples som weirdo...ved godt det er en dum tanke...og at jeg burde få hjælp...men kan ikke tage skridtet...er nok bange for ansvaret der følger med...

jeg er tilgengæld begyndt at skrive digte...har skrevet 2 nu...det hjælper faktisk...bare at få tanker og følelser ned på papir - nogle bekendte har også rost mig for dem...men de kender ikke til min depression...

jeg har en god støtte fra min mor...og mine søskende...men det er bare ikke helt nok, og det er svært for dem når depression går igen hos min storebror...han har det værre end mig og han har været min rollemodel siden barns ben - depressionen var også en af grundende til min eks smuttede i det forhold - hun kunne jo ikke være sammen med en der var så uambitiøs...det sagde hun ikke direkte til mig...det læste jeg i nogle mails hun havde sendt til en veninde...der havde hun også beskrevet hendes utroskab som hun stadig benægter at have udført...selvom hun ved jeg har læst de mails...
når jeg kigger tilbage gennem min opvækst...så ser jeg mange forskellige årsager til depressioner...og angst...men jeg ved ikke hvor det hele er opstået...det er lidt irriterende...
jeg forsøger at bryde de forskellige vaner jeg har lagt for migselv...men viljen er ikke altid helt nok....det lykkedes mig i 2 uger at løbe hver morgen klokken 06.30...og det syntes jeg selv var flot...da jeg ikke havde motioneret i 2 år...desværre mistede jeg viljen til det da flere problemer trængte sig på...selvom løbeturen gjorde mig frisk og i godt humør og tillod mig at tænke på noget helt andet end det daglige påstyr
men jeg har lagt mærke til at jeg i vågen tilstand formår at sove mig gennem dagen...og først rigtigt vågner op om aftenen når andre folk og diverse problemer sover...

godt.. alone
Jeg syntes at det både er flot og godt med de initiativer du gør for at få det bedre. Godt med motion og at skrive er rigtig godt, det gør jeg også lidt selv.
Hvor har du dog den tanke fra at du ikke vil stemples? Idag er accepten for sygdomme i sjælen så almindelig, og du kan jo selv se på disse sider hvor meget det fylder hos andre.
Du vil gerne få det bedre og blive rask. Det er nok den bedste forudsætning for at du bliver det. Du må erkende at du har brug for professionel hjælp. Så kontakt din læge- tag skridtet. Jeg tror ikke at det bliver "smertefrit" for der kan blive "rodet op i mange ting". Det samme skete for min eks. og jeg tror netop det var grunden til at han pludseligt gjorde det forbi. Han kunne ikke overskue både at blive rask og så de forventninger han havde til at være meget for mig. Men det er en nødvendig proses.
Så inden du igår hen og møder en sød pige, så gå igang med samtaleterapi, eller hvad lægen nu anbefaler. Lad dig ikke skræmme af at du evnt. skal til psykolog eller psykriater, de er bare professionelle på deres områder, nøjagtig som din tandlæge er.

Vand, søvn og frisk luft Askepot
Kære Alone!

Ja, jeg har prøvet det nogle gange, men har efterhånden lært, hvad jeg skal gøre, når jeg mærker, at deprien ligger og lurer efter mig. Jeg tager et stort glas vand, en sovepille og går i seng med et klart mål for morgendagen, som altid har noget med en spadseretur at gøre, dog aldrig skoven. Skoven tager jeg kun, når jeg er glad og godt tilpas.

Vand, søvn og frisk luft er et godt middel til det bedre liv.

Håber, at jeg med dette svar, har kunnet give dig et lille lift.

Kærlig hilsen
Askepot

ØHH alone
Det er ikke mig der er deprimeret og han er ikke modtagelig for gode råd,eller kommunikation i det hele taget, så spørgsmålet er hvad jeg gør??? bare sidder og venter på bedre tider?

hehe maltese
ja...professionelle...som tandlægen...jeg har en sygelig angst for tandlæger... :)

tja...man kan vel sige mit liv er så langt ude nu at det kun kan blive værre ved evt dødsfald i familie eller vennekreds...god forbid that happens...ellers kan det kun gå frem...
kom til at tænke på et citat...
"i have been down so long that it seems like up to me" <--- det er farligt hvis man når dertil...og jeg tror jeg har stået med et ben i hver lejr...
men jeg starter min løbetur igen...og vil focusere på at få den gennemført koste hvad det koste vil...når jeg selv tager styrepinden og selv bestemmer jeg vil løbe...og det er et skridt i den rigtige retning...så må andre ting føle med også - det er faktisk skægt...til daglig virker jeg ikke deprim...og jeg kan være glad og smile...det er kun når folk blir udsat for diverse overgreb både verbalt, fysisk og psykisk at jeg kan genkende ting som så bringer depressionens klamme hånd frem....jeg virker ikke deprimeret på folk omkring mig...det er kun de få jeg deler mine tanker og følelser med som kan se depressionen...
men at erkende problemet er vel halvdelen af løsningen...eller noget...
btw...pga nogle interne retsager kan jeg ikke længere få henvisning til hjernevrider fra min læge...mit navn er blevet udnyttet af min stedfar/hans partner til forskellige økonomiske gøremål som ikke er blevet betalt...så jeg sidder på en enorm gæld og har kun fået sagen udsat ved at aflevere kopi af en psykologhenvisning...til sidst smækkede min læge hælene i og sagde at jeg hverken kunne få en henvisning eller en sygemelding mere...kan godt forstå hende...og har også dårlig samvittighed over hun blev blandet ind i familiaffæren...for hun er sku et godt menneske...men alle har en grænse...
nej, jeg kan pt ikke anmelde min stedfar/hans partner pga familierelationer....men så snart han ikke arbejder på en løsning længere vil en anmeldelse blive fremstillet...det tager bare hårdt på kræfterne at skulle undgå sammenstød med pantefogeder og stævningsmænd der nærmest sværmer som fluer om en lort, ved min dør telefon...for ikke at tale om alle de latterlige breve og inkaldelser der blir lagt i min postkasse som er hendvendt til firmaet...
nå...nok om det....skulle lige ha luft :)

puh...ha... alone
Det er da noget af en "dejlig" papfar du har dér. Hvordan ser din mor på den sag?
Og til din beslutning om selv at tage styrepinden og komme fremad... siger jeg bare FLOT, med alle de problemer du har hængende over hovedet. Det kan være hårdt nok at have uoverskuelig gæld, som man selv er skyld i, men det her må da være så fustrende, så jeg forstår da godt, at det kan være svært at se lyst på noget som helst. Men du er en glad fyr, og i bund og grund positiv så jeg tror på at du nok skal vinde over depressionen. Som jeg opfatter min eks. lige nu, er han på det stadie hvor alt er uoverskueligt, og hvor han har sat sig i en offerrolle. Den kan han ikke være i når han er sammen med mig, fordi jeg konstant konfronterer ham med hvad han er god til, og hans dejlige egenskaber. Har du også ind imellem befundet dig i en offerlignende rolle. Der hvor du låser dig fast i, ikke at glæde dig over noget, som du hvis du var rask virkelig værdsatte. Der hvor du ikke ville tillade dig at nogle glade oplevelser, men istedet isolerede dig?
PS... smil.. ang. tandlægeskræk... det har jeg også haft, men det har hjulpet at få en tandlæge der forstår mig, og tager hensyn til at jeg er en bangebuks..

Rigtig god søndag... solen skinner

Lægen! Askepot
Så om igen - du er sørgmodig over, at din kæreste tilsyneladende har erhvervet sig en depression, som han ikke ønsker sig vejledt ud af.

Hvad du skal gøre? Du skal først og fremmest sørge for, at hans depression ikke også rammer dig, og vil han ikke vejledes eller søge læge, kunne noget tyde på, at han er på jagt efter en sygdomsgevinst, som du måske allerede har givet ham.

Imidlertid vil jeg ikke vejlede dig konkret. Du kan tage kontakt til jeres læge, som du kan forklare sagens sammenhæng. Lægen vil kunne vejlede dig i, hvordan du skal forholde dig overfor den situation, du befinder dig i.

Hjertelig hilsen
Askepot

offerrollen Maltese
jeg vil vove den påstand at jeg da mere eller mindre til dagligt sidder i en offerrolle...men hver gang jeg tænker over det så konfontere jeg mig selv med det faktum at jeg selv har tilladt mig at havne i den...
jeg spillede meget basketball og stod meget på skøjter før jeg løb ind i min eks...men det droppede jeg af gud ved hvilken årsager...
jeg har nu siddet stille i 2 år...og har lukket mig selv ind i min computer i et online rollespil...jeg har derigennem fået nogle fantastiske venner fra forskellige steder i verden...venner der lytter og kommentere og hjælper som de nu kan...venner der får en i godt humør når jeg er sur eller irriteret...jeg chatter også med dem over msn når vi ikke er inde i spillet...men den "online" verden har været det sted hvor jeg flygter hen når tingene blir for meget...det er jo såååå nemt fordi man bare kan ignorere folk der hvis de genere en eller man kan tænke på alt muligt andet end de ting der trykker en i hverdagen...
jeg er ikke 100% positiv dagen igennem...men jeg forsøger at smile og være glad...det er en utrolig følelse når man går hen ad gaden og smiler til en fremmed som selv ser sur og trist ud...og så ser man varmen brede sig i ansigtet...

det er godt du ikke tillader din kæreste at syne hen i ensomheden og ligegyldigheden...jeg ville ønske min eks havde været sådan over for mig...
det sidste jeg hørte fra hende efter at ha afsløret hendes utroskab var at jeg var for doven til at gå i skole/arbejde...så mam kan sige at efter 2 år under samme tag så har hun ikke lært mig at kende alligevel...jeg oplede mange svigt fra hendes side...faktisk har jeg oplevet svigt hele min barndom...selvfølgelig har der været mange gode stunder...men de præger ikke en i samme grad som de svigt man udsættes for...
Depression gør at selv småting virker uoverskuelige...det er grunden til jeg flygtede ind i det online univers...og jeg gør det stadig når jeg ikke aner hvor jeg skal gøre af mig selv...men noget har ændret sig...jeg føler en anderledes form for glæde...mest fordi jeg kan tale med de online venner der...
efter jeg begyndte at lukke mig inde i mig selv mistede jeg en stor del af min vennekreds...jeg har kun 1 rigtig tæt ven som kender alt til mig og min situation...og så har jeg nogle få goe venner som ikke kommer helt tæt ind på livet af mig...og så har jeg skåret de overfladiske bekendtskaber bort...

min mors syn på sagen med min "papfar" er at så længe han arbejder på en løsning og hjælper med at forsørge deres 2 fælles børn så sker der ikke noget...men i det øjeblik sagen er afsluttet eller han ikke hjælper med løsningen så ryger han ud...
det er en lidt underlig familie situation...
han har været en del af familien i 20 år...og han har været min mor utro med en del købekællinger - så langt tilbage jeg kan huske...
under vores opvækst fik man tit lussinger eller blev råbt ad når mor ikke var hjemme...og enkelte gange hvis hun ikke lige var i nærheden...hun påstår så det ikke er så slemt som det lyder og man har ikke lyst til at gøre hende ked af det for på alle andre områder er hun sku det dejligste menneske på jorden...og hun er klar over at det mentale og fysiske overgreb har fundet sted for hun ville ikke finde sig i at han gjorde det ved mine mindste søskende som er hans egne børn...det er der heller ingen af os ældre søskende der finder os i....
min stedfar er ikke kun skyld i min milliongæld(ja den nærmer sig en million...hvis ikke den er langt over på nuværende tidspunkt) - han er skyld i min mor fik en 10 år lang skattesag på nakken, mistede ejendomme til millionværdier og 10 års huslejeindtægter fra de ejendomme...hun mistede alt hvad hun ejede...og vandt sagen efter 10 år...hun fik en check på 26000 som "undskyldning" da hun fik bevist sin uskyld...men det er altså 10 år med stævningsmænd, ransagninger og whatnot...tal om endnu et overgreb på børnene inklusive mig selv...
jeg droppede ud af 1g og startede på hhx...største fejl jeg nogensinde har lavet var at droppe gymnasiet..
i en alder af 17år lige før jeg fylder 18 blir jeg hjemme fra skole pga sygdom...pludselig står politiet og banker på...det viser sig at skolen har indgavet anmeldelse fordi jeg på skolens computer er i besiddelse af børneporno...under mit brugernavn og password...brugernavn og password er det samme hvis man ikke kan finde ud af at ændre det...hvilket jeg på daværende tidspunkt ikke kunne...og systemet var så fikst lavet at den sidste brugers navn popper frem på skærmen når computeren tændes...
for at gøre en lang historie kort fik jeg ungdomsbladdet tjek til at undersøge skolens edb-sikkerhed...
min advokat på det tidspunkt var thomas rørdam som havde valgt at tage sagen som beskikket forsvare...han bad flere gange om at få undersøgt forskellige forhold i sagen...men politiet reagerede ikke...han måtte så til dommeren som afviste hans krav om efterforskning da det ikke var relevant for sagen...
jeg kæmpede med sagen i lidt over 2 år og tabte...en sag der startede med 800+ billeder på skolens computere, 8 disketter hjemme(jeg havde ingen adgang til computer hjemme da den eneste computer der var min søsters...hardisken var afmonteret og skærmen brændt sammen, hendes computer og tilbehør havde stået hos nogle veninder, hendes eks havde nogle kedelige forbindelser...det havde hendes veninde også...og min bror havde også sine ting på værelset da vi havde delt det før han flyttede på kollegie...jeg selv ejede ingen computer eller div. tilbehør, men det var ikke grundlag nok for politiefterforskning....og internet havde vi heller ikke) blev afsluttet med frifindelse for alt pånær 10 billeder fordelt over 3 disketter...altså en bøde på 1000 kr og 25000 kr i sagsomkostninger....da jeg fik dommer var min eks smuttet til thailand...hun var klar over sagen...kendte alt til den...men valgte altså en ferie alene...og året efter er hun mig så utro på samme tidspunkt....
jeg ser ikke mange grunde til glæder her i livet...læste engang et citat "er vi overhovedet sikre på at jorden ikke bare er helvede for en anden planet" - jeg kan da godt se ligheden....
men som sagt...din kæreste er heldig at ha en som dig der virkelig gør hvad du kan for at sætte dig ind i hans situation....men der er kun 1 der kan komme igennem til ham...og det er ham selv...han er nødt til at stille sig face 2 face med problemerne...så kan du støtte ham når han vælger at tage kampen op...men du kan ikke gøre andet...det hjælper ikke at fortælle ham han har problemer....eller sige han har brug for hjælp...eller at han skal tage sig sammen...det skader mere end det gavner...jeg er ustandseligt offer for min søsters kærestes hånelatter og hjertelige glæde over at jeg endnu engang står som familiens sorte får og taber...på linje med min storebror og lillebror...jeg har så valgt ikke at indgå diskussioner med ham pga min søster ikke vil ha han ved noget om familiens hemmeligheder...og det må man acceptere..til en grænse...

puuuhhhh det blev en mundfuld...aner ikke om det giver mening....:)

hmm maltese
Nej min more nøjes ikke med min papfar...de bor ikke sammen som mand og kone...han bor i jylland hvor han efter sigende(kviteringer og telefonregninger) er sammen med forskellige kvinder...min mor er dog ved at færdiggøre sin uddannelse som pædagog...og hun klare det strålende...hun har kun kontakt med hem pga hans 2 børn og fordi han er den eneste der egentligt kan løse det økonomiske rod han har lavet...
min søster er ikke problemet...det er hendes kæreste...når han er i stue med min papfar så køre snakken lystigt...somregel på min eller min brors bekostning...hvis ikke begge...

jo, jeg skal finde tilbage til "mig selv" - ingen tvivl om det...jeg var meget aktiv førhen...men har ikke motioneret i 2.5 år...
og det er svært at finde energien og inititativet til at gå igang...jeg har taget ca 10kg på...det kan ikke ses...men det sidder der...i form af en mindre "bodegavom" og så er alle mine bukser krympet et nummer eller 2 på samme tid:)
selvfølgelig vil jeg godt i form...jeg vil også ha en uddannelse....men jeg har efterhånden prøvet så mange gange på hf at jeg ser det som at tilmelde sig et marathonløb uden at være i form til det...det samme gælder arbejde...
jeg havde i en kort periode natarbejde(havde endnu engang brillieret ved at lade studierne falme, fraværet stige) som rengøringsmedarbejder...jeg duede ikke til det...kunne godt finde ud af det, men det sled mig ned fysisk og mentalt...når jeg kom hjem tog min kæreste i skole, når hun kom hjem stod jeg op og kunne ikke få noget ud af dagen fordi jeg var alt for træt og hun skulle lave lektier...arbejdet holdt 2.5 måneder så tog jeg på ferie i thailand(op og nedture pga min eks...det var hendes familie...de var alle søde...men enkelte problemer kunne ha været undgået havde min eks taget lidt hensyn til mig) jeg overvejer til tider bare at tage et lortejob i nogle måneder og bare gemme pengene, pakke en taske, smide alle min ejendele i min mors kælder. opsige min ungdomsbolig og rejse til thailand....eventuelt arbejde dernede som frivillig arbejder der får kost/logi og en klat lommepenge...og samtidig lære sproget(som jeg forsøger hjemme fra) og gense kulturen som jeg følte mig godt tilpas i....men kan bare ikke se hvordan planen skal kunne realiseres...mon ikke det bare er følelsen af at komme væk fra alle de problemer...
nå, klokken blev mange...jeg må hellere slutte...og se om jeg kan komme op og løbe imorgen tidlig...hvor svært kan det være...=)

Men en ting skal du vide...det er meget rart at få skrevet det hele ned...specielt når der er respons i den anden ende...og din eks skal være glad for du er der for ham...ville være rart hvis jeg havde en pige der stod mig så tæt...men jeg tror ikke jeg ville belemre hende af frygt for at det skulle være for meget for hende at håndtere og så i sidste ende jage hende væk...det er jo svært nok for migselv at håndtere...ved godt at det må være nemmere for 2 end for 1....men alligevel...:)

hej alone
Mon du kom ud på din løbetur? Jeg er da helt lettet over at høre at din mor ikke lever sammen med børnenes far mere... ærgeligt at hun stadig har ham hængende p.g.a hans økonomiske rod.
Det med at rejse bort fra det hele, tror jeg ikke er den bedste ide. Jeg tror at har man et godt liv er glad og tilfreds med tilværelsen, så er det et godt udgangspunkt for at "drage ud i verden". Men jeg vil heller ikke afvise at det måske kan være godt for en kortere periode.
Det slår mig at du siger at du godt kunne tænke dig at være tæt på en pige, have et godt forhold, men at du ikke vil belemre hende, af rædsel for du så måske jager hende væk... det giver genklang i mine ører. Min dejlige kæreste gav også af og til udtryk for, at jeg ikke kunne være tjent med ham, og at jeg tillagde ham for gode egenskaber end han havde. Få dage inden han gjorde det forbi, sagde han at han havde været så jaloux, fordi jeg havde været til en firmefest. Jeg har aldrig givet ham anledning til noget i den retning. Ja, og så gjorde han det forbi , p.g.a. nogle småting, som meningsforskelle, som han egentlig godt viste var småting, men som for ham fyldte meget.
Vil du ud at rejse igen, så prøv først at finde ham dér du var førhen, så er du nok bedre klar, også til at klare de problemer du ka' ha' når du er langt væk fra din familie og venner...
Men det er da en god ide at få et job under alle omstændigheder, og det begøver vel ikke at være et lortejob???

lortejob maltese
hmm....

jeg er ikke i stand til at stå fra 8-16 i et samlebåndsprojekt eller lignende "slave" arbejde...samme problem som skoletiden siddende på bænken...jeg falder i søvn eller dukker ikke op...sådan har det været helt tilbage fra barns ben...og med min manglende uddannelse ser mulighederne sku ikke fede ud - læg dertil min straffesag(som pt ligger hod danmarks førende advokat for menneskerettigheder) så svinder chancerne endnu mere ind...forsøger ikke at gøre tingene værre end de er...men kan ikke se nogen løsning der er sådan helt lige til....
jeg overvejede at smutte til thailand og "frivilligt" arbejde...som en måde at få lagt livet på afstand her hjemme...lære sproget, møde nogle mennesker dernede og få venner fra hele verden...danmark er for småt og koldt til mig...specielt med alle de overgreb der har været fra statens side...
jeg har tit tænkt på at målet med mit liv var at oprette børnehjem for gadebørn...og tænkte at thailand er et fascinerende land og jeg så nogle triste ting hvad angår bangkoks gadebørn da jeg var på ferie der nede...
derfor et børnehjem for gadebørn, hvor de kan bo, spise, gå i skole og lære at klare sig selv i de daglige gøremål og forhåbentligt så hjælpe flere gadebørn når de selv blir voksne...
jeg har nogle pennevenner fra thailand der syntes det lyder som en god ide...en af dem havde selv tænkt på at lave et hjem for stofbrugere da han selv engang var afhængig...

jeg ved godt det måske er lidt vilde planer at lægge...når man ikke engang kan finde ud af livet hjemme...og jeg kan ikke lige se måden at få sat det i værks...
for at det ikke skal være løgn så er jeg "afhængig" af thaimusik...høre det ret tit...kan ikke forstå så meget af teksten men får dem oversat med jævne mellemrum...:)

jeg fik ikke løbet i morges...mín bror kom uanmeldt på besøg...og jeg var sammen med ham det meste af dagen...men jeg fik testet mine skøjter...jeg kan ikke passe dem...så jeg må vel ud og samle flasker og købe nolde nye :)
men jeg er meget opsat på at få skøjtet igen...havde mine inliners på...de strammede en del...og hjulene skal skiftes ud...men bare følelsen af den "frihed" da jeg havde dem på uden at køre på dem...det glæder jeg mig til at opleve...og jeg har altid været gladest for skøjter...og har lige hørt der er en helårs åben skøjtehal i gladsaxe...så den skal jeg besøge en del...skal bare lige ha købt de skøjter...:)

er faktisk meget træt nu...normalt går jeg i seng klokken 2, 3 eller 4....men klokken er kun 00.30...ret fedt på en eller anden måde...

har faktisk siddet og tænkt på hvad forskellen på mig og folk der forsøger selvmord er...jeg er vel selv så langt ude at jeg ingen løsning kan se...hvor selvmord burde være min "sidste udvej"...men jeg overvejer det ikke...så der må da være noget der trækker mig væk derfra...noget der får mig til at stå op - men hvad? jeg kan ikke selv sætte en finger på det...for umiddelbart ser det ikke ud som om der er nogen grund til at stå op og fortsætte...men det er jo det jeg gør...

men sov godt...tror faktisk jeg kommer ud og løbe...kan ligesom mærke det.. :)

så længe... alone
du kan se nogle glæder i livet, også selv om det er små ting som glæden ved at løbe på skøjter, så tror jeg at selvmordstanken kan holdes på afstand. Og du har jo faktisk nogle drømme. For at de bare kan gå lidt i opfyldelse må du ønske det så meget, at du ikke kan lade være med at gøre noget aktivt for det. Har du undersøgt om der findes nogle danske hjælpeorganisationer i Thailand? Jeg har aldrig været i Thailand, men kan da udmærket forestille mig, at der må være nogle muligheder for, i første omgang at finde et arbejde som frivillig. Ang. din manglende skolegang vil jeg bare sige dig, at jeg kender flere der er nået rigtigt langt,selv om de var nogle "pjok" i skolen, ikke gad og lave lektier og pjækkede, bl.a. min egen chef. Din intelligens behøver slet ikke kun at afspejles i din examenskarakter, da slet ikke med de drømme du har ( det har jo ikke noget med ligninger at gøre...). Så det med skolegangen skal du ikke lade være en hindring for hvad du drømmer om. Prøv, hvis du ikke allerede har gjort det, at kigge på nettet ang. hjælpeorganisationer og børnehjem.
hej hej

Hvordan går det nu ? Manden
Hejsa Alone

Nu har jeg læst dine indlæg , og jeg står nok i samme sted som du har eller gør , men jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan det går ? og hvad med X´en ?

Håber du ser dette

Snakker du med ham igen ? Det er mig
Hejsa , Jeg oplever lige nu det samme som du har eller stadig gør med min Kærester(X nu) ingen kontakt ovs ovs , ved ikke hvad jeg skal gøre overhovdet , men hvordan går det med dig ? kan du ikke fortælle om du har fået kontakt til ham igen ? oder was

det er svært at forklare, men sådan er det ca for mig: Anonym
hej!

tja... jeg har i lang tid haft det problem at jeg har skåret i mig selv, armen, håndleddet, benet osv.
det er som om at enhver form for selvværd og glæde overfor mig selv, er totalt forsvundet. jeg tror ikke på mig selv, og respekterer ikke mig selv i samme grad som førhen.
møder jeg modstand plejer jeg at undskylde, og indrømme at fejlen er min, ligemeget hvad og hvorfor!
jeg er bange for at tro på mig selv, for hvad nu hvis at andre gør som mange forinden har gjort... afviser mig, nedværdigere mig og fortæller mig at jeg ikk er god nok???
hmm, så man kan vel sige at jeg har lukket mig selv inde. jeg viser ikke mine følelser mere, end ikke for kæresten eller mine nærmeste. jeg kan ikke. i stedet skærer jeg!
-gaad

Hvor er du alone ? Migsa
Hejsa Alone

Jeg kunne stadig godt tænke mig at høre hvordan det går med ham din X ?

Tiden går... alone
Hej

Nej, jeg har slet ingen kontakt til min eks. mere. Han har ment at det var bedst sådan, så jeg prøver nu at komme videre med mit liv. Det er barskt at blive afvist ikke bare af en man har følt en gensidig nærhed og stor kærlighed til. Jeg tror at jeg har opgivet at se ham nogensinde mere. Vi bor ikke i samme by, og færdes ikke de samme steder. Jeg optager aldrig mere kontakten til ham igen. Ind i mellem bliver jeg også vred over hans "egoisme" for han må da engang imellem have haft mod og overskud til at kontakte mig. Så sådan går det lige nu. Jeg har det godt med mig selv, er igen en glad over livet faktisk sådan som jeg havde det da jeg mødte ham.

læs svar alone
læs svar til "manden...

jeg ville gerne... alone
men han ønsker ingen kontakt. Skrev engang en mail til ham, der gik længe inden at han svarede at det var en dårlig ide at kontakte hinanden... Mit sår er helet, men det har været dybt, så det er stadigt lidt ømt. Men sir' man ikke, at der hvor aret er, blir' huden stærkere end den var før?
Jeg tror jeg er klar til igen at møde kærligheden når den kommer forbi, det skal bare gå lige så stille og roligt.

hejsa "migsa" alone
Ja, det kunne jeg også godt tænke mig at vide!!! Jeg kunne også godt tænke mig at høre hvordan det går med ham, og jeg kunne også godt tænke mig at forstå rigtigt, hvad det er der gør, at man både vil gøre sig selv og den man elsker så meget ondt. Jeg ville gerne kunne forstå, at en depression der er så varig, ikke bedres med både medicin og terapi. Jeg ville også gerne forstå, at hvis depressionen var aftaget, hvorfor han så ikke vælger at få talt ud om hvad der skete - det ville også hjælpe mig til at komme videre i mit liv. Jeg har haft det indtryk, at han passer meget godt på sig selv, og ikke vil konfronteres med sine følelser for mig.

Depresion jrunemad
Sidder her og har en igen igen og lader tårene trille. Jeg er F...ing træt af at vente på riget/regeringen.
Er der mon snart en operationstid, så de latterlige smerter kan forsvinde. Det gør ondt men, jeg har stadig desværre mine depresioner.

Forklar... alone
Prøv at fortælle lidt mere... Jeg er lidt desorienteret. Jeg forstår at du har en depression, men hvad mener du med at du er træt af at "vente på riget/regningen"?
Får du nogen hjælp overhovedet?