Hvor er min velfortjente vrede?

Hvor er min velfortjente vrede? Frøken frustreret
Jeg skrevet i dette forum mange gange efterhånden, men jeg har stadig så meget inden i, og jeg fatter ikke at jeg ikke bare kan finde den vrede, eller bedst selvfølgelig ligegyldighed.

Jeg har så meget grund til at være vred over vores brud, du pissede ikke bare på mig men også på min datter



Du brugte din medfødte charme til at komme ind på alle i familien, de var dog de første til at se ind bag din afstumpede facade. På vores sommerferie sammen smider du mit barn og mig ud af dit sommerhus. Langt hjem har vi, med pakker osv går min unge og jeg kilometervis afsted med oppakning, finder et sted for natten. Du ringer og ringer, og beder os komme tilbage, for børnenes skyld siger du, ville mene det skulle være for alles skyld. DUM som jeg er tager vi tilbage, for at møde den mest kolde og kyniske mand, manden der tiggede og bedte os om at komme tilbage, nu var vi der så kunne jeg lige så godt få en tur til. Manden smed os sgu ud igen, og denne gang tog jeg selvfølgelig ikke tilbage, men en 5 timers tur hjem med mit lille barn, som var lige så træt og fortvivlet som jeg. og han krævede lige for 500 kr strøm osv inden vi gik ( a jeg havde handlet melder historien ikke noget om, næh nej betal) Det siger alt om dig alligevel blev jeg.

I starten behandlede du mig som en dronning. Meget hurtigt blev du pessemist, alt jeg sagde skulle vendes og drejes ned til atomer. Husker tydeligt at jeg stod og talte med en handicapet pige, og du bagefter i ramme alvor spørger mig, om jeg altid taler med sådanne mennesker, for at hævde mig selv... Det siger alt om dig, alligevel blev jeg.

Dine venner ringer og du lusker dig til samtaler om andre kvinder, du har ikke været sammen med en anden sammen med mig det ved jeg. Men til fester skal du rende rundt og rage på andre kvinder, der reargerer jeg selvfølgelig, og du bliver ked af det, og alligevel ville jeg have dig.

Jeg har satset alt her vi kendte hinanden i mere end halvdelen af vores liv. Jeg har elsket dig mere end nogen anden, og det ved du du vidste præcis hvor forelsket jeg var og du udnyttede det. Og der er mange mange flere ting end dette, detter er kun toppen af isbjerget, der gemmer sig så meget rådenskab. At jeg fandt mig i det, det er en ting. Men at jeg sidder tilbage og er så ked af det, jeg er blevet krænket på det aller groveste, og jeg kan kun mærke sorgen. Hvor fanden er min vrede, ved jeg ikke kan bruge den til noget, men den mand fortjener ikke flere tåre, han fortjener ikke min forelskelse.

Jeg ved han ikke gør det af ondskab, han er en lille dreng med dårlig opvækst, som det fleste af os andre også er. Han er så stadig på 14 års stadiet, trods hans 36. Jeg lever på den første tid vi havde sammen, og vi har været en del af hinandens liv så længe. Jeg fandt vreden en time igår, troede ikke jeg ville kunne finde den, mit hovede og sind er fuldkommen farvet af dette brud. Og hvorfor helvede kommer du konstant dumpende.

Før håbede jeg du ville komme tilbage, nu håber jeg du vil komme tilbage, men at jeg så hverken vil eje eller have dig til den tid. Jeg føler du skal bøde følelsesmessigt lige så meget som jeg har gjort her. Alle mine følelser var så oprigtige. Du ville flytte sammen og for første gang giftes, det var jeg selvfølgelig glad for a jeg var den du ville de ting med, og jeg ved også godt af jeg var din største forelskelse og omvendt, og det er det der nager mig at vi ikke kunne holde ved, eller rettere du ikke kunne, for du blev faktisk ret hurtigt et rigtigt ubehageligt menneske, ikke i ondskab men i afstumpethed.

Jeg har prøvet at finde min andel i dette her, og jeg er så godt som blak, jeg har selvfølgelig kunne være en drama queen osv, men blev bare pillet hurtigt ned. Hende du har din søn med ligger du og køre krig med, det har i gjort i årvis, hende du var sammen med derefter vil ikke glo på dit fjæs, fordi hendes datter er bange for dig, det ved du så dog ikke, men jeg kender også mennesker.

Oveni alt dette, drømmen om den rigtige mand jeg havde fundet, for vi var i starten det rigtige par, folk stoppede os på gaden og sadge vi strålede, og vi var det mest perfekte par. Og det var vi, indtil rådenskaben kom. Jeg fandt mig i det, for min drøm måtte for alt i verden bare ikke briste. Jeg kunne jo godt se at det var helt forkert, men mine følelser ville ikke lystre, og jeg hoppede nærmest på tungen til sidst så du skulle se mig, men du værdigede mig ikke engang et blik mens du sagde jeg gider ikke hører du elsker mig, det er irriterende at høre på. Måneden forinden sagde du jeg elsker dig i hver anden sætning.

Kom nu vrede, jeg skal være et menneske og mor igen, jeg vil ikke føle mere for dig, og situationen i det hele taget jeg vil glemme. Alligevel ville jeg ønske, og alligevel ikke. De lorte ambivalente følelser. KOM NU VREDE OG PEP MIG OP.... Nå ikke jamen så må jeg jo tage endnu en dag med at tænke og små tude.

Hvad med at- Jylland
prøve at finde kærligheden og respekten til /for dig selv?

Sorg er en naturlig følelse Anonym
Det er helt naturligt at føle sorg når et forhold afsluttes. Alle håb og drømme om fremtiden er flået fra hinanden, og det gør ondt.

Det du har beskrevet her tyder jo på, at manden er psykopat. Han har formået at få dig til at tro på den mest fantastiske fremtid for jer 2, hvorefter han stump for stump har pillet det fra hinanden igen, mens han givetvis har fået dig til at føle, at det var din skyld det hele. Når tingene har været ved at ramle, har han lovet bod og bedring, og du har fået fornyet håb.

Det tager tid at lappe følelserne sammen igen, at få troen på fremtiden tilbage, og komme over tabet af det man troede man skulle have.

"Havde han dog bare slået mig" sagde min veninde, dengang hun var offer for en lignende mandsling, "så havde det jo været så meget lettere, for jeg ville aldrig gå tilbage til en voldsmand".

Og lige præcis her er det, at du skal betragte ham som en voldsmand, for det er hvad han er. Han har dyrket psykisk vold mod dig, og det vil han blive ved med så længe du giver ham lov.

Dyrk din sorg over tabet af dine drømme om den lykkelige kernefamilie, fuldkommen som du ville dyrke din sorg over tabet af et elsket familiemedlem. Det er OK at føle sorg over tabet af et forhold, også selvom manden er en idiot. Selvom du ikke føler vrede nu, så lukker du ham jo aldrig ind i dit liv igen. Du ER færdig med ham, nu skal du bare have tid til at komme dig over tabet af drømmen. Og det kommer du dig også over.

Tud så længe du har brug for det, og vid i dit hjerte, at også det går over.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med fremtiden.

Ti tusind tak anonym Frøken frustreret
Ja havde han bare slået mig....

Jeg har selvfølgelig prøvet at være ked af det efter et brud, men aldirg oplevet sådan en sorg over et brud før, de sidste mange år lå det jo i kortene vi skulle være sammen, m en at kortene var flossede i kanten, og hjerter konge slet ikke var med i spillet, er jeg ved at indse.

Tak for din kommentar!! Og lykke til dig også i fremtiden.

brud gør jo ondt... annepigen
Hør her. Et brud gør ondt, sådan er det, og hvis det ikke gjorde ondt, så ville jeg for alvor være bekymret for dig, for så var du jo lige så følelsesmæssigt afstumpet, som han tilsyneladende er.

Da jeg for mange år siden afbrød al kontakt til min far (lang historie), sørgede jeg vitterligt, som var han død. Jeg sørgede egentlig ikke over tabet af HAM, for det var ikke noget egentligt tab. Men jeg sørgede over tabet af en FAR. Det vidste jeg jo nu, at jeg aldrig ville få - det er lidt i tråd med hende der skriver, at du sørger over tabet af drømmen om kernefamilien mere end tabet over lige denne person. Det er OKAY at sørge, dine tårer er ikke for ham, de er for dig selv!

Efter noget tid fik jeg hjælp af en dygtig psykolog, der bla. anbefalede mig at læse bøgerne "Vredens dans" og "Følelsernes dans", de er skrevet af Harriet G. Learner, og selv om noget af det måske er noget "feminstisk halløj", så er der altså rigtig mange gode redskaber at hente i disse bøger.

Held og lykke med dit og dit barns videre liv, det kan kun blive bedre fra nu af!

De bedste hilsner, Anne

Hvorfor finder du undskyldninger for ham? Dulkis ilp
"Jeg ved han ikke gør det af ondskab, han er en lille dreng med dårlig opvækst, som det fleste af os andre også er. Han er så stadig på 14 års stadiet, trods hans 36."

- Ingen opvækst legitimere at man opfører sig sådan. Overhovedet!! Hvis du er af en anden opfattelse, er det nok vigtigt, at du fastholder dit barn ikke skal være i nærheden af en krænker. Hvad vil det lave dit barn til? Kan du ikke blive tilstrækkelig vred på egne vegne, så kan du måske på dit barns. Hun skal vide, hun er mere værd end den behandling.

- At du ikke er vred, men såret og grædende er et resultat af de krænkelser, du har fundet dig i alt for længe. Det er dét krænkelser gør ved mennesker. De fratager dem retten til egne følelser. Så husk du har også retten til at sørge over, det aldrig blev som du håbede, men det var hensigtsmæssigt om vreden tog over lige nu. Husk også, at også dit barn er krænket og har brug for dig, for at få skaderne af det helet.

- Du er nok nødt til (for at overleve det her som menneske) at få fat i, hvorfor DU fandt dig i den behandling. Du siger, du er helt blank på din andel i misseren, men ét er helt sikkert; ingen behandler os anderledes end vi tillader dem.

Jeg ved udemærket hvor rædselsfuldt du har det og føler med dig, men tro mig. Du KAN vende bøtten, hvis du starter indefra - i dag.

De bedste ønsker og tanker[f][s][f]

//Dulkis

Hej Anne Frøken frustreret
Tak begge bog titler er skrevet ned, må på bibliotek og bestille, mange tak.

Jeg ved jo godt i de 2 minutter om dagen jeg kan tænke rationelt, at det ikke er ham jeg savner, men de resterende 23 timer og 58 minutter, er jeg "sikker" på at det er da bestemt manden for mig, vel vidende at manden er dagligt hash misbruger, og alt andet er meget mere interessant end hans kæreste. Jeg ved det, min logik skal bare frem, og jeg skal finde min gamle super styrke, som bare pt er væk, skræmmende for normalt er mit selvværd rigtig godt, men det er fuldkommet kyglet i en stinkende skraldespand nu.


Tak for det Anne, og god søndag

Jamen Dulkis Frøken frustreret
Tro mig jeg har de sidste 3 måneder, dunket mig selv oveni hovedet over jeg var sammen med ham. Efter han blev gal over min datter var syg til en dårnedåb vi skulle til og manden mente jeg løj omkring hun var syg ( på trods a han ku se hun var dårlig ) og når hun var syg, kunne jeg vel få hende passet, selvfølgelig kunne jeg ikke det.

Men efter den episode, som er en af mange, "vågnede" jeg op, men jeg vågnede ikke mere op end jeg stoppede forholdet, men gik tilbage da manden var såååå ked af det. Var det mig selv der som anden person læste det jeg her skriver, ville jeg tænke, hva sker der for den dybt debile kælling. Men jeg kan ikke forklarer hvad der skete på anden måde end jeg var fanget i et net af forelskelse og dyb fasination. Og det faktum at vi har været rigtig gode venner i 22 år, og det ligget i kortene de sidste 10-12 år at en dag skulle det være os 2. Og det vidste vi begge bare, men at det så var ren rådenskab at komme ind i, er desværre stadig svært for mig at sande.

Der er intet jeg har mere lyst til i verden at vende bøtten som du siger, jeg kan bare ikke finde den forpulede bøtte, jeg har ledt i alle skabe og skuffer, den er væk, jeg VIL OG SKAL finde den.

Men tusind tak Dulkis, jeg leder videre efter bøtten, og jeg skal nok finde den.

Rigtig god dag til dig!!

Vær vred på dig selv! herete
Laver lige en ommer...synes du mangler helt selvkendskab. Find ud af HVORFOR du er så pokkers afhængig af de følelsesmæssige bindinger til en mand. Også selvom han er en dum skid både overfor dig og din datter ikke mindst!!!

Der er masser af mænd der udvikler psykopatiske træk i et kærlighedsforhold, men derfor behøver de ikke at være psykopater. Tror vi skal passe på med det ord (har selv brugt det overfor min mand) men psykopatiske træk kommer ofte frem i mænd,når seksualitet kommer ind over. Det er et spørgsmål om MAGT faktisk. Manden føler sig magtesløs - fordi du som kvinde måske førhen hvilede meget i dig selv og var en optimistisk selvbevidst kvinde? Det var helt ok. dengang I var venner - ja nærmest en fordel og noget han respekterede dig for. Så bliver I kærester og dæmonerne får frit løb, når manden ikke føler han får nok HENGIVELSE af kvinden...noget du ikke altid selv kan vurdere iøvrigt!

Jeg har nu siden min utroskab været meget opmærksom på dels HVAD det er der sker med mænd, når det erotiske kommer ind over! De viser deres dæmoniske bagside, når kvinden ikke opfører sig LIGE som HAN vil det. Kan være han ikke har dig erotisk som han vil det. Min elsker slap dæmonerne løs, da det viste sig jeg ikke længere var fanget ind af ham og blot ville have et venskab uden sex. Han blev meget såret først og ked af det - senere slog den sårede STOLTHED igennem og der kom psykopatiske træk frem jeg ikke før havde set..hm.

Seksuelle spændinger mellem mand og kvinde kan virkelig få dæmonerne frem i mænd (også i kvinder såmænd)hvis de ikke er under en vis tilfredsstillende kontrol...


Kan være du selv mener du er hengiven osv., men selv de mest elskelige mænd kan vende på en tallerken og blive krænkere, når de oplever magtesløshed og at deres mandighed trues (læs mister MAGT) overfor kvinden. Vi kan SELV ændre på situationen ved at følge vores kulturelle overbygning fremfor lytte til de følelsesmæssige bindinger, der netop er så dræbende for os kvinder. Så mister de den negative magt over os. Så frigør dig! Og stop den offertænkning!!

[:*(]

Det er DIG SELV der igen og igen har bragt dig og datteren i denne situation. Så det er DIT valg at din følelsesmæssigt binding til ham vægtes stærkere end din og din datters livskvalitet. SÅ:

Se at få selvopholdelsesdriften aktiveret - for du er en kvinde "under anden indflydelse" end din egen, du styres af tilfældets luner,fremfor selv at styre dit liv. Og det er ikke sundt SÅ VÆR HÅRD VED DIG SELV NU! [:(]

Slip de følelser og gør dig selv fri. Ja det er hårdt SELV at tage hånd om sit liv og vælge de følelser fra (til fordel for selvværd og god livskvalitet for en selv og ens barn) når man føler så meget for manden. Men den binding er usund så det er ikke HAM du skal frigøre dig fra, men mere de følelsesmæssige bindinger, der på så selvdestruktiv måde styrer dit liv



Solidarisk hilsen [f]
Pusser

Måske lyder det her underligt m76
Jeg tror ikke altid, det er meningen, man skal blive vred.

Det afhænger mest af hvilken person, man selv er - i dit tilfælde kan jeres venskab op til have en indflydelse på, at du ikke er vred.

Jeg vil så også sige, at efter din udlægning, så kunne du sagtens tillade dig at være vred.

Se så at oppe dig på din datters vegne! herete
Kom op og i omdrejninger tudemarie. [:*(]

Ja for jeg mener du er mere selvoptaget og selvmedlidende,på egne vegne end din datters! Sikkert fordi din kærlighed er blevet trådt ned så brutalt MEN alligevel kommer vreden på din datters vegne ikke frem...dette bekymrer mig [:/]

Du står jo slet ikke vagt om din datter, men udsætter hende for gentagne krænkelser fra ham skidderikken. Og efterfølgende bruger su al din energi til fodre din egen sårethed/krænkethed med bebrejdelser mod ham og bekymring over egne følelser mhr. ham IGEN!

Men dette kan godt gøre MIG vred! At fordi du ikke kan tage vare på dig selv og give så afstumpet en mand hans eget shit tilbage (for det er jo hvad han har behov for - har fortjent)så kunne du da i det mindste på din datters vegne (!!) få den mand sat een gang for alle på plads og efterfølgende kæmpe for at beskytte HENDE - din egen datter. Er det for meget forlangt af en mor?


Hvordan tror du hun vil få det med mænd i sit voksne liv????? [:O]

Pusser[:(]

Den slags mænd skal have kort snor. herete
Og sådan en type mand kan kun fungere nomalt med en kvinde, der er i stand til at tage vare på sig selv, og som siger fra i tide. Den mand skal have kort snor mht. verbale eller andre former for krænkelser, han skal have en kvinde, som kan sætte grænser og ved hvad hun selv er værd. Men du kan ikke tage vare på dig selv - derfor tager du heller ikke vare på din datter. Du er stadig fanget i hans net og er derfor bitter og såret....fremfor vred. Det er min tolkning og jeg forsøger derfor ikke at please dine sårede følelser, men tværtom at skubbe dig VÆK fra tanker omkring dit eget følelsesliv. Drop de tanker og træd i karakter overfor din datter. jeg mener grænsen må være nået mht. at udsætte ens datter for så nedværdigende oplevelser i så ung en alder! [:$]

Se nu at finde kærligheden i dig selv og så husk lige din datter, som du bør bruge din energi på at beskytte nu fremfor at ynke dig selv.

Nok for nu - hvis jeg er hård, så er det fordi jeg er vred på din datters vegne![:(]

Pusser