Hvordan får jeg sagt det?

Hvordan får jeg sagt det? Fru Olsen
Mit ægteskab kører på pumperne. Min mand og jeg er gledet længere og længere fra hinanden og jeg orker ikke længere at forsøge at redde stumperne.
Jeg kan og vil ikke længere leve sammen med en mand som ikke respekterer mig og mine valg. En mand hvis værdier og holdninger har fjernet sig så meget fra mine egne, og en mand som ikke kan acceptere at jeg har forandret og udviklet mig fra at være mor, kone og almindelig lønmodtager uden det store ansvar, til at være lidt mindre mor og kone og er blevet en selvstændig kvinde som er med hvor beslutningerne bliver taget og som ikke længere ber' om lov.
Det var min egen beslutning at videreuddanne mig, min mand var imod det, men jeg havde brug for nye udfordringer. Det var min egen beslutning at søge et mere udfordrende job, min mand var imod det.
Jeg ved godt det er en stor omvæltning at være vidne til, men ved at udvise lidt interesse og forståelse og bakke op i stedet for at modarbejde, kunne ægteskabet måske ha' været reddet.
Vi har været gift i 19 år, børnene er ved at være store - 18 og 14 - og har ikke længere den store brug for mor i dagligdagen. Jeg behøver udfordringer i mit liv, og dem får jeg via mit job.
Min mand er tilfreds med at leve som han altid har gjort, han har ikke lyst til de store omvæltninger, hvilker er fint nok det respekterer jeg, men jeg mener til gengæld at han også må respekterer mine valg.
Han elsker mig, hvillket han tit fortæller mig,men jeg får det dårligt når han siger det for jeg elsker ikke længere ham.
Men hvordan får jeg det sagt? Hvordan fortæller man sin mand gennem 19 år at det er forbi? Jeg ved jeg kommer til at gøre ham ufattelig ondt og selv om jeg ikke længere elsker ham ønsker jeg ikke at såre ham. Jeg ved jeg kommer til det uanset hvordan jeg siger det, men er der ikke nogle her i debatten som kender til problemstillingen?
Hvad sagde i og hvordan reagerede han/hun?
Please hjælp mig.





hmmm.. moi!
hej... jeg er en pige og kun 13...men har måske 1 råd..

altså nu lyder du selvfølglig rigtig uskyldig... ( måske er du osse det ) men... ved din mand at du føler at han ikke respektere dig og dine valg?? har du taget en snak med ham om det?? = nej! måske ville det være en fordel hvis du osse vidste om han følte det samme.. altså spotlightet skal jo ikke nødvendigvis være på dig vel! tag dig nu sammen og tag en snak med dig mand!! måske er det jo dig som ikke respektere osv. og hvis du virkelig vil de ting din mand var imod.. så gør dem da alligevel! altså... det her er fandeme år 2003 kvinde!! hvornår er der blevet en lov om at mænd bestemmer hvad man skal gøre??! jeg har 3 ord til dig: TAG DIG SAMMEN!!!!!!!!

hilsen moi!

.... Dr.M
Ofte sker der følelsesmæssige skred i et forhold når den ene part træder ind i ny rolle. Og desto større er forandringen når den anden part ikke synes være parat til den nye rollefordeling i familien. Måske er det noget som du skal give mere tid til, dsv. du skal prøve og se tiden an, og se om din mand ikke komme til at respektere dig igen og behandle dig på lige vilkår. Det er jo uden tvivl vigtigt at man bevarer respekt for hinanden i et forhold, for når det skrider er kærligheden som regel det næste.
Men hvis du indstillet på at det ikke bliver bedre, og at du ikke vil kunne komme til at elske ham igen, ja så er der desværre ikke så meget tilbage. Og selvom det ikke just er noget man bare lige gør forbi efter 19 år så er det noget der hører kærlighedslivet til. Men du skal også huske at se på det som en mulighed for et nyt og bedre liv - du har jo kun et, og ingen er fortjent med et uligevægtigt forhold hvor man ikke møder nogen form for respekt. Det er livet for kort til.

kære fru olsen lille mig
hvis du ikke ved hvordan du skal få det sagt, hvad så med at sige det du har skrevet herind....
jeg er Helt sikkert på at det ville hjælpe dig en del.... sig hvad du føler, for det er der ikke nogen der kan bruge imod dig... stol på dig selv og dine følelser, så skal det nok gå alt sammen...

krammer lille mig

Ikke forstået Fru Olsen
Hej Moi.
Jeg har skam talt med min mand og jeg gør jo netop de ting han er imod. Det er jo netop det der er problemet. jeg gør det jeg må gøre for at få det bedste ud af mit liv, jeg respekterer hans valg af livsform, men kan ikke acceptere at han ikke vil respekterer mine valg, det er jo netop der hele problemet ligger.
Derfor forstår jeg ikke helt dit svar. Hvor er det jeg skal tage mig sammen?


Du elsker ham jo ikke mere vel? peter
Jeg mener du sagde du ikke elskede ham mere?
du skal altså ikke prøve at redde dit forhold for hvis man har elsket hinanden i 19 år, og du er stoppet med at elske ham tja...så er det slut...men nu tilbage til hvordan du skal få det sagt. jeg kan ikke sige dig hvordan du skal gøre, da det kun er dig der kender dig ham af os to. men for alt i verden lad være med at give ham muligheden for at han kan sige, at han vil forbedre sig, for måske får det dig til at give ham en chance til, og det er jo ikke det, det handler om. Sig det som det er, du elsker ham ikke mere og kan ikke gøre noget ved det, du er ked af det men sådan er det bare. hvordan du skal få det sagt kan jeg desværre ikke hjælpe dig med.

godt nytår håber du får sagt det til ham

Til moi!, sge
Godt skrevet i din alder hvor kan jeg give dig ret du er inde på det rigtige, nemlig at gribe først i egen barm, hvis alle bare ville gøre det var der nok ikke så mange der gik fra hinanden, nej verden er blevet fuld af egoister.

til ham/hende som skrev til moi.. moi!
takker!!!

men kan vel godt sige at jeg selv har oplevet noget af det... min mor og far er for nylig blevet skilt... og min mor gjorde det fordi hun sagde at hun ikke elskede far mere.. jeg sagde til hende at hvis hende og far blev skilt... ville hun 2tal ødelægge mig.. og de blev så skilt.. nu bor jeg med min far fuldtid er pisse glad.. jeg vil aldrig tilgive min mor for det... jeg hader ikke min mor.. men jeg elsker hende heller ikke...( og det ved hun )

og fru olsen.... selv om du siger at dine børn vil klare sig... sys jeg oz at du skal snakke med dem om det... de fortjener det.. altså tro det eller ej... 4 ud af 10 børn bor med kun en af deres forældre og vil ikke have noget at gøre med den anden...tænk det RIGTIG godt igennem før du gør noget!!!!!!!!!!!!!!!

ikke forstået=svar moi
altså kvinde tænk dig om!!!!!!!!!
hvis det VIRKELIG passer det du siger...

så vær fucking ligeglad... altså så lad vær med at respektere ham! hold da kæft... altså jeg vil væde med at du over hovedet ikk har prøvet...

og hvis du virkelig ikk elsker ham... så burde det jo ikk være så svært vel??!

Kære moi, sge
Det var mig der roste dig, ak hvor jeg føler med alle der står i samme sitovation som dig, for det er ikke bare når nan er barn man har brug for hinanden, det har man skam hele livet igennem.
Jeg i min tid har selv oplevet så meget af den slags, at jeg græmmes på mine medmenneskers vegne.
Jeg har stået på sidelinjen med mit barnebarn på armen, flyttebilen kørte med mor så skulle jeg komme med drengen,men han blev helt stiv og ville ikke med.
Han og jeg har det godt sammen nu, men har taler tit om det, jeg kan mens jeg skriver dette godt fælde en tåre for jeg oplevede det så utrolig stærkt og jeg tror også mit barnebarnvil blive mærket af det i mange tider.
De bedste hilsner til jer alle, Ernst

Fy Fy Fru Olsen Baronen
Du har uddannet dig til åbenbar dumhed.
Hårde ord, men sådan er det. Mange andre kvinder har fået det som du ...de får ingen udfordringer fordi manden har overtaget alle pligter derhjemme.
Vi ville alle gerne gøre det der giver os mest i livet men så må vi bare indse at så må vi leve alene for ingen kan leve i et forholde hvor alt er frit.
Du vil have din frihed nu hvor din mand har givet dig vinger(slidt og slæbt mens du bare læste og festede) du flyver fra manden som har bidraget til din frihed.
Det er superegoisme og det lider 80 % af alle kvinder og 100 % af af alle børn og unge af det idag.
Jeg ved at du ikke får flere udfordringer idag, de ser bare anderledes ud end de gjorde før. Og du er i bund og grund den samme, du tror du har forandret dig men mennsker forandre sig aldrig de tror det bare. I din nye omgangskreds er du den samme som du var før, du glemmer at det er omgangskredsen der er anderledes og ikke dig.
Håber du har meget dårlig samvittighed over det du har budt din mand og samlever.

mit svar..! du elsker ham jo ikke..
Hej. Det kan være svært.. Men sig det som det er.
En aften eller en eftermiddag så ta´ en snak med han og så sig hvad du føgler..
HELST EN DAG HVOR DINE BØRN IKKE ER HJEMME.


Der tager du fejl !! Fru Olsen
Hej Baron.

Jeg må indrømme at dit indlæg fik mig helt ud på kanten af stolen, for hvordan kan du vide om jeg har læst og festet mens min mand har slidt og slæbt?
Jeg arbejdede ved siden af mit studie for at bidrage til økonomien og det var mig der ordnede ALT i husholdningen, så der var ikke hverken tid eller råd til fest! Og min mand har bestemt ikke overtaget alle pligter herhjemme, jeg kan ikke lade være med at ønske at du kunne være en flue på væggen, så ville du se en mand tilbringe det meste af en weekend på sofaen og ikke lave en skid.
Min mand har aldeles ikke givet mig vinger, dem har jeg selv fået til at gro frem. Superegoist, ja måske - men som jeg også skrev i oplægget til denne debat, så vil jeg ikke længere spørge om lov til f.eks. et besøge en veninde lørdag aften. Hvorfor skulle jeg, når min mand tager det som en selvfølge at jeg bliver hjemme og passer hus, børn og dyr hvis han har lavet en aftale? Bør det ikke være lige for begge parter?
Så nej - jeg har aldeles ikke dårlig samvittighed overfor min mand.
Hilsen Fru Olsen

Ny vurdering Baronen
Hej Olsen

Jeppe på bjerget findes trods alt stadig, så måske har du lidt ret i dit tilfælde.
Det andet jeg udtalte mig om vil jeg gerne stå ved.

til fru olsen optimisten
Kære fru Olsen. Du skal selfølgelig forlade din mand det er dit liv og din egen lykke du skal søge. Din mand søger kun din opvartning og livets tryghed. Når han siger at han elsker dig mener han at han elsker det liv du giver ham og intet andet.
Selfølgelig bliver han ulykkelig når du siger det for nu skal han jo klare sig selv og du vil altid gå med en følelse af at du har såret din mand og han skal nok sørge for at det vil du aldrig glemme.

Men tænk på hvad du vil med dit liv og hold det op imod hvad du har i dit liv lige nu og ta´ så beslutningen.

Held og lykke.

Takker Fru Olsen
Hej optimist.
Tak for opbakningen.
Jeg har faktisk fået taget hul på bylden og har i første omgang, sammen med min mand, opsat nogle spilleregler for vores ægteskab. Vi er begge enige om, at kan vi ikke overholde disse spilleregler så er det forbi.
Jeg er ikke sikker på om det er den rigtige løsning, eller om det bare er endnu en konfliktsky løsning fra min side. I hvertfald har vi fået snakket om nogle ting og nu er han klar over hvordan landet ligger og det gør det vel et eller andet sted lidt lettere når/hvis - nok mest når - det for alvor er slut, for jeg tror ikke på han kan og vil overholde disse spilleregler.
Hilsen fra
Fru Olsen