hvordan kommer jeg videre

hvordan kommer jeg videre anonym
Kære Solveig.

Jeg har været gift i snart 20 år.
Allerede for flere år siden begyndte jeg at kede mig i vores ægteskab. Min mand havde det fint med den måde, vi levede på. Jeg begyndte at være mere sammen med veninder og kollegaer. Det har været givende for mig.
Nu er det bare sådan for mit vedkommende, at jeg ikke ved, om jeg elsker min mand mere. - Jeg har tænkt en del over det. Tror det ikke. Overvejer skilsmisse. Jeg har svært ved at tale med ham om det, - får skyld for at være selvcentreret - gå til læge og få nogle hormoner, for vi har det jo godt, siger han.[:/]
Jeg ved ikke rigtigt, om det i virkeligheden bare er trygheden ved at være 2, der binder mig.

Jeg har foreslået min mand, at vi flytter hver for sig i en periode, for at finde ud af, hvad vi skal. Det vil han ikke høre tale om. Han ved godt, hvad han vil. Nemlig at blive gammel sammen med mig. Har sagt, at det har jeg brug for. Det vil han ikke være med til.
Det er svært.

Fra Solveig Ellingsen/svar q-liv
Kære Anonym[f]

Jeg kan godt forstå du føler, at dit liv er svært lige nu.

Jeg tror du er i en process. Og det er faktisk en process der er startet for flere år tilbage. Fra den dag man første gang tænker tanken om, at noget mangler, til man så rent faktisk går, kan ofte gå flere år.

Det er ofte sådan, at vi lige træder 2 skridt frem og kigger ud over kanten og så træder 1 skridt tilbage til det trygge vi kender. Sådan kan vi vakle frem og tilbage i flere år, før vi tør taget springet til et nyt liv- med eller uden vores partner.

Og det er også derfor jeg sagtens kan forstå din mands reaktion. Han tror bare det bliver råbt "Ulven kommer - ulven kommer". Han har set i flere år, at der ikke er alvor bag dine ord. Det tror han i hvertfald ikekd er er. Jeg tror ikke, at han er bevidst om, hvor tæt han er på at miste dig. Så at du bliver mødt af ham på den måde er bare beviset på, at imellem første tanke og så handling er en masse vaklen frem og tilbage, som kan opfattes som en kvinde der ikke lige har styr på sig selv, og iøvrigt så kan det også bare være hans måde at undgå at forholde sig til virkeligheden på, fordi den ganske enkelt er for smertefuld for ham.

Men jeg tror på, at du virkelig mener det her alvorligt. Hvis der ikke sker ngoet, så går du lige pludselig en dag.

Som jeg ser det udefra, så har du 2 muligheder. Jeg tror ikke, at det nytter noget at gøre som du plejer ved at sætte flere af de samme ord på. Du kan i stedet vise ham vores korrespondance her og derfra tage en samtale og se om du kan få ham til at forstå, at hvis der intet sker, så ender du med at gå fra ham.

Jeg tror du er meget langt i din process, men jeg tror også det sagtens kan være, at du lige skal ud til afgrunden og kigge et par gange til, før du går. Men går, det tror jeg på du ender med at gøre, hvis der ikke sker noget.

En anden mulighed kunne også være, at du lærer at fylde dig selv op, så du ikke er afhængig af, at kærligheden skal komme udefra, men at du kan finde den i dig selv.

Som kvinde går vi igennem flere faser i et kvindeliv. Måske er du nået dertil, hvor du er klar til at rykke fra fasen, hvor du skal have kærligheden udefra, til den fase, hvor du begynder at kigge på, hvordan du kan elske dig selv.

For jeg tror det meget vel kan være det der er issuet i dit liv lige nu. Spørg dig selv, om du kan blive i dit ægteskab, mens du arbejder på at elske dig selv - altså har fokus på dig og din indre kærlighed og ikke på din mands.

Vil det kunne lade sig gøre at nå til et sted, hvor du selv kan fylde tomheden i det ægteskab du er i nu eller skal du ud og stå på egne ben, for virkelig at få sat gang i din udvikling?

Jeg kan godt forstå det er svært for dig, men det skyldes måske, at du stadig står og kigger ud over kanten. Den dag du har kigget længe nok og samlet nok mod vil du gå - med mindre som sagt, at din mand får øjnene op nu eller at du vælger at arbejde med dig selv i ægteskabet.

Jeg tror på, at du finder den rette vej, når tiden er til det[:)]

Kærlige hilsner[f]

Solveig Ellingsen