Hvorfor skal jeg straffes for hendes fejl?

Hvorfor skal jeg straffes for hendes fejl? Den 23 årig
Jeg er en pige på 23, gift med en rigtig dejlige mand. Vi snakker om at få børn nu her.

For at gøre en kanon lang historie kortere (ellers kommer der her til at tage hele natten). Min søster har valgt at trække sig fra vores mor med sine børn.
I aften har jeg snakket med min mor om børn, uddannelse og sådan, og hun har her fortalt mig, at hun ikke vil være for indvolveret i mine børn, fordi min søster er et fjols. Jeg vil gøre meget for, at min mor får noget med mine børn at gøre, da jeg synes, hun har været en kanon opdrager, men hun vil heller trække sig allerede nu, inden jeg overhovedet har fået børn. Hun siger, at hun ikke vil knyttes til endnu et menneske for derefter at blive såret.
Jeg ser sagen på denne måde: hun vil trække sig for det første barn jeg får, jeg vil se det og derefter trække mit barn nr 2 lidt væk fra hende og derefter måske helt holde mig væk, da mine børn ikke skal såres.

Hvorfor skal jeg straffes, for noget min halvhjernet søster har gjort? Jeg ville flytte, så jeg boede tættere på min mor, men nu overvejer jeg at blive boende. Jeg ville gerne have en uddannelse, der gør, at jeg kommer til at arbejde i weekenderne, og der skulle jeg gerne bruge min mor til at tage eventuelle børn, da hans forældre ikke kan (grunden kan være lige meget, men de KAN ikke).

Hvordan kan man gøre sådan noget? Jeg forstår min mor, at hun er såret, men jeg er overhovedet ikke som min søster, ville det ikke være en god ide at give mig en chance, inden hun allerede siger, at hun vil trække sig fra mine børn?

Hilsen den meget fortvivlet 23 årig.

Du sælger skindet....... Løvemor
før bjørnen er skudt!

Tag det dog roligt, så vidt jeg forstår har du end ikke fået et barn endnu?

Tag din uddannelse, få et job og så kan du tænke på børn. Din mors reaktion er meget naturlig, men det lyder ikke til at jeres familiesammenhold er for godt, ellers havde du vel ikke kaldt din søster for halvhjernet og din mor havde vel heller ikke givet dig den udmelding!?

Løvemor [:)]

definering af at trække sig sol-sorten-unlogged
hvis det virkelig blot forholder sig således, at din mor er bange for at blive såret af dig - ligsom af din søster og hun derfor trækker sig - det lyder meget underligt synes jeg og så kan jeg godt forstå, at du er ked af det... Men tror du virkeligt at hun mener det, når hun først ser sine børnebørn en anden dag!!!! det kan jeg næppe tror. Lige nu er din mor sikkert så såret, at hun uden at tænke sig om, kommer til at såre dig, uden at hun vil det, men desværre bare kun ser sig selv og sine egne sårede følelser..

Men er det fordi din mor ikke vil involvere sig alt for meget i dit liv, forstået på den måde, at hun ikke vil passe dine børn næsten hver weekend, så kan jeg altså godt forstå hende... Groft sagt, så er du voksen nu og man kan ikke bare altid forlange, at ens mor kan stå til rådighed eftersom man selv lige synes....


Jeg har selv for flere år tilbage haft den holdning, at ens mor burde hjælpe mig, når jeg synes, men efter min mor er død, så ser jeg lige pludseligt tingende i et andet perspektiv... Tænk selv på, når ens egne børn får børn, vil man da så passe børn næsten hver weekend... nej, jeg vil i hvert fald ikke, men dermed ikke sagt, at jeg ikke vil have noget med børnebørnene at gøre, for det vil jeg meget meget gerne...

klap nu lige hesten ayla1978
jeg synes det ville være en fremragende ide at få dig en uddannelse og et arbejde inden du begynder at tænke på at få børn !

Du er jo KUN 23 år. Hvis din mor vitterlig vælger at trække sig fra dine kommende børn, ja så er det jo hendes valg - men men men... det gør hun jo nok ikke alligevel når det kommer til stykket, og hun først står med sit lille barnebarn i armene.

Hvis du evt får noget weekend arbejde engang så kan din mand vel tage børnene - han er jo deres far !

Jeg synes ærlig talt at det, som løvemor også er inde på, som om i har noget rodet familie intriger, som i burde få snakket ud om, på bedst mulig vis.


Ayla

Jeg er helt enig den 23 årig
Min familie er lettere åndsvag. Det vil jeg aldrig benægte. Jeg har forsøgt at få min familie til at snakke, men det vil de ikke, fordi den ene er mere stædig end den anden.

Nu er det sådan at lige pt, vil det passe os meget godt at få børn, da jeg først skal på uddannelse om 2 år, og faktisk ikke har noget at lave i mellem tiden, derfor ville det være meget passende at få et barn nu. Men når jeg nu en gang skulle tage denne uddannelse, ville det være vigtigt, at jeg kan arbjde i weekenderne.
Min mand vil jo tage alt det han overhovedet kan, men han har også et arbejde, der gør, at han skal arbjde i weekenderne.
Jeg har i gennem længere tid lagt mærke til at min mor har trukken sig over for mig, og det er jo lige det, jeg ikke vil have sker.
Selvfølgelig maler jeg fanden på væggen, jeg vil ikke have børn, hvis jeg ved, at min mor skal være en sur madame. Hun snakker om at ville flytte og flere gange har hun sagt Australien, og langtlangtborte. Hun virker allerede nu som om hun tager afstand fra mig.

Kære den 23 årig ernst_kolding
Den er svær.

Først og fremmest bør du tænke dig godt om, at sætte børn i verden med den hensigt, at din mor skal være dit barns "værge" når det passer ind i dit liv, er vanvid.

Hvis du ønsker et barn nu, må du tage konsekvenserne af dit valg, dit barn kræver dig og faderen, ikke andre, og hvis du alligevel mener at din mor skal passe barnet når du er på weekendarbejde, forstår jeg godt din mor vil flytte til Langtbortigstan, hun har haft de børn hun ville have og nu er hun børnefri så hun kan leve det liv hun ønsker.

Noget andet er, at hvis du vil have din mor skal knytte sig til dit kommende barn, må du acceptere, at det er bedsteforældres "menneskeret" at "ødelægge" deres børnebørn, forstået sådan, at når børnene er hos bedsteforældrene får de lov til alt det børnenes forældre ikke vil give dem lov til, f.eks. at spise sig stopmætte i alt det forældrene mener er usundt, det er også bedsteforældrenes ret at have børnebørn til lån så længe bedsteforældrene har lyst og derefter at aflevere børnene når de lyster.

Ved det lyder "åndsvagt" men sådan er det i de fleste familier og kan man finde det balancepunkt, vil bedsteforældrene næsten altid træde til ved barnets sygdom så barnet er i kendte omgivelser mens forældrene knokler, og børn har det med at helbredes meget hurtigere når de bliver passet af bedsteforældre.

Jeg taler af erfaring, har selv 2 drenge som er vokset op på den måde, det var ikke altid min ex og jeg var enige med vores egne forældre om hvad vores yngel måtte, men hvad hjælper det, når vi vendte ryggen til morede bedsteforældrene sig med at "ødelægge" vores drenge, men de tog faktisk ingen skade af det, og de er nu stærkt knyttet til deres mormor, som er den eneste bedsteforælder der er tilbage.

Tænk dig godt om før du tager beslutningen, men er du indstillet på at det kræver dig 100% døgnet rundt de første mange år, er børn en guds gave til mennesker, det er vildt dejligt at blive forældre, men det koster, både materielt og menneskeligt, men igen, børn er det hele værd.

Med børnevenlig hilsen

Ernst

Jeg ved det godt den 23 årig
Det er ikke med hensigt på at min mor skal passe mine børn. Jeg er ikke en tomhjernet gimbe, der ikke ved, hvad der betyder at får børn. Jeg har været fuldtids"mor" for min niece og nevø. Det er ikke, fordi hun skal passe dem, når det passer ind i mit kram, for det ved jeg ganske udemærket godt, at jeg kan glemme.
Problemet er at min mor ikke vil have NOGET med MINE børn at gøre, fordi min søster har trukket sig væk fra min mor. De har ikke snakket sammen i snart 2 år og desværre er det mig, der er i midten. Det vil sige, at jeg og eventuelle børn vil blive straffet for noget, vi ikke har gjort.

Jeg ved at min mor ikke vil "ødelæge" mine børn, for hun er rimelig god og meget retfærdig når hun handler med brn, det har jeg set med min søsters to ældste. Jeg vil ikke sige at jeg har fået den bedste opdragelse nogen sinde, men jeg vil heller ikke sige at jeg har været udsat for noget slemt, og min mor er meget hård når det kommer til at børn skal passes. Hun tolererer ikke ulydighed, men hun har aldrig og jeg mener virkelig aldrig nogen sinde slået. Havde jeg været "slem" har vi fået os en lang snak og så har det været det. Skulle min mor have lyst til at ødelægge sine børnebørn fra min side, må hun for den sags skyld også det, jeg vil bare gerne have at hun giver være sammen med dem, og knytte sig til dem.

ja, hvorfor?? crepinett
Ja, hvorfor skal det gå ud over dig? Det forstår jeg heller ikke. Din mors reaktion virker overdramatisk, og hun virker bare enorm kold... Er det vigtigere for hende at udspille sine dramatiske sårede følelser på den måde, end at vise at hun vil være en kærlig nærværende kommende mormor for dine børn?
Sikke et spild af tid. Ærgeligt.