Hvorfor tingene så hurtigt kan vende?

Hvorfor tingene så hurtigt kan vende? Husholdersken
Jeg er en ung kvinde først i 20érne. Jeg har faktisk alt hvad jeg kunne tænke mig. Manden i mit liv, fed ejerlejlighed, ny bil, god økonomi osv. Selvom livet har smiliet til mig og jeg har det de fleste kun kan drømme om, så er tingene begyndt at føles forkert.

For få år siden var jeg hende der altid var med byen. Jeg var hende man altid havde de sjove byturer med. Jeg havde uendeligt med venner, både gå-i-byen-venner men også tætte venner og veninder. En dag vil skæbnen at jeg møder ham jeg skal leve mit liv med. Først skaber det vildt forundrng i min vennekreds at jeg melder klart ud at han er DEN jeg har planer om at leve sammen med. Ingen tror på kærlighed ved første blik længere..... Nu så mange måneder efter har jeg dog overbevidst de fleste. Vi er stadi lige så forelskede som da vi mødte hinanden, hvis ikke mere.

Idag bor vi sammen. Vi har skabt en meget tryk og knap så uforusiglig hverdag sammen. Jeg vil aldrig nogensinde give slip på hvad vi har!! MEN, Men, Men med frygt for at lyde utaknemmelig. Jeg bruger mere tid sammen med min kærestes forældre end jeg gør med mine venner. Og hver gang en veninde fortæller om en vild bytur hun har været på så for jeg et lille stik i maven af misundelse. Det er nu egentlig ikke festerne jeg savner, det er lige så meget vennerne. For dem ser jeg heller ikke så meget mere. Med et hjem hører der også en masse pligter til, så det går hverdagen mest med.

Det var lidt om mig. Nu ville jeg gerne hører fra jer; Er der nogen der kan genkende denne udvikling, nogen der har en kommentar til mig eller andet dette indlæg lægger op til.

Rolig nu - alting er kun en overgang dulkis
- eller en fase om du vil..[:D][:D]

- Nu har du fået tingene til at fungere, og etableret et liv sammen med ham der, det skal være, og det er da ganske vidunderligt, men derfor skal du da ikke frasige dig dit liv. Det er bare røget med i købet. Og det er selvfølgelig en fejl. Men det er altså der, (på ham) du har haft fokus.

- Selvfølgelig skal du da ikke være mere sammen med hans forældre, end med dine venner. Hvorfor er du egentlig det?

- Både du og din kæreste er stadig unge og skal da også have plads til venner. Nogle af dem skal holde livet ud. Har du selv - uden at tænker over det - meldt dig ud af vennekredsen? Så se at blive meldt ind igen. [;)]Du skulle da gerne kunne få tid til at gå ud med veninderne, selv om du også passer dit nye hjem. Ligesom du vel også kan invitere de venner du gerne vil se.

- I skal da ikke kun "gøre hinanden" I skal gøre tingene sammen. Det er det, der skaber et fælles liv.

Uh hun kan miste de veninder meget snart Nadine29
og DET kommer man altid til at fortryde.

Jeg har et par veninder der har lavet samme nummer nemlig og pudselig havde man vænnet sig til, at de bare ikke var en del af selskabet mere, fordi de havde skottet en fuldstændig til fordel for en kæreste. Når de så gerne ville tilbage igen, tog det rigtig lang tid før det var det samme.
Enig med dig Dulkis, pigebarnet skal da til at tilbringe noget mere tid med sine venner og ikke så meget tid med svigerforældrene. Det er da underligt i start 20´erne

For mit vedkommende var det et spørgsmål om vilje s10
Da jeg var sammen med min eks-kæreste havde jeg samme problem som dig og jeg hadede det virkelig. Grunden var en lidt anden, for det handlede om at han var så jaloux at jeg ikke kunne gå nogen steder - lad nu det ligge.

Nu er jeg sammen med en helt fantastisk fyr som er lige så meget festabe som mig. Vi bor sammen i et lille rækkehus og studerer begge to. Vi har med det samme lavet en regel om at vi ikke skulle blive "kærestekedelige", som vi kalder det i vores omgangskreds. Hvis nogen inviterer til fest el. lign. er vi enige om at opvask, støvsugning og lign. kan vente til en anden dag.

Derudover har jeg tit sagt til min kæreste at han da altid kan se sin familie når han vil, men har jeg en aftale med en veninde kommer jeg altså ikke lige med den dag. Vi bor meget tættere på hans familie end på min så vi ser dem oftere og derfor synes jeg sagtens jeg kan tillade mig at melde fra nogle gange. Han siger heller ikke noget til det - mere.

Jeg gik glip af en masse i gymnasiet fordi jeg var RIGTIG kærestekedelig, men har heldigvis været i stand til at sætte klare grænser i mit nye forhold.

Mit råd er helt enkelt: Kom ud!! Selvfølgelig ikke af forholdet, men bare ud i byen med venner og veninder.

Ønsker dig alt det bedste
/Stinna

PS. Vi er 20 og 22 hvis det har nogen relevans [;)]