i vildrede

i vildrede samværskæresten
Min samlever og jeg har haft en stor uoverenstemmelse og jeg er lidt i vildrede.
Min samlever har en søn på 15 år som kommer fast hver 14 dag /weekend. Han har ret lang transport med tog.
Min samlever har fået nyt arbejde hvilket betyder at han arbejder 2 weekender både lørdag og søndag pr. måned. Sønnen kommer fortsat hver 14 dag uanset at hans far er på arbejde og derfor ikke får ret meget tid til samvær. Jeg sagde til min samlever at jeg synes at det er synd for hans søn at han skal rejse så langt og glæde sig til at være sammen og så er han ikke hjemme og træt når han har fri, og at det vil være bedre at hans søn kommer i de weekender når han har fri. Jeg fik at vide at jeg skulle blande mig udenom. Jeg forsøgte at gøre ham opmærksom på at det jo ikke er et givtigt samvær når han ikke er tilstede og at hans søn bare bliver ked af at de ikke nåede at være sammen om noget. Han sagde at det er sønnen der bestemmer hvornår han vil komme og at det er søn der selv har valgt at komme og så måtte han sku selv om, at det blev kedeligt! Nu har hans søn så "selv valgt" at komme på vinterferie i 5 dage. I de 5 dage er hans far på arbejde fra tidlig morgen til aften. Jeg spurgte min samlever om hvad han troede at hans søn fik ud af at komme på vinterferie overladt til sig selv, da vi begge er på arbejde. Det var han sku ligeglad med, og jeg skulle ikke blande mig. Hvis hans søn havde valgt at ville sidde og glo i 5 dage så var det hans eget valg.!
Jeg kan altså ikke forstå at jeg er alene om at synes at det samvær er uhensigtsmæssigt og at jeg mener at det bliver en negativ oplevelse for hans søn.
Jeg forsøgte at sige at det havde været bedst for hans søn at melde ærligt ud, at i år har han ingen vinterferie og så udsætte 5 samlede dage til evt påskeferien hvor han så har fri og tid og overskud, han kommer jo fortsat hver 14 dag.
Går samvær og gensidig interesse for samvær ikke begge veje, eller skal man bare af hensyn til "samværssystemer" opretholde tidshorisonten?
Jeg synes at samvær skal være til glæde for begge parter og ikke bare være en form for opbevaring uden kontakt med den forældre som har samvær. Jeg har svært ved at overse at den dreng føler sig forsømt og skuffet når samværet bliver minimalt og istedet bliver det så mig der føler mig forpligtet til at sørge for at det bliver en god oplevelse ved at have kontakten og lave noget sammen med hans søn så han føler sig velkommen og ventet.
Kan jeg snakke med hans søn om hvad han synes om at have samvær på den måde og om der er en anden måde der kunne være bedre , såsom at ændre uger til de uger hvor hans far har fri, at han kommer på ferie når hans far har ferie og tid ?
skal jeg blande mig udenom.?

Jeg synes ikke, du skal blande dig udenom dulkis
- Det er min holdning, at de børn vi "træffer" på vores vej, skal vi se til, bliver behandlet så godt som muligt.

- Tag en snak med den dreng. Hans far siger jo, han selv bestemmer......måske synes han det er helt okay, selvom både du og jeg har en anden opfattelse af kvalitetssamvær.

forskellige synspunkter i vildrede
Hej og tak for svar, og ja du har helt ret, det drejer sig også om at der er forskellige synspunkter på kvalitetssamvær, og som jeg opfatter det, er der ikke så meget kvalitet i den måde det fungerer på. Der er sikkert mange børn som må affinde sig med at deres forældre har dårligt med tid og overskud, men her er der tale om en far og en 15 årig søn som ikke bor sammen, og som derfor ikke har den daglige kontakt i hverdagens trummerum. Min pointe er´at det derfor er bedre at sørge for at der er tid til et reelt samvær og med et indhold som er givtigt for begge parter. Jeg kan for død og pine ikke se hvad den dreng får ud af at komme på samvær og overladt til sig selv uden den kontakt som han oprindeligt kom for at få ?
Måske synes han det er hyggeligt at være alene, men jeg tror bare ikke rigtig på at han kan synes at det har været en god weekend, eller nu her, en god ferie på den måde?
Men ifølge min kæreste så har han ikke ansvar for hvordan hans søn udfylder sin tid, det er hans eget valg!!!!!!
Jeg sagde at jeg ikke kunne være vidende om at hans søn bare var overladt til sig selv med ordende : nå, hvad skal du så lave idag? - uden at forsøge at lave en aftale om noget han kan se frem til, eller finde på ideer til hvad han kan udfylde tiden med, eller måske etablere en kontakt med andre som han så kan være sammen med indtil hans far er hjemme om aftenen. Jeg føler at det er mit ansvar og også pligt til at sikre mig at hans søn har det godt og i hvertfald føler at der bliver taget lidt hånd om ham.
? Og at uanset svaret fra hans søn om hvad han så vil lave, så er min samlever af den overbevisning at det aldrig kan blive hans problem hvad hans søn får ud af sine dage!
Bryder mig egentlig ikke om det udsagn!!!!!
Men hvis jeg snakker med hans søn om hvordan han egentlig har det med denne form for samvær så riskerer jeg at gøre hans far vred og jeg har også en fornemmelse af at det i høj grad handler om en søn der higer efter sin fars opmærksomhed og hellere nøjes med lidt end ingenting i skræk for at den helt skulle ophøre.!!!!
Jeg har det ikke godt med dette her og synes det er synd for hans søn, og er egentlig chokeret over hans holdning til hvad jeg har forsøgt at gøre ham opmærksom på.

Jeg synes, din kæreste er et skvadderhoved dulkis
- Hvad havde han forestillet sig "er hans ansvar"?

- Bliver han stiktosset over du taler med sønnen, må han da selv døje med det, men handler det her i virkeligheden om at drengens moder og hans far "spiller skak"? Kan du tale med hende? Det kan da give anledning til undren, at han ikke - som det første - da han får nyt job også flytter samværsweekenderne, så det passer med hans arbejdstider.

- Er du i det hele taget sikker på, den mand er noget for dig? Hvor længe har du boet sammen med ham? Han han nogensinde boet sammen med sønnen?

Uansvarlig stupido gyffe
Tænk at have en så ligeglad far. Det er i høj grad hans ansvar at hans søn trives, og det er vel nok en nem måde at fralægge sig det ansvar på, ved i første omgang at børste det af på ham selv, altså sønnen, og i næste omgang dig, der åbenbart er den ansvarlige her.
Kunne være interressant at vide, hvor hans mor er henne i denne situation, men det ser ikke ud til, at du skal nærme dig den side af sagen. Sæt din kæreste stolen for døren. Det kan godt være han synes, du skal blande dig udenom, men på denne måde involverer han jo i høj grad dig alligevel. Det er sgu for nemt.

medmenneskelige relationer i vildrede
Tak fordi du stiller mig de spørgsmål.
Jeg har boet sammen med min samlever i 8 mdr og han har boet sammen med hans søn og hans søns mor til drengen var 10-11 år.
mht ansvar, så har jeg lært min samlever at kende lidt bedre under samtaler som handler om relationer. Han tænker ikke på ansvar på samme måde som jeg gør. For mig handler ansvar også om at man tænker på andres følelser, især sine børns. Deraf kommer så også at man har omtanke for børns følelsesmæssige behov og også ved hvad der er direkte skadeligt.
Når jeg har taget samtaler op omkring årsag og virkning hvis jeg har set mangler i forhold til den brede vifte af medmenneskelig omsorg, så lukker han bare af og får med få ord mig til at føle at jeg ikke er rigtig klog.
Jeg har selv en søn med i forholdet og der har været flere gange hvor jeg ikke synes at han har behandlet ham særlig pænt, hvilket jeg så har forsøgt at give udtryk for fordi det har været ret groft af af sådan en karakter at jeg er blevet bekymret for konsekvenser for min søns selvværd og ikke mindst forholdet fremover.
Han har ved flere af disse samtaler sagt at han ikke kan fordrage min søn, og at han aldrig kommer til det ! Jeg spurgte ham om hvordan han ville have det, hvis jeg sagde sådan om hans søn og hvordan han ville have det hvis jeg behandlede hans søn tilsvarende fordi jeg mente at der var det ene og det andet der kunne begrunde min kritik af ham.
Han svarede at hvis hans egen søn ikke kunne lide lugten i bageriet, så kunne han da bare blive væk og det gælder for så vidt alle. Har de et problem med min samlever, altså at de ikke bryder sig om ham, ja så kan de bare blive væk.
Han har afbrudt kontakten med sin søns mor, besvarer ikke hendes sms, forsøg på kontakt/opkald mv, han siger at han ved at det gør hende vildt frusteret og ond i sulet fordi hun ikke får det som hun vil have.
Han siger at der ikke er nogen aftale om samvær gennem amtet og at hans søn kan komme og gå som han ønsker det.
Jo mere jeg får lukket op for posen her.....jo mere i vildrede føler jeg mig nu.

jeg er´involveret i vildrede
Hej og tak for dit svar,
Jeg sagde det samme som du siger her, at jeg synes det er svært at blande mig udenom fordi jeg jo er´involveret, idet vi lever sammen. Han sagde at det havde ingen sku bedt mig om og at jeg ikke behøvede at gøre en skid for hans søn. Jeg kunne bare gøre hvad jeg ville, uden at tænke på at han er tilstede. Jeg behøvede ikke at inddrage ham i noget som helst og at han synes at jeg skulle tale med andre om det´for han gad ikke høre på det´. Han fik det hele vendt til at det handlede om at JEG ikke ønskede hans søn på besøg og at det var MIG der ikke gad sørge for ham. Desuden sagde han at hans søn selv vidste hvor køleskabet var, så mad behøvede jeg ikke engang at tænke på og aftensmad skulle vi jo have alligevel og det var vel ikke noget problem at lave mad til een mere.
NEJ det er virkelig ikke noget problem for mig at lave mad til flere men det var heller ikke det jeg havde på hjerte.
Jeg spurgte om, at hvis han levede alene så også ville have samvær på den måde, lade sin søn komme når han slet ikke er hjemme. Og det ville han da, det kunne han ikke se noget problem i overhovedet, for hvis hans søn ikke havde lyst, så var han jo ikke kommet!
Han ser bare slet ikke det jeg er bekymret over, eller også kan han ikke sætte sig ind i hvordan det mon er at være barn på besøg hos een man holder af, men som bare ikke viser tid og interesse for at man er kommet. kærtegn ser jeg ham aldrig få, et godag kram og et farvel kram er hvad det kan blive til. Alligevel så kan han på sms skrive at han glæder sig vildt til at han kommer og at han savner ham når han er taget afsted, men virkeligheden i samværet er noget andet! Jeg forstår det ikke.

i går var der årgang 0 på tv og som jeg har fulgt lige siden første udsendelse.
Det ville han ikke se /havde ikke hans interesse. Han hørte dog at der var gråd undervejs i udsendelsen som han registrerede og sagde : årh få sku da den unge til at holde kæft. Jeg sagde at det var et barn der var ulykkelig over at livet ændrede sig og så sagde han bare : det er sku da ikke noget at tude for ,så kan de sku lære det´.
Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg kom i tanke om dette , men det gjorde jeg og synes at jeg har en stor klump i maven nu hvor jeg skriver dette her.

Beklager jeg havde dårlig tid og ikke vendte tilbage dulkis
- og måske har du sluppet tråden nu, men.....hvis du kigger...

Du skriver:
"Han svarede at hvis hans egen søn ikke kunne lide lugten i bageriet, så kunne han da bare blive væk og det gælder for så vidt alle. Har de et problem med min samlever, altså at de ikke bryder sig om ham, ja så kan de bare blive væk."

Gælder det også dig? Har din søn en alder, så det er et reelt valg han har? Jeg bliver helt dårlig, når børn og unger, af omstændigheder de ingen indflydelse har på, er piskede til at leve et sted, hvor de er uønskede.

- Nu kan jeg jo ikke rigtig vide, hvad for et temperament han er, ham din "eneste ene", men der er selvfølgelig den mulighed, at han er så barnlig, at den udtalelse er fremkommet "i kampens hede" og så er det ikke godt at vide, hvor meget vægt man skal tillægge den. Mener du, den skal tages til kurs pari, så synes jeg måske du skal overveje, hvor du og din søn skal leve og især hvem I skal leve sammen med, indtil din søn reelt har et frit valg. Hvordan trives HAN?

- En anden ting, der falder mig for brystet; du skriver "han siger" han ikke har en samværsresolution fra amtet. Ikke at du ved.... Hvorfor er det ikke noget du VED? Lever du i virkeligheden sammen med en mand, du knapt kender? Og hvordan i alverden er du havnet der? Hvad er der ved ham, der kan få dig til at se bort fra hans holdning til medmenneskelige relationer og ansvarlighed i forhold til både din og hans egen egen søn. Med hensyn til din manglende gennemslagskraft hos din samlever (for det er vel det egentlige problem, du indledningsvis tog fat i) har du så tænkt over, at mens I to tumler med det, og han tryner dig, så ser din søn, hvordan "man" agerer i et forhold? Tænk så over om det du lærer ham er, at man er ligeværdig - med tryk på værdig, eller om den ene part "har ret til" at tryne den anden. Det rigtig rådne ved børneopdragelse er nemlig at ungerne ikke gør som vi siger, men som vi gør! Har du tænkt den tanke?

- Det er al ære værd, at du tager hånd om og bekymre dig om HANS søn, men det er din egen, der er dit primære ansvar, og med de oplysninger, du er kommet med her, får jeg den tanke, at han sagtens kan have det hundrede gange værre end den dreng du bekymre dig om.

- Jeg pukker ikke på dig, forsøger bare at få dig til at gennemtænke muligheden, og du er selvfølgelig i din gode ret til at forkaste den, som ren fantasi fra min side.

- Men du får mig til at mistænke din samlever for at have installeret en husbestyrinde, på trods af en søn, der er i vejen for ham. Et mennesker man "ikke kan fordrage" vil i sagens natur være i vejen, på ens enemærker.

- Jeg mener, du er jo ikke nogen årskilling, så der er vel en velovervejet beslutning, der ligger forud for den sammenflytning. Eller hvad?

Du har fat i det rigtige og han skal lytte til dig. Kaja
Du har da helt ret i dine betragtninger. Din kæreste skulle være glad for at have sådan en klog og omsorgsfuld person som dig i sit liv.
Selvfølgelig skal faren ikke være på arbejde når sønnen kommer. Du skal snakke både med kæresten, sønnen og evt exkonen så i kan få samværet til at fungere. Egentlig er det faderen der burde sørge for det her, men da han åbentlyst ikke fatter noget er det da godt at du så gør.
Så nej du skal ikke blande dig uden om.
Din kæreste skal lytte til dig. Hvis han ikke kan forstå problemstillingen eller ikke synes at han skal være sammen med sønnen, så er han da utrolig ubegavet, arrogant og hjerteløs.
Og det er for dårligt. Håber klaptorsken har nogle gode sider. Ellers ville jeg nok smutte.