Incest

Incest **ANONYM**
Hej!

Jeg ville gerne starte en debat om dette TABU, klamme emne, INCEST!
Har heldigvis ALDRIG selv været udsat for det, men har en TÆT inde på livet som har.

Det skære i mit hjerte at folk er så onde, forgriber sig på forsvarsløse små individer er SKAMLØST! jeg jeg mener seriøst at det burdevære enhver mands pligt og tage "livstiden i dk" for at tage noget andet!!

VÆMMES VIRKELIG!!

Ofrene.. Hvad er jeres erfaringer med dette?! Hvordan hjælpes ofrene? hvordan hjap DU dig selv? Hvordan kan jeg som NÆR sjæleven hjælpe?!

Fx, et forhold.. hvis du er kæreste med en som har været udsat for overgreb af den ene eller anden slags, hvordan kom i videre?
Følelser der ikke vises! Osteklokke hverdag, hvor man bare er til og føler sig som en robot osv osv..

Håber på en god debat og gode konstruktive svar, for det ville virkelig hjælpe[:)]
Det skal måske lige siges, at jeg er 25, så i er sporet ind på dét[:D]

Mvh

ja det voksen mand
er ikke rart. har selv været udsat for det, og har aldrig fået hjælp. Er stadig meget angst, og trist, det forsvinder aldrig...

mit liv har altid været præget af det, og har drevet mig til misbrug depressioner og somsagt angst. Tænker tit på selvmord mv. altid osteklokkestilen..

Det bliver jo en del af bagagen i rygsækken Vibsen
Incest sker jo desværre alt for ofte. Jeg kan huske vores lærer i folkeskolen sagde at 1 ud af 10 børn har været udsat for incest. Da vi var 26 elever kiggede jeg rundt i lokalet og tænkte hvem den anden så var.. Det var forfærdeligt men den gjorde det lettere at vide jeg ikke var den eneste.

Selv om jeg ikke fra begyndelsen af vidste at det var et overgreb der foregik derhjemme, vidste man jo godt det var forkert. Dog skal man ikke undervurdere den skam og skyld som barnet går med, som gør det endnu mere svært at skulle fortælle det til nogen.

For mig blev det et vendepunkt da jeg endelig fik det sagt, og mit mareridt sluttede. Men det stoppede ikke skammen og skyldfølelsen. Den holdte ved i rigtig mange år.

I dag tænker jeg ikke over det så meget mere. Men der er klart nogle fremtidige problemer jeg skal have taget hånd om, især hvad angår når jeg selv får børn en dag.

Til jer begge.. **ANONYM**
1000 tak for svar, sætter stor pris og respekt bag!!! VIRKELIG. for håber på dialog omkring det.

Synes det kræver debat, så mennesker som jer bliver hjulpet! Fik kaldt jer "ofre" i mit "opslag" men det måske så meget sagt, kan ik li ordet[:)]

Men forstår ik at i ikke har prøvet at få hjælp?! Det kan jo aldrig være JERES skyld !
Umiddelbart forstår jeg retsag osv ville være umådeligt hårdt?! ..- men har i nogen erfaringer med samværds-grupper eller lign, som er gode og funktionelle!

Det er vigtigt I er stærke i troen. PÅ JER SELV (ikke mindst)

I ER ALT [:)]
(Lige hvad i ønsker)

Mulighederne efterfølgende.. Vibsen
Incest er helt klart et vigtigt men tabu belagt emne i samfundet. Synes det er godt du sætter fokus på emnet!! Jeg kan dog kun bidrage med egen erfaring, og er derfor nok ikke så objektiv i sagen.

Jeg kan huske min mor hev mig med op på kommunen for at finde ud af vores muligheder for hjælp. De fortalte mig at jeg kunne få tildelt x antal timer med en psykolog hvor sygesikringen betalte dele af udgifterne. Min mor syntes selvfølgelig at det var en god ide, og jeg var der henne et par gange.

Psykologen hjalp intet. Jeg var 16 år den gang og hun var måske 60 år. Jeg følte jeg sad og talte med min mormor, og at hun på ingen måde kunne forstå hvad der skete inde i mit hoved. Selvfølgelig havde det sikkert også noget at gøre med min teenage indstilling til livet..

På kommunen forklarede de at vi ikke ville få noget som helst ud af at gå til politiet, da det ville være påstand mod påstand. Naturligvis havde jeg ingen vidner, og med mindre der havde været tale om en egentligt voldtægt, som efterfølgende havde været undersøgt af en læge, ville han aldrig blive dømt i min situation..

Der er jo så mange forskellige faktorer hvad angår incest. Noget af det aller værste er egentligt ikke hvad der er sket med mig selv, men tanken om psykopaten stadig færdes som almindelig borger i samfundet. Ikke nok med det, er der jo også altid personer som ikke tror på det man siger. Dermed ikke sagt man skal tage alle anklager for gode varer. Men eksempelvis valgte min storebror som er 13 år ældre end mig, ikke at tro på mig. Han har i dag en datter som jeg ved har meget alene tid med min såkaldte far. Det gør mig så dårlig at tænke på hvad han måske gør ved hende. Samtidig kan jeg ikke se hvad jeg mere kan gøre. Min storebror har jo valgt ikke at tro på det.

Det hele er måske lidt forvirrende, men det er jo mange forskellige følelser som pludselig dukker op når man tænker på det igen. Jeg ved godt det ikke var min skyld, og jeg kun var et barn. Men jeg vidste jo også godt det var forkert, og stoppede det ikke. Jeg kunne have slået ham, "sladret", råbt og skreget.. Det eneste jeg gjorde var at sige "stop", sige "nej det er ikke rart".. Det stoppede ham jo ikke.. Det er netop det som giver mig skyldfølelsen, at ikke have gjort mere.. Samtidig elskede min mor ham jo, og jeg ville ikke gøre hende ked af det. Den gang jeg var 16 kan jeg huske jeg tænkte at der kun var 2 år til jeg kunne flytte hjemmefra, så jeg kunne godt holde det ud 2 år endnu.

Personligt ved jeg godt jeg har en stor pakke i rygsækken som jeg er nød til at gøre noget ved en dag. I dag er jeg 26 år, og jeg frygter inderligt at skulle stole på en mand sammen med mine fremtidige børn. Men det er så unfair at en uskyldig mand skal "straffes" pga. min fortid, så jeg skal have åbnet op for det en dag.

hej vibsen natasjapigen
forfærdelig historie.... jeg kan følge dig og føler med dig har selv været udsat for incest. jeg syntes helt klart du skal melde ham... sådan en mand skal ikke have lov at gå rundt... kan forstå det din far?? er det rigtigt forstået. det gør det måske lidt sværer men tænk på hvad han kan gøre andre af ondt. ved det svært og få gjort jeg var selv længe om det men en lættelse at få det gjort.... man skal arbejde meget med dig selv for at komme vidre men jeg har valgt at det ikke skal slå mig ud der så meget andet livet kan byde på af gode ting. jeg er i behandling og har været det løbende over nogle år.... men syntes man savner nogle at tale eller skrive med om emnet. nogen der kender til de følelser man går rundt med.... så syntes det dejligt med lidt debat.... men mit råd er søg om hjælp eller betal selv hvis du har mulighed. lad vær at udskyde det ... og helt klart meld ham han skal ikke gå rundt og nyde livet[:|] men gør hvad du kan får at hjælpe dig selv vidre..... mange knus herfra[s]

Samtaleforum evadall
Hej.
Jeg sidder i Frk. Gertruds foreninge for incestramtevoksne.dk. Her kan vi ganske gratis tilbyde mailrådgivning til incestramte voksne og deres pårørende. Her har vi også et samtaleforum, hvor man kan gå ind og snakke med andre, som har været udsat for incest. Man er selvfølgelig helt anonym. Alle som rådgiver her inde har selv været udsat for incest, men er nu kommet så vidt, at de har overskud til at hjælpe andre. Pas på jer selv. Kærlige og varme hilsner fra Eva Dall, rådgiver.[;)]