ingen styrke

ingen styrke aida1
hey med jer

jeg er en pige på 20 år og har været sammen med min kæreste i snart 5 år nu! vi har slået op før, men er altdi vendt tilbage til hinanden, da kærligheden binder os meget. det er bare blevet sådan, at kærligheden ikke er nok. vi er ligesom begyndt at vokse fra hinanden. ikke nok med at vi har nogel holdninger som ingen af os kan foeholde sig til, jamen så skændes vi ogsp næste hver dag. om småting der bliver større og større! jeg er så træt af det, men en af grundene må vel være fordi vio bege er meget stressede. jeg er meget stresser pga mine eksamener, og han er stresset fordi han meget gerne vil flytte til kbh, men har ikke nok fundet lejæighed eller noget. jeg vil meget gerne flytte med, ´mene r meget bange for hvad der skal ske. han har næsten alt sin familie over og er MEGET knyttet til dem. jeg er bange for at han aldrig vil opfatte mig som sin familie, men som en kæreste.. hjælp mig please... resten af min familie synes at jeg er for svag og minder mig om at jeg aldrig vil kunne gør det forbi. jeg er bange for at det er sandt, fordi jeg elsker ham så meget. mine venner har givet op og snakker ikke om det mere, for det er det samme hele tiden! hvad skal jeg gøre?

Tænk dig om! anonym
Hej Good Girl

Jeg forstår dig godt, for jeg har selv været i din situation, men mit råd til dig er, at du skal tænke dig godt om, og sætte dig selv højest, for din beslutning vil jo få indflydelse på resten af dit liv!

Jeg havde været kæreste med X i 3 år, da jeg gik fra ham første gang, fordi vi var vokset fra hinanden, vi kunne ikke enes om noget som helst og vi kom op at skændes over selv den mindste bagatel.
Efter et par måneder hver for sig fandt vi ud af, at vi ikke kunne undvære hinanden og flyttede sammen igen og ½ år senere blev vi gift.
Vores ægteskab blev en lang rutsjetur med mange op- og nedture, hvor nedturene til sidst tog overhånd, og det var nøjagtig de samme problemer som tidligere, nu var det så blot sværere at komme ud af, for vi havde altså fået 2 børn i mellemtiden.
Sidste år fik jeg dog nok af det og krævede skilsmisse, og det har jeg ikke fortrudt, selvom det har været en sej kamp. Jeg har fået 2 gladere børn, som ikke hører evige skænderier, og desuden er jeg også meget mere lykkelig nu, hvor jeg er alene, end jeg var sammen med X, fordi det er utrolig hårdt psykisk at leve i sådan et forhold.
Ud fra mine egne erfaingerne kan jeg kun sige, at hvis jeg var dig, ville jeg ikke flytte til København med ham, for det forsvinder problemerne jo ikke af.
Når du allerede har det sådan med ham, synes jeg, at du skal gøre det forbi med ham så hurtigt som muligt, så du kan starte på en frisk. Du tror jo ikke, han nogensinde vil opfatte dig som en del af familien, hvad vil du så med ham?
Det er en svær beslutning, men hellere tage den nu end om 5 år, hvor I måske har fået børn sammen!

Hilsen Den Lykkelige Alenemor

Godt Svar Knust Hjerte
Det er et rigtigt godt svar du kom med der.. Jeg var sammen med en pige i 3½ år, og vi havde det på lidt den sammen måde, vores problem var bare at hun ik kunne tåle at jeg kendte andre piger, men det var helt iorden at hun snakkede med andre fyre, men jeg gik længe og tænkte på om hvordan det ville være at slippe for alle de problemer vi havde, jeg er ude af det forhold nu og har været det i 3 mdr. og ja det gør ondt, for jeg elsker hende stadig, og det var et meget svært valg, men jeg har fået det bedre med mig selv, men du skal tænke dig godt om, rigtigt godt om. for det gør meget ondt, især når der er kærlighed i det. Så tænk dig meget godt om, eller måske prøv at snakke om det stille og roligt. hvis det så ik hjælper kan det måske hjælpe dig med dit valg..
Men held og Lykke med det.
KH Knust Hjerte