jeg bliver tosset

jeg bliver tosset rigtig dårlig mor
der er nogle i min omgangskreds, der ofte lige skal fortælle mig, hvordan de synes jeg skal opføre mig ift. mit adfærdsvanskelige barn.(jeg har en dreng på 6 år, som har forskellige diagnoser) At jeg bør tænke på, at de ikke er godt for mit barn, når mit perforhold så ofte er on/off (det er folk folk der siger det, som selv har de samme problemer)og om mit barn nu har været i skole i dag, om jeg nu har satmin grænse tydeligt nok osv osv osv.... det er til at blive tosset i hovedet af og jeg kan ikke holde til det længere...

Hvorfor får jeg aldrig noget positivt at vide af disse mennesker, der er andre i min omgangskreds, der aldrig siger sådanne negative ting - jeg undrer mig over, hvorfor der er nogle mennesker, som altid skal kommentere alt det negative om mig - jeg føler mig virkelig som en rigtig dårlig mor.

Det mystiske i det er, at jeg har to andre børn også, som der ikke er nogle vanskeligheder med, så et eller andet, må jeg da har gjort rigtigt...!

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med de mennesker, - især to fra min omgangskreds, der altid lige skal fortælle mig, at de er nok så kloge og ved aller bedst, hvordan jeg skal opføre mig overfor mit barn...

Håber der er nogen, der kan hjælpe mig med, hvad jeg mon kan gøre????

Sig fra. ULI
Hvorfor siger du ikke noget til dem? Det kan man sagtens gøre på en pæn måde ved at fortælle dem, at det gør dig ked af, at de altid skal tale negativt om din situation, og at det får dig til at føle dig som en dårlig mor.

Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal komme med af forslag, da jeg jo ikke kender den specifikke situation. Jeg håber dog, at du finder en løsning på dit problem. Det er aldrig sjovt at få af vide, at man ikke gør ting godt nok. Det er jo heller ikke gavnligt for dine børn, at din omgangskreds skal give dig dårlig selvtillid ved at fortælle dig om alle de ting, du i deres øjne gør galt.

jeg gør ofte det rigtig dårlig mor
at jeg giver dem en forklaring på tingene og så stopper den ene dra min omgangskreds også, men den anden skla lige meget hvad jeg end siger, altid lige finde noget mere negativt at fortælle mig og det er som om, at jeg taler for døve øre... Det er så besværligt, at jeg ligefrem skal blive sur, før de stopper med al ders negative skidt. Det hjælper ikke at jeg siger, at jeg ikke kan lide at høre på det, for som den ene siger, at det handler ikke om, hvad jeg ikke kan lide at høre på, det handler om, hvad lige netop han synes er det mest rigtige at gøre i den givne situation..

Du kalder dem selv "bekendte" dulkis
- så det må vel være mennesker du ikke er nødt til at omgås. Skip dem.

- Ellers kan du jo altid spille dum og bede ham den klogeste invitere din 6-årige på forlænget weekend.

Kort og godt... steagle
DROP DEM.......

Det fører ingen steder hen at holde på negative mennesker og energier - taler af erfaring....

den ene af de to omtalte rigtig dårlig mor
kan jeg nok holde på afstand, men den anden er umulig og den med at min 6 årige på forlænget weekend, det ville han aldrig gå med til, men alligevel har han altid så mange gode ideer og meninger om, hvordan jeg faktisk burde handle, tænke og nærmest føle og hvad han synes er rigtigt og forkert, altid ham, der har de rigtige løsninger osv.. uh ha, det er lige til at blive forpustet over...

ja, hvis det bare var så let rigtig dårlig mor
men den ene af dem føler jeg igennem 17 år et stærkt bånd til, men samtidig nogle gange et stærkt ønske om at frigøre mig selv. Det er afprøvet så mange gange, om at tale om tingene ik var en løsning, men det er kun en imidlertidig løsning, da jeg har prøvet det flere gange før. Jeg kan ikke lave om på mennesker og når jeg ikke kan lære at acceptere kritik (hermed er der ik tale om konstruktiv kritik, for det kan jeg godt tåle)så føler jeg mig kørt fast..
Det er meget anstrængende at skulle være så bevidst om sin egen adfærd hele tiden, at jeg nærmest s´kal forberede mig på ham den omtalte og være så bevidst om, hvad jeg skal sige og ikke sige.... Det er så kringlet det hele, for jeg har igennem alle disse 17 år fået indprintet i mit hovede, at det er mig, der er noget galt med, mig der tænker forkert, mig der er forkert....

Er der mon noget andet jeg kan gøre i dette her???

Ikke værd at samle på catfur
Den pågældende person er ikke værd at samle på. Du skal ikke have mennesker i din omganskreds som skader mere end de gavner.

Jeg er sikker på at du er en kærlig, omsorgsfuld og fantastisk mor. Det kan være skidesvært at tro på, og denne ubehagelige "bekendte" gør det bestemt ikke nemmere. Det er mere ham der må være en forfærdelig far eller ihvertfald har et dårligt selvværd siden han har brug for at hakke på dig for at hævde sig selv.
Råd og vejledning er ok, men det øjeblik du giver bare det mindste udtryk for at du ikke vil snakke om det bør han holde tilbage. Bare fordi du har problemer har han INGEN ret til at opføre sig sådan overfor dig.

Alle har sgu problemer! Han tør sikkert bare ikke indrømme det ovefor sig selv.

Lyt til dig selv og stol på at du er en fantastisk mor. Dine bekymringer for din søn og din tvivl om du er en god mor eller ej viser faktisk at du har de vigtigste egenskaber til at være en god mor ifølge mig; omsorgsfuldhed og selvkritik.

Boykot den ubehagelige type og find bekendte der giver dig mere glæde.

sry catfur
undskyld jeg havde ikke lige læst hele tråden da jeg skrev mit ovenstående indlæg.

Nej der er ikke andet du kan gøre.
Du skriver selv at han har påvirket dig negativt i alle de 17 år. Hvorfor så holde på ham?

Jeg har personligt måttet cutte kontakten til folk helt tilbage fra barndommen af samme grund - det var endda familie. De forstod ikke at give mig opbakning da jeg havde allermest brug for det (blev gravid som 17-årig) og de fortsatte med at sige alt det forkerte - også EFTER jeg havde snakket med dem om det. Derfor valgte jeg til sidst at slå hånden af dem. Hårdt, men en fantastisk følelse bagefter at have frigjort sig fra et belastende bånd.

Lad ikke de 17 år og oplevelserne i har haft sammen stoppe dig. Du har børn som du vil være en god mor overfor og det er hulens svært med en "dommer" i baggrunden. Vælg dine børn frem for et bekendtskab med ham. Du har ikke brug for ham.

Der er ikke rigtig andre ting der kan gøres når han ikke vil lytte til det du siger. SÅ længe han er i din omgangskreds forbliver følelsen af at være kuet der.

godt skrevet af dig rigtig dårlig mor
men problemet er bare lige den, at ham som jeg har kendt i 17 år ikke vil kunne forstå og acceptere et nej, det er jeg så godt som sikker på, for jeg kender en kvinde(ikke kæreste), som har droppet ham og der gik næsten 1 helt år, før han ikke kontaktede hende mere...

Der er dage, hvor jeg har lyst til at flytte laaaaaaaaaaangt laaaaaaaaangt væk fra min hjemby af og bare få ro for ham der og hende som plager mig konstant, når jeg ikke lige svarer på hendes smsér indenfor 10 min. så bombederer hun mig med smsér og synes det er for dårligt, at jeg ikke lige svarer promte...
Men jeg har børn, som ikke lige er til at rive væk fra deres omgangskreds af.

En psykolog jeg kendte engang opfordrede mig til at flytte væk, så jeg kunne kappe alle de negative mønstre, som med alle årene ikke er til at komme ud af, for bedst som jeg lige er ved at få hovedet ovenvande, så kommer de og dunker mig oveni hovedet - det kan være ting som, når jeg fortæller, at jeg er begyndt at gå til tennis, så hører jeg fra nogen at, ej, er du nu sikker på at du kan overskue det og pas nu på med ik at få gang i for mange projekter, eller nu har du så ik tid til mig længere.......Ja, det er simpelthen til at blive tosset over...

jeg har nu taget den beslutning, at jeg ikke længere fortæller de omtalte her, hvad jeg tænker og føler og hvad jeg gør i min fritid, for jo mindre jeg siger, jo mindre risikerer jeg, at få smidt en spand lort i hovedet og jeg vil samtidig også prøve på, at finde ting jeg kan gå op i, så jeg ikke har så meget tid til at tænke på dem og så har jeg også en god undskyldning for ikke at have besøg af dem..
Jeg ved godt, at det virkeligt er dumt, at jeg skal komme med undskyldninger, for ikke at have besøg af dem, men når de ikke fatter et NEJ, så bliver jeg jo nødt til at gribe til yderlighederne...

hårdt men sandt mytzen
må jeg starte med at sige du har min fulde forståelse og jeg synes heller ikke det kan være meningen...
det du skal huske på er at de for det først ikke har ret, men også at de som du selv siger har de samme problemer så det L*** de lukker ud er egentlig et angreb på dig for at dække over sig selv... de ved godt at de ikke nødvendigvis har gjort det helt godt og det er derfor nemmere for dem hvis du gør det endnu værre.

jeg er sikker på at du er en super god mor og hvis de ikke har tænkt sig at ændre det så er de ikke værd at samle på, færdig

Du er ikke dum Anonym
Catfur her -sol er lidt fucked lige nu så kan ikke sætte alias på-

NEJ du er ikke dum når du vælger ikke at indvolvere dem i dit liv mere. De har sgu selv bedt om det - i høj grad!

At det føles forkert og dumt kan jeg godt forstå fra din side, men eftersom du har prøvet på den "rigtige" måde først; at tale fornuft med dem, så er der ikke forfærdeligt meget at gøre. Jeg forstår meget bedre din tøven nu hvor du siger at dine børn har bånd til de omtaltes familier. Mit barns bånd til de andre i hendes vuggestue er faktisk også det eneste der holder mig tilbage fra at flytte fra min egen by, som jeg meget gerne ville væk fra for noget tid siden.

Tvivl ikke på at du gør det rigtige! Og prøv blot at grine ad deres påtrængene sms'er. Det er dem der har et mindreværdskompleks - lad dem ikke projicere det over på dig.