Jeg frigjorde mig fra religiøst bedrag

Jeg frigjorde mig fra religiøst bedrag Ireta Clemons
JEG husker endnu det første „mirakel“ jeg overværede. Jeg var dengang seks og et halvt år gammel, og jeg var sammen med min moder til pinsemøde en vinterdag. Prædikanten sang, og ånden kom over ham, sådan som det sker med pinsevenner når de synger. Midt i lokalet stod der en stor, rund ovn som prædikanten rakte hænderne ind i. Med begge hænder tog han en rødglødende kulslagge frem, holdt den op og bar den omkring i lokalet. Hele tiden sang han og kom med små triumferende udbrud, og imens dansede de øvrige tilstedeværende syngende og råbende omkring ham. Efter mødet så alle nøje efter om der var brændemærker på hans hænder. Der var intet at se på dem!

Og det var blot ét af de tegn der forekom i den pinsekirke i Kentucky som min moder kom i. Kirkens medlemmer lagde stærk vægt på passagen i det 16. kapitel hos Markus, begyndende med vers 17, hvor der nævnes at disciplene skulle kunne tale i tunger, helbrede syge, tage på slanger og drikke gift. (Disse vers er muligvis uægte, da de ikke er medtaget i de ældste kendte bibelhåndskrifter.) Ikke alle pinsekirker lægger vægt på disse ting; men man føler uvilkårligt at Gud må stå i forbindelse med en kirke hvis medlemmer kan gøre sådanne tegn uden at komme til skade.

Vi flyttede til Indiana, og i 1953, da jeg var 12 år, blev jeg døbt. Jeg lærte at spille guitar og at akkompagnere de grupper der sang ved møderne. Jeg opfattede det som en del af min tjeneste for Gud — det er under sådanne former for sang at ånden kommer over pinsevennerne. Når ånden kom over mig og jeg talte i tunger, vidste jeg ikke hvad jeg sagde, men det føltes behageligt.

Selv tog jeg aldrig på slanger, men jeg husker en episode med slanger. Den indtraf en weekend hvor jeg besøgte den kirke i Kentucky jeg plejede at komme i. Ånden kom over en gæsteprædikant, og han tog en stor klapperslange frem af en medbragt slangekasse. Under høje udråb snoede han slangen om sin hånd. Jeg befandt mig på scenen bag ham sammen med dem der sang, og jeg husker hvordan blodet begyndte at sive ud mellem hans fingre. Derpå kom ånden over den prædikant jeg nogle år tidligere havde set bære glødende kul; han gik frem, tog slangen ud af hånden på den anden prædikant og lagde den tilbage i kassen. Manden der var blevet bidt, blev ikke engang utilpas. Jeg har imidlertid kendt tre som blev bidt af slanger og som døde af det, deriblandt min svigerfader.

Som 19-årig giftede jeg mig med en ung mand der blev regnet for frelst. Han var imidlertid ikke stærk i troen, om end jeg én gang så ham tage på slanger. Men hans ånd passede dårligt sammen med min. Et stykke tid var han aktiv i pinsebevægelsen, men så blev han passiv og begyndte at ryge og foretage sig andet man ikke gjorde i pinsekirken. Forresten var jeg foruroliget over den rolle ånderne spillede. Når pinsevenner kom i trance, blev de påvirket af forskellige ånder. Nogle ånder var stærkere end andre, nogle kunne ikke forliges indbyrdes, og nogle kæmpede endda mod hinanden.

Det kunne jeg ikke begribe meningen med. Det fik mig til at spekulere på hvorfor der fandtes så mange forskellige ånder. Jeg husker at jeg i al den tid jeg tilhørte pinsemenigheden bad: „Kære Gud! Dette er den eneste tro jeg kender som kan være den rette. Men hvis jeg ikke tjener dig på en måde der behager dig, Gud, vil jeg gerne vide det. Hvis dette ikke er den rette tro, så vis mig hvilken det er.“ Jeg bad denne bøn mange gange.

Det var mens jeg var gift første gang at jeg stiftede bekendtskab med bladene Vagttårnet og Vågn op! I 1962 var vi flyttet til Cincinnati, og Jehovas vidner kom til vores dør. Min mand kunne godt lide at tale med dem, men det kunne jeg ikke. Jeg blev i køkkenet når de kom. Min mand tegnede abonnement på bladene, men læste dem aldrig; det gjorde jeg derimod. Det gav mig dårlig samvittighed, jeg følte at jeg gjorde noget jeg ikke burde, men jeg kunne ikke lade læsestof ligge. Jeg kunne endda finde på at smide bladene i skraldespanden og så senere rode dem frem og læse dem!

Ved hjælp af Vagttårnet og Vågn op! fandt jeg ud af at jorden skulle bestå for evigt, og at der ville blive oprettet et jordisk paradis fyldt med retfærdselskende mennesker. Det var det mest betagende jeg nogen sinde havde hørt. Det gjorde et stærkt indtryk på mig, for pinsevenner tror ikke at jordens fremtid bliver sådan. Jeg kan huske at jeg læste om det jordiske paradis der skulle bestå for evigt, og tænkte: ’Det kan ikke passe!’ Hvor jeg nød det jeg læste. Men det var som om der blev udkæmpet en kamp inden i mig, og jeg tog spørgsmålet med i mine bønner. Til sidst bad jeg min mand om at holde op med at modtage bladene, og det gjorde han.

Min mand havde affærer med andre kvinder, og efter syv års ægteskab blev vi skilt. Jeg og mine to drenge flyttede ind hos Olene, en ungdomsveninde der var blevet gift med min onkel og som var datter af den prædikant der havde båret glødende kul. Hun sang fremragende, og vi tog sammen til pinsemøder og sang i forskellige kirker.

To gange er jeg blevet „helbredt“ ved håndspålæggelse. Den første gang var da jeg led af voldsomme blødninger efter en spontan abort. Trods blødningerne var jeg gået til pinsemøde, men jeg var så afkræftet at jeg var på nippet til at tage hjem igen. Så hørte jeg Olene og hendes fader begynde at synge, og ånden kom over dem. De tog hinanden om skuldrene og kom og lagde deres hænder på mig. Jeg besvimede med det samme. Da jeg kom til bevidsthed igen, havde jeg det godt. Blødningen var standset!

Anden gang var da jeg havde en mundlidelse. Jeg havde gået med kunstige tænder siden jeg var 15 år, og nu begyndte min gane at hæve. I cirka tre måneder måtte jeg undvære protesen og leve af flydende kost. Til sidst fik jeg nok og gik til lægen, som så mig i munden. „Det er ikke mig De har brug for; De har brug for en kæbekirurg,“ sagde han. Han oplyste at sygdommen hed papillomatosis og anbefalede en tandlæge.

Men jeg kom aldrig til tandlægen. Olene og jeg var nemlig på vej til kirken i Kentucky, og senere samme aften, mens jeg sang, blev jeg stærkt grebet af ånden. Olene lagde hænderne på mig, og jeg besvimede og sank sammen på gulvet. Efter at jeg havde genvundet bevidstheden, spyttede jeg noget ud der lignede tørt, tygget kød. Da jeg kom hjem, kunne jeg igen gå med min tandprotese, og siden har jeg intet mærket til mundlidelsen.

Olene læste meget i Bibelen. Kort efter at jeg var flyttet ind hos hende, kaldte hun mig ind i det værelse hvor hun sad og læste, fordi hun havde et spørgsmål. Hun læste i Prædikeren 1:4 (her gengivet efter Den danske autoriserede oversættelse): „Slægt går, og slægt kommer, men jorden står til evig tid,“ og sagde derpå: „Jeg vil gerne have at du forklarer dette skriftsted for mig. Vi tror ikke på det der står her. Hvad menes der med det?“ Jeg blev fuldstændig ude af mig selv.

„Sig mig, hvorfor er du helt ude af dig selv på grund af det skriftsted?“ forlangte hun at få at vide. „Det står i Bibelen, og vi har brug for at vide hvad det betyder!“ Hun fik forklaringen: „Jeg har læst om det i Vagttårnet og Vågn op!, og jeg ville ikke have at du skulle vide at jeg har læst de blade som Jehovas Vidner udgiver.“ Hun ville omgående opspore Jehovas Vidner.

„Det skal du ikke spekulere på,“ sagde jeg. „Hvis vi bor her længe nok, kommer de til vores dør. De finder altid frem til folk.“ Da jeg en dag to uger senere kom hjem fra arbejde, ventede hun mig i døren og smilede over hele ansigtet. „Kan du gætte hvem der har været her i dag?“ Det kunne jeg ikke. „Jehovas vidner! Jeg har aftalt et bibelstudium for os begge!“ Jeg var fuldstændig lamslået. Jeg var bange for Jehovas vidner og ville ikke studere med dem.

Men vi gjorde det nu alligevel. De indbød os blandt andet til deres møder. Olene ville ikke til møde, men det ville jeg. Jeg tog hen i rigssalen sammen med min mindste dreng, der dengang var cirka tre år. Da vi var færdige med at gennemgå ’Sandhedsbogen’ ved vort hjemmebibelstudium, var både Olene og jeg klar over at pinsekirken ikke førte den rette lære. Men Olene afbrød sit studium, og det gjorde jeg derfor også.

Det var i 1972. I 1974 blev jeg ringet op af Olene, som jeg ikke længere boede sammen med. Hun bad mig gifte mig med hendes fader — den mand jeg havde set bære glødende kul da jeg var seks og et halvt år gammel. Det var nu over syv år siden jeg var blevet skilt fra min første mand, og jeg giftede mig med Olenes fader i januar 1975.

Han boede i Kentucky, i nærheden af den pinsekirke jeg kom i som barn. Da jeg giftede mig med ham, sagde jeg til ham at jeg aldrig nogen sinde ville vende tilbage til pinsekirken, og at jeg ville slutte mig til Jehovas Vidner hvis jeg på noget tidspunkt igen sluttede mig til et trossamfund. Det gik han ind på; men vi havde kun været gift i nogle få måneder da han bad mig gå med til pinsemøde. Jeg gik med én gang, men kunne ikke holde ud at blive siddende til det var færdigt, for dæmonernes tilstedeværelse kunne kun alt for tydeligt mærkes på atmosfæren!

Jeg havde nu lært at Satan, hans dæmoner og hans tjenere her på jorden er i stand til at udføre tegn og undere, og at de kristne har en kamp at kæmpe mod disse dæmonmagter i det himmelske. (2 Mosebog 7:11, 22; 8:7, 18, 19; 2 Korinther 11:13-15; Efeserne 6:11, 12) Jeg havde også lært at de mirakuløse gaver som de kristne i det første århundrede besad, havde til formål at grundfæste kirken i dens spæde begyndelse, og at disse gaver ville forsvinde når apostlene ikke længere levede. Om tungetalens gave står der for eksempel: „Den vil ophøre.“ Nu er kærlighed, tro og håb grundpillerne i den modne kristne kirke. — 1 Korinther 13:8-13.

Min mand prøvede at få mig til at gå med i pinsekirken igen, for at jeg kunne synge sammen med ham og spille guitar. I stedet begyndte jeg atter at komme i rigssalen. Når han kom hjem fra en weekend hvor han havde prædiket i pinsekirker, plejede han at vifte stolt med en tegnebog fuld af penge der var blevet indsamlet til ham. Han morede sig gerne over at folk gav ham så mange penge uden at han havde gjort noget til gengæld.

Med tiden begyndte min mindste dreng at følges med mig til møderne, og han blev en aktiv forkynder. Men min mand blev stærkt ophidset hvis jeg kom sent hjem fra møderne. En aften kom min dreng og jeg hjem ved titiden og fandt ud af at min mand havde låst os ude af huset, så vi måtte overnatte i bilen. Sådan gik det adskillige gange. Min mand havde et gevær liggende i sin bil, og når han greb mig i at læse eller studere, hentede han geværet og skød fire eller fem skud ned i gulvet under min stol. Når jeg kom ud i gårdhaven med læskedrikke, skød han mod flaskerne. Han forsøgte ikke at slå mig ihjel, men at drive mig til vanvid. Jeg bad til Jehova og bevarede fatningen, så det var ham der blev mere og mere ophidset.

En dag da jeg var ved at gøre mig klar til at tage til møde, spurgte han: „Har du virkelig tænkt dig at blive et af Jehovas vidner? Har du virkelig tænkt dig at rende rundt fra dør til dør og prædike?“ Jeg svarede: „Ja, det har jeg tænkt mig.“ Hans næste ord lød: „Du har fjorten dage til at komme ud af huset.“ Jeg flyttede derfor sammen med min dreng hen i et lille hus der havde stået ubeboet i årevis. Der var ikke indlagt vand, der var kun sparsomt møbleret, og penge havde vi ingen af.

Men det var en vidunderlig fornemmelse at være fri til at gå til møde uden at skulle være bekymret for om man blev låst ude af huset eller beskudt, og det var vidunderligt at tjene Jehova ved at forkynde fra dør til dør. (Apostelgerninger 20:20) Når jeg i forkyndelsen traf pinsevenner, mærkede jeg ofte dæmonernes tilstedeværelse; men Jehova hjalp mig altid når jeg bad: „Jehova, jeg ved at du er stærkere end dæmonerne. Jeg ved at du har magt til at hjælpe mig, og jeg har brug for din hjælp. Jeg har brug for din hellige ånd til at klare denne situation.“

I september 1976 og juli 1977 blev henholdsvis jeg og min søn døbt. Min søster er nu en indviet forkynder. Min moder har studeret og er begyndt at forkynde fra hus til hus. På den måde har min familie været til stor opmuntring for mig, samtidig med at jeg har fået rigelig hjælp fra Jehova og hans folk. Jehova har vist udstrakt tålmodighed med mig. Måtte han også være tålmodig med de millioner af andre som ’Guds venlighed søger at lede til sindsændring’. (Romerne 2:4)

Ærlig talt aaabenraaamand.
Syntes du ikke du skulle prøve:

http://www.realdoll.com/imageDOLL/charlie/md08.jpg

Så du kunne få dig et lidt lysere livssyn? Det er sgu da bare for klammos at sidde her og blive overvældet af al der her ækle kristne hestebæ.

Fri os for alle jeres feberfantasier om gud og pis og lort!

GUD er noget SHIT!

Nu ved vi at JV er lystløgnere nimbuto.
Utroligt at du skriver så godt dansk, når du har boet hele livet i USA. Måske skal vi tage din løgnhistorie med det samme gran salt, som vi tager alle andre historier fra JV.

I følge den bibel du tror på, må du ikke lyve, det har du tydeligvis gjort her !!!

For mig at se Ireta, gik du .......................... jalmar
..............ikke fra skan til ilden, men fra den ene aske til den anden.

Det virker som om du har haft et hårdt liv, og er kommet på fode nu, det kan kun glæde mig, selvom jeg har den faste overbevisning, at hvis der er en Gud, har han med Garanti ikke sat os på jorden for at Hylde Ham, havde han det, havde han efter min Overbevisning været noget mere synlig.

Jeg har aldrig troet, at der var noget man skulle holde helligt, og tro mig, jeg har haft et Rigt liv!

Altså:

Du har været "Hellig", og haft et Hårdt liv!

Jeg har været "Uhellig", og haft et rigt liv!


Med venlig hilsen

jalmar

kære Ireta Clemons Jens P.
Først vil jeg rose dig for dit perfekte dansk.
Jeg kan se ud af dit indlæg at du bor i USA, og så vidt jeg kan forstå har boet der altid, derfor synes jeg at det er fantastisk at du kan skrive flydende dansk. Jeg synes også at det utroligt hjertevarmende at du har tid og overskud til at sætte dig ind i hvad der foregår her på denne danske debatside, sol.dk,- men hva' internettet er jo en fantastisk opfindelse.

Det har været rigtig surt for dig at vokse op i den forfærdelige trosretning, som du skriver, og jeg kan da kun give dig ret, - man skal passe på med alle disse religiøse retninger der findes.

Du har nu fundet lykken inden for en ny sekt, og det glæder da mig at du har fundet dig til rette der.
Imidlertid må jeg lige komme med en advarsel til dig her,- jeg skriver dette til dig for at du ikke senere i livet skal føle dig skuffet og bedraget, - det at være et Jehovas Vidne har altså også sine skyggesider.
Nu kan du jo læse dansk forstår jeg, og jeg ved også at du åbenbart følger debatten her på sol.dk

Jeg vil derfor gerne spørge dig:

Hvordan forholder du dig til alle de kritik-punkter der bliver rettet mod den organisation du er medlem af (senest er det blevet påvist at Vagttårnsselskabet tager fejl når de påstår at Jerusalem blev ødelagt i år 607 f.v.t.)

Jeg håber at du har tid og lyst til at skrive igen, og at du må have det godt derovre i USA.

mvh JensP.

Må vi tro sådan om en Ærlig.......................... jalmar
...................Troende mand, en mand der holder Guds Ord Helligt, en Mand med guds ord i sin hånd, kan da ikke finde på sådan noget, derfor har jeg også svaret Ireta Clemons pænt, og regner da med at få et pænt svar!


Mange hilsner

jalmar

ftg i fanatisk lånte fjer igen Den forundrede
Kom nu, ftg!!!! Skriv dog ÆRLIGT, at det er en propagandaskrivelse fra JV, du citerer!!!
Den der påståede "førstehånds-beretning" klær dig ikke!!!

Ireta Clemons omtalt på nettet. Anna e.
Iretas historie omtalt her:

http://experts.about.com/q/Protestantism-3208/prayer-1.htm

Læs her Anna e.
http://experts.about.com/q/Protestantism-3208/prayer-1.htm

Her Anna e.
Escaped Religious Deception- As told by Ireta Clemons.

I remember the first “miracle” I saw. I was six and a half years old. My mother and I were at this Pentecostal meeting held in a house. The preacher was singing, and he got the spirit, the way Pentecostals do when they sing. It was winter, and there was a big round stove in the middle of the room. I saw him reach into the stove, still singing and giving little shouts, and he took out this big chunk of coal that had burned down to a red-hot cinder. He held it up with both hands, carrying it around the room and giving those little triumphant shouts and singing too. All this time the others were singing and shouting and dancing around him. After the meeting, everybody kept looking at his hands to see if they were burned. There wasn’t a mark on them!

And this was only one of the signs of this Pentecostal church in Kentucky that my mother went to. They believed in the 16th chapter of Mark, beginning with the 17th verse, where it talked about speaking in tongues, healing the sick, taking up serpents, and drinking poison. (These verses are spurious, that is, they are not in the oldest manuscripts of the Bible.) Not all Pentecostal churches believe in these things. But when you see them happen, it makes you feel like, well, God has to be in a church that can perform these signs and people not be hurt.

We then moved to Indiana. I was baptized when I was 12, in 1953. I learned to play the guitar and accompany groups singing at the meetings. I felt that it was part of my serving God—it is by this singing that Pentecostals get the spirit. When I got the spirit and spoke in tongues, I didn’t know what I was saying, but it was a good feeling.

I never handled snakes myself, but I remember one weekend I visited the church in Kentucky where I used to attend. A visiting preacher got the spirit and pulled a big rattlesnake out of the snake box he had brought with him. He twirled it around his hand and was crying out. I was on the stage behind him with the singers, and I remember seeing blood start oozing out from between his fingers.

Then the preacher that I had seen handling fire years earlier got the spirit, and he came up and took the snake out of the other preacher’s hand and put it back in the box. But the man who got bit never got sick. I do remember, however, three people I knew that were bitten by snakes and died. My father-in-law was one of them.

When I was 19, I married a young man who was supposed to have been saved. But he was not a strong Pentecostal. I saw him handle snakes once, yet he didn’t have a spirit that corresponded with mine. He would do good as a Pentecostal for a while, then he’d quit, start smoking, do other things we didn’t believe in. This matter of spirits, however, was one thing that troubled me. When Pentecostals got the spirit, the spirits were not always the same. Some were stronger, some were not compatible, and some even clashed with others.

I never could understand this. It caused me to wonder why there were so many different spirits. I remember praying all through the time that I was a Pentecostal: “This is the only religion that I know of, God, that can be right. But if I’m not serving you in a way that’s pleasing you, God, I want to know it. If this isn’t the right religion, please show me the one that is.” I prayed that prayer many times.

My husband became involved with other women, and after seven years of marriage, we were divorced. My two sons and I went to live with Olene, a longtime friend who had married my uncle. She was an excellent singer, and we went to Pentecostal meetings together and sang in different churches. Olene was also the daughter of the preacher who had handled the fire.

Twice I was “healed.” First was when I had had a miscarriage and was hemorrhaging. In spite of this, I went to the Pentecostal meeting. I was so weak I was afraid I was going to have to leave. Then I heard Olene and her father start to sing. They got the spirit. They got ahold of each other’s shoulders. They came and laid their hands on me. I immediately became unconscious. When I came to, I felt fine! No more hemorrhaging!

The second time was when I had a gum disease. I’d worn false teeth since I was 15. Now, years later, my mouth started swelling under my upper plate. I went about three months without my teeth and was on liquid food. I became desperate and went to a medical doctor. He looked at my mouth. “You don’t need me; you need an oral surgeon.” He named the disease, papillomatosis, and recommended a dentist.

I never went. Olene and I were on our way to the church in Kentucky. Later that night I was singing, getting very deep into the spirit. Olene laid her hands on me, I blacked out, and I sank to the floor. After I came to, I spit out pieces of what seemed like dry, chewed-up meat. By the time I got home, I could put my false teeth in. I’ve never had any trouble since.

Second husband--He lived in Kentucky, near the same Pentecostal church that I went to as a child. When I married him, I told him that I would never go back to the Pentecostals, that if I ever got involved with any religion again, it would be with Jehovah’s Witnesses. He agreed to this. But we had been married only a few months when he wanted me to go to his Pentecostal meeting. I went once. I couldn’t sit through it. The demons’ presence was overwhelming!

By this time I had learned that Satan, his demons, and his ministers here on earth could perform signs and wonders and that the Christian’s warfare was against such demonic forces in heavenly places. (Exodus 7:11, 22; 8:7, 18, 19; 2 Corinthians 11:13-15; Ephesians 6:11, 12) Also, I had learned that the miraculous gifts of the early Christian church were for the establishing of it in its infancy and that later, with the passing of the apostles, such gifts would pass away. Concerning the gift of speaking in tongues, for example, it is written: “Whether there are tongues, they will cease.” Love, faith, and hope are now the mainstays of the mature Christian church.—1 Corinthians 13:8-13.

All the best
Brenda

Sindsyg eller opspind ? nimbuto.
Det er altså dig, som udgiver dig for at være en anden person ?

Ok nu vel, lad os kikke lidt på historien. En kvinde er døende af voldsomme indre blødninger. Hvad er reaktionen ? Man slæber kvinden til kirken for at bede. Vi snakker her om en lidelse som ofte har dødelig udgang. Enten er historien opspind, eller også har vi at gøre med sindsyge mennesker som ikke engang tager tilkalder nogen form for hjælp.

Miraklet tror jeg naturligvis ikke på. Jeg er allerede blevet narret af oversættelsen, som har pyntet på historien, samt af den person som har oversat i første omgang udgav sig for at være en anden person.

Så hvad er JV ? Sindsyge eller løgnere ?

Jeg slog lidelsen op så folk kan se konsekvensen:

http://en.wikipedia.org/wiki/Hemorrhage

Fantastisk !! Jens P.
.. hun har skrevet sin livsberetning på både engelsk og dansk !!!


Men, men, men, HVAD er det hun vil debatere ??

Måske skriver hun til bage senere, - hun kan jo dansk.

mvh JensP.

Så må du meget undskyld nimbuto.
Jeg var nok lidt for paranoid efter de første løgne. Tak for linket

Glem det, Anna e.
men det er ikke Jehovas Vidner der lyver.

Jo.. Jens P.
.. I lyver f.eks om årstal !!

Men du mangler stadig at forklare hvad vi skal bruge denne sukker-søde historie til.

Du kunne i det mindste have afsluttet kopi-historien med et: "Vi kan altså lære..bla bla..osv", eller: " Synes I ikke det var godt at hun slap ud ...bla bla ..osv".

Så havde vi i det mindste haft en mulighed for at debatere.

Som det er nu, fremstår det bare som det vanlige propganda-materiale.

mvh JensP.

Så plat, så lat skamfå..
---- ftg skriver som Ireta Clemons, som Anna E, som traellen, som Anonym - og måske flere.

Og intet spørgsmål, intet til debat, kun c&p, endda to gange. Først på dansk, så på engelsk. Hvor mageløst, ...... mageløst plat.

Skriv noget fornuftigt til debat, ftg. Det kopi propaganda har det stik modsatte virkning på mange, end hvad du måske forventer og håber. Forstå det.