Kærligheden er en stor beslutning....

Kærligheden er en stor beslutning.... lilly28
for mig! Er der nogle af jer der kender det?

Jeg vil ikke sige jeg er angst for at binde mig, for det har jeg stort set været i hele min modne ungdom. Men jeg synes nu (hvor jeg er 28), at man skal tænke mere over, hvem og hvad man bruger tiden på. Jeg har en dejlig kæreste, som jeg føler mig glad sammen med. Men nu bliver det aktuelt med villa, volvo og vovse, og så får jeg nerver på. Så kan jeg lige pludselig synes alt er galt og jeg bare har lyst til at være alene. Som om jeg stræber efter, at jeg skal være 100% sikker på at det her er det, der fungerer for mig resten af livet....jeg får næsten svedige hænder ved tanken. Og de fleste af mine veninder har efterhånden fået små babyer og er helt sikre på kærligheden og deres valg.

Jeg er ikke i tvivl om at jeg gerne vil være sammen med min kæreste...for han er dejlig. Men jeg har svært ved at smide alle mine følelser i det...bare flyde med strømmen og elske ham. Jeg holder ligesom igen med at knytte mig....for jeg bliver aldrig heeeeeelt sikker på, jeg har truffet det rigtige valg. [f][f][f]

Men jeg må jo lære at leve med jeg er sådan[:)] Det kunne være en lille "Panikalder"[:)] Nu synes jeg, jeg har taget beslutningen om at være sammen med min kæreste, og så skulle der gerne komme ro over beslutningen og følelserne[:D]

God mandag!

man bliver nok aldrig helt sikker Konen 44 år
men når man bliver ældre, syns man bare, at godt jeg prøvede, selv om nogle af beslutningerne kan ende lidt kedelige, men lige meget hvor gammel man bliver kan man jo bare finde på noget andet, et eller andet tidspunkt skal en kvinde tage beslutningen om at stifte og starte et liv med børn, og når hun har taget denne beslutning, så starter hendes liv, men samtidig stopper den, så lever man livet for børn og familien, og de små detaljer, men husk en dag rejser børn og ofte tager de detaljerne med, så starter det hele forfra, og jeg siger dig, det er ikke nemmere, jeg er over den alder med villa volvo og vovsen, nu skal jeg bare ha fundet noget andet, og det kan også være beslutningen, om jeg vil fortsætte med manden, "de gamle drømme var gode drømme, de blev ikke til noget, men jeg er glad for jeg havde dem" (Robert Waller James), så spring ud i det, og prøv det dog, jeg vil heller ha prøvet et par ting for meget, som jeg måske fortryder, men heller få det prøvet og tag det derfra, der er mange forandringer vi skal tage beslutninger til resten af livet, nogle får man beslutet rigtigt, andre ku ha været bedre, men man prøvede da, men det er jo bare mig, der er nok andre med andre syns vinkler, og fint med det.Jeg har knoklet r.. i laser i 24 år for at få det til at hænge sammen med mand børn og villa, det virkede, har 2 dejlige voksne dygtige søde børn, nu skal jeg tage beslutning om jeg gider at knokle videre for hus og mand, jeg har faktisk altid drømt at bo ude ved havet, leve livet mere simpel, måske rejse rundt i verden, jeg ved ikke hvad der holder mig tilbage nu. Jeg håber du finder ud af det og dit liv. ønsker dig alt held og ly´kke til.
mvh Konen

Hejsa lilly28
Hejsa,

Mange tak for dit svar. Ja man bliver nok aldrig helt sikker. Det handler nok om at jeg er usikker på, om mine følelser slår nok til, om det nu holder i fremtiden (det er jo "a lifetime decision"). Men ja, man må vel bare springe ud i det. Jeg er glad nok for mín kæreste, vil ikk "af" med ham og når jeg først slipper tøjlerne, så er jeg sikker på, jeg elsker ham, som en kvinde bør elsker sin kæreste. Jeg kan næsten bare ikke give mig selv lov lige nu, fordi jeg er så usikker på mine valg og fremtiden.

Jeg siger til mig selv - tag ansvar kvinde. Og jeg har jo taget beslutningen om at være sammen med min kæreste, jeg skal bare være bedre til at nyde det her og nu (som jeg jo gør), i stedet for tvivle det ihjel på et højere plan[:D][:D]

bitte små portioner ...
Jeg har det som dine venner og veninder - jeg er ret sikker på, at jeg har fundet kærlighed. Og jeg har heldigvis fundet den i en dejlig mand, der osse har fundet den i mig.

Hvad jeg til gengæld ikke har fundet, er hvad jeg skal gøre ud i mit professionelle liv! Jeg har brugt en del år på universitetet og har nydt min studietid. Nu er jeg færdig, og jeg ved stadig ikke hvad jeg vil gøre med min uddannelse. Gennem hele studietiden har jeg stødt på folk, der "bare har set lyset med deres uddannelse" - og det er vel at mærke den samme som min. Jeg kommer nok til at arbejde anderledes end dem for at finde min rette hylde, når jeg nu kaster mig ud i "det virkelige" liv.

Det jeg vil sige med det er nok bare, at der vil altid være nogen, der lader til at have fuldstændig styr på "det" i sit hoved... og det bliver så mange gange dem, man sammenligner sig med. Og det gælder mit kommende arbejdsliv og det gælder dit liv med din partner.

...jeg er kommet frem til, at jeg må nyde det jeg kan med mine evner... jeg kan jo ligesom ikke gøre så pokkers meget andet - for jeg får jo ikke nødvendigvis andre evner bare fordi jeg heeelt vildt gerne vil... (jeg ved godt, at jeg kan tilegne mig nogle ting..).

Du har din partner, som du virker til at være rigtig glad for. Om I bor eet sted eller et andet er vel ét fedt..?! Om I gerne vil have børn er jo et spørgsmål om du er klar til at være forælder med de udfordringer, der ligger i dét - OG om han er klar til at være forælder med de udfordringer, der ligger i det. Og ikke mindst - om I har lyst til at være klar SAMMEN....
Det gælder vel om at splitte de dér helt vildt store og småfarlige ting her i livet ned i bittesmå spise-venlige portioner. For Idéen om "hele pakken" kan meget vel være ... RET stor at gabe over på én eneste gang!!

pøj pøj

jep lilly28
Ja det har du nok ret i...

Jeg kan jo sagtens se os sammen i fremtiden med børn og hele "pakken". Men når jeg så freaker helt ud - så kan jeg pludselig ikke. Men jeg prøver også at sige til mig selv, at nu må jeg lige lade være med at sælge skindet før bjørnen er skudt. Jeg skal nok bare være bedre til at tage en dag - en portion - ad gangen.

Men det er jo faktisk nogle af sit livs vigtigste beslutninger man tager i denne alder. Derfor kan det godt virke som om, intet er godt nok....for det skal være heeeeelt perfekt. Det må jeg se at komme over....[:)]

hvorfor? ...
Hvorfor skal det være heeeeelt perfekt? [:)] ...har godt set din kommentar lige bagefter [;)] ..men hvorfor? Og jeg spørger måske lige så meget for selv at få nogle svar her i livet...

godt spørgsmål lilly28
Jeg aner ikke, hvorfor jeg har sådan en frygt for, at jeg selv kludrer i det, eller den anden part gør... frygter vel at stå en dag med et topbelånt hus, 2 små unger som alenemor osv. Det er som om mine følelser aldrig rækker nok til noget, som så let kan gå galt....kærligheden.

Jeg har svært ved at sige, det går godt nu (det gør det) - slip dog følelserne løs. Jeg holder mig virklig tilbage. Og det er jo også synd og skam[:O][:)]

Det er fordi du ikke elsker - så ville du ikke være i tvivl! herete
Når man virkelig elsker er man overhovedet ikke i tvivl. Så kæmper man mere imod at følelserne skal styre ens liv.

Med dig oplever jeg at det er den PAKKE du evt. nu skal puttes ind i med din mand som styrer dit liv. Og det er no´get helt andet.

Lev alene nogle år og find dig selv. Før finder du heller ikke en mand der gør sin tvivl til skamme.

Bare mit råd...man skal aldrig lade sig nøje med det middelmådige liv, når livet har så meget andet og bedre og større at byde på. [:)]

Pus

Eeeejjj lilly28
Arrhhh jeg synes nu jeg er glad nok for ham [;)] Elske er for tidligt for mig at sige....men jeg har da bestemt følelser for min gut :-)

Hov glemte noget :-) lilly28
Og jeg synes ikke jeg lever middelmådigt...jeg har hvad jeg vil ha' [:D][l]

Hvad er dit problem ? Den nysgerrige
[:O]

Bob bob.... Trådstarter
Hvordan skal jeg forklare det.......jeg har, hva jeg vi have. Jeg kan ikke forestille mig at være sammen med andre end min kæreste. MEN, jeg har svært ved at springe ud i tingene - lad følelserne få frit løb, at være rolig ved tanken om, at jeg formodentlig er ved at binde mig for resten af livet. Jeg kan gå og få ondt i maven over de her ting -og det er ikke, fordi jeg ikke føler mig glad for kæresten - det er simpelthen at jeg synes jeg står over for en mundfuld beslutninger, som gerne skulle holde resten af livet[:)]