Kan man ændre sig? hvilken vej skal jeg gå?

Kan man ændre sig? hvilken vej skal jeg gå? trinea
Jeg er frustreret og vil gerne høre hvad andre tænker om dette:
Har haft en jævnaldrende kæreste gennem 2½ år(vi er 28/30 år), vi har haft en del op- og nedture i forholdet. Jeg elsker ham og ved han elsker mig, vi har haft det der helt "særlige" sammen som nogen nok kan kende fra dem selv. Imidlertid har vores forhold været turbulent og han har været mig utro flere gange. Jeg har været ham tro. Han har været ude i et misbrug og depression og jeg har kæmpet for vores forhold de perioder hvor han har lukket af. Det har været hårdt og kostet mange tårer, men har troet på kærligheden. Til sidst fik jeg "nok" og sagde helt fra overfor alt dette og overfor ham, selvom det er det sværeste jeg har gjort. Hvilket har, glædeligt, resulteret i at han fik øjnene op og så han måtte tage endeligt ansvar for sit liv og gik i behandling for sit misbrug og har samtaler hos psykolog. Han siger han er ved at blive "sig selv"/ændret sig og siger at han elsker mig og at det er mig han vil være sammen med, altid. (Der er også 3 sammenbragte børn i vores forhold) Jeg tror på ham... men er bange og måske naiv, vil nogle mene? Kan vi få det liv sammen vi begge har ønsket os?

Imidlertid har en anden fyr meldt sig på banen... og vil mig. Denne fyr er dog 18 år ældre end mig...

Mit dilemma:
Tør jeg være sammen med min eks. igen, vi elsker hinanden, vil han kunne give mig det liv jeg altid har kæmpet for og drømt om mens vi var sammen... kan han give mig det når han er ude af sit misbrug og har styr på sig selv? Eller vil der være for mange "dårlige minder og sårede følelser" der vil følge os? Vi har også haft konflikter omkring vores tilsammen 3 sammenbragte børn, hans familie og ekskæreste. Vi har det på mange måder skønt sammen, og er blevet meget fortrolige, er kommet i de hårde perioder vi har været gennem. Min ex er en pæn fyr, har altid følt at vi passede sammen, også kropsmæssigt og sexsuelt.
Eller skal jeg videre i mit liv.... måske springe ud med den anden fyr - 18 år ældre end mig. Han har ikke børn, men ønsker det... En fyr jeg er faldet for udfra hans synspunkter, er meget positiv og udadvendt (modsat min ex) som muligvis kan give mig tryghed følelsesmæssigt og økonomisk. og et klart inspirerende sexliv.. han pirrer mine tanker meget. Udseendesmæssigt er han en helt anden type end min ex. Han er en person der altid er "på farten" og rejser en del. Modsat mig, men måske fordi jeg altid har været lidt bundet. Men samtidig "trykker" det med aldersforskellen mig lidt, men det burde jo ikke betyde noget... og det at jeg stadig har dybe følelser for min ex. og jeg er angst for at jeg ikke "ved hvad jeg får" i fremtiden.... mit valg er ret afgørende lige nu og jeg er frustreret.

Illusioner og jagten på det uopnåelige h.olsen
Du skriver meget om det liv du ønsker dig med din eks, det liv i ønsker jer sammen. I mine øre lyder det lidt som den illusion man jager i mørket i troen på at når man når den bliver man åååå så lykkelig. Det er nu og her det skal fungere, idag. Jeg vil sikkert også blive lykkelig hvis jeg vandt en million, fik lønforhøjelse, mødte mr right. Men jeg er faktisk godt tilfreds med mit liv og ofte oplever jeg at være lykkelig. Det jeg prøver at sige er at det er let at bilde sig selv ind at lykke er noget der kommer når man får opfyldt et ønske, men sådan er det ikke, lykke kommer indfra dig selv og strømmer ud i dit liv når du har det godt. Det var min umiddelbare kommentar, jeg ved ikke om det kan bruges.

Prøv at være alene! yogalea
Hej Trinea, det lyder som en hård omgang du har været igennem med din kæreste. Du har virkelig kæmpet! Måske kan du ikke vælge mellem de to mænd fordi de begge to er for tæt på lige nu - hvad med at sætte dem begge på standby og dyrke dig selv lidt? Og dit barn/dine børn (du skriver ikke hvor mange af de tre sammenbragte er dine...) har måske også brug for at det bare er jer et stykke tid?
Måske kan din kæreste ændre sig, men efter år med misbrug og depression vil det være en lang og hård omgang, og måske vil han ikke have overskud til også at være den kærlige nærværende kæreste/far/papfar som du og børnene fortjener og har brug for. Har selv prøvet at leve sammen med en depressiv mand - ikke en kæreste, men derimod min far - og det er som at smide penge i en ønskebrønd at give dem kærlighed: Man håber på at få noget igen, men det er absolut ikke altid man får det!
Den anden mand er måske værd at satse på - men du lyder ikke som om du er forelsket i ham, snarere som om du vælger ham med hovedet.
Mit råd er at prøve at være alene uden hverken den ene eller den anden mand et stykke tid og lære dig selv bedre at kende - hvem er du når du ikke er den stærke kvinde der kæmper for at få et forhold til en depressiv mand til at hænge sammen? Og så skal du nok finde ud af hvad du vil, og hvem du vil det med. Måske er det så for sent med de to mænd du nu prøver at vælge mellem, men så dukker der andre op.
Held og lykke!

svar trinea
Tak for dit svar.... ja.
Jeg har ét barn og jeg har netop sagt fra overfor min ex fordi jeg ikke havde overskud til sidst, til hverken mit barn eller job, men selv gik ned når han havde det dårligt. Der er sket forbedring med min ex de sidste måneder, men ja, jeg er bange for "tilbagefald".
Den anden mand... jo jeg føler mig forelsket... men om det er i ham eller om det er del af min forvirring lige nu ved jeg ikke... og selvom jeg gerne ville prøve det nye, så er jeg bundet af "det gamle" og kan ikke give helt slip.

svar tilbage yogalea
Netop fordi du ikke ved hvad du skal vælge er det måske en god ide at holde en pause og være alene lidt. Det er svært at videom man er forelsket i en anden eller om detbare er et symptom på at man trænger til forandring (jeg har selv været der: en dum kæreste jeg ikke kunne finde ud af at gå fra - pludselig dukkede der en anden op som jeg var tiltrukket af, men jeg anede ikke hvad jeg skulle vælge. Blev hos kæresten, og fortrød det bittert... Ikke fordi den anden ville have været værd at satse på, han er en god ven idag og jeg ved at vi ville være et dårligt par, men fordi kæresteforholdet ikke blev bedre selvom kæresten (nu ex!) lovede at blive bedre...)
Er du nødt til at vælge en af dem? Hvis den anden mand virkelig vil dig, tror du så ikke han kan forstå det hvis du siger at du har brug for lidt tid alene med dit barn før du kaster dig ud i et nyt forhold?
Efter de meget turbulente år med en mand der var misbruger, en håndfuld sammenbragte unger, ekskærester og hvad ved jeg... lyder ro og fred ikke som en fristende mulighed?

Jeg siger tak trinea
Lyder så rigtigt det du skriver. Tak, har givet mig en masse til eftertanke. Set "oppefra" er det jo dejlig nemt, men bare ikke helt så nemt i det kryds jeg står og skal vælge hvilken vej jeg skal gå.
Og jo, den nye mand forstår... min eks. forstår... og jeg vil nødig såre nogen af dem unødigt, derfor går jeg sådan på tæer. Men ja, jeg er nok også lidt "angst" for det ukendte ude i fremtiden, ved hvad jeg har og står i, men ikke hvad der venter at byde sig fremover, hverken af positive eller negative ting.
Vejen frem alene (her mener jeg uden min eks) kan være fristende og dog er jeg bange for at gå glip at det særlige jeg har følt med ham, som jeg ikke har haft på den måde i nogen andre forhold, om som måske gør jeg tror han er den "rigtige" for mig.

Tak endnu engang... :o)

Det er så rigtigt sagt Kis
Det var et virkeligt godt indlæg og jeg synes du har så inderligt ret i alt det du skriver

var det gæst
Hej Trinea var den der er 18 år ældre ham du havde en fræk aftale med du ikke ville aflyse pga. mens?

et godt liv Troels.
Har selv prøvet at pendle lidt frem og tilbage mellem først det ene, så det andet valg. Jeg har som du stået i dilemmaet med at skulle vælge mellem de to jeg holdt mest af på jorden.
For mig var der ingen tvivl i mit hjerte, jeg var alvorlig ramt af amors pil og var så påvirket, at det fik mig til at beslutte at jeg ville skilles fra min kone.
Mit forhold til den nye kvinde var ikke uden konflikter, så efter en tid begyndte jeg at tvivle meget på, om det hele nu også kunne bære, og om jeg kunne klare det i længden.
Min kone var ret ked af min beslutning, og det var virkelig svært for mig at vælge mellem de to.

Jeg tror at alle mine overvejelser omkring mine valg, hele tiden var påvirket af, hvem af de to jeg tilfældigvis var sammen med når valgene skulle træffes.
Til sidst kunne jeg knap nok genkende mig selv og mine følelser i det hele mere.
Konflikterne tilsammen gjorde ondt, og jeg valgte til slut at blive sammen med min kone.

Men ret hurtigt indså jeg, at løbet var kørt med hende også, og at kærligheden til hende desværre ikke kunne holde.
Forholdet var "brændt ud" og havde været det længe, hvad jeg havde glemt, midt eventyret med elskerinden.
Først omkring dette tidspunkt gik det op for mig, hvor meget jeg havde brug for at være mig selv og få redet nogle af de tråde ud, som var filtret så grundigt sammen.
Jeg oplevede at der var meget der skulle "falde på plads" og at det skulle ske på mine egne betingelser.
Dette arbejde er jeg nu gået i gang med, og at det har været et rigtig godt valg for mig, kan jeg slutte deraf at jeg har det rigtig godt med min beslutning nu.