Kig her

Kig her svært at leve
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre mere. Jeg er så træt af at bo hjemme hos min mor. Hun er så ignorant og tarvelig. Hun siger så mange negative ting om mig til familien, ting som slet ikke passer. Og familien tror hende. Hun vil altid have ret. - hun kan ikke forstå mine følelser, hun har aldrig tænkt på hvordan jeg har det med hende. Har aldrig spurgt hvordan jeg har det. For hende er det ligegyldigt, bare der er nogen til at passe den lille(min lillebror). Det er sådan så svært at føre en dialog med hende. Det er så svært. Jeg græder mig ihjel, hver gang hun lyver og bagtaller om mig til familien og sine venner.Folk ser hende som den omsorgsfuld og kærlig mor.. og mig som et problembarn.
Jeg er 17 år, og vil så brændende gerne flytte hjemmefra. Har været på kommunen for at få hjælp til at finde bolig. Men de kunne ikke hjælpe med det(lang histore). - Bag alt dette har jeg levet i tolv år uden hende. Har levet i et fattigt miljø hos mine bedsteforældre. Men dér var jeg lykkelig, havde mange venner og var altid glad og smilende. Jeg indrømmer at jeg er glad for at bo i Danmark, men jeg tror ikke jeg er lykkelig med de mennesker jeg trives med.
Det er så først nu jeg er ved at lære min mors sande "jeg" at kende. Har nu boet hos hende her i Dk i seks år. - seks år med sorg og tvivlsomhed. Har ikke vænnet mig til hende. Er slet ikke som hende. Det nytter ikke at diskutere med hende. Og Gud hvor har den kvinde temperament.

Har hun ret til at sige, at hun har rejst langt væk, har været igennem en masse og forlod sin elskede kæreste i Frankrig, pga mig? - Det hun netop vil sige med det er, at jeg er utaknemlig, og at jeg skulle takke hende for at have bringet mig til Danmark. - Men for helvede, det var sku´hendes pligt at gøre dette, hun er jo min mor. Bare hun var andet end det.

Hvad synes I læsere, har hun ret til at forsvare sig selv med det hun siger ? - Og skal jeg som datter takke hende for det? - Hun vil jo selv have en god fremtid for sig. Leve godt, bo godt og købe alt det hun altid har drømt om, da hun levede i et fattigt miljø.

Og for ikke at sige mere, vil jeg til sidst tilføje, at hun er meget reserveret og har kun tid til sine kærester og til sit job som "champagnepige"

- Christina

stakkel Anonym
hvor gammel er du ?

Hva med... McGirl
til Anonym

Hva med at læse indlægget ordenligt? Bare til en anden gang... Hun skrev at hun var 17...

****************<*>*******************
Til skribent af indlægget:

Det er virkelig trist at høre det med dig og din mor...
Jeg har selv haft mange skænderier med min egen mor også bla. med babysitting, og ved hvor frygteligt det kan være! Jeg ved godt at mine ord ikke er meget værd, når jeg siger at modgangen vil gøre dig stærkere, og der trods alt ikke er lang tid til at du bliver myndig...
Held og Lykke til dig...
Knus fra Mig!

Hej Christina britzen
"Hvad synes I læsere, har hun ret til at forsvare sig selv med det hun siger ? - Og skal jeg som datter takke hende for det?"

Spørger du

Mit svar : Nej det kan hun ikke bruge imod dig, det er hende, der har valgt at få dig -

At du i hendes øjne er "skyld" i nogle afsavn hun har måtte lide, er en umoden og urealistisk indstilling hun har -

For enhver har ansvar for eget liv og handlinger, så det er alene hende selv, hun kan takke for de begivenheder -

Jeg kan godt forstå, at det har været hårdt for dig at komme her til Danmark som ca 12 årig, væk fra dine bedsteforældre du har tilbragt din barndom hos, væk fra dit kendte liv, hverdagen og kammeraterne, og til en mor du egentlig ikke kender og som lyder til, at være en kende egocentreret og nærig med sine følelser -

Ja jeg syntes også det vil være en god løsning, at flytte hjemmefra nu du er 17 år, hvad med dine bedsteforældre, lever de endnu, er de raske og har de mulighed for at tage dig til sig igen, og er du interesseret i det, nu du har været derfra i 6 år -

Jeg ved ikke hvad du har sagt på dit kommune kontor, men går du til børn og unge afdelingen i kommunen og fortæller om problematikken hjemme, så skal de tage en uddybende samtale med dig og fortælle dig om dine muligheder, bliv der og sig at du ikke forlader stedet før de hjælper dig -

Masser af held og lykke
guller

Føler meget med dig Aquarius
Kære Christina

Din mor har selv truffet beslutningen om at få dig i sin tid - med alt hvad det indebærer. At hun læsser sin umodne egoisme over på dig og prøver at give dig skyldfølelse, er fuldstændigt hen i vejret! Og det skal du slet ikke finde dig i. Manipulation og selvcentrerethed er sådan en uklædelig blanding!

Du lyder som en klog pige med ben i næsen, men jeg kan godt forstå, du er ved at knække under presset. Jeg blev så vred på din mor, da jeg læste dit indlæg.
Du skriver ikke, hvor i landet du bor, eller hvad du laver. Men jo tættere på København eller en anden større by, du kommer, jo nemmere skulle det gerne være at finde dig en ungdomsbolig, når engang du - måske? - får noget SU... Ved jo stadig ikke, hvad du laver.

Og så sørg lige for at få dig et hemmeligt telefonnummer, så det fremover kan være DIG, der kan sætte præmisserne for det forhold dér, hva'? Det lyder, som om det er nødvendigt, at du gør meget ud af at opretholde dine egne grænser og markere dem, fordi din mor åbenbart er for forkælet og umoden til at respektere dem. Den slags kan gøre én meget usikker på, hvem man er, og hvad man har "ret" til - især når man som du er i fuld gang med at blive voksen. Stol på din indre fornemmelse. Den skal nok fortælle dig, hvad der er rimeligt, selv om det nu og da sikkert synes meget forvirrende!

Mange gange held og lykke med det!
/Aquarius

Kig fremad Karin
Kære Christina,

dit indlæg har fået mine nakkehår til at rejse sig.
Jeg kom til DK som 14 årig, også fra et katolsk land i sydeuropa. Det skal lige siges at det var kanon svært i den alder at starte helt fra bunden i et nyt land uden at tale ét ord dansk.
Det er nu 24 år siden! Jeg er kommet det efter. Men som du selv oplever det, så har min mor (der bragte mig hertil) været et stort problem. Hun accepterede ikke at jeg (efter mange år ensomhed) egentlige havde fået nogle gode venner og en kæreste. Der jeg som 21 årige sagde, at jeg gerne ville flytte med min kæreste blev det hendes livs største skuffelse, selvom hun syntes han var dejlig, flink, velopdragent, og alt det dér.
Det er blevet til mange konflikter gennem årene. Konflikter som slider ens nerver tynde, men som også gør en stærkere hen ad vejen... Jeg har haft telefonsvar derhjemme, så jeg har kunnet aflytte hvem der ringede, idag kan man få vis nummer system, så man selv kan vælge hvem man vil tale med.

Jeg er blevet svinet til så mange gange, bare fordi jeg aldrig "bad om lov" til at flytte hjemmefra. Min mor mente at jeg skulle have taget hensyn til hendes økonomi, hun havde ikke råd til at jeg flyttede, da jeg betalte for at bo hjemme af hele mit SU, og af mine fritidsjobs.
Min mand er hel på min side, hun er den værst tænkelig billede af en svigermor. Jeg har idag en universitets uddannelse, et godt job, mand og 2 børn. Vi klarer os godt, og min mands familie er alletiders.

Der jeg var højgravid med vores første barn, dukkede hun op derhjemme (altid uanmeldt), og lavede en af sine scener. Det gjorde at jeg fik plukveer før tid og var skræmt for at komme til at føde for tidligt. Ens psykisk tilstand i graviditeten kan godt påvirke forstret, og jeg er den dag idag bange for at det har påvirket mit barn, som er meget følsom. Det kan jeg ikke forgive hende.

Gennem årene har vi måtte lægge hende på is flere gange, der har været flere år hvor vi ikke har set hende og pludseligt er hun dukket op igen og opført sig ordentlig. Men så pludseligt, uden varsel eksplodere hun og begynder at snakke om sin egen barndoms traumer, og forsøger at give mig skylden for at hun har det så elendigt idag.
Der er ingen tvivl om at jeg er hende taknemlig for at have opfostret mig under svære kår, og for at have taget mig til DK. Men jeg kan ikke hjælpe hende med de traumer hun slæber rundt på. Jeg har sagt til hende flere gange, at hun skal tale med en professionel evt. psykolog, for at komme videre. Hun var taknemlig for forslaget, og hun lovede at det ville hun gøre. Men hun finder hele tiden på undskyldninger for at udskyde det, det plejer hun at gøre med mange ting.
Det kan være at det for nogen lyder det som om jeg er et kæmpe egoist, men hvis jeg skal overleve, også psykisk, og være der for min familie, bliver jeg nødt til at tænke på mig selv. Jeg kan ikke hjælpe hende, det er ikke mig hun skal komme til med sine gamle problemer om de mænd der har efterladt hende alene med ansvar for børnene.
Det skal også siges at hun igennem hele sit liv er pludseligt blevet uvenner med både familie og gamle venner, hvor de derefter ikke har set hinanden i mange år, før forbindelse genoptages.
Så det er ikke kun mig, der har det svært med hende. I øjeblikket har vi ikke set hende i et par år.

Al denne snak for at give dig et indtryk af, at man trods alt kan man godt komme videre og få et godt liv.

Jeg synes du skal tage til kommunens ungdomsafdeling, som en anden foreslog. De må kunne hjælpe dig, med at finde et sted at bo og med lidt økonomi. Sørg for at få lagt en plan for din fremtid med hjælp fra en ungdoms socialrådgiver. Så du ikke bare går ude i verden med lukkede øjne. Jeg ved ikke hvad du laver, med sørg for en uddannelse, det behøver ikke være universitet, men gerne en uddannelse med muligheder. Du må kunne tale fransk (?) flydende, udnyt dette evt. i din videre planer (det er ikke nødvendigt, hvis ikke du har det godt med det, jeg har ikke gjort det).

Du skal ihvertfald ikke have dårlig samvittighed over din mor! Nu er det dig selv det drejer sig om. Hun har ikke ret til at give dig skyldfølelser, det er dit fremtid det gælder om! Du har også brug for at få snakket alle disse oplevelser igennem. Håber du har nogle gode venner der kan lytte til dig, for du skal også ud med dine opleveleser. Det er godt at få snakket og få taget luften af ballonen.

Jeg ønsker dig al held og lykke i fremtiden. Håber du kan bruge dette til noget. Du virker som en klog pige, der er stærk nok til at tage livet i sine egne hænder, selv om det bliver svært, så vil du en dag blive stolt af dig selv for at turdet tag fat.
Husk! I morgen er det en ny dag, alt kan ske!

Varme Knus