Kommer han igen?

Kommer han igen? Amorina
Kære Helle,

Jeg mødte for 4 mdr. siden en mand igennem mit arbejde (han er kunde i mit firma) som jeg blev dybt og inderligt forelsket i. Han boede på daværende tidspunkt sammen med en anden kvinde, som han har kendt i to år - men en stor del af ugen overnatter han imidlertid i en lejlighed som han har i nærheden af sit firma - da de boede langt væk. Det gav os frihed til at ses en del og vores forhold blev ret intenst ret hurtigt. Han forlod hende for halvanden måned siden og flyttede midlertidigt ind hos mig indtil han fandt et midlertidigt sted, hvor han kunne lande - tanken var så, at vi skulle finde noget sammen. Jeg har boet alene i 4 år, og er fri af tidligere bindinger, og han ramte mig virkelig i hjertet. Han flyttede som sagt fra hende, og vi havde en vidunderlig tid hos mig - meget lykkelig... Jeg mødte hans forældre, deltog i firmafester og var i det hele taget, på ingen måde længere hemmelig.
Han talte bryllup og kiggede hus og virkede enormt "på".
Men... det tog tid at få fjernet hans ting fra deres fælles hjem, og da jeg begyndte at skubbe til ham, sagde han, at de nok skulle blive fjernet, men han vidste ikke hvornår. Han virkede pludselig træt og uden overskud (naturlligvis! ovenpå sådan et brud)- og jeg tror ikke rigtigt - set i bakspejlet, at han orkede at skulle tilbage til deres fælles hjem og konfronteres med sin dårlige samvittighed, hos en eks som er helt i hundende...(Kan jeg se nu)... Herefter gav jeg ham et ultimatum: Fjern dine ting fra mig, eller fra hende...
Han valgte at hente sit tøj hos mig og flytte ind i et sommerhus som han kan bo i indtil jul.
Jeg er naturligvis ked af denne udvikling, jeg elsker ham,og ser klart et potentiale i ham - han er på mange måder en skøn mand. Men han siger nu, at han har brug for lidt tid til at finde sig selv (kender vi ikke bare den kliche lidt for godt??) - ikke desto mindre, så tror jeg på ham... Han siger, at han kan se et mønster i, at han flygter hver gang der bliver stillet følelsesmæssige krav til ham... og nu har han opsøgt en psykolog for at bearbejde sig selv. Han ved, at han trods sit udtalte ønske om familieliv og børn, gemmer sig i en ofte 14 timers arbejdsdag, hvorefter han segner når han kommer hjem...
Vi er skiltes i god ånd, men pt. har vi ingen kontakt - det hele skete for en uges tid siden.
Jeg savner ham, men jeg accepterer også at han måske bare har haft brug for en "bridge over troubled water".Jeg ved at tingene er gået enormt stærkt - selv for mig - den evige single - det var skønt at han var hos mig, men det gik for stærkt. Hvis vi nogensinde skulle starte igen, skulle vi gå langsommere frem... det er blevet ganske tydeligt for mig. Mit spørgsmål til dig er nu: Ser du at vi har en fremtid sammen? Kommer han tilbage? Eller hvordan ser det ud for mmig på kærlighedsfronten? Jeg føler mig meget parat til at indgå i et forhold igen, og ligenu naturligvis gerne med ham... hvad er din fornemmelse? På forhånd tak. Kh., Amorina