Krise med fortidstrauma påvirker parholdet.

Krise med fortidstrauma påvirker parholdet. Den fortabte
Jeg er en pige på 23 år, som har svært ved parforhold. Jeg er opvokset med seksuelt overgreb, mindreværdskompleks, vold. Underkuelser, set sin far set ned på sin mor, søskende rod (der var ikke netværk imellem søskende), været den sorte får, holdt udenfor i skolen da man var anderledes end de andre, tidlig seksuelle fantasier, svært ved at have orden, perfektionist, nærtagende, overreagerende, voldsomt. Voldelige, gør skader på sig selv og ikke mindst – bærer meget nag i dag.
Det er hvad de her ord beskriver mig. Alle mennesker søger efter kærlighed og tryghed da vi ikke kan leve uden det. Jeg har et stort tryghedsbehov, som jeg tror jeg kan have forvekslet mine parforhold med. Jeg har svært ved at stå alene, men er selvstændig pige. Jeg er en pæn pige, men har meget usikkerhed. Jeg har svært ved at modtage modtagen og kan ikke lide at der findes andre mennesker der ikke bryder sig om en.

Alt det her skete da min kæreste familie vendte deres ryg imod mig, fordi jeg behandlede deres søn ikke godt. Jeg var vred og frustreret. Jeg vil gerne have at kæresten tit er med til at lave mad. Jeg kan ikke lide den der kønsfordeling. Han er vant til en moder der altid gjorde alt med et smil og uden at brokke sig. For at markere at jeg ikke bliver som hans moder er jeg nødt til at lave om på tingene herhjemme, men jeg bliver tit beskyldt for at være en brokrøv. Jeg ved at mange mænd har svært ved at leve op til alle de krav der bliver stilet til dem.

Jeg har aldrig følt at jeg har et hjem med mindre jeg tilpasse de andre. Det vil sige gør som de siger uden at have noget at sige. Min kæreste, han kender min situation, men alligevel, forstår han mig ikke. Jeg ved ikke om han er den rettet, da han siger han elsker mig, men har svært ved at jeg ikke kan ændre mig. Jeg vil tage i terapi for hans og min skyld, da jeg har svært ved at skabe gode stemninger i parforholdet. Derfor vil jeg gerne høre andres meninger hvad og hvordan man kan bevarer et godt parforhold når man har mange destruktive tanker. Hvordan kan man finde glæde når man står der og tingene i hovedet føles som en tikkende bombe.

Jeg har desværre slået min kæreste og truede ham med en masse, det vil sige at der er opstået en tidlidbrud. Hans familie kan ikke lide mig mere da jeg skader deres søn, de føler, men i virkeligheden råber jeg bare efter hjælp.
Han er desværre en der har mange venner og han lytter tit til dem han har kær og som elsker ham, men jeg, som står alene i verden må kæmpe med sig selv og se de andre som elsker hinanden. Det er så svært. Nogen der prøvet at være på den her måde?

Håber på nogen seriøse svar.

Hilsen den fortabte.

Seriøst helledusseda
Hej med dig - jeg er selv opvokset i en familie hvor der ikke var nogen kærlighed og et manglende sammenhold.
Jeg startede i terapi for mange år siden og det har hjulpet mig.
Jeg kan nikke gendkendende til hele tiden at skulle please og behage andre så jeg måtte starte med at lærer mig selv og kende og erkende at jeg rent faktisk havde nogle behov og forventninger til andre. Jeg var så langt væk fra dem jeg i virkeligheden var inde bag ved og nu idag har jeg fundet ud af at det bedre kan betale sig at vise hvem jeg er over for andre.
Jeg bare meget skam over den jeg var og den fik jeg væk ved at tale om alle de ting jeg skammede mig over. Jeg viste de sider jeg skammede mig mest over til et andet menneske og så blev det altså meget bedre fordi det menneske jeg fortalte det til hverken blve bange eller skubbede mig væk...Det kræver noget mod, at fortælle ærligt om sine følelser, men det er så forløsende....
JEg skulle have hjælp måske skal du også.
Der findes et sted for voksne der har været udsat for seksuelle krænkelser som børn hos Joan søsterne måske skulle du prøve at kontakte dem...

Jeg kan godt forstå... mammamia
Jeg synes, det er flot at du fortæller andre, hvordan du har det. Det virker også som om, du har en god føling med dig selv.
Det, du har været igennem, er voldsomme ting. for mig at se,er dine reaktioner helt naurlige.Man ved jo, at børn som ikke får den trygge base inde i sig, kan få et megetvoldsomt fysisk sprog og reagerer udadtil på følelsesmæssige ting og får svært ved at omgås folk og kan overreagere.
Jeg har selv været udsat for overgreb, dog ikke seksuelt.-Og har fået hjælp hos en psykolog til at få sat ord på alle de følelser, jeg havde da jeg som barn og ung oplevede de ting. Og det var en kæmpe lettelse/ befrielse! jeg var 30 år og mistede et barn og var tæt på at bure mig inde og blive mærkelig. Jeg talte med min venlige læge, som straks sendte mig en henvisning til psykolog. Det var hårdt og meget skræmmende, ofte var jeg ved at vende om i min bil og aldrig komme i hendes praksis mere, men: jeg kunne kun få det bedre..-Og så fortsatte jeg.
Jeg fik redskaber til at ændre min tankegang, så jedg ikke vendte mine frustrationer og tanker indad som noget selvdestruktivt. Jeg lærte at sætte grænser og være mig selv og føle glæde ved at være den, jeg er. Men det bedste er, at jeg er holdt op med at være et brokkehoved.-Og det hænger nok meget sammen med, at jeg har det godt med mig selv. Jeg er ikke usikker på andre og søger ikke så mange årsagsforklaringer på hvorfor den og den gjorde det eller det, jeg tar det ikke så personligt mere.. -og så bliver der automatisk ikke så meget at undre sig over/"brokke" sig over..Istedet blir der pludselig så meget at være glad for, og det er ikke så svært at vise min elskede min kærlighed- selvom det stadig kan være svært..Vores forhold er blevet rigig godt!!!
For mig at se handler din problemstiling dybest set om mangel på tillid. Det er vigtigt, du går videre med det, opsøger din egen læge og fortæller ham/hende alt det, du har skrevet i dit indlæg og evt. får psykologhjælp. Jeg er sikker på, at du kan få selvtillid og at din kæreste vil elske dig endnu mere, hvis du går ind i det arbejde det er at arbejde med sig selv.
Og så et lille råd: Det har hjulpet mig at være taknemlig og at vise det til sin elskede/sine omgivelser.Uanset hvor dårligt man har det er der noget at sige tak for..
Du har fortjent et godt liv!!
Mvh. den lykkelige