Lad dig lede af visdommen ovenfra!

Lad dig lede af visdommen ovenfra! traellen
Det var en vanskelig sag. To kvinder gjorde krav på det samme barn. De boede i samme hus og havde med få dages mellemrum født hver sin søn. Det ene barn døde, og nu hævdede begge kvinder at være mor til det levende barn. Ingen andre havde været vidne til det der var sket. Sagen havde sandsynligvis allerede været behandlet ved en lavere domstol, men var ikke blevet afgjort. Til sidst var striden blevet forelagt Salomon, Israels konge. Ville han være i stand til at afgøre hvem af kvinderne der talte sandt?

Efter at Salomon et stykke tid havde hørt på kvinderne, sendte han bud efter et sværd. Med beslutsom stemme befalede han at barnet skulle hugges midt over så de kunne få en halvdel hver. Straks bønfaldt den rigtige mor kongen om at give drengen - hendes elskede barn - til den anden kvinde. Denne kvinde holdt derimod på at barnet skulle hugges over. Nu var Salomon klar over hvem der var mor til barnet. Han vidste hvilken inderlig og dybtfølt kærlighed en mor nærer til sit nyfødte barn, og han brugte denne viden i sin afgørelse af sagen. Hvor må den rigtige mor have følt sig lettet da Salomon tilkendte hende barnet med ordene: "Hun er moderen" (1 Kongebog 3:16-27)

Da folket hørte hvordan Salomon havde afgjort sagen, blev de fyldt med ærefrygt, "for de så at han havde Guds visdom i sig". Ja, Salomons usædvanlige visdom var en gave fra Gud. Det var Jehova der havde givet ham "et víst og forstandigt hjerte". (1 Kongebog 3:12, 28) Kan vi også få visdom fra Gud? Ja, for Salomon skrev under inspiration: "Det er Jehova der giver visdom." (Ordsprogene 2:6) Jehova lover at give visdom - det vil sige evnen til at bruge kundskab, forståelse og dømmekraft rigtigt - til dem der søger den.

Hav en god dag!
__________________

"På den tid kom der to prostituerede kvinder til kongen og trådte frem foran ham. Den ene kvinde sagde nu: „Undskyld mig, herre, jeg og denne kvinde bor i samme hus. Og jeg fødte hos hende i huset, og tredjedagen efter at jeg havde født, fødte denne kvinde også. Og vi var sammen. Der var ingen fremmed hos os i huset, ingen uden os to i huset. Men en nat døde denne kvindes søn fordi hun havde ligget på ham. Hun stod så op midt om natten og tog min søn, [som lå] ved siden af mig, mens din trælkvinde sov, og lagde ham i sin egen favn, men sin døde søn lagde hun i min favn. Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, se, da var han død. Jeg undersøgte ham da nøjere dér om morgenen, og se, det var ikke min søn, ham jeg havde født.“ Den anden kvinde sagde imidlertid: „Nej, det er den levende der er min søn, og det er din søn der er død,“ mens den første sagde: „Nej, det er din søn der er død, og min søn der er levende.“ Og sådan blev de ved foran kongen.

Omsider sagde kongen: „Den ene siger: ’Dette er min søn, den levende, og det er din søn der er død!’ Og den anden siger: ’Nej, det er din søn der er død, og min søn der er levende!’“ Og kongen sagde videre: „Hent mig et sværd!“ Man bragte da et sværd hen til kongen. Derpå sagde kongen: „Hug det levende barn i to stykker og giv den ene halvdel til den ene og den anden halvdel til den anden.“ Men den kvinde hvis søn var den levende, sagde til kongen (for hendes følelser for sønnen var blevet sat i heftig bevægelse, så hun sagde): „Undskyld mig, herre, giv hende det levende barn. Lad ham under ingen omstændigheder dø.“ Den anden sagde derimod: „Han skal hverken være min eller din. Hug ham over!“ Da svarede kongen og sagde: „Giv hende dér det levende barn, og lad ham under ingen omstændigheder dø. Hun er moderen.“ (1 Kongebog 3:16-27)