Lidt for trist

Lidt for trist Sørgmodig
Kære Alle
Ja hvorfor er alting....
Jeg er en mand 40 år og synes også livet er svært. Jeg har alle materielle goder men er bare ikke lykkelig eller hvad det nu hedder.
Selvom man er sammen med mennesker føler man ensomheden og det at det hele aligevel slutter uden mening er nok det værste.
Kærlig hilsen

Kære Sørgmodige Kapha
Jeg sidder her en sen aften, og læser dit indlæg. Ja, du lyder trist og ensom, og det ryster mig meget, at ingen endnu har valgt at skrive til dig! Det er da ekstra trist, når du nu rækker en hånd ud for at tale om din ensomhed.
At være ensom selv når man er sammen med andre er skrækkeligt. Min egen erfaring gennem mange år med ensomhed er dog, at det nærvær som bryder ensomheden kræver, at man selv vover at vise sig, og så selvfølgelig, at man omgås mennesker man kan nære sig ved.
Hvis du ikke kender sådanne mennesker, og de findes desværre, så kan jeg kun anbefale, at du opsøger andre i din situation "ensom - selv med andre", og meget gerne i en form som f.eks. gruppeterapi. Det behøver ingenlunde at være noget langhåret føleri. Faktisk, så er det en kæmpe chance for at udvikle sig sammen med andre, at spejle sig, respondere og selv få respons. Det er klart, at det kræver en dygtig terapeut at lede sådan en gruppe, men der må helt bestemt være sådanne fora, hvor du kan møde ligesindede. Ensomheden har hverken alder eller rang, og der er mange som er ensomme som dig. Hvordan isen brydes og nærvær og samhørighed med andre opstår, er efter min mening det mest værdifulde at arbejde sig frem til i sit liv. Det er efter mit bedste bud selve meningen! Og at det på et tidspunkt hører op at leve, kan jeg umuligt se, kan være af det onde, selvom det gør ondt på dem man efterlader. Ingen tilknytning - ingen smerte, ingen glæde ved samvær med kærlige og omsorgsfulde mennesker - ingen mening!
Hvad med at kontakte Sammenslutningen/Foreningen af autoriserede psykologer og få dem til at henvise dig til en gruppe, og hvis det føles lidt for farligt, til enkeltterapi til en begyndelse?
Når jeg anbefaler terapi, er det ikke fordi jeg synes der er noget i vejen med at få et nært forhold til Gud eller en hund (uden sammenligning i øvrigt!), men når du nu er ensom, og det ikke lykkes for dig at skabe nærhed og fortrolighed med mennesker i din nærhed, så er noget ikke, som det kan være. Det kan godt kræve støtte og rum til at reflektere over, hvad du i din situation kan gøre, arbejde dig hen mod noget(nogen!) som du kan leve og glæde dig med. Det er muligt! Jeg har prøvet det selv! Min egen erfaring er også, at manglende selvværd er den største forhindring for at bryde ensomheden. Er man overhovedet værd at kende og elske? Gu´er du så! Du skal bare lade nogen hjælpe dig med at finde ud af det! Og så springe ud på dine skæve ben!
Kærlig hilsen Kapha, 36 år, forhenværende ensom.

hejsa kaffe
Kæer sørgmodige.
jeg ved lige hvad det er du mangler i dit liv: Mening! Menign med livet mening med det hele. jeg vil bare lige fortælle at jeg er en kristen og eg tror på at jesus kan hjælpe dig med dit problem. jeg mener det virkeligt seriøst. Jeg har haft en masse triste erfaringer i mit liv, men en ting har jeg fundet ud af: uansetm, hvor håbløst ting kan se ud så er jeg alligevel glad, for jesus er min glæde. Når man beder til jesus vil han svare. han besvarede min bøn og pga ham er jeg et helt menneske idag. bed til ham og forvent et svar! hilsen kaffe'


mm. jeg forstår............ The


Når jeg skriver er det ikke fordi jeg kan på stå at jeg kan forstå alting.. men jeg vil forsøge...

For to år var jeg meget langt nede... jeg fik og får stadigvæk behanling for en depration... jeg kunne ikke holde ud at være alene.. Jeg græd uafbrudt... havde det meget svært med mig selv.... du fik et svar der anbefalede dig gruppe terapi.. dette kan jeg på det varmeste anbefagle... Selv gik jeg til min læge og via en god psykolog.. det tog lang tid.... nu jeg hygger mig meget af tiden, jeg kan være alene nu... har det enlig meget godt men kunne som du sikkert også ville kunne nikke genkendende til ønske at jeg havde en virkelig sjæle ven... en at kunne betrog sig til og så kunne holde en ud...

Held og lykke og varme tanker på din vej..

Kære Kapha Sørgmodig
Kære Kapha
tusind tak for dit "lange" og meget velskrevet brev. Det var sødt af dig at svare mig. Jeg synes også selv det var lidt underligt at ingen svarede, men da jeg læste mit eget brev kunne jeg godt se det var lidt usammenhængende... så måske derfor?
Du skriver at jeg kan prøve at gå i gruppeterapi og det har jeg så tænkt over men det er bare ikke mig, tror jeg, jeg har ihvertfald ikke specielt meget lyst til at stå så meget frem.
På en eller anden måde er jeg som menneske bange for at forstærke mine tanker ved at dele dem med mange andre. Jeg tænker, siger man tingende igen og igen bliver problemerne mere erkendt. Det er måske nok en lidt vattet holdning, men sådan er jeg alså. Men du skal lige vide at dit brev opmuntrede mig og din indsigt behagede mig, så endnu engang tak for dit brev.
De kærligste hilsener sørgmodig