Må stoppe op NU

Må stoppe op NU Karoline D
Puha ! Måske kan jeg få lettet nogle tanker her i dette forum. Tanker jeg gerne vil fortælle folk, men som ikke kan komme ud på rette vis og til rette folk.
Tænk, jeg har narret mig selv til at flygte. Jeg troede jeg kendte migselv så godt, men jeg kan se, at det jeg har gjort har været en flugt fra at tænke og føle. Det har været i min interesse at gøre som jeg gør, men ikke i den hastighed.

Der har været alvorlig sygdom i min familie samt dødsfald. Min kæreste er gået fra mig og det hele er sket på halvandet år.
Så kommer vi til det punkt der gør mig ked af det og som mange ikke forstår. De tænksomme stunder !! Kender I dem? Når man har været presset psykisk og samtidig er en alt for selvopofrende person, så glemmer man pludselig at man også skal tænke på sig selv, fordi de andre jo har det hårdere end en selv. Når man så endelig skærer igennem og siger "i dag holder jeg fri med mig selv" så får man blot dårlig samvittighed over at have afvist folk der har brug for en. Og vennerne er man der for når de har brug for det og når de ikke har og sådan er det jo også normalt i mit liv. Men de kan ikke sætte sig ind i, at jeg stadig skal have bearbejdet en masse ting og at jeg er træt nogle dage og bare har lyst til at stirre ind i væggen og ikke give noget som helst af mig selv. Jeg ved ikke hvordan man skal forklare dem det, for det er svært at forklare ting man ikke kan se eller føle på sin egen krop.
Det er selvfølgelig også svært for dem at se, at jeg kan have dårlige dage når jeg tit drøner rundt til alt muligt og altid griner og har det sjovt med kollegaer og studiekammerater. Jeg har det også sjovt med dem allesammen, men kan godt se nu at det samtidig er lidt en flugt fra at tænke, fra at være ked af det igen, fra at føle den her fuldkommen udmattelse indeni.
Jeg vil gerne bearbejde det hele, men bliver nødt til at tage det i små bidder, da jeg simpelthen ikke orker ret meget ad gangen.
Jeg kan føle mig åh så alene når mine venner fortæller om al deres lykke med deres kærester de hygger sig med, med alle de ting de kan lave med deres familier, de fede jobs de har fået osv. Jeg ønsker dem det inderligt, men nogen gange magter jeg næsten ikke at rumme deres lykke, når jeg bare så godt selv kunne tænker mig en lille bid af kagen. Bare lidt omsorg fra en kæreste der også var en fortrolig ven, ville gøre underværker :0) Men jeg har ikke rigtig nogen. Folk vil ikke rigtig tale om det jeg har på hjerte, men skifter emne så hurtigt som muligt og så føler man sig til besvær i stedet og ender til sidst med slet ikke at sige noget om hvordan man har det når man bliver spurgt.

Jeg kunne sikkert fortsætte i en evighed, men må stoppe nu inden det bliver for omfattende med alle mine tanker. Sjovt som jeg hele tiden kom i tanke om mere mens jeg sad og skrev.
Jeg ved ikke hvad jeg ville debattere med det her. Måske var det blot et ønske om at blive hørt af nogen, om det så var "anonyme" og måske er det skrevet i håbet om, at høre fra andre der evt har det ligesom mig. Ikke at jeg håber det for nogen, men HVIS der nu var :0)

Håber ikke jeg trættede jer for voldsomt, men ellers var I vel ikke nået herned til :-D

Rettelse: Karoline D
Jeg skrev det hele var sket på halvandet år, men jeg mente et HALVT år.

Desuden fik jeg vist ikke skrevet hvad det var der var gået så stærkt. Jeg tager en overbygning nu, har to jobs og et aftenkursus ved siden af. Det er meget, kan jeg godt se nu hvor jeg sidder og skriver

Det vil gå over :-) Giv det tid !!! Holmeren
Der kan virkelig komme dage - uger - måneder, hvor man er "langt ude" og bliver helt depri og syntes alt går imod en + uheldene rasler ned mod en. JEG kender det, men tro mig når jeg skriver, at det bliver bedre. Evt find en ven som du ved vil høre på dig og så snak ud om det hele. Let dit hjerte og du vil få det meget bedre.
Held og lykke
PS hvis du IKKE har nogen at "betro" dig til, kan vi da skrive sammen hvis du ønsker !!

åååh hvor jeg kender det laddyladdy
jeg kender det, jeg kender det alt alt for godt. Det lyder som en beskrivelse af mit liv nærmest. Jeg hænger også lige med på tråden her. Jeg har godt nok en kusine og en kæreste der vil lytte på mig men man vil jo gerne aflaste dem og desúden er det svært at forholde sig til, at venner man har delt meget med, ikke virker interesseret i at deltage i ens problemer, bare en gang i mellem. Hvadenten det er fordi de ikke tør eller føler de kan, I don´t know, men i det mindste ville det være rart om folk gad at prøve. I stedet for, at man altid skal lægge øre til deres liv. Suuuuuuuk


Vi tales ved

Tænk på dig selv Gæst
Som udgangspunkt i dit liv skal du have ressourcer til at holde dit eget liv godt igang. Det gælder både for følelser og kræfter.
Du skal dække alle dine behov og høre på hvad du og din krop mangler. De dage hvor du har det godt, og du har overskud til andre, er det godt at hjælpe dine venner/veninder.
Det er jo også en god idé at være et godt eksempel overfor den person du vil hjælpe, og det vil du jo ikke være hvis du sidder og er ked af et eller andet, eller er meget træt.
Man kan måske indirekte sammenligne det med at du vil redde en ven som sidder i en båd med hul i, men hvor båden ikke synker øjeblikkeligt. Så kan det bedst betale sig at lappe din egen båd, så der ikke siver ekstra meget vand ind når din ven hopper ombord. :-) Held og lykke